Kommentar
Læsetid: 4 min.

Har Netanyahu begravet tostatsløsningen?

’Vi vil aldrig opgive sikkerhedskontrollen med Vestbredden’, fastslog Israels premierminister i sidste uge – står det til troende, er døren definitivt lukket for en genoptagelse fredsprocessen
Udland
18. juli 2014

Den israelske premierminister, Benjamin Netanyahu, har tilsyneladende smækket døren i for enhver udsigt til, at han nogensinde vil støtte en tostatsløsning. Ved en pressekonference udtalte Netanyahu således sidste fredag:

»Jeg tror, ​​det israelske folk nu vil kunne forstå, hvad jeg altid har sagt: Der vil ikke i nogen aftale, vi måtte indgå, kunne opstå en situation, hvor Israel afgiver sikkerhedskontrollen med området vest for Jordanfloden«.

Reelt er denne udtalelse et klart nej til enhver suveræn, levedygtig palæstinensisk stat og kun egnet til at styrke den formodning, at Netanyahu aldrig var oprigtig, da han i sin Bar-Ilan tale i juni 2009 eller efterfølgende erklæringer forsikrede os om, at han nu vil støtte en fredsaftale baseret på en palæstinensisk stat skønt i årevis at have talt imod netop dette. Nogen vil måske huske, hvordan Netanyahu i 2001, efter sin første periode som premierminister, pralede med, at »jeg har de facto afsporet Oslo-aftalerne«.

Men hvad skal vi lægge i disse seneste ord? Poserer han til indenrigspolitisk brug? Var hans udtalelse – der er så potentielt fatal for alle palæstinensere, israelere og andre, der håber på fred igennem etablering af en levedygtig israelsk-palæstinensisk fred – en fortalelse, der skulle forstås i den genopblussede volds kontekst? Eller er disse ord, som mange frygter, udtryk for kategorisk afvisning af en uafhængig palæstinensisk stat og dermed også en definitiv afsked med tostatsløsningen?

Netanyahu gav os ikke en alternativ vision. Har han overhovedet en vision? Sådan virker det ikke. Medmindre vi da vil kalde en forstættelse af status quo på ubestemt tid for en vision.

Måske et ønske om tre stater

Hvis det er, hvad han har i tankerne – i det mindste i resten af ​​sin politiske karriere – giver hans udsagn instrumentel mening. Konflikten med Hamas har givet den trængte islamistiske gruppe et nyt momentum i palæstinensisk politik, i det mindste i den aktuelle situation, til trods for de lidelser, ulykker og ødelæggelser, den seneste vold har nedkaldt over Gazas uskyldige indbyggere. I lyset af dette indebærer Netanyahus udtalelse endnu et hårdt slag imod Den Palæstinensiske Selvstyremyndighed (PA) og Den Palæstinensiske Befrielsesorganisation (PLO) – ja, faktisk imod alle, der vil forpligte sig på en fred baseret på to stater.

Desto mere sandsynligt tegner nu den teori, at Netanyahus egentlige mål er at skade, men ikke vælte Hamas i Gaza, at marginalisere og svække PA i Ramallah og at holde USA hen med falske løfter om israelsk fredsvilje. I Haaretz går kommentatoren Amir Oren endda så vidt som til at hævde, at Netanyahu nu ønsker tre stater for to folk: Israel og to umyndiggjorte palæstinensiske ministater, den ene i Gaza, den anden i område A på Vestbredden. Det er i hvert fald det scenarie, der nu toner frem, hvor den ene af de tre – PA, som er den, der har forpligtet sig stærkest på fred – også fremstår som den politiske mest svækkede, umyndiggjorte og sårbare.

Hvad er den ultimative implikation af Netanyahus erklæring om sikkerhedskontrol? Kun ét af to: Enten ender Israel med at måtte inkorporere en lang række nye palæstinensiske borgere, indtil det punkt nås, hvor nationen ikke længere er en jødisk stat, end ikke i teorien. Eller også vil Israel gøre sit nuværende ’midlertidige’ ’adskilt, men ulige’-arrangement i de besatte palæstinensiske områder permanent. Rom-statutten indeholder en klar definition af en sådan permanent ordning, som en ordning, der er forskellig fra fx en midlertidig besættelse. Den kaldes ’apartheidforbrydelse’.

Insisterer Netanyahu på sikkerhedskontrol, er dette ensbetydende med fortsat territorialt israelsk herredømme, hvilket igen er ensbetydende med ingen palæstinensisk stat. Men hverken han eller nogen anden israeler har evnet at foreslå noget alternativ til tostatsløsningen, der både vil kunne afslutte konflikten og gøre det muligt for Israel at forblive enten jødisk eller demokratisk, endsige begge dele. Så på længere sigt er hans svar et ikke-svar.

Det er muligt, at Netanyahu blot forsøgte at lefle for den hjemlige offentlighed i krigstid eller markerede en stærk position, hvorfra der siden kan forhandles ned. Alle vi med håb om en bedre fremtid må inderligt ønske, at dette er tilfældet, og det endnu er for tidligt at lukke døren for en sådan læsning. Kalkuler og positioner har det som bekendt med at skifte efter omstændighederne.

Desværre kan det meget vel også være, at ​​Netanyahu sidste fredag vitterligt slog fast, at han ikke ser nogen fredsaftale for sig i nogen overskuelig fremtid. Da hverken han selv eller nogen anden har brugbare alternativer, er en fredsaftale baseret på en tostatsløsning fortsat den eneste løsning, der kan hindre, at det kommer til nye udbrud af blodsudgydelser så grusomme, som dem vi har set i den sidste uges tid i Gaza.

© Hussein Ibish og Information

Oversat af Niels Ivar Larsen

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her