Læsetid: 3 min.

En populær, omstridt mand

Eduard Sjevardnadse var en modsætningsfuld politiker, som satte skub i økonomien, men selv blev væltet på grund af korruption
Sovjetunionens udenrigs-minsiter Eduard Sjevardnadse på besøg hos udenrigsminister Uffe Ellemann-Jensen i 1990.

Sovjetunionens udenrigs-minsiter Eduard Sjevardnadse på besøg hos udenrigsminister Uffe Ellemann-Jensen i 1990.

Bjarke Ørsted

8. juli 2014

1928-2014

Eduard Sjevardnadse, Sovjetunionens sidste udenrigsminister og det uafhængige Georgiens statschef 1992-2003, døde i går, 86 år gammel, efter længere tids sygdom. I Vesten nød han gennem mange år stor popularitet som en fremmer af international forståelse, ikke mindst for hans andel i det, man har kaldt ’Sinatra-doktrinen’ – den officielle sovjetiske politik, som 1989-1991 tillod de tidligere Østblok-stater »to do it my way«. Det stod i modsætning til ’Bresjnev-doktrinen’ (efter Sovjetunionens leder Leonid Brezjnev 1964-1982) hvorved Sovjetunionen hævdede sin ret til at gribe ind i andre socialistiske staters indre anliggender, om nødvendigt med militær magt, som det skete i Tjekkoslovakiet i 1968 og Afghanistan i 1979. Det var således under Sjevardnadse som udenrigsminister, at de første delvis frie valg i Østblokken blev afholdt i Polen i juni 1989, og at Berlin-muren faldt i november samme år.

Det var også Sjevardnadse, som på Sovjetunionens vegne gennemførte forhandlingerne om Tysklands genforening i 1990, noget, som få havde forestillet sig muligt blot et år tidligere, og som han stadig huskes for med varme, ikke mindst i Tyskland.

På hjemmebane har Sjevardnadse et mere blakket ry. Faktisk skal man lede længe efter en så modsætningsfyldt politisk karriere. Han blev den ledende politiker i den Georgiske Sovjetrepublik allerede som 44-årig i 1972 ved at kuppe republikkens hidtidige leder, den korruptionsberygtede Vasil Mzhavanadze, med støtte fra bl.a. menneskeretsaktivisten Zviad Gamsakhurdia, som siden skulle blive hans bitre fjende. Sjevardnadse steg i indflydelse i Sovjetunionens sidste dage bl.a. på grund af sine programmer for korruptionsbekæmpelse i Georgien, som tiltrak Bresjnevs efterfølger, Jurij Andropovs, opmærksomhed.

Sjevardnadse sluttede først sent op bag Gorbatjovs kandidatur som sovjetisk partileder, men indgik så den alliance med ham, som gjorde Sjevardnadse til en af hans mest betroede medarbejdere. Gorbatjov var ikke blot interesseret i Sjevardnadses diplomatiske evner, men også i de økonomiske reformer, som han havde gennemført i Georgien for at sætte skub i den stagnerede økonomi. Georgien var en af de meget få dele af Sovjetunionen, som oplevede økonomisk vækst i 1970’erne og 1980’erne.

På denne baggrund er det dybt ironisk, at Sjevardnadses periode som Georgiens anden præsident sluttede med hans afsættelse i 2003 for korruption og nepotisme. I hans sidste år fik landet ry for at være verdens mest korrupte, hvilket nok er en overdrivelse. Men det var klart, at forholdene var kommet ud af kontrol i en grad, så man både i Washing-ton og Moskva fandt, at det var for meget. Sjevardnadse var blevet genvalgt som præsident i 2000 for en 5-årig periode yderligere. Men udbredt og åbenlys valgsvindel ved parlamentsvalget i november 2003 fik tålmodigheden til at briste, både internt i landet og i udlandet. Det antages, at selve kuppet, som førte til hans tilbagetræden, var planlagt og finansieret af den ungarsk-amerikanske finansmand George Soros.

Voldelig revolution

Sjevardnadses forgænger som leder af et uafhængigt Georgien, Zviad Gamsakhurdia, havde Sjevardnadse selv været med til at styrte ved en voldelig revolution omkring årsskiftet 1991-1992. I modsætning hertil foregik magtskiftet ved ’Roserevolutionen’ i Georgien 2003-2004 fredeligt, og Sjevardnadse slap for at gennemgå et ydmygende retsopgør.

Men går man tilbage til tiden omkring Sovjetunionens sidste dage, er der mange sorte pletter på hans politiske karriere. Således var året 1993 præget af en voldsom borgerkrig mellem Gamsakhurdias og Sjevardnadses tilhængere, som endte med en russisk militær- intervention til fordel for sidstnævnte og Gamsakhurdias formentlige selvmord efter at være blevet omringet den 31. december 1993. Den dag i dag er der mange i Georgien, der mener, at Gamsakhurdia blev dybt uretfærdigt behandlet.

Med til historien hører, at Gamsakhurdia havde været i eksil i Tjetjenien og fået støtte af Dzjokhar Dudajev, som var leder af republikkens uafhængighedskamp, da han vendte tilbage for at gen-erobre magten fra Sjevardnadse.

Heller ikke i forhold til minoritetsrepublikkerne Sydossetien og Abkhasien havde Sjevardnadse en heldig hånd. Mange af de problemer, der i dag belaster forholdet mellem Georgien og Rusland, går tilbage til den tid.

Flere gange var Sjevardnadse tæt på at blive dræbt ved attentater, således i 1995, hvor hans bilkortege om natten blev beskudt af antitank-våben. Men han overlevede alle attentatforsøg og nåede at skrive sine erindringer i 2006.

Hans sidste politiske fremtræden var et forsøg på at mægle i den russisk-georgiske konflikt i 2008. I de seneste, sygdomsplagede år har han været uden politisk indflydelse.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu