Læsetid: 4 min.

Frustration i Bagdad over USA’s manglende luftstøtte

I den irakiske hovedstad vokser vreden over, at USA tilsyneladende foretrækker at komme kurderne i det nordlige Irak til undsætning, frem for at støtte forsvaret af Bagdad mod Islamisk Stat
18. august 2014

Iraks politiske elite i Bagdad har med stigende frygt og misundelse kunnet iagttage, hvordan Islamisk Stats (IS) fremmarch mod den kurdiske hovedstad Erbil er blevet bremset takket være amerikansk luftstøtte den seneste uges tid. Samtidig har IS forsøgt at omringe Bagdad – uden at blive forstyrret af amerikanske luftbombardementer. IS har med sine manøvrer omkring Bagdad de seneste dage befæstet de stillinger, militsen har erobret over de seneste to tumultariske måneder.

Nu, ved udsigten til at en ny centralregering vil kunne blive taget i ed inden for bare tre uger, trygler de irakiske ledere i Bagdad USA om at leve op til sin del af det, irakerne opfattede som en stiltiende aftale om, at USA ville yde militær assistance til forsvaret af Bagdad, så snart en mere inkluderende irakisk regering var blevet installeret i Bagdad.

Embedsmænd i Bagdad advarer om, at ensidig amerikansk støtte til kurderne med sikkerhed vil føre til Iraks opløsning, i og med at det vil gøre det muligt for IS at true den irakiske hovedstad og dermed tvinge Bagdads indbyggere på flygt og trække tæppet endegyldigt væk under den irakiske centralmagt.

Iranere hjælper i luften

Embedsmændene, som indtil for nylig gjorde tjeneste under den nu afsatte al-Maliki, har givet udtryk for, at kun amerikansk luftstøtte vil kunne bremse IS’ fremmarch, efter at den irakiske hær i første omgang undlod at yde jihadisterne regulær modstand, da IS rykkede ind i Mosul, Tikrit og frem mod Kirkuk. Siden da har den irakiske hær ikke været i stand til en generobre tabt terræn, og den kæmper nu en desperat kamp for at forsvare strategiske positioner af afgørende betydning for Iraks olie- og energiforsyning. Den irakiske hær kæmper uden amerikansk luftstøtte, mens de kurdiske tropper i Nordirak til gengæld har nydt godt af USA’s luftbombardementer i den succesfulde modoffensiv mod IS sydvest for Erbil.

I torsdags indledte IS en række angreb i det område godt 50 kilometer syd for Bagdad, som USA under Irak-krigen døbte ’Dødens trekant’. Ifølge kilder i den irakiske hær er området praktisk talt umuligt at forsvare uden amerikansk luftstøtte.

Iraks lille, amerikansk trænede, luftvåben har været travlt beskæftiget i irakisk luftrum, men er ikke i stand til at vende slaget mod IS.

»Vi bomber dem 24 timer i døgnet i Tel Keyf, Khazir, Shalalat og Mosul,« siger piloten Raad Faqe, der er kurder. »Jeg har selv været med til at bombe Mosul.«

»Vi bomber en masse, men vores våben er ikke gode nok. Vores bedste våben er Hellfire-missiler, som rammer præcist, men som ikke forårsager større skade. Jeg flyver en Cessna Caravan 202, som egentlig er et transportfly, som vi har ombygget til bombefly«.

Faqe bekræfter, at også iransk luftvåben er aktivt i irakisk luftrum.

»Jeg har set iranere i Sukhoi-fly med mine egne øjne,« siger han. »Alt i den enhed er iransk, herunder piloten og mekanikken.«

»Iranerne er på Rasheed-basen, en enorm base i det sydlige Bagdad ... iranerne laver tøndebomber og kaster dem fra Antonov-fly og Huey-helikoptere over sunnimuslimske områder. Flere iranske fly er blevet skudt ned,« forklarer han.

»Når vi bomber et område, bliver angrebet ikke fulgt op af landtropper. Vi bomber et sted og dræber nogle få, men så rømmer IS området og omgrupperer. Mange af vores helikoptere er blevet skudt ned.«

Hvorfor ikke indgreb før?

Raad Faqe oplyser, at fem helikoptere er blevet skudt ned af IS, og yderligere syv fly er blevet stukket i brand på en flyveplads i Tikrit.

I takt med at IS vinder frem i udmattelseskrigen med den irakiske hær, vokser vreden blandt indflydelsesrige irakere.

»Den amerikanske politik er en skændsel,« siger Hassan al-Fayath, dekan for al-Nahrain universitetet i Bagdad.

»Amerikanerne siger altid, at de fører an i bekæmpelsen af ​​terrorisme, men de løftede ikke en finger, da ISIL erobrede store dele af Irak.

»Først da IS nærmede sig mål, der har amerikansk interesse, som Erbil og oliefelterne, tog USA affære,« siger han. »Det lykkedes ISIL at erobre irakiske oliefelter, så nu har de ressourcer til at rekruttere flere krigere og købe våben. Hvorfor har alle ladet det komme så vidt og ikke grebet ind tidligere?« spørger dekanen.

Adspurgt om, hvorvidt han tror, man på ny vil se amerikanske jagerfly på himlen over Bagdad, siger han:

»Obama vil beordre flere luftangreb for at redde olien og sine kurdiske venner«.

Issan al-Shimary, en politisk analytiker, siger:

»USA sagde, at man ikke ville gribe ind, før irakerne havde fundet en ny premierminister. Nu er det sket, og det vil skabe større internationalt pres på Obama for at øge USA’s engagement i Irak. Amerikansk intervention er en nødvendighed. Det er det mest magtfulde land i verden, og de ​​har styrken til at besejre IS. Jeg er optimistisk. Jeg tror, ​​at Irak vil blive en genvej til at skabe dialog mellem USA og Iran.«

Ikke alle er enige i den vurdering. Saleh al-Obeidi, talsmand for den indflydelsesrige shiamuslimske gejstlige Moqtadr al-Sadr, siger:

»Moqtadr hilser amerikanske engagement i Irak velkommen, hvis den sker inden for rammerne af humanitær intervention. Men Moqtadr ønsker ikke, at amerikanerne på ny sætter fodspor i Irak. De nuværende luftangreb er det eneste, han foreløbig kan godkende«

© The Guardian & Information. Oversat af Christian Andersen

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Torben Lindegaard

Der er en vis ironi, for ikke at sige komiske Ali, i situationen.

1. USA bestykker den irakiske hær med topmoderne våben - de samme våben, som de amerikanske tropper anvendte.
2. De irakiske tropper stikker af ved synet af IS's sorte fane og efterlader de amerikanske våben til IS.
3. Nu vil irakerne have amerikanerne til at uskadeliggøre sine egne våben.

Det er fuldstændig barokt.

Men Moqtadr har da ret i, at der ikke skal vestlige tropper ind på landjorden i Irak.
Overhoved ikke.