Hvis det regnede i Californien, ville det falde på et meget tørt sted

Tre års tørke og aktuelle hedebølger har drevet den store amerikanske stat ud i en nødsituation, der rammer landbruget og økonomien hårdt: et billede på klodens hedetur
45 grader er der målt i Californien. Tørken fortsætter, men mange californiske byboer har ikke indset, hvor slemt det er. Flere steder er virksomheder og private husejere begyndt at male deres tørre græsplæner, så de ser grønne ud. Malingen holder i 90 dage og kan ikke vaskes af.

45 grader er der målt i Californien. Tørken fortsætter, men mange californiske byboer har ikke indset, hvor slemt det er. Flere steder er virksomheder og private husejere begyndt at male deres tørre græsplæner, så de ser grønne ud. Malingen holder i 90 dage og kan ikke vaskes af.

Justin Sullivan
26. juli 2014

For varmt? Tørstig? Så skulle du se Californien.

Disse dages landsdækkende hedebølger i Danmark og fraværet af nedbør, der får græsplænerne til at gulne og blomsterne til at bøje hovederne, er for ingenting at regne mod de forhold, der har plaget staten på den amerikanske vestkyst i efterhånden årevis.

Dog rimer den aktuelle varme i Danmark udmærket med det globale billede netop nu. Det amerikanske National Oceanic and Atmospheric Administration (NOAA) har lige meddelt, at juni måned blev den varmeste juni nogensinde målt på kloden, bl.a. omfattende en junirekord i Grønland på 23,3 grader. Specielt for verdenshavene gjaldt, at der aldrig nogensinde før er registreret så varm en måned, uanset tid på året.

»Ni af de 10 varmeste junimåneder i statistikken er indtruffet i det 21. århundred, herunder i hvert af de seneste fem år,« hedder det i NOAA’s aktuelle opgørelse.

Forud for dette års varme juni gik en maj måned, der ligeledes blev den globalt varmeste maj i målingernes historie. Netop nu rapporteres om aktuelle eller forventede hedebølger i bl.a. Japan, Sydkorea, dele af Rusland, Storbritannien, dele af Skandinavien, det sydvestlige USA m.m., og klimaforskere og meteorologer diskuterer sandsynligheden for, at 2014 går hen og bliver det hidtil varmeste år i den tid, der er lavet globale målinger. Efter en periode på nogle år, hvor selve opvarmningstakten har været svagere, har første halvår af 2014 vist sig som det tredjevarmeste hidtil, og med udsigten senere i år til det periodisk tilbagevendende El Nino-fænomen med dets opvarmning af det tropiske Stillehav er der grund til at forvente et meget varmt, måske rekordvarmt, år for kloden.

»Vi lever i en æra med et klimasystem på steroider,« sagde NOAA’s klimaovervågningschef Derek Arndt på et pressemøde forleden.

100 pct. tørke

Det kan de tale med om i Californien. Ifølge Dan Cayan, forsker ved det ansete Scripps Institution of Oceanography, har Californien og meget af det vestlige USA været »mere eller mindre tørt« lige siden 1999. Men netop nu er man på det tredje år af en særlig hårdnakket tørke, som dag for dag truer Californiens vandforsyning og økonomi mere og mere. Ifølge det statslige US Drought Monitor er hele staten nu i en tilstand af ’alvorlig tørke’ eller mere – 80 pct. er således i kategorien ’ekstrem’ eller ’exceptionel’ tørke. Værre kan det ikke blive på overvågningsmyndighedens skala.

Situationen afspejler lang tids manglende nedbør i Californien. Især de første seks måneder af 2014 har ifølge NOAA været både tørre og rekordvarme. I går advarede myndighederne om ekstrem varme i den sydlige del af staten, hvor der enkelte steder allerede er målt omkring 45 grader.

