Gidseltagninger er ’big business’

Ifølge den britiske avis The Guardian har Islamisk Stat (IS) taget fire vesterlændinge som gidsler i det nordlige Syrien, heriblandt en dansker. Udenrigsministeriet og Borgerservice havde i aftes ikke bekræftet oplysningerne.

Den mulige gidseltagning er seneste eksempel på det, der ligner en skræmmende tendens. IS har i de seneste seks måneder løsladt mindst 10 gidsler for løsepenge, heriblandt den 25-årige danske freelancefotograf Daniel Rye Ottosen, som ifølge Ekstra Bladet blev købt fri for omkring 15 millioner kroner.

Og ifølge en undersøgelse foretaget af New York Times har al-Qaeda og støttegrupper modtaget mindst 700 mio. kr. i løsepenge siden 2008, heraf mindst 370 mio. alene i 2013. Samtidig er prisen på et gidsel steget fra 1,2 mio. kr. pr. gidsel i 2003 til 56 mio. kr. i dag. »Løsepenge for gidsler er et let bytte, som jeg må beskrive som en lukrativ forretning og en værdifuld skat,« udtaler al-Qaedas næstkommanderende, Nasser al-Wuhayshi, ifølge avisen.

De mange gidseltagninger finansierer dermed terrorgruppernes fortsatte aktivitet, hvis ikke de bruges som led i en politisk eller religiøs kamp mod Vesten, som det var tilfældet med den amerikanske journalist James Foley.

Grundlæggende er der to årsager til at tage gidsler, forklarer Jaanus Rahumägi, direktør for ESC Global Security, et privat sikkerhedsfirma med 25 års erfaring med antipirateri og gidselforhandlinger.

»Der er to typer af gidseltagninger. Den ene handler om pengeberigelse, som det ses hos piraterne i Somalia, hvor forhandlingerne primært handler om at få frigivet gidslerne hurtigt og for mindst mulige penge. Det er den type sager, vi arbejder med. Men så snart der blandes politik, religion eller ideologi ind i det, lander sagen på de nationale efterretningstjenesters bord,« forklarer Rahumägi, der er tidligere rekrutteringschef for Estlands Special Service og har siddet som leder for flere sikkerhedspolitiske komiteer under Estlands parlament.

Den danske stat er dog ikke direkte involveret i den slags forhandlinger, mener Lars Bangert Struwe fra Center for Militære Studier på Institut for Statskundskab, Københavns Universitet.

»I Danmark er det sådan, at staten ikke forhandler. Gidsler må ikke kunne bruges til at presse stater. Men hvad et rederi, en tv-station eller andre private aktører gør, er en anden sag,« fastslår Struwe og fortsætter:

»Det, Udenrigsministeriet gør, når en dansk statsborger er kidnappet i udlandet, er at nedsætte en krisegruppe med militære fagfolk, folk fra efterretningsvæsnet, specialister og andre, der følger sagen, og som kan rådgive dem, der eventuelt forhandler på vegne af et gidsel,« siger Lars Bangert Struwe.

Nødhjælpere i fare

Ingen vestlige stater forhandler officielt med terrorister. Ikke desto mindre er der ifølge New York Times flere europæiske stater, som alligevel betaler løsepenge til terrororganisationer i Mellemøsten. Enten gennem en tredjepart eller ved at maskere løsepenge som bistandsmidler. Det skyldes et massivt pres fra offentligheden, mener Jaanus Rahumägi.

»Man må forstå, at presset på regeringer, politikere og efterretningstjenester er massivt, fordi medierne er lynhurtige. Alt står i aviserne eller på tv, og de udstiller ofrene og deres familiers smerte. Presset er så enormt på staterne, at de må kigge på utraditionelle løsninger. Selv om de alle siger, de ikke forhandler med nogen, så ved vi aldrig, hvad der sker efterfølgende. Det kan ikke lade sig gøre at have én bestemt regel, der gælder i alle situationer.«

Siden årtusindskiftet er der sket en eksplosiv stigning i antallet af gidseltagninger mod både journalister og humanitære hjælpearbejdere, som tidligere blev betragtet som ’neutrale’ på krigsskuepladsen. Faktisk var 2013 det farligste år nogensinde for humanitære hjælpearbejdere, fremgår det i en ny rapport fra Humanitarian Outcomes. Af rapporten fremgår det, at der er sket en stigning fra syv kidnapninger af nødhjælpsarbejdere i 2003 til 134 kidnapninger i 2013.

Ifølge Anders Ladekarl, generalsekretær i Dansk Røde Kors, er respekten for krigens regler og hjælpearbejdere stærkt faldende.

»Det er blevet sådan mange steder, at hvis man hjælper modparten, så bliver man selv betragtet som en fjende,« siger Anders Ladekarl.

»Vi har et helt fundamentalt princip om, at Røde Kors ikke betaler, men det gør mange andre organisationer. Og det gør, at vores gidsler desværre ofte sidder længere and andre. Lige nu har vi tre gidsler, der sidder på syvende måned i Syrien, og så sent som i går fik vi fem gidsler fri i Afghanistan, dog heldigvis uden at betale.«

»Men hvis vi som organisation kommer til at betale én gang, så er der sat en prisseddel på alle vores folk i området,« siger Anders Ladekarl.

Fremtidens fjende er ikke en stat

At princippet om, at stater aldrig forhandler med terrorister, kan gradbøjes, blev klart, da USA’s præsident Barack Obama i slutningen af maj i år gav grønt lys for at udveksle fem Taleban-fanger med en tilfangetaget amerikansk soldat. Det blev stærkt kritiseret, da det netop brød med princippet om, at man ikke forhandler med ikke-statslige aktører.

Men ifølge Lars Bangert Struwe er det et problem, som politikere og jurister i stigende grad må forholde sig til, da de fleste igangværende konflikter er med ikke-statslige aktører og grupper, der optræder på de internationale terrorlister.

»Hvis to stater er i krig, kan de ifølge Genève-konventionen udveksle fanger med hinanden. Problemet er, hvad man gør, når man ikke er i krig med en stat,« siger Lars Bangert Struwe.

»Vi har jo indstillet hele vores juridiske apparat på at behandle stat til stat-konflikter. Så der er noget at arbejde med for juristerne de næste mange år.«