Baggrund
Læsetid: 4 min.

Gidseltagninger er ’big business’

IS har ’solgt’ mindst 10 gidsler de seneste seks måneder for op mod 100 millioner dollar, selv om ingen stat officielt forhandler med terrorister. Vestlige regeringer står i umuligt dilemma, mener eksperter
Den franