Læsetid: 8 min.

For enden af regnbuen ligger et plejehjem for bøsser og lesbiske

Europas første bofællesskab for ældre LGBT-personer ligger i en forstad til Stockholm og har stor søgning fra mennesker, der gerne vil blive gamle sammen med mennesker, der ligner dem. Tendensen breder sig, og København er på vej med et til næste år
Beboere samlet til kaffe i fællesrummet. I Stockholm-forstæden Gärdet ligger Europas første plejehjem for LGBT-personer. Her bor omkring 100 beboere fra hele Sverige og enkelte endda fra andre europæiske lande. De fleste af beboerne er 65-70 år gamle. Alle har en privat lejlighed, der er forbundet til et fællesrum.

Johanna Frenkel

29. august 2014

Som man kunne forvente det af en Stockholm-forstad, sker der ikke det helt store i Gärdet om søndagen. At Sverige, trods fuld favnelse af multikulturalismen, stadig er et kristent land, bliver man hurtigt mindet om: Alle butikker og cafeer nær ​​stationen er næsten aggressivt tillukkede, og bortset fra en ældre mand, der ryger pibe, henligger gaderne mennesketomme.

Et flerfamiliehus i 1980’er-stil lyser langt væk af nordic noir, men ikke så meget som hvisker: ’Her bor der bøsser’. Absolut intet indikerer, at der bag disse vægge findes de første pensionistboliger i Europa, som er forbeholdt bøsser, lesbiske, biseksuelle og transseksuelle.

»Folk søger tryghed i alderdommen,« siger Christer Fällman, 55, der både er forstander for og den yngste beboer i boligprojektet Regnbågen. »De ønsker sig nærhed til andre mennesker og ikke at være så ensomme.«

Den menneskelige varme og livlige stemning i Regnbueblokkens fællesrum er absolut en kontrast til den reserverede scene udenfor. Og selv om alt ser ulasteligt rent ud, er der mange tegn på levet liv. De hvide vægge er behængt med utallige malerier, og i det ene hjørne minder en regnbuefarvet drage om, at her er beboerne altså homofile.

Allerede før Regnbågen slog dørene op, var efterspørgslen efter LGBT-ældreboliger for længst et anerkendt behov i USA, Canada og Australien. Til foråret indvies en hel pensionistlandsby, kun for homoseksuelle, i Sallèles-d’Aude i Sydfrankrig, og fra begyndelsen af 2015 planlægger Københavns Kommune at etablere et plejehjem målrettet homo-, trans- og biseksuelle beboere. Men hvad ligger der bag denne tendens?

Undersøgelser har vist, at plejehjemsbeboere typisk foretrækker at holde deres seksuelle observans for sig selv. En rapport fra den britiske LGBT-organisation Stonewall fandt, at ældre homoseksuelle og biseksuelle i Storbritannien er langt mere tilbøjelige end jævnaldrende heteroseksuelle til at leve alene, og at de oftere savner støtte fra deres familier. Stonewalls forskere konstaterede, at andelen af singler blandt ældre homoseksuelle mænd er tre gange højere end blandt ældre heteroseksuelle, og at 41 procent af de ældre LGBT-personer bor alene.

Caroline Abrahams, direktør for Age UK (et britisk modstykke til Ældre Sagen, red.), mener da også, at der er grund til bekymring for, hvordan LGTB-personer behandles i plejesystemet.

»Vi er bekymrede for, at et skjult mindretal af borgere kan opleve at blive udsat for homofobisk pleje,« siger hun. »Vores bekymring går på, at nogle ældre mennesker vil føle, at de er nødt til at skjule, hvem de er. Fordi de er bange for, hvordan folk vil reagere.«

Vil ikke tilbage i skabet

I Regnbågens fællesrum nipper Fällman til sin kaffe og forklarer, hvordan hans særprægede institution i sin tid blev til. Ideen fik han i 2009 på en konference om ældreomsorg, der blev afholdt samtidig med Stockholm Pride. Uden penge, men optændt af sin vision gik Fällman i gang med at opbygge et større netværk af ældre homoseksuelle svenskere, der ville være med. Og takket være sin baggrund i omsorgssektoren og gode forbindelser i Stockholms byråd fik han efterhånden mobiliseret støtte nok til at projektet kunne tage fart. I november sidste år kunne Regnbågen så omsider åbne sine døre. Ældreboligerne her huser omkring 100 beboere fra hele Sverige og endda enkelte fra andre europæiske lande. De fleste af beboerne er 65-70 år gamle, mens de ældste er oppe i firserne. Alle har en privat lejlighed, der er forbundet til et fællesrum og en tagterrasse. Bofællesskabet har vakt så stor interesse, at der allerede er

en venteliste på 60. Hjemmet har sågar sat gang i en hel trend: Byrådet får nu henvendelser fra ældre brandmænd og politifolk, der også ønsker deres egne dedikerede bofællesskaber.

Men hvad er grunden til, at ældre LGBT-personer er så ivrige efter at omgive sig med andre ikkeheteroer?

»Folk i vores alder er lidt bange for at skulle gå tilbage i skabet,« siger Björn Lundstedt, 73.

Lundstedt, der er tidligere charterfly-pilot, siger, at tanken om at skulle assimilere sig til den overvejende heteroseksuelle livsstil, der forventes af folk i hans egen generation, bød ham imod. Som mange andre af Regnbågens beboere blev han født i 1940’erne, da homoseksualitet var ulovligt i Sverige. Selv om homoseksuel sex var blevet legaliseret af Sveriges regering i 1944 (I Danmark skete det allerede i 1933, red.), blev homoseksualitet fremdeles klassificeret som en sindslidelse frem til slutningen af ​​1970’erne, og her ligger en del af forklaringen: Det er forståeligt – efter at have oplevet så megen diskrimination og fordomme – at homoseksuelle i Lundstedts alder er på vagt over for et plejesystem, der overvejende er befolket af ældre heteroseksuelle.

Usynlig diskrimination

Men kan det virkelig passe, at homofobi stadig skulle være et problem for ældre i det fordomsfri Sverige af 2014? Nej, siger Lars Mononen, 64. For ham handler LGBT-ældrepleje snarere om at føle fællesskab og tilhørsforhold end om at blive fri for bigotteri.

»Sverige er et meget rummeligt og tolerant samfund,« siger Mononen.

»Det handler om at dele fælles værdier og om at forstå hinandens baggrund.«

Mononen taler med en nervøs energi.

»Jeg er ikke helt sikker på, om det nu også passer,« indskyder Björn Gate, 72.

Den tænksomt udseende, skæggede Gate taler om en »usynlig diskrimination«, der stadig skulle gennemsyre denne mest frisindede af alle nationer. Ifølge Gate bliver homoseksualitet måske ofte accepteret, men kun sjældent forstået. At skulle omgive sig hver dag med mennesker, der nok tolererer en, men også finder ens seksualitet afvigende eller abnorm kan medføre en oplevelse af isolation. Det samme gælder for personer fra religiøse eller etniske mindretal, hævder Gate. Når disse mennesker bliver gamle, risikerer de at miste deres kulturelle identitet og udsættes for stigende assimilationstvang.

Kulturel isolation er noget, som mange af Regnbågens indbyggere har kendt til. De fleste af beboerne her, forklarer Fällman, har oplevet skamfølelse i deres barndom. Han voksede op i en lille by omkring 600 kilometer nord for Stockholm. Som teenager drømte han om at blive kunstskøjteløber.

»Men det fik jeg ikke lov til. Den slags var for piger.« Da hans forældre opdagede, han var bøsse, tog de ham til en læge. »De ville helbrede mig«, siger han.

At huske fortiden

Lundstedts oplevelse af at springe ud var på samme måde traumatisk. Han var 20, og selv om hans mor (som påstod, at hun hele tiden havde vidst, hvordan det var fat med ham) hævdede, at hun altid ville elske ham uanset hvad, søgte hans far lægehjælp for at gøre noget ved hans »tilstand«. En læges ord er permanent ætset ind Lundstedt hukommelse. »Han sagde: ’Hvis du ikke kan opføre dig, som dine forældre ønsker af dig, er det så ikke bedre, at du kastrerer dig selv?’«

Heldigvis var hans far klog nok til at afvise dette råd. Men han kunne stadig ikke forlige sig med, at hans søn var bøsse. »Jeg fik aldrig den kærlighed, som jeg ønskede mig af min far,« siger han. Med hans lillebror var det dog en helt anden historie. »Han har altid været der for mig,« siger Lundstedt.

At huske deres fortid har tydeligvis afgørende betydning for flere Regnbågen-beboere.

»Vi har en vigtig opgave for os,« siger Fällman. »At række ud til de unge, og fortælle dem om vores historier.«

Bofællesskabet modtager da også skoler og universiteter, og flere af dets medlemmer er ivrige efter at dele deres historier med de unge. Ved at påtage sig dette ansvar har kollektivet indrettet sig som en art levende museum for homoseksuel historie.

Ikke alle historier er dog triste. Gate forklarer, at selv om han godt kunne blive mobbet lidt i skolen, blev han uden forbehold accepteret af dem, der stod tættest på ham. Han sprang ud over for sin mor, da han var omkring 18.

Et par uger senere blev han kontaktet af sin far. »Han klappede mig på skulderen og sagde: ’Lad os gå en tur, Björn’«.

Gate siger, at selv om hans far ikke rigtig kunne forstå hans seksualitet, så støttede han ham ubetinget.

»Han sagde: ’Men jeg forstår så meget, at jeg altid vil bakke dig op og altid elske dig, og jeg er stolt af dig som min søn.«

Gate erkender, at selv i dag er mange unges erfaringer med at springe ud over for familien, næppe så smertefrie som hans var, for over 50 år siden.

Tilsvarende har Mononens familie aldrig haft svært ved at acceptere hans seksualitet. Som ung mand havde han kærester. »Så mødte jeg en pige,« siger han. Og hun … »fik dig på krogen«, falder Fällman ind. Begge mænd griner.

Og så gik der 12 år, hvor Mononen var lykkeligt gift med en kvinde. De havde tre børn, og han arbejdede for Volvo.

På mange måder havde han realiseret det almene for ’en typisk svensk mand’ i et stykke tid. Er han biseksuel? Måske. Men i dag er han kun interesseret i mænd. Uanset dette har han fuld opbakning fra sine brødre og søstre.

Genstart

Men ser vi bort fra beboernes personlige historier, hvordan er dagligdagen på Regnbågen? »Folk, der er flyttet hertil, siger ofte: ’Nu er jeg omsider kommet hjem’,« siger Monomen.

Fællesrummet genlyder af bifald. Selv om omkring 70 procent af beboerne er mænd, er beboernes baggrunde og seksualitet blandet. Fällman siger, at det var altid en målsætning, at det skulle være muligt at få råd til huslejen med en gennemsnitlig svensk pension.

Der er kun en håndfuld parforhold, og indtil videre er der ikke opstået nye romantiske relationer, om end der har været en del flirt.

»Men hvis du går rundt på gangene om natten, kan du få en masse spændende ting at se,« spøger Mononen.

Lørdag morgen samles beboerne til kaffe i fællesrummet. En af kvinderne har startet en strikkeklub. På mange måder ligner Regnbågen det typiske pensionistsamfund.

De fleste af kollektivets kvindelige beboere ønskede ikke at tale med mig, men jeg førte en e-mail-korrespondance med en af ​​dem, som foretrak ikke at få sit navn frem. Hun fortalte mig, at før hun flyttede ind Regnbågen, gik hun meget stille med dørene omkring sin seksualitet. Hun søgte ind i bofællesskabet i et forsøg på at ’genstarte’ sit liv – et modigt skridt for en på 69: »Vi kommer fra vidt forskellige samfundslag«, skriver hun. »Men at komme til Regnbågen har bragt os sammen«.

© The Observer og Information

Oversat af Niels Ivar Larsen

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Brian Pietersen

altså..først vil i ha alles accept..og så vil i ik være sammen med andre end jer selv... det får mig til at være ligeglade med jer.

jeg har en video hvo0r det kun er musikere. . så kan vi lave et for ingeniører, for folk der er til dyresex..mv... i modarbejder jer selv.

Det er da OK med et sådan plejehjem - men i princippet så er der dermed også accept af andre minoriteters/gruppers ret til egne plejehjem .

F eks kunne man forestille sig plejehjem, hvor beboerne var af en speciel religiøs observans , eller en speciel politisk observans, eller en speciel etnisk observans , eller evt var interesserede i en speciel hobby o s v

Helge Andersen

Hvad hvis det var hvide, kristne, der ønskede et plejehjem kun for dem? Så havde tonen i artiklen nok været en anden.