Mange californiere kan fortælle om, hvordan dette opleves, men forleden kom en rapport fra University of California, bestilt af statens fødevare- og landbrugsdepartement, som sætter tal på konsekvenserne. Alene i år forventes således et økonomisk tab på 2,2 milliarder dollar – over 12 mia. kroner – heraf 1,5 mia. dollar som direkte tab i det californiske landbrug, hvor over 1.700 kvadratkilometer er røget ud af produktion.

»Hvad der virkelig gør ondt er, at vi mister 17.000 arbejdspladser,« sagde en af rapportens forfattere, professor i landbrugs- og ressourceøkonomi Richard Howitt, ved præsentationen på et pressemøde forleden.

Det drejer sig primært om job for sæson- og deltidsarbejdere i de mest udsatte dele af landbruget, herunder de californiske frugtplantager.

»Der er lommer af ekstremt afsavn, hvor man er løbet tør for vand og job. Der vil blive tale om flere lommer af smerte og fattigdom,« advarede Howitt.

Tabet af vand

Californien får normalt den altdominerende del af sin vandforsyning fra overfladevand med snedækket i Sierra Nevada-bjergene som en hovedkilde.

Mindre snedække på grund af den manglende nedbør samt tidligere afsmeltning plus større fordampning fra floder, søer og vandreservoirer på grund af varmen betyder imidlertid, at vandmængden er langt mindre end normalt. Oven i disse faktorer har det betydning, at Californiens voksende befolkning og økonomi lægger et ikkebæredygtigt pres på reserverne. Det store menneskeskabte vandreservoir Lake Mead, der sikrer vand til 20 mio. mennesker, har tabt vand gennem mere end 10 år og er nu nede på omkring 40 pct. af sin kapacitet, det laveste nogensinde ifølge lokale medier.

Ifølge rapporten fra University of California har staten under tørken mistet, hvad der svarer til vandmængden i 3,25 millioner swimmingpools af olympiske dimensioner eller nok vand til at forsyne 18,4 mio. husstande i et år. Det har slået nogle landbrugsproduktioner ud, men rammer også andre steder. Mindre vandpres på turbinerne i statens vandkraftværker betyder, at disses aktuelle produktionskapacitet er faldet fra godt 2.000 megawatt til knap 1.600 og med udsigt til et yderligere fald til 1.120 megawatt i 2016, hvis tendensen fortsætter.

En slags skæbnens ironi er det, at de statslige myndigheder nu tager skridt til at lukke 11 projekter, hvor olieselskaber bruger den kontroversielle frackingteknologi til at udvinde de fossile energireserver, med den begrundelse at teknologiens enorme vandforbrug ikke p.t. kan accepteres. Det boom i olie- og gasudvinding i USA, som vil forværre de klimaproblemer, der kan registreres i Californien, synes at rive tæppet væk under sig selv …

Grundvandet under pres

Manglen på overfladevand har mange steder ført til en risikabel satsning på Californiens grundvandsreserve.

»Vi er ved at tømme vores bankkonto af grundvand,« sagde Michael Howitt fra University of California på pressemødet forleden. Problemet er, at ingen ifølge professoren ved, hvor stor denne reserve er.

»Vi opfører os som nogle, der er så rige, at de ikke behøver holde orden på regnskabsbøgerne. Vi tror, vi stadig befinder os i en æra rig på grundvand.«

Tæringen på grundvandsreserven betyder, at mange borgere ikke umiddelbart mærker vandmanglen og derfor ikke agerer hensigtsmæssigt via vandbesparelser.

En anden skæbnens ironi i den aktuelle situation er, at landmænds nye satsning på grundvand ikke blot bringer denne vandreserve under pres, men også indebærer et mærkbart voksende energiforbrug til oppumpning af grundvandet – med ledsagende CO2-udledninger fra de kraftværker, der producerer strømmen.

En tredje situationens ironi er den øgede hyppighed af skovbrande i de tørkeramte områder. Allerede i maj var hyppigheden af brande det dobbelte af det normale, og den 19. juli rapporterede myndighederne om foreløbig 3.400 brande i vegetationen i denne sæson.

Situationen fik i maj Californiens guvernør Jerry Brown til at advare:

»I takt med at vi udsender milliarder og atter milliarder ton varmeopfangende (klima)gasser, får vi varme, og så får vi brande, og vi får, hvad vi nu ser,« sagde han på tv-kanalen ABC.

Altså: Jo mere varme og tørke forårsaget af menneskeskabte klimaændringer, desto flere brande og desto større forurening af atmosfæren med askepartikler, der kan mørkfarve is- og snedækkede områder, mindske disses evne til at reflektere sollyset og dermed forstærke varmeopsugningen og den globale opvarmning.

»Menneskeheden er på kollisionskurs med naturen, og vi er nødt til at indrette os på det, så godt vi kan,« sagde guvernøren.

Restriktionerne

Den lokale kollisionskurs har fået Jerry Brown og de californiske myndigheder til gradvist at optrappe restriktioner på vandforbruget og skærpe sparekampagnerne. I januar erklærede guvernøren staten i tørkebetinget nødtilstand med en opfordring til borgerne om frivilligt at bidrage til 20 pct. reduktion af vandforbruget.

Kun fem procents besparelse er imidlertid opnået, og nu har det statslige vandressourcetilsyn for første gang taget skridt til obligatoriske forbrugsrestriktioner i hele Californien – et mere drastisk skridt end de obligatoriske restriktioner på forbruget, som 58 ud af statens 440 lokale vandtilsyn allerede havde indført, herunder i byer som Los Angeles.

»Mange californiske byboer har ikke indset, hvor slem tørken i staten er. Det er en fejl at tro, at de ikke er i farezonen,« sagde formanden for vandtilsynet, Felicia Marcus, ved præsentationen af de nye statslige initiativer.

Restriktionerne, der ved overskridelse udløser bøder, handler foreløbig om forbud mod overdreven vanding, begrænsninger på bilvask m.m. Nogle steder forventes ansat særlige ’vandbetjente’, der skal holde øje med, at restriktionerne respekteres.

Hvis opvarmningen og de ekstreme vejrforhold får lov at udvikle sig, rækker det ikke med tilbageholdenhed med plænevanding og bilvask. Organisationen Union of Concerned Scientists henviser til klimaforskeres prognoser om op til 90 pct. reduktion i Sierra Nevadas snedække sidst i dette århundred samt om udsigten til dobbelt så mange kritisk tørre år og 40-50 pct. fald i vandforsyningerne til Californiens landbrug, hvis udviklingen får lov at fortsætte uhindret.

Prøv Information gratis i 1 måned

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Forsiden lige nu

Kommentarer

Brugerbillede for Lars Bo Jensen

Og så kommer alle apologeterne og siger:
Det er ikke menneskeskabt. CO2 har altid været der. Der var engang en forsker der svindlede med et tal.
Og så den dumme: Det er for dyrt at gøre noget ved. (Lomborg)
Fat det nu, gør vi ikke noget kommer London, New York og København også til at stå under vand. (Det kan jeg egentlig godt leve med, jeg bor på en bakketop.)

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Erik Rolfsen Nissen

Vandkriserne og de dermed forbrundne katastrofer rykker tættere på, ikke kun i Egypten og Mellemøsten, Sydasien og Kina, men altså også i Guds eget land. Det er en kendt sag, at vandforbruget i store dele af USA langt og for længe siden har overskredet tærsklen for bæredygtighed, og at der gøres uoprettelige indgreb i de eksisterende vandressourcer. Det er sikkert uendeligt dyrt at gøre noget ved det, men prisen for at lade stå til må da betegnes som ganske og aldeles uoverskuelige, med andre ord: kollaps. Lur mig, om der ikke er empirisk evidens for, at andre civilisationer er gået til grunde, når de har overudnyttet deres basale naturressourcer.

Brugerbillede for randi christiansen

Lars bo - det er forkert at tro, at bjørn lomborg ikke vil gøre noget - han vil bare gøre noget andet sat ind i en helhedsplan. Han argumenterer overbevisende for, at der stadig er tid til at gøre det rationelle.
Ville det i øvrigt ikke være indlysende for californien at satse massivt på solenergi i stedet for denne især i dette område hjernedøde fracking - hvilket altså nu også viser sig at være tilfældet. Hvor meget mere må vi frygte at uintelligente, reptilhjerner skal have lov at ødelægge, før tiøren falder. Er naturens feedback systemer virkelig SÅ vanskelige at acceptere, at vinderne i konkurrencestatens unødvendige miljø-og socioøkonomiske politik skal have lov at fortsætte deres asociale ressourcemisbrug? Selv goldman sachs har læst skriften på væggen, og har skyndt sig at bytte fupdollars med investering i vedvarende energi. Too little too late - der skal meget større og mere grundlæggende omstilling til.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Henrik Brøndum

Hvis nogen synes det bliver for varmt i Califonien kan de da bare flytte til Alaska eller Grønland, der er masser af sol og vand - og nu også landbrugsjord. Men der lader til at være et stort behov for denne type grædekonehistorier - måske kunne de publiceres i et særligt medie - hvor man kunne tjene gode penge på at sælge annoncer med medicin m.m. til nervøse kvinder - det er et kæmpe marked:

"Føler du dig utryg i din visne have? Prøv vores nye brusetablet og bliv sikker i din sag!"

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Esben Nielsen

Det står også slemt til i Texas. I 2011 havde staten over 100 dage med 38 grader eller derover. Der har sålededes været tørke i 5 år nu (alle undtagen ét county erklærede svær tørke i 2012 og 2013).

Da jeg i 2012 mødte en taxachauffør på en bar i Texas, snakkede vi om global opvarmning over en kold drink. Han sagde, at hvis man havde spurgt ham om det i 2009, ville han have kaldt det et socialistisk komplot. Desværre havde hans bror for nyligt set sig nødsaget til at sælge den fædrende gård (vinterhøsten var også slået fejl), så nu mente han, at der nok var noget om snakken - og at politikkerne burde gøre noget ved det.

Anekdotisk, ja. Men her ser vi de første klimaskabte frustrationer i den gængse vesterlændings hverdag.

Brugerbillede for Sebastian Sander Oest

Den eneste konstant i klima er forandring.

IPCCs uvidenskabelige svindelnummer og unuanceret journalistik har ledt folk til at tro at Global Opvarmning er et rigtigt fænomen. Vi bliver bombarderet med information om varmerekorder, men enhver kulderekord er undladt. Vi oplever ikke global opvarmning , kloden er ikke blevet varmere i et årti, vi oplever klimaekstremer.

(www.youtube.com/watch?v=LOyBfihjQvI)

Ligeledes undladelsen af information som at vores magnetskjold er 15% svækket, et kollaps af ionosfæren, færre solpletter og svækket solaktivitet har medført, at enhver overvejelse om vi muligvis kunne bevæge os imod en ny (mini)istid, har været undladt fra den offentlige debat. Desuden har det bremset er mere elektrisk forståelse af universet.

http://ruby.fgcu.edu/courses/twimberley/EnviroPhilo/Fairbridge.pdf
http://icecap.us/images/uploads/abduss_APR.pdf
(www.youtube.com/watch?v=5c4XPVPJwBY)

Videnskaben er i krise, noget der kommer perfekt til udtryk i den reduktionstiske og mekanikstiske beskrivelse af verden, såvel som absurde fortolkninger af relativitetsteorien der har ført til fiktioner som "sorte huller" og big bang teorien. I klimadebatten ses det dog tydeligst i det alment brugte argument "der er 97% konsensus - så global opvarmning er unægteligt sandt" en åbenlys logiske fejlslutning (ad Populum) som politikere såvel som forskere bruger i al seriøsitet. Det er på tide vi udfordrer vores underliggende aksiomer, især de videnskabelige, så vi kan udvide vores forståelse af universet og os selv.

De makrokosmiske faktorer i klimaforandring er et ideelt sted at start.

http://www.shao.az/SG/v1n2/SG_v1_No2_2006-pp-13-16.pdf
(www.youtube.com/watch?v=y8EE0p9kx5o)

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for peter fonnesbech

Det næste scenarie, (hvis tørken fortsætter i samme grad), bliver civile optøjer pga. stigende fødevarepriser i området. Det vil kunne ske med stor sandsynlighed, fordi store dele af befolkningen på foodstamps, ikke længere ville være stand til at dække deres behov, når prisstigningerne bliver for store.

Og nej Henrik , vi snakker ikke grædekoner længere , men snarere " Vredens Druer ".

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for randi christiansen

Brøndum o.a.

"I takt med at vi udsender milliarder og atter milliarder ton varmeopfangende (klima)gasser, får vi varme, og så får vi brande, og vi får, hvad vi nu ser,« sagde han på tv-kanalen ABC.

Altså: Jo mere varme og tørke forårsaget af menneskeskabte klimaændringer, desto flere brande og desto større forurening af atmosfæren med askepartikler, der kan mørkfarve is- og snedækkede områder, mindske disses evne til at reflektere sollyset og dermed forstærke varmeopsugningen og den globale opvarmning."

Og når californiens vandreserver er nede på 40 %, er det så klogt at bruge resterne til fracking ovenikøbet med uhensigtsmæssig feed back?

Grædekoner, lalleglade ignoranter eller med rettidig omhu at respektere og forstå naturens feedback mekanismer?

Brugerbillede for Niels Engelsted

Det amerikanske National Oceanic and Atmospheric Administration (NOAA) har lige meddelt, at juni måned blev den varmeste juni nogensinde målt på kloden, bl.a. omfattende en junirekord i Grønland på 23,3 grader. Specielt for verdenshavene gjaldt, at der aldrig nogensinde før er registreret så varm en måned, uanset tid på året.
»Ni af de 10 varmeste junimåneder i statistikken er indtruffet i det 21. århundred, herunder i hvert af de seneste fem år,« hedder det i NOAA’s aktuelle opgørelse.
Forud for dette års varme juni gik en maj måned, der ligeledes blev den globalt varmeste maj i målingernes historie.

Henrik Brøndum, hvis ovenstående er rigtigt, som amerikanerne siger, er din kommentar så ikke unødigt stupid?

Brugerbillede for Per Pendikel

Er det journalistik? Er det forskning?
" Det amerikanske National Oceanic and Atmospheric Administration (NOAA) har lige meddelt, at juni måned blev den varmeste juni nogensinde målt på kloden, ... ".
Absurd udsagn som vores tid overhovedet betyder noget væsentligt for den globale udvikling.
Hvor mange år er der målt temperaturer globalt? 50 år? Måske 100 år.
Ikke meget mere.
Og ser vi på Grønlands indlandsis, isbreer osv. konstatere vi, at der i perioder overhovedet ikke har været antydning af is.
Selvfølelig har vi som mennesker et problem.
Men kloden har det ikke.
Selv en mangeårig isvinter efter en atomkrig, skal den nok klare.
Mens vi ikke får brug for billederne af børnebørnene.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for morten Hansen

I brede geologiske kredse debatteres og fremføres ønske om at navngive den nuværende geologiske periode af Jordens historie ANTROPOCEN.
Der er så diskussion om hvor vidt perioden skal gå fra stenalderen ( eller ligninende) eller fra begyndelsen af industrialisme (1700-tallet).
Det afgørende er dog, at der er bred enighed om, at menneskets indflydelse på Jordens udvikling er så alt omkalfatrende. Mennesket er således den mest afgørende faktor i Jordens udvikling i vor tid.
Da alt liv her på Jorden foregår inden for den lille boble der omkrendser os, er det fuldstændig afgørende, hvad vi mennesker gør ved kloden.

Brugerbillede for Karsten Kølliker

Havde vi satelitbilleder af planeten, som gik 150 år tilbage i tiden, ville vi se en planet, som var overvejende blå og grøn. I dag har vi en planet, som er overvejende blå og brun. Måske er vores fokus i klimadiskussionen helt forkert. Den væsentligste faktor i spørgsmålet om drivhusgasserne er måske ikke menneskets aktiviteter i form af afbrænding af fossile brændstoffer, men snarere menneskets udpining af planetens biologiske liv primært i form af industrielt landbrug. Over de seneste 60-70 år er det globale landbrug blevet industrialiseret, hvilket har været ensbetydende med, at mulden i landbrugsjorden er blevet fordrevet til fordel for kunstgødning. Selv Danmark er de facto en ørken, en vilkårlig lille del af den brune planet.

Dette forhold har helt afgørende indflydelse på planetens vandkredsløb og atmosfærens indhold af drivhusgasser, eftersom et frodigt muldlag er det bedst kendte absorbtionsmedium for både regnvand og drivhusgasser. Samtidig har vores industrielle landbrug gradvist fortrængt træerne fra vores landskaber, så der er intet længere til at give skygge og holde på fugten, hvilket igen påvirker vejrforholdene i retning af at mindre regn falder, hvilket igen er ensbetydende med at vanddampen ophobes i atmosfæren, og når regnen kommer, så kommer den i form af skybrud, som ofte gør mere skade end gavn for de naturlige systemer.

Hvis vi vil gøre noget for at genoprette ligevægten i planetens vand- og CO2-kredsløb, så iværksætter vi i alle lande på kloden vidtgående programmer for gendannelse af mulden i landbrugsjorden. Der er næppe nogen vigtigere opgave for menneskeheden på dette kritiske punkt af historien end denne. Handler vi resolut vil vi måske sågar blive i stand til at redde væsentlige dele af vores civilisation. Gør vi ikke noget er udviklingstendenserne er helt åbenlyst på en stærkt accelererende kurve.

Brugerbillede for Merete von Eyben

Lykken er at have en kæphest, og her er så en af mine. Memo to Jørgen Steen Nielsen: University of California, aka The UC System, består af 10 individuelle universiteter fordelt over det meste af Californien. Michael Howitt er professor på UC Davis, hvad et par beskedne museklik ville have afsløret.
Mht at male deres græsplæne grøn, så må der jo være nogen, som gør det, men i de 32 år, jeg nu har boet i Los Angeles har jeg altså ikke været ude for fænomenet. Udover at gå ud over landbruget og betyde tab af jobs og penge, så betyder tørken herovre også ildebrande, der kan lægge store områder øde og koste menneskeliv. Det kan faktisk være temmelig nervepirrende aldrig at vide, om ens hus står der, når man kommer hjem, hvis man bor i et af de truede områder. Og vi er altså nogle stykker, som ikke lige er parat til at pakke vores ejendele og flytte til Gønland...

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Michael Kongstad Nielsen

Ingen tvivl om, at vejret ikke er, hvad det har været. Jeg kan mærke det på gigten i min højre lilletå. Og USA kommer til at mærke det vilde vejr som andre store fastlande, no dout. Vejret har allerede sat økonomi og sind i bevægelse derovre. Men østsiden af Sierra Nevada har nu altid været regnfattig, og Great Basin nærmest "ørken", 0-50 mm om året. Så de er ikke helt uvant med tørke på de kanten, dog mangler nedbøren over Central Valley, Californiens spisekammer, der normalt får 500 mm om året. Græsplænerne i Beverly Hills har jeg ikke ondt af.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Bo Carlsen

Det er skrækkeligt med den tørke i Californien, den går helt tilbage til 1889:

'The Santiago Canyon Fire of 1889 (previously called the Great Fire of 1889) was a wildfire in California which burned large parts of Orange County and San Diego County during the last week of September, 1889.'
'Conditions leading up to this 1889 fire event included a much longer and more severe annual drought than usual, with rains largely ceasing in March and less than 1 cm of precipitation being recorded for the 5½ months prior (records from the National Archives).' (Wikipedia)

Eller sagt på en anden måde: Dommedag Er Nær - og det har den været længe!!!

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Henrik Brøndum

@Niels Engelsted

Hvis man ser hvor vanskeligt det er at få fred i mellemøsten, hvordan kan man så tro at det skulle kunne lade sig gøre at opnå global enighed om at holde op med at bruge fossil energi? At en sådan aftale indgås og overholdes er efter min mening ren utopi. Denne utopiske drøm er jo ganske hyggelig hvis den kan retfærdiggøre, at man sidder med hænderne i skødet indtil drømmen opfyldes - jeg har en mere handlingsorienteret holdning: "The world is a fine place and worth fighting for!"

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Morten Balling

@Erik Rolfsen Nissen og Karsten Kølliker

"Lur mig, om der ikke er empirisk evidens for, at andre civilisationer er gået til grunde, når de har overudnyttet deres basale naturressourcer."

Det bedste eksempel jeg umiddelbart kan komme i tanke om er Påskeøerne:

http://en.wikipedia.org/wiki/Rapa_Nui

Det er heller ikke første gang amerikanerne er på den, pga. udnyttelse af naturen. Je så fornyligt TV-serien Carnivale (wow!), og blev derved opmærksom på at USA ikke kun var ramt af depressionen i 30'erne, men at de også var ramt af ekstrem tørke pga. overdyrkning af jorden:

http://en.wikipedia.org/wiki/Dust_bowl

Sebastian nævner i hans (iøvrigt rablende vanvittige) indlæg ovenfor, reduktionismen og mekanistiske teorier. Dem har jeg studeret intensivt i årevis, og der er intet videnskabeligt eller filosofisk, som indikerer at vi har skyggen af fri vilje. Den er ligeså meget en illusion som vores bevidsthed. Universet lader til at være én stor mekanisk enhed, og alting har en årsag.

Jeg har ikke kunnet lade være med at betragte den måde Verden udvikler sig på, med en vis undren. Vi "accepterer" i stor målestok en finansverden som førte til finanskrisen, overvågning som overgår Orwell, menneskeskabte klimaproblemer og vi nærmer os med stormskridt en befolkning på 10 milliarder. Altsammen ting som den globale tankekapacitet burde kunne finde løsninger på. Det lader bare ikke til at ske. Determisme anyone?

Til sidst et lille tip til dem som har det varmt og ikke er i besidelse af alt for meget hår: Find en gammel blød bøllehat, vrid den op i koldt vand og tag den på hovedet. Det fungerer næsten lige så godt som aircondition ;)

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Sune Olsen

En relevant nyhed som falder i tråd med artiklens emne:

http://news.yahoo.com/calif-couple-conserves-amid-drought-could-face-fin...

"A Southern California couple who scaled back watering their lawn amid the state's drought received a warning from the suburb where they live that they might be fined for creating an eyesore - despite emergency statewide orders to conserve.

Michael Korte and Laura Whitney, who live near Los Angeles in Glendora, said on Thursday they received a letter from the city warning they had 60 days to green up their partially brown lawn or pay a fine ranging from $100 to $500."

Læs selv videre i ovenstående link.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Torsten Jacobsen

Randi Christiansen,

Jeg kan på en måde godt forstå hvad du mener, og jeg indrømmer gerne at det er farligt og 'for nemt' at karakterisere nogen som 'konspirationsteoretikere', blot fordi deres perspektiv på verden afviger fra mit eget.

Alligevel vil jeg ikke trække mit udsagn tilbage. De links som Sebastian Sander Oest underbygger sin påstand om, at (klima)videnskaben ikke har forstået noget som helst, ja sågar at hele 'videnskaben er i krise', er ganske enkelt ikke overbevisende. De er det modsatte. De er latterlige.

Vil man rette en kritik mod en hel videnskabsgren, ja endda mod videnskaben som sådan, må man altså kunne gøre det bedre, end ved at underbygge sin kritik med udtalelser fra 'some dude' i Japan (James Corbett) eller en selvbestaltet ekspert i IPCC-sammensværgelser (Ben Davidson/suspiciousobservers).

Hvis du laver et lille baggrundstjek på de to herrer, vil du opdage at de begge er erfarne konspirationsteoretikere. Jeg har simpelthen ikke andet ord for det. Du vil også opdage at de tilsyneladende ikke har ekspertise til at udtale sig så skråsikkert som de gør.

Derfor synes jeg godt jeg kan være mit tidligere indlæg bekendt. Jeg synes vitterligt det er interessant at så megen af 'benægternes' verdensbillede er bygget op omkring en forestilling, som kun kan kaldes konspiratorisk:

"Klimavidenskaben er domineret af (regeringsstyrede) svindlere, som bevidst forsøger at bilde os ind at global opvarmning virkelig finder sted, og at den er menneskeskabt. Disse svindleres motiver fortaber sig nemt i det uvisse, men det er et eller andet med at de blot tjener egne økonomiske interesser, eller fungerer som håndlangere for en ondsindet, hemmelig New World Order skyggeregering, der i sidste ende ønsker at stjæle vores liv og frihed, indsamle os i FEMA-camps, og til slut tage livet af os i en eller anden forfærdelig kollektivistisk apokalypse."

Tro mig Randi: Du skal ikke ønske dig at falde ned i dét kaninhul.

Brugerbillede for Maria Ehlert

Medens vi andre diskuterer og tænker store tanker, har du mulighed for at handle ved at gøre noget som f.eks. at kompostere.

Og heldigvis kan alle være med til at skabe et bedre klima. Komposter og vær med til at øge jordens humuslag. Den enkleste måde at gøre noget for miljøet på. Enhver lille indsats tæller.

Spørg ikke hvad naturen kan gøre for dig men spørg hellere hvad du kan gøre for naturen (J.F Kennedy i den moderne version).

Humus er det organiske materiale i mulden.
Humus binder CO2 og har en evne til at tilbageholde kvælstof i jorden sådan at denne ikke udvaskes.

Jord med blot 1 % humus-forøgelse kan binde 170.000 liter mere vand per hektar. Det svarer til at 1 m2 indeholder 34 liter mere lagret vand

– og udelukkede fordi du har besluttet dig for at kompostere dit haveaffald og dine madrester.

Brugerbillede for olivier goulin

.... male deres tørre græsplæner, så de ser grønne ud.

Midt i tragedien finder man altid et element af komik.

Man skal aldrig tro, at man har set enden på amerikanernes groteskhed. Her har de intet mindre end virkeliggjort Hjerter Dronnings spillekorts-livvagter i Alice in Wonderland, som febrilsk rendte rundt og malede de fejlagtigt plantede hvide roser, røde, inden dronningen opdagede fejltagelsen og fik dem halshugget.

Den er nu rykket op på førstepladsen og har erstattet de roterende plastikjuletræer.

/O

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for randi christiansen

tak søren - den var helt ny for mig - jeg har ikke altan, men det er vel heller ikke strengt nødvendigt. Jeg har heller ikke noget stort forbrug af pottemuld, idet jeg ikke dyrker div afgrøder i køkkenet, men det er en god ting at gøre. Alternativt burde fælles gårdhaver etablere fælles kompostering og evt byhave - det gør stadig flere heldigvis.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Maria Ehlert

Randi og Søren - super godt link. Der er heldigvis mange muligheder. Man kan også bruge Bykompostspanden - det er nemt og enkelt og komposteringen kan foregå under køkkenvasken.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Henrik Brøndum

@Niels Engelsted

Ok - de gode gamle dage - men hvor langt tilbage skal vi foer en klimabekymret bliver rigtig glad? Er det tilstraekkeligt med Morten Koch idyllen fra 1890-erne - eller skal der en, to ...tre istider til? Bronzealderens italienske tilstande med solskin og kvinder i korte kjoler gaar jeg ud fra er helt uacceptabel?

anbefalede denne kommentar

Sider