Læsetid: 3 min.

Vestlige firmaer tjener på handlede kvinder

Menneskehandel påstås at være den tredjestørste kriminelle økonomi i verden. Men tallet er uigennemsigtigt og ser bort fra, at private firmaer i Vesten også tjener på at sende illegale migranter tilbage, påpeger ny forskning
Der er store penge i handlen med mennesker. Her ses en nigeriansk kvinde, som tidligere har arbejdet som prostitueret i Italien under navnet ‘Princess’.

Der er store penge i handlen med mennesker. Her ses en nigeriansk kvinde, som tidligere har arbejdet som prostitueret i Italien under navnet ‘Princess’.

Jacob Silberberg

15. juli 2014

Trafficking er den tredjestørste kriminelle økonomi i verden.«

Den sætning giver genlyd i rapporter, hos ngo’er og politikere, når de skal begrunde, hvorfor det er nødvendigt at øge indsatsen mod menneskehandel.

Men mens bagmændene tjener penge på at sende folk af sted fra hjemlandet, så tjener vestlige virksomheder mindst lige så mange penge på at sende migranterne hjem igen.

Det forklarer antropolog Sine Plambech fra Københavns Universitet, der denne måned afleverer sin ph.d.-afhandling, hvor hun har fulgt en gruppe nigerianske migranters tilbagevenden til Nigeria, efter de har været i Europa gennem trafficking.

Påstanden om, at trafficking er den tredje største kriminelle økonomi i verden, har fået lov til at cirkulere uanfægtet, siden det først optrådte i en OECD-rapport i 2000. Og der er få detaljerede empiriske undersøgelser af, hvad der rent faktisk finder sted, samtidig med at det er uklart, hvordan OECD’s udregning skelner mellem tvangsarbejde, smugling og trafficking.

»Derfor kan den påstand ikke bruges som et faktum,« siger Sine Plambech.

»Men det største problem er, at det reducerer en kompleks sammenblanding af flere økonomier i et simplificeret udsagn: at økonomien i trafficking udelukkende er kriminel, hvortil der kræves en sikkerhedsinvention som mere grænsekontrol og flere razziaer på gaden.«

Derfor kommer Sine Plambech i sin afhandling med et nyt bud på, hvordan økonomien i trafficking skal dechifreres og opstiller The trafficking industrial complex ud fra sin forskning i Benin City i Nigeria. Det peger på, at vi befinder os i et økonomisk og politisk paradoks:

Bagmændene tjener penge på, at kvinderne rejser af sted fra Nigeria, mens Vestens deporterings- og redningsindustri tjener penge på at sende migranterne hjem igen.

»Og muligvis flere penge, end bagmændene gør på at lade dem rejse,« påpeger Sine Plambech.

Frem og tilbage

Der findes ikke nogen opgørelser over, hvor meget bagmændene tjener på deres forehavende i den illegale økonomi.

Og der findes heller ikke samlede opgørelser over, hvor mange penge Europa bruger på at sende handlede og illegale indvandrere hjem i den legale økonomi, der er opstået som politisk svar på den illegale indvandring.

Men efterhånden som deporteringscentre og deporteringer er udliciteret i flere europæiske lande, er den statsfinansierede deportering af migranter vokset frem som en forretningsmulighed for private selskaber.

For tiden bliver selskaberne Serco og G4S efterforsket i England for at have registreret døde eller ikke-eksisterende migranter i deres statistikker for at modtage flere penge fra den engelske regering.

Den anden halvdel af den legale trafficking-økonomi er den såkaldte redningsindustri.

Forretningsmodellen er opstået i forsøget på at tilbyde en mere human behandling af de migranter, der er blevet identificeret som ofre for menneskehandel: Flere europæiske lande tilbyder ’hjemsendelsespakker’, hvor migranten får hjælp og økonomisk støtte til at komme på fode i hjemlandet.

I den proces får lokale ngo’er og kirker i hjemlandene også penge af internationale donorer for at reintegrere kvinderne i det lokale samfund, når hun er vendt tilbage.

»Der bliver tjent penge på, at en nigeriansk kvinde rejser af sted, hendes familie og hun selv tjener penge på, at hun bliver udnyttet, og vestlige selskaber tjener penge, når hun bliver sendt hjem via en deportation eller møder redningsindustrien, hvor lokale og internationale ngo’er tjener penge,« konkluderer Sine Plambech og peger på, at mens det måske er politisk belejligt at isolere de forskellige økonomier, så viser sammenhængen, hvordan manglen på legale migrationsmuligheder, arbejdsløsheden i Benin City og indsatsen for deporteringer og redning er to sider af samme mønt:

»Det illustrerer, at den her neo-liberale styring af migration skaber en serie af paradokser, hvor problemer og løsninger opstår afhængigt af hinanden,« siger hun.

Halvdelen af de 30 migranter, som Sine Plambech har interviewet, har efter deres tilbagevenden til Nigeria forsøgt at rejse ud igen, nogle ved hjælp af trafficking.

Artiklen er blevet opdateret med faktaboks og grafik den 21. juli 2014.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Dorte Sørensen
Dorte Sørensen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Og så er det, at vi for 117. gang må bede om en journalistisk bearbejdning af et vigtigt emne: »Det illustrerer, at den her neo-liberale styring af migration skaber en serie af paradokser, hvor problemer og løsninger opstår afhængigt af hinanden,« siger hun.
Sæt jer nu ned og læs denne her afhandling, bearbejd stoffet, og forklar så den brede offentlighed, hvordan disse her mekanismer virker. Forklar, hvorfor de kan kaldes neo-liberale. Træk paralleller til andre neo-liberale styringsmekanismer på lignende områder osv. Hvor svært kan det være? Det er jo da for hulen, den slags, der er journalistisk arbejde - denne her billedblads-journalistik er kvalmende.

Jens Harder Vingaard Larsen, Karsten Aaen, Troels E. Lund, Ture Nilsson og Morten Jespersen anbefalede denne kommentar
Robert Kroll

Det er vel et politisk valg, om man

-vil outsource hjemsendelsen i et eller andet (mere eller mindre vidtgående) omfang til NGO'er, profit-/nonprofit virksomheder m v
eller
- oprette en myndighed med egne flyvemaskiner, overnatningsfaciliteter , catering , sundhedstjeneste o s v, som klarer opgaverne

det er skatteyderne, der betale regningen i begge tilfælde.

Og hverken offentligt eller privat ansatte gider arbejde uden løn - og ingen virksomheder ( være sig profit eller non-profit) har råd til at arbejde gratis for det offentlige .

Egentlig vil det være et godt tegn, hvis man hælder en masse penge i hjemsendelses-pakkerne, så de hjemsendte får en fair chance for at stå på egne ben efter hjemkomsten - man kan ikke være bekendt "bare" at sende dem hjem "med et frimærke på ryggen"

Jens Harder Vingaard Larsen og Frank Hansen anbefalede denne kommentar
Troels E. Lund

Jeg tilsutter mig Lars Dahl's kommentar. Det må kunne gøres meget bedre.

Susanne Junkers artikel fokuserer desværre kun på økonomi, og ikke på de mange andre spændende aspekter i dette arbejde.
Og netop med hensyn til økonomi er der flere udsagn der er modstridende. Prøv at sammenligne:

"Men mens bagmændene tjener penge på at sende folk af sted fra hjemlandet, så tjener vestlige virksomheder mindst lige så mange penge på at sende migranterne hjem igen."

"Vestens deporterings- og redningsindustri tjener penge på at sende migranterne hjem igen.
Og muligvis flere penge, end bagmændene gør på at lade dem rejse"

"Der findes ikke nogen opgørelser over, hvor meget bagmændene tjener på deres forehavende i den illegale økonomi.
Og der findes heller ikke samlede opgørelser over, hvor mange penge Europa bruger på at sende handlede og illegale indvandrere hjem"

Artiklen fortæller os altså:
1. det vides ikke hvor meget bagmændene tjener, og der er ikke en samlet oversigt over hvad de vestlige firmaer tjener.
2. de vestlige firmaer tjerner måske flere penge en bagmændene [Men de kan også tjene mindre, det man jo ikke kan vide når man ikke ved hvad bagmændene tjener]
3. de vestlige firmaer tjener mindst lige så meget som bagmændene. [Det kræver jo et kendskab til hvad de to grupper tjener, dette kendskab har hverken artiklens forfatter eller forskeren. Derfor er det en påstand der ikke er baseret på viden]

Det bedste man kan konkludere af denne artikel, er at økonomien i trafficking er kraftigt underbelyst, og at halvdelen af ofrene foretrækker at forlade hjemlandet igen, efter at de for penge fra de europæsike lande er hjulpet tilbage og har fået hjælp til at etablere sig.

Peter Jensen, Lars R. Hansen, Jens Harder Vingaard Larsen og Karsten Aaen anbefalede denne kommentar
Jens Harder Vingaard Larsen

Sine må da være redaktørens niece siden hun har fået spalteplads til noget så absurd. Det er utroligt hvad man kan skrive en phd afhandling om. Jeg er da glad for at jeg ikke læste videre hvis det er niveauet på universiteterne.

Helene Nørgaard Knudsen

Logikken holder ikke. Det er det samme som at sige at en politimand tjener på hjemmerøverier (ham hash-betjenten tjente på kriminalitet det er nok ikke dem alle der gør det :-) eller at en ambulancefører profiterer på at folk bliver kørt ned. Det er ligeså gangbart som når jeg definerer det som hash-gæld hvis jeg får en bøde jeg ikke kunne betale for at have en klump i lommen inden omkring Christiania.

Anne Rasmussen, Karsten Aaen, Sven Karlsen og Lone Christensen anbefalede denne kommentar
Anne Rasmussen

Ja nogen tjener penge på traffickingindustrien af mennesker - inkl. Sine Plambech, hvis vi skal følge hendes form for logik. For slet ikke at tale om flyselskaber, hoteller, banker, der overfører penge for bagmændene fra Danmark til Nigeria, juju-præster, der laver de der små juju-poser som fastholder/forbander kvinderne, så de ikke tør bryde ud af bagmændenes greb, osv. Men det var måske ikke det Sine Plambech tænkte på.

I øvrigt ligger tilbagebetalingsregningen for et stk traffickingoffer på 45.000 euro og det tager en kvinde flere år at tilbagebetale den gæld, fordi hun også skal betale madams, mad, tøj, boligudgifter osv. Det betyder at hun ikke har noget som helst til sig selv før hun muligvis efter mange år har fået betalt sin gæld - nogle af dem slipper aldrig ud af gælden - hvilket igen betyder, at det er umuligt at tjene lidt op til sig selv.
De "heldige" ender selv som madams, resten enten dør af sygdom/begår selvmord/bliver myrdet eller bare forsvinder sporløst uden at nogen stiller nogen spørgsmål. Og så er der de ganske få, der formår at komme ud af prostitution og starte en tilværelse i Nigeria eller får opholdstilladelse i Danmark.