Hvis bøsser og lesbiske ønsker at være ligestillet med alle andre i samfundet, skal de nok også kigge lidt indad.

Lise Lotte Rahbek

Jeg har ikke rigtig forstået, hvorfor flere og flere vælger at lægge så stor afstand til mennesker, som ikke ligner dem selv.
Boligkvarterer, folkeskoler, uddannelser, transportmidler, arbejdspladser.. og nu plejehjem?!
Det var dog en kedelig udvikling.

Brian Pietersen, Benny Jensen, Rasmus Kongshøj og Anne Eriksen anbefalede denne kommentar
Ole Brockdorff

Nu har den danske LGBT-organisation i over 40 år tordnet løs i medierne om, at den store majoritet af heteroseksuelle borgere må og skal udvise optimal respekt over for eksistensen af homoseksuelle mennesker, og aldrig på nogen måde udsætte disse for menneskelig diskrimination af nogen art, hverken socialt eller kulturelt eller religiøst eller arbejdsmæssigt etc.

Kort sagt har parolen fra LGBT Danmark siden 1971 været, at heteroseksuelle og homoseksuelle mennesker skal kunne leve side om side i fredelig sameksistens. At vi frihedselskende danskere skal gå forrest i kampen for denne udvikling. Altså ingen diskrimination af nogen art på grund af ens seksualitet. At vi heteroseksuelle endda bør kunne straffes for ”hadforbrydelse” med bøde eller fængsel, hvis vi udtrykker blot det mindste krænkende eller nedværdigende om homoseksuelle mennesker.

Men nu kan jeg som en heteroseksuel mand læse i denne klumme, at for enden af regnbuen ligger i fremtiden særlige plejehjem og landsbyer for bøsser, lesbiske, biseksuelle og transseksuelle, som jeg gerne må være med til at finansiere økonomisk gennem skattekronerne, men som jeg ikke selv kan nyde godt af, når jeg til sin tid skal på plejehjem, fordi de homoseksuelle mennesker ikke vil have daglig omgang med en heteroseksuel mand som jeg.

Undskyld, jeg kalder det groft diskriminerende hykleri og dobbeltmoral.

@ Ole Brockdorff
29. august, 2014 - 16:31
siger:
"... som jeg gerne må være med til at finansiere økonomisk gennem skattekronerne, ..."

Nej, det er et seniorboende 55+ og medlemmerne betaler selv deres boende,
på samme vilkor som andre svenske hyresrättsföreningar,
læs mere her:
http://www.regnbagen.net/

Steffen Gliese

Skal vi ikke bare glæde os over, at samfundet i det mindste i den sidste tid af vores liv (og den første) forstår, at den fælles finansiering over skatten er for at sikre maksimal frihed til den enkelte, ikke for at tage folk som gidsler for deres egne skattepenge?

Steffen Gliese

Kampen for lighed er ikke kampen for enshed, tværtimod.

Dorthe Jørgensen, Carsten Søndergaard, Jens Harder Vingaard Larsen og Palle Pendul anbefalede denne kommentar
Jens Harder Vingaard Larsen

Det er da en fin ide. De ældre er i dag mere uafhængige af deres yngre familie og det giver mening at deres plejehjem har et tema der passer til deres liv, være sig homo, brandmand eller sportsfreak. Så ved man da at de har noget til fælles med deres bofæller. a

Jens Harder Vingaard Larsen

Og som sædvanlig er Ole Brockdorfs kommentar odiøs og uden for pædagogisk rækkevidde. Det ku være man sku lave et plejehjem for hans slags.

Carsten Søndergaard

Man kan undre sig over, at ordet "plejehjem" både optræder i overskriften, artiklen og kommentarerne, når der i virkeligheden er tale om en forening, der har stiftet et bofællesskab for folk, der er over 55 år.

Vis mig et dansk plejehjem, hvor "de fleste af beboerne er 65-70 år gamle". De findes jo ikke. De fleste kommuner holder ældre mennesker hjemme i ensomhed så længe som muligt, fordi det er billigere. Og ender man til sidst trods alt på et plejehjem, er man formentlig så gammel og svækket, at man er bedøvende ligeglad med, hvilken seksuel orientering nogen har.

Lone Trunte, Lise Lotte Rahbek og Steffen Gliese anbefalede denne kommentar

Minoriteter er først tilfredse når de får ret til at diskriminere, sådan er det desværre.
Selvfølgelig får vi institutioner til alle mulige grupper, globaliseringen gør at vi over tid ikke længere føler et tilhørsforhold til noget nationalt fællesskab.

Steffen Gliese

Rigtig mange bøsser og lesbiske har lidt den tort at familie og venner har vendt dem ryggen. I stedet for at være gamle og ensomme finder de sammen - og da ikke mindst deres jævnaldrende kan mistænkes for ikke helt at være så altomfavnende som senere generationer, er det ikke en dårlig idé.
Folk kan være utroligt afstumpede og i stedet for at arbejde for bedre vilkår, mere frihed til udfoldelse for folk i samfundet og stadig mere indbyrdes hensyn og tolerance at kæmpe for overklassens interesse i at ensliggøre og styre den almindelige befolkning, så den retter ind på så lavt et materielt niveau som muligt.
Man kunne ønske, at der blev lagt mere vægt på at fortælle folk den simple sandhed: at det er arbejdsgiverne, ikke den enkelte, der betaler skatten her i landet, men at det er mest praktisk at opkræve den igennem folks høje løn. Ved mindre betaling i skat, vil lønnen også falde, og overklassen blive endnu mere lad og ghettoiseret.

David Zennaro

Jeg kan godt forstå, at nogle heteroseksuelle bliver provokeret af, at nogle af os har lyst til at leve sammen med ligesindede i vores alderdom, for de har altid gjort alt muligt for at gøre det nemt for os at tilhøre en minoritet gennem vores ungdom og voksenliv.
Eller også er det bare sådan, at efter et helt liv i LGBT-miljøet så gider vi i blive isoleret i en heteroghetto, hvor vi er de mærkelige. Personligt frygter jeg en alderdom uden mobilitet, så jeg er tvunget til at tilbringe min tid sammen med mennesker, som kun går op i fodbold, biler og børnebørn.

Jesper Oersted

Ønsker LGBTI segmentet at lave et separat samfund eller ønsker de at blive en del af samfundet. Hvis de ønsker det sidstnævnte, så skyder de sig selv i foden ved at lave separate institutioner.

Steffen Gliese

Det er utroligt. Folk er simpelthen kommunister i dette land, hvor alle skal være ens, gøre det samme, gå til det samme, bo på samme måde. Eller hvad? Samfund består af et utal af grupperinger, interesser, netværk og alt muligt andet, som udgør folks liv. Den demokratiske opgave er at beskytte den enkelte, så dette liv kan realiseres. Men det typisk stupide, heteroseksuelle dusinmenneske synes at have meget svært ved at acceptere, at alle ikke vil underlægges hans norm. Typisk går det bedre, når han opdager, at også han på visse områder er i mindretal og må kæmpe for sine interesser på egen hånd.

Christel Larsen og Jens Harder Vingaard Larsen anbefalede denne kommentar
Brian Pietersen

Peter ..jeg er enig med dig når man selv betaler til et bofællesskab... men hvis det nu havde været et plejehjem synes jeg det er en dum ide´.

David Zennaro

Betaler man ikke selv for at bo på plejehjem?

I øvrigt er det morsomt, at det skal blive til et spørgsmål for hele LGBTQI-gruppen, som udgør 5% af Danmarks befolkning. Der er selvfølgelig mange, som har lyst til at tilbringe deres alderdom sammen med heteroer. Men der er altså også nogle, som ikke har. Det er mig stadig en gåde, hvorfor det skulle være så kontroversielt.

Steffen Gliese

Brian, alle betaler over skatten for at kunne få det, som de selv vil. Det er sådan set det, der er den demokratiske frihed i vores samfund. Og fordi alle bidrager, har ingen noget at lade hinanden høre.

Steffen Gliese

Fordi, David Zennaro, velfærdssamfundet har ændret sig fra at være et frigørelsesprojekt til at være en gidselstagning.

Kan så udmærket forstå, at nogle bøsser/lesbiske har mere lyst til at tilbringe deres tredie alder blandt ligesindede, når de hele deres liv har været tvungne til at lægge øre til homofobe udtalelser, som også optræder i dette forum.

David Zennaro, Steffen Gliese, Per Torbensen, Ingrid Uma og Hans Larsen anbefalede denne kommentar