Læsetid: 4 min.

EU mangler stadig en fælles strategi

Udnævnelsen af italieneren Federica Mogherini til chef for EU’s udenrigstjeneste handler primært om at lukke munden på de sydeuropæiske lande, der ønsker et opgør med sparepolitikken
Donald Tusk (tv.) afløser Herman van Rompuy (i midten) som formand for Det Europæiske Råd, mens Federica Mogherini (th.) bliver EU’s nye udenrigschef

Donald Tusk (tv.) afløser Herman van Rompuy (i midten) som formand for Det Europæiske Råd, mens Federica Mogherini (th.) bliver EU’s nye udenrigschef

Wiktor Dabkowski

1. september 2014

I månedsvis har de (fleste) danske medier været hensat i en hjernedød landskampstemning ved udsigten til, at landets statsminister, Helle Thorning-Schmidt (S), kunne få jobbet som formand for Det Europæiske Råd. Heldigvis – for Europa – viste disse forhåbninger sig at være verdensfjerne. I løbet af de seneste års økonomiske krise har den socialdemokratisk ledede regering i Danmark forspildt en gylden mulighed for at rykke befolkningens holdning til EU. I stedet for at investere politisk kapital i at argumentere for behovet for en styrkelse af de europæiske institutioner har regeringen lurepasset og udskudt diskussionen om de danske forbehold og euroen på ubestemt tid. Samtidig har en dogmatisk opbakning til finanspagten placeret Thorning-Schmidt et godt stykke til højre for partifællerne i De Europæiske Socialdemokrater. Så hvorfor skulle EU-partnerne have tillid til, at den danske regeringsleder ville være i stand til at revitalisere det europæiske samarbejde? Kun hvis klaphatten spærrer helt for udsynet, kunne man for alvor tro på det.

I stedet bliver det så Polens premierminister, den liberalkonservative Donald Tusk, der overtager belgieren Herman Van Rompuys rolle som EU’s kransekagefigur og mødeleder i Det Europæiske Råd.

LÆS: Den liberale pro-europæer

Det skyldes især, at Italiens ministerpræsident, Matteo Renzi, satsede alt på at indsætte sin udenrigsminister, Federica Mogherini, på posten som EU’s udenrigschef. Dermed var vejen banet for den første østeuropæer i en topposition i EU, 10 år efter Polens optagelse. Siden Tusks parti, Borgerplatformen, i 2007 erobrede regeringsmagten, er den polske økonomi vokset med 20 procent, mens resten af Europa har været i recession:

»Det er muligt at forene budgetdisciplin og vækst,« siger Tusk, »det har vi gjort i Polen, der er ingen modsætning, og det mål vil vi også forfølge i Europa.«

EU’s magtesløshed

Der er således næppe udsigt til et opgør med den sparepolitik, som Tyskland har dikteret under euro-krisen. Udnævnelsen af Mogherini som leder for EU’s udenrigstjeneste og næstformand for Det Europæiske Råd må betragtes som et hold kæft-bolsje til de sydeuropæiske lande, der kræver større finanspolitisk fleksibilitet. Det siger noget om, hvor ringe betydning EU’s fælles udenrigspolitik tilskrives.

Regeringsapparaterne i de toneangivende europæiske hovedstæder – Berlin, Paris og London – er stadig ikke parat til at afgive suverænitet på det udenrigspolitiske område, selv om de eskalerende konflikter syd og øst for Europa har blotlagt behovet for en langt mere koordineret indsats. Lady Ashton – Mogherinis forgænger, den adlede britiske Labour-politiker Catherine Ashton – er ligefrem blevet en metafor for europæisk magtesløshed. EU’s høje repræsentant for den fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik betragtes af de fleste som en fin titel uden reelle beføjelser – fordi de nationale magthavere vil have det sådan. Derfor vakte den blot 41-årige Mogherinis kandidatur også modstand:

»Stillet over for nedskydning af fly over Ukraine, eskalerende konflikter i Mellemøsten og øgede spændinger i Asien er dette ikke det rette øjeblik for novicer,« hed det f.eks. i et åbent brev, som 42 indflydelsesrige opinionsdannere – bl.a. den ungarsk-amerikanske finansmand George Soros og adskillige eksministre –sendte til de europæiske regeringsledere. Danske EU-orakler som tidligere udenrigsminister Uffe Ellemann-Jensen og professor Marlene Wind fulgte trop med en lignende appel. Men hvorfor skulle en repræsentant for en generation af politikere, der har efterladt det europæiske projekt i en sørgelig, halvfærdig tilstand, pludselig kunne gøre en afgørende forskel?

»Der er en ny generation af europæiske ledere, og det er vigtigt, at de er repræsenteret i de europæiske institutioner,« påpeger Mogherini, »jeg ved, at udfordringerne er overvældende. Vi har en krise på europæisk jord, i Ukraine, og så er der Irak, Libyen og Syrien.«

Intet paradigmeskift

En af de hyppigste indvendinger mod udnævnelsen af Mogherini var Italiens afhængighed af gas fra Rusland, som vækker bekymring i de østeuropæiske lande, der føler sig truet af Vladimir Putins fremfærd i Ukraine. Den kritik kunne man med større rimelighed have fremført i forhold til tidligere italienske udenrigsministre. Samarbejdet med Putin blev intensiveret under Silvio Berlusconis regeringer, hvilket Mogherini ikke kan stilles til ansvar for.

Hun har tværtimod opdyrket tætte personlige relationer til Barack Obamas sikkerhedsrådgiver Susan Rice og den amerikanske viceudenrigsminister Victoria Nuland og har et solidt netværk af kontakter blandt socialistiske politikere i Østeuropa. Med den samtidige udnævnelse af Tusk er der under alle omstændigheder taget behørigt hensyn til østeuropæernes bekymringer. Og i italiensk politik, hvor langt de fleste karrierer er baseret på klientelisme, fremstår Mogherini faktisk som en sjælden fugl, der har vundet indflydelse, fordi hun er fagligt kompetent og har en solid institutionel baggrund. Til sammenligning kan man nævne Franco Frattini, der blev udenrigsminister efter at have været skiinstruktør for Berlusconi.

Som udgangspunkt har Mogherini den fordel, at hun næppe kan gøre det dårligere end Ashton. Ingen forventer dog, at hun kan revolutionere tingenes tilstand i europæisk udenrigspolitik. EU har endnu ikke redskaberne til at skabe en fælles diplomatisk strategi, især fordi afgørende beslutninger stadig kræver enstemmighed. Mogherini, som uden at skilte for meget med det er overbevist føderalist, kan dog give EU’s udenrigstjeneste, der er blevet opbygget under Ashton, større synlighed og gennemslagskraft.

Alt i alt virker Mogherini, Tusk og den nye kommissionsformand Jean-Claude Juncker som en stærkere trio end forgængerne på de europæiske topposter, Ashton, Van Rompuy og José Manuel Barroso. Men alligevel er der næppe udsigt til et radikalt paradigmeskift, som er forudsætningen for et mere demokratisk, solidarisk og socialt retfærdigt Europa.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Ole Meyer
  • Vibeke Rasmussen
Ole Meyer og Vibeke Rasmussen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Torben Lindegaard

Federica Mogherini skal selvfølgelig ikke mødes med fordomme på forhånd.

Hun var som ung medlem af Italian Communist Youth Federation; men hun kan da sagtens være blevet klogere siden da.
Federica Mogherini har været med i ledelsen af det italienske demokratiske parti lige fra starten i 2007, så mere novice er hun altså heller ikke.
Hun er master of political science med speciale i forholdet mellem politik og religion i islam.
Det kan sagtens vise sig handy i det nye job.

Men det er vist altid klogt at have beherskede forventninger til EUs udenrigstjeneste.
Federica Mogherini får jo ikke mere indflydelse end misterrådet vil give hende, og det er ikke særlig meget.

Mit håb er, at EUs udenrigstjeneste på det lavpraktiske plan kan være til gavn for EU-borgerne.
Og hvem ved - måske engang kunne stå i spidsen for fælleseuropæiske initiativer på begrænsede udenrigspolitiske områder.
Især de handelspolitiske elementer i udenrigspolitikken virker oplagt.
Måske også bistandsområdet, hvor EU er en kæmpe donor.

Ivan Breinholt Leth

Hvis hun har en fortid som kommunist, er hun uden tvivl velegnet til at føre en neoliberal politik. Mange gamle kommunister er jo trænede i foragt for folket.

For omverdenen er udnævnelsen af Donald Tusk et klart signal om, at de øst europæiske lande i EU er fuldt integrerede mellem på lige fod med de gamle EU lande. Samtidig er det en ving med en vognstang til Rusland, at øst europæiske EU lande ikke på nogen måder står for fald og dermed komplet uden for Ruslands rækkevide komme hvad der måtte komme.

For Danmark er EU forbeholdene på længere sigt uholdbare, men for nu nødvendige. Forskellene på økonomi og social- og arbejdsmarkedsområdet stadig for store immelem de enkelte EU lande.

Men samtidig er det også nødvendigt med et stærkt samlet EU på det udenrigs- og forsvarspolitiske område. Og det skal Danmark være en del af.

- Sådan som verden har og vil udvikle sig de næste årtier vil det på den lange bane se sort ud for Danmark og Europa som helhed uden et EU.

Helene Kristensen

Det fungerede ikke for Rom, det fungerede ikke for Det Tredje Rige, det fungerede ikke for USSR, det fungerer ikke i USA, som er ved at falde fra hinanden i armod - og det fungerer ikke i EU. Eliten sidder i EU og spejder desperat efter redning, efter en metode at knægte modstanden - men modstanden vokser dag for dag. Der er oprør mod kapitalen og den herskende klasse - og politikernes skødehunde, pressen, tror de kan tie oprøret ihjel, det kan de ikke. Der er oprør og demonstrerende folkemasser i EU, og hele den tunge kolos på lerfødder falder sammen med et brag, forhåbentlig før end siden.

Hvordan passer overskriften til artiklens indhold? Artikeln omhandler jo udelukkende personalia - noget, danske journalister åbenbart har mere forstand på end på selve EU-politik.
I øvrigt ser det da ud, som om EU faktisk har en strategi, nemlig konsolidering af medlemslandenes økonomier som førsteprioritet.

Dette lyder måske ikke som særlig meget, men det er det faktisk. Fra USA's side hører man nemlig stadig, at EU's medlemslande skal bruge flere penge og forgælde sig endnu mere. Derved prøver man i USA at svække en besværlig konkurrent (ligesom man gjorde ved at insistere på optagelsen af lande som Bulgarien og Rumænien - heldigvis taler man ikke længere om Tyrkiet). Det er i øvrigt en meget kortsigtet strategi, fordi en svækkere europæiske økonomi på langt sigt også vil svække USA's økonomi endnu mere.

PS: Jeg måtte grine, da jeg læste, at "i italiensk politik [er] ... langt de fleste karrierer ... baseret på klientelisme". Jaså, de gør altså det samme som vi gør i Danmark.

@H. Kristensen
"Der er oprør og demonstrerende folkemasser i EU, og hele den tunge kolos på lerfødder falder sammen med et brag, forhåbentlig før end siden."
Og så havde vores usædvanlig kompetente og kloge danske politikere endelig frit lejde, kunne skabe et paradis på verdenen, hvor ingen skal være bekymret om den store verden derude, og alle er lyksalige til deres død...

Igen en dansker, der tror på eventyrhistorier.

Philip B. Johnsen

Egon Jensen er det nu rigtigt?

Fracking olie og gas, ser ud til at have et flertal bag sig i Danmark, men det er vel et eventyr man glæder sig til, de gratis glæder, som vores børn betaler prisen for.

Eventyr har ofte både moral og fornuft, man kan lære noget af, hvis du spørger mig.

Som jeg ser det, er problemet egentlig ikke EU. Det er medlandslandene, og hermed ministerrådets udemokratiskhed og politiske spredning, der er det store problem. EU afspejler blot det, som de europæiske regeringschefer giver EU lov til.

Og EU er i stor grad underlagt de store EU-landes indflydelse. F.eks. styres EU´s økonomiske opfattelse udelukkende af tysk storkapital og de tyske storbanker via kapitalens mand, den tyske finansminister Wolfgang Schäuble. Og det har mere end noget andet givet EU og Europa sin enorme økonomiske krise, som i disse måneder bliver fortsat dybere.

Som jeg ser det, må EU-parlamentet overtage EU´s politiske styring, og lade de lokale regeringer styre deres eget land. Landenes regeringer har i hvert fald spillet fallit overfor fællesskabet, med deres politiske opfattelser, som de på værste udemokratiske vis gennemtvinger overfor EU´s befolkninger.
- Og det er her, at den fælles strategi mangler.

Michael Kongstad Nielsen

Jeg tror italieneren blev valgt, fordi Europa ikke ønsker så fjendtligt et forhold til Rusland alligevel, når det kommer til stykket.

Selvfølgelig er Europa ikke interesseret i et fjentligt forhold til Rusland. Men det betyder jo ikke, at Rusland kan gøre hvad de vil med Europa.

'....de sydeuropæiske lande, der ønsker et opgør med sparepolitikken'.

Javist så. Problemet er bare, at man kan ikke låne sig ud af en gældskrise. Spørg bare fru Merkel.

20% vækst i Polen på syv år. Det er glimrende. Men Polens økonomi er bare fire gange større end Danmarks, men med otte gange flere mennesker, så der er et stykke vej endnu. Men spændende at se, om Tusk og Polen kan få lidt fart i resten af EU.

Michael Kongstad Nielsen

Hvis Mogherini har trådt sine barnesko i Italian Communist Youth Federation, så har Tusk trådt sine i Solidarność , ingen af tingene er dårlige.

Finn Olav Hansen

Samme bolledej i EU med fokus på vækst og forbrug. Intet ordentligt nyt. Luk ned for det meste af det show og fokuser på bæredygtige, økologiske samfund der ikke malker kloden for rent vand og luft og sender forurening og affald sydpå . Udnyttelse og indblanding skaber krige og ufred . Flygtninge strømme. Paradigme skifte er nødvendigt. Klodens og naturens kassekredit er overtrukket. Havet er tømt for fisk og landbrugsjorden asfalteret. Økologiske problemer glemmer de og lukker øjnene for i EU , hvor alt er et person og magtfniddercirkus. Resultat? Mere krise og menneskelig armod. Danske politikere har solgt Danmark til konkurrencesamfundet og EU og kræser for de nyrige og marginaliserer danskere og bagatelliserer menneskelige problemer opstået ved at spare i pleje, sundhed, sygdom , skoler og omsorg. Farvel fru Vestager, hyg dig dernede i EU. Vi kommer ikke til at savne din stil. Så mangler vi bare at sende hr Corydon samme vej. Vælg istedet politikere der vil et paradigme skifte. Ud med vækst og forbrugs politikerene, som har lukkede øjne mens de styrer.

Finn Olav Hansen

Samme bolledej i EU med fokus på vækst og forbrug. Intet ordentligt nyt. Luk ned for det meste af det show og fokuser på bæredygtige, økologiske samfund der ikke malker kloden for rent vand og luft og sender forurening og affald sydpå . Udnyttelse og indblanding skaber krige og ufred . Flygtninge strømme. Paradigme skifte er nødvendigt. Klodens og naturens kassekredit er overtrukket. Havet er tømt for fisk og landbrugsjorden asfalteret. Økologiske problemer glemmer de og lukker øjnene for i EU , hvor alt er et person og magtfniddercirkus. Resultat? Mere krise og menneskelig armod. Danske politikere har solgt Danmark til konkurrencesamfundet og EU og kræser for de nyrige og marginaliserer danskere og bagatelliserer menneskelige problemer opstået ved at spare i pleje, sundhed, sygdom , skoler og omsorg. Farvel fru Vestager, hyg dig dernede i EU. Vi kommer ikke til at savne din stil. Så mangler vi bare at sende hr Corydon samme vej. Vælg istedet politikere der vil et paradigme skifte. Ud med vækst og forbrugs politikerene, som har lukkede øjne mens de styrer.

Søren Kristensen

EU mangler stadig en fælles strategi - og hvor er det godt. Tænk hvilken ravage et på alle måder forenet EU kunne have sat i værk, når det kommer til fx. konflikten i Ukraine.

georg christensen

Ud fra billedet og teksten ovenover:

Et bravo til " Herman van Rompoy", du mangler bare på dit slips "den røde stribe".

EU mangler en fælles strategi, det er alle EU borgere enige i. Spørgsmålet er bare: Hvem skal bestemme når vores samfund, ønskes de restruktureres?, for at forny sig på "LIVET´s" ,og arbejds ydelses betingelser, eller er det "ludomanernerne", som for en "illusorisk" guldklump i engen "røv", som stadig ønskes at styre EU folket?.