Venezuela rømmer det lodrette slumkvarter

Den er blevet portrætteret som et fristed for narkobaroner og mordere i tv-serien Homeland, rost som et socialt eksperiment ved arkitekturbiennalen i Venedig og har været emne for utallige artikler og dokumentarfilm. I de seneste otte år har Torre David, en halvfærdig skyskraber i Caracas’ centrum, været hjemsted for tusindvis af bz’ere, der har omdannet den forladte boligblok til et vertikalt slumkvarter med dagligvarebutikker, tatovører, internetcafeer og en frisørsalon.

Men i denne uge indledtes det, der ligner begyndelsen til enden for det midlertidige lokalsamfund, da bystyret begyndte at flytte de første af skyskraberens beboere til et nyt boligkompleks i Ciudad Zamora mere end en times kørsel fra den venezuelanske hovedstad. Genhusningen kommer efter tre måneders forhandlinger mellem embedsmænd og repræsentanter for højhusets beboere og vil medføre, at beboerne på tre etager ad gangen bliver flyttet, indtil de 27 beboede etager i den 52 etager høje skyskraber er blevet tømt.

Bygningens beboerne havde længe vidst, at de en dag ville blive tvunget til at flytte, men mange var alligevel triste over at skulle forlade stedet:

»Vi var godt klar over, at vi ikke har brugsret til vores hjem her, så vi vidste godt, at denne dag ville komme,« siger Alfonso Garcia, som sammen med sin kone og to unge døtre flyttede ind i bygningen for fem år siden:

»Ligesom alle andre forandringer er det en smule skræmmende, men vi er alle glade for endelig at have fået vores eget hjem.«

Værdige boliger

Stemningen var højtidelig, da den første gruppe på omkring 300 beboere tirsdag ventede på de busser, som skulle køre dem til deres nye hjem. De var klædt i selvlysende gule veste og klyngede sig til kæledyr og sportstasker, mens de blev overvåget af uropolitiet og hæren. Nogle gav udtryk for en slet skjult nederlagsfølelse:

»De tvang os da ikke ud, så det er godt,« siger Yecenia Polanco, der efter planen skal genhuses sammen med sine tre drenge, og fortsætter: »Men de kunne godt have givet os huse tættere på, hvor vi bor nu, og hvor vores børn går i skole.«

Ernesto Villegas, minister for den revolutionære omdannelse af Caracas-området, siger, at alle bygningens beboere vil blive flyttet til »værdige boliger«, og lover, at der vil blive åbnet en ny skole i kontorlokaler i det nye boligkompleks:

»Dette er ikke en udsmidning, men snarere en genhusning,« fastslår han.

Ifølge Villegas er flere børn faldet i døden fra bygningen, som nogle steder mangler vægge og vinduer. Hvad der skal ske med selve bygningen, er stadig uklart. Villegas afkræfter forlydender i lokale medier om, at et kinesisk konsortium har købt bygningen for at bruge den som sit hovedkvarter, og siger, at bygningens infrastruktur skal evalueres, før der kan træffes beslutning om dens eventuelle brug.

Ændret symbolværdi

Højhusbyggeriet blev påbegyndt midt i 1990’erne af den venezuelanske finansfyrste David Brillembourg og skulle tjene som hovedkvarter for hans bank, men stod ufærdigt, da en bankkrise lagde landets økonomi i ruiner.

Bygningen blev først besat i 2007 og var til sidst hjemsted for mere end 1.200 familier. Bygningens symbolske betydning har ændret sig med årene. Oprindeligt skulle den være et symbol på landets enorme olierigdomme, men blev så betragtet som en hyldest til en fejlslagen kapitalistisk model. Andre så det tårnhøje besatte hus som et symbol på manglerne i den afdøde Hugo Chávez’ såkaldte bolivariske revolution:

»Det er en løbende proces. Det er stadig for tidligt at sige, hvad dette nye tiltag vil blive et symbol på,« siger Villegas.

Det, der begyndte som en teltlejr, voksede gennem årene til et blomstrende omend stærkt reguleret lokalsamfund under Alexander ’El Niño’ Dazas – en tidligere straffefange, som er blevet genfødt kristen – hårdhændede ledelse. Indbyggere i de omkringliggende kvarterer klagede over, at bygningen fungerede som en sikker havn for gangstere og andre kriminelle, og mindst et berømt kidnapningsoffer skulle efter sigende have været holdt som fange her. Daza blev fængslet i november og udtalte efterfølgende til The Guardian, at han mente, at regeringen forsøgte at underminere hans lederskab i bygningen.

Blandt dem, der iagttog den første gruppe beboeres flytning, udtrykte flere vrede over at blive tvunget til at forlade deres hjem. Miriam Figueroa, som driver en butik fra sin lejlighed, siger, at hun endnu ikke ved, hvor hendes nye hjem er:

»Jeg har været her lige siden starten. Jeg har selv båret alle disse cementblokke på ryggen op ad alle trapperne. Den indsats vil regeringen ikke anerkende, og de vil heller ikke refundere materialernes pris. Hvis jeg afslår deres eneste tilbud, er jeg på gaden igen.«

Oversat af Mads Frese.

© The Guardian og Information