Læsetid: 5 min.

Skandalesager klæber til det franske præsidentembede

Nicolas Sarkozy er blot den seneste i en ubrudt række af franske præsidenter, hvis eftermæle skæmmes af sager om magtmisbrug. Men franskmændene tåler eskapaderne, hvis blot de er gennemført med stil og uden personlig berrigelse for øje
Nicolas Sarkozy er blot den seneste i en ubrudt række af franske præsidenter, hvis eftermæle skæmmes af sager om magtmisbrug. Men franskmændene tåler eskapaderne, hvis blot de er gennemført med stil og uden personlig berrigelse for øje

André Leit/iBureauet

3. juli 2014

Sacrébleu! Franskmændene tager sig atter til hovedet, og hvis deres forargelse over tirsdagens korruptionssigtelse mod Nicolas Sarkozy næsten overskygger glæden over fodboldlandsholdets videre VM-kvalifikation, er det, fordi de har været der før.

En smertelig følelse af deja-vu breder sig ved denne seneste affære, der truer med at torpedere forhåbningerne til politisk comeback for den borgerlige ekspræsident.

Politiske skandaler, der implicerer landets statschef eller hans nærmeste, findes der talrige fortilfælde af i Den Femte Republik, i hvis politiske historie kun den første præsident, det moderne Frankrigs landsfader Charles de Gaulle, efterlader et nogenlunde uplettet eftermæle. Så mange faktisk, at det er nærliggende at spørge, om korruptionen ligefrem er institutionaliseret på højeste niveau. »Lad mig først pointere, at politisk korruption i Frankrig har en noget anderledes karakter end, hvad vi ser i Berlusconis Italien. Den er ikke på samme måde mafiøs, forstået sådan, at dens mål kun sjældent er personlig berigelse, men først og fremmest drejer sig om at opnå politisk magt,« siger Henrik Prebensen, lektor i fransk ved Københavns Universitet med speciale i franske samfundsforhold.

Frankrigs tidligere præsident, Nicolas Sarkozy, blev i går sigtet for blandt andet forsøg på bestikkelse af en dommer. Senere på aftenen bedyrede han sin uskyld i et tv-interview.

Gonzales Fuentes

»Siden Pompidou, som var præsident fra 1969-74, har vi unægtelig set affærer, der vidner om en anløben politisk kultur. Der trives en form for stiltiende forståelse af, at enhver form for ’doping’ er tilladt, når det gælder om at tilkæmpe sig magten, og at beskidte kneb må til, når modstandere skal udmanøvreres,« siger Henrik Prebensen.

– Giscard d’Estaing, præsident fra 1974-81, fik angiveligt diamanter af den centralafrikanske diktator Bokassa – det var vel personlig berigelse?

»Ja, og det er jo uforståeligt, at han lod sig sno ind i den affære, i og med at den ikke bragte ham personlige eller politiske fordele. Men der findes et royalt aspekt ved det franske præsidentembede, som er det mest magtfulde i den vestlige verden, som viser sig i en vis forfængelighed – en trang til at lade sig beundre, som i det franske politiske system ikke støder på modstand«.

– Et eksempel på magtmisbrug hos hans efterfølger, François Mitterrand, var den præsidentielle ordre om at sænke Greenpeace-skibet Rainbow Warrior ...

»Det var bestemt et af de mange eksempler på uappetitlig politisk magtudøvelse, som findes i det franske politiske system, og som er mulige, fordi det ikke har de checks and balances, som andre vestlige politiske systemer har.

Ifølge Henrik Prebensen har den franske præsident så store muligheder for at udøve magt i det skjulte, at fristelserne kan blive for store til at modstå. Han finder det også slående, hvordan franske præsidenter forstår at beskytte sig i deres embedstid ved at ofre syndebukke, når skandaler kommer for tæt på dem selv.

»Både Mitterrand, Chirac og Sarkozy var enormt dygtige til at få andre til at tage skraldet. Mitterrand gjorde det i Greenpeace-affæren, og Chirac fik behændigt tørret skandalen om, de tilsvindlede kommunale midler af på sin minister, Alain Juppé. Det pudsige er, at Juppé i mange franskmænds øjne derved fremstod som hædersmand. Juppé fik prestige på at tage skraldet, fordi alle tænkte: ’Det er Chirac, som har trukket i trådene’. Den slags loyalitet beundres.«

Napolléonkult

– Franskmændene har let ved at tilgive, at deres politiske ledere har elskerinder – findes der i den franske befolkning tilsvarende accept af korrupte metoder blandt politiske ledere?

»Ja, for så vidt, at man ikke bliver snuppet, medmindre man da forstår at vikle sig ud af det igen, hvilket i så fald kan være næsten beundringsværdigt. Når det ikke nødvendigvis er dadelværdigt at bruge alle midler i den politiske kamp, hænger det også sammen med den franske elitedyrkelse. Hvis folk er dygtige til at udmærke sig til et eller andet, kan de slippe af sted med meget. Det ser vi f.eks. i tilbedelsen af Napoléons martyrium. Han kørte nok Frankrig i sænk, men gjorde det med storhed. Napoléon-kulten repræsenterer en slags sindbillede på fransk politisk kultur.« Når politisk korruption kan trives, hænger det også sammen med den indspisthed, der kan opstå mellem ledende politikere og dele af retsvæsnet, forklarer Henrik Prebensen.

»Den franske anklagemyndighed er todelt. Der er dels undersøgelsesdommerne, der er uafhængige af staten, og udnævnes af et særligt råd, der er selvsupplerende, og som selv kan indlede politiefterforskning. Men heroverfor står statsadvokaterne, der udnævnes af regeringen, dvs. i sidste ende af præsidenten. Imellem statsadvokaterne og politikerne kan der opstå den slags tætte alliancer, som de nuværende sigtelser mod Sarkozy tilsyneladende er udtryk for. Pikant nok forsøgte Sarkozy at afskaffe undersøgelsesdommerne, så anklagemyndigheden blev en ren statsadvokatur,« siger Henrik Prebensen.

–Hvorfor ser vi aldrig rigsretssager mod franske præsidenter?

»Fordi de har immunitet i deres præsidentperiode. Ræsonnementet er, at en præsident bliver for sårbar, hvis private kan anlægge sag imod ham, og han skal bruge tid på at møde op i retten,« siger Henrik Prebensen. For tiden arbejder Hollande på en retsreform, som betyder, at præsidenten ikke skal være undtaget fra almindelig retsforfølgelse i sager, der ikke direkte berører hans udøvelse af præsidentembedet.

»Som det er nu, indhenter skandalerne dem først, når de har forladt embedet, og i nogle tilfælde har præsidenterne måske skaffet sig en sådan indflydelse på statsadvokaturen, at sager imod dem henlægges,« siger Henrik Prebensen.

Magtfuld presse

Han tilføjer, at de franske præsidenters mange skandaler ikke kun skyldes de uafhængige undersøgelsesdommere, men også at Frankrig har en årvågen journaliststand.

»Den franske presse er rigtig dygtig til at skaffe sig insiderinformationer, hvilket statsmagten og især præsidentembedet har set på med stor alvor. Man har brugt yderst betænkelige midler for at komme whistleblowere til livs,«siger Henrik Prebensen. Under Mitterrand foregik der blandt andet aflytninger af avisen Le Monde, og også Sarkozy har aflyttet politiske modstandere. Det interessante ved de mange skandaler er, at de næsten altid får følger i form af lovændringer. Præsident François Hollande er f.eks. på vej med en reformpakke for »større transparens i det offentlige liv«. Et initiativ, der direkte blev foranlediget af en skandale, hvor hans budgetminister, Jérome Cahuzac, blev knaldet for skattesvindel og hemmelige konti i Schweiz.

At reagere med lovindgreb som svar på politiske skandaler, indskriver sig i et kendt mønster i Den Femte Republiks politiske historie. Som François Krug, journalist ved Rue 89, et af Frankrigs nye dybdeborende netmedier, påpeger, i en artikel med den paradoksale overskrift ’Skandalerne gør Frankrig godt’:

»Er der en skandale, kommer der en lov. Og kommer der en ny skandale, kommer der en ny lov«.

Ifølge Krug udbrød en af de første store skandaler i 1971, da en højtstående deputeret viste sig at stå bag et ejendomsinvesteringsselskab, som bedrev pyramidespil og snød småsparere for formuer. Affæren rystede daværende præsident Pompidou og hans regering. Men som Krug forklarer, blev modtrækket en lov, der forbød parlamentarikere at deltage i specifikke sideløbende aktiviteter, herunder bestemte former for ejendomsspekulation, ved siden af deres politiske gerning. Og Krug nævner andre eksempler. Som konsekvens af Carrefour-affæren under Mitterrand, hvor en afrikansk udviklingsfond blev brugt til hvidvaskning af penge, vedtog man en ny lov, der påbød ministre og andre højtstående folkevalgte at redegøre detaljeret for deres formueforhold ved såvel indgangen som udgangen af en mandatperiode. Tilsvarende betyder 1980’ernes skandaler, at premierminister Michel Rocards regering i 1990 vedtog en ny lov, der skærpede oplysningspligten omkring finansiering af politiske aktiviteter. Som Krug konkluderer:

»Det er en cyklus, der vil fortsætte. Der vil komme nye skandaler … men også nye love, der lukker hullerne«.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu