Baggrund
Læsetid: 4 min.

Østeuropa er træt af Vestens taktiske spil

EU-topmødet endte, uden at de rette personer til EU’s to resterende topposter blev fundet. Men det er forenklet at sige, at Østeuropa modsatte sig den italienske udenrigsministers kandidatur til rollen som EU’s udenrigschef alene på grund af Italiens blødere holdning over for Rusland, mener flere iagttagere
Italiens udenrigsminister, Federica Mogherinis besøg i Rusland den 9. juli hos Vladimir Putin, og at landet har været tøvende i forhold til at støtte sanktioner mod Rusland, var årsagen til, at østlandene ikke kunne bakke op om hende til en EU-post.

Maxim Shipenkov

Udland
18. juli 2014

Der var næppe mange, der betvivlede Polens og de tre baltiske landes lunkne holdning over for nomineringen af den italienske udenrigsminister, 41-årige Federica Mogherini, forud for onsdagens topmøde i Bruxelles.

»Hun mangler erfaring«. Der er brug for en person, der »i det mindste forsøger at være neutral«. »Italiens position i forhold til Ukraine-krisen og Italiens generelt bløde holdning i forhold til Rusland vil gøre det meget svært for os at støtte Mogherini,« var nogle af udtalelserne fra polske og baltiske politikere forud for EU-topmødet, hvor mange iagttagere ikke desto mindre forventede, at hun alligevel ville blive udpeget.

Da det ikke kom til at ske, er det imidlertid ikke kun, fordi der er en forskel i Øst- og Vesteuropas holdning til Rusland, fortæller flere iagttagere. Det var også, fordi de såkaldte nye medlemslande mener, at Italien og en række andre medlemslande er for useriøse i forhold til at finde den rette person til den vigtige rolle som EU’s repræsentant på den globale scene.

»Forskellen er, at de øst- og centraleuropæiske lande rent faktisk bekymrer sig om jobbet på en måde, som resten af Europa ikke gør. Det handler dels om, at de udgør EU’s ydre grænser, og derfor berører det dem faktisk, hvem der får jobbet, i stedet for al den snak om, at det skal være en kvinde, en socialist osv.,« forklarer Roderick Parkes, leder af EU-programmet ved det Polske Institut for Internationale Affærer (PISM) i Warszawa, til Information.

Paul Ivan, EU-forsker ved tænketanken European Policy Centre i Bruxelles, er enig.

»Der er alle mulige hensyn at tage i fordelingen af posterne – geografiske, små versus store medlemslande, køn. Det er uheldigt, at der er så lidt snak om kandidaternes professionelle kvalifikationer, og hvorvidt hun er den rette kvinde til jobbet,« til han til Information.

Parkes mener, at østlandenes utilfredshed med den unge italienske kandidat – der fik EU-præsident Herman van Rompuy til at konkludere, at der ikke kunne opnås enighed om udnævnelsen – »lidt er en reaktion på, at Italien – som de ser det – spiller et taktisk spil«.

»De mener, at Italien har nomineret hende uden rigtig at ville have posten, og hvis hun så bliver afvist, vil de kræve en af de tunge økonomiske poster som kompensation,« forklarer han.

Russerne

Paul Ivan mener heller ikke, at det alene var Italiens og Federica Mogherinis holdning til Rusland (landet har været tøvende i forhold til at støtte sanktioner), der var årsagen til, at østlandene ikke kunne bakke op om hende.

Mere præcist var det hendes beslutning om at besøge Rusland som det første, da Italien overtog EU-formandskabet den 1. juli, der begravede hendes chancer, mener han.

»Hun startede fra en ikke særlig stærk position. Hun blev anset for at være uerfaren, fordi hun kun har været udenrigsminister i fire måneder, men jeg tror alligevel, at hun ville have fået jobbet, hvis ikke det var for dét besøg,« siger han med henvisning til, at hun har Frankrigs opbakning.

»At besøge et land, som anses for at være en aggressor, og agere som om alt er normalt igen, det blev modtaget meget negativt i Øst- og Centraleuropa. Det udstillede en mangel på erfaring på EU-niveau,« siger han men påpeger, at holdningen til Rusland generelt »ikke kun kan ses som et Øst-Vest-skel«.

»Faktisk var skandinaviske lande som Finland og Sverige også imod hendes udnævnelse.«

Både Paul Ivan og Roderick Parkes mener, at mens geografi bestemt er én årsag til divergerende holdninger til Rusland inden for EU, så er det langtfra den eneste skillelinje.

»Der er forskel i EU-landenes holdning til Rusland, og i måden de opfatter krisen i Ukraine på. Nogle lande grænser direkte op til Ukraine, andre anser det som en ’konflikt i nærområdet’. Men det handler også om det enkelte lands økonomiske interesser i Rusland, og hvad dets relation til Rusland i øvrigt har været,« siger han med henvisning til, at lande som Tyskland og Frankrig har store forsvarskontrakter med Rusland, mens Italien har udtrykt støtte for det såkaldte South Stream-projekt – en rørledning mellem Rusland og Italien, der skal føre gas til Europa uden om Ukraine – på trods af at projektet er i modstrid med EU’s regler.

Roderick Parkes mener generelt ikke, at der eksisterer et klart skel mellem Øst og Vest i Europa længere.

»Polen vil gerne undgå, at eurozonen udvikler sig til kernen af EU, og her vil lande som Danmark og Storbritannien bakke op om dem. Der er alle mulige skel, der kommer fra ressourcefordelingen, budgetuenigheder, holdningen til fri bevægelighed, holdningen til energipolitik,« siger Parkes, der er brite, men bosat i Polen.

»Hele pointen med EU er, at det tillader lande at undslippe deres geografi. Jeg mener virkelig, at vi er kommet videre,« siger han, men anerkender, at der stadigvæk er et skel mellem Øst og Vest i forhold til den konkrete fordeling af topposter inden for EU.

Af den grund forlangte den lettiske udenrigsminister, Edgars Rinkevics, forleden, at et af topjobbene går til en kandidat fra et de 10 nye EU-lande, der blev medlem i 2004 og 2007.

Paul Ivan mener »ikke, det er sundt på sigt at have denne Øst-Vest-opdeling«.

»Men fordi befolkningen i Øst- og Centraleuropa var blandt dem med den laveste valgdeltagelse og interesse for Europa, kan det måske denne gang være en hjælp, hvis et job går til en repræsentant fra deres region,« siger han.

Roderick Parkes mener, at årsagen til, at østlandene denne gang går efter de tungere poster, er, fordi de nu »generelt føler sig mere selvsikre i forhold til at spille en rolle i EU’s fremtidige udvikling«.

»Den her del af verden har brugt de seneste 20 år på at lære og på at indhente Vesten, og de har tilladt, at Vesten definerer deres politik. Nu føler regionen, at den er i en position, hvor den også er i stand til at definere, hvor EU skal hen,« siger han.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Jesper Wendt

EU agiterer for at Rusland er aggressor, mens det er dem der udvider ind i en zone de ved er problematisk, ikke blot nu, men historisk.

Stig Bøg, erik mørk thomsen, Brian Pietersen, Martin Andersen, Rune Petersen, Helene Nørgaard Knudsen, peter fonnesbech, Karsten Aaen og Per Torbensen anbefalede denne kommentar
Michael Kongstad Nielsen

Østeuropa er ligeså taktisk og uklar i mælet, som Vest. Der er ikke behov for at søge yderligere konfrontation og ufred med Rusland. Italiens første skridt som formand var klogt. Federica Mogherini kunne sikkert være udmærket på den ikke særligt vigtige post (det vigtige forhandles direkte med Merkel og Hollande).

Brian Pietersen, Martin Andersen og Claus Jørgensen anbefalede denne kommentar
Vibeke Rasmussen

"… i stedet for al den snak om, at det skal være en kvinde, en socialist osv …"

"Det er uheldigt, at der er så lidt snak om kandidaternes professionelle kvalifikationer …"

Hørt!

Vibeke Rasmussen

Ifølge Der Spiegel er den tidligere franske justitsminister/ arbejds- og socialminister Elisabeth Guigou nu i spil som afløser for Catherine Ashton. Hun er 'godt nok' både kvinde og socialist, men angiveligt også velkvalificeret.

http://www.spiegel.de/politik/ausland/eu-aussenbeauftragte-guigou-koennt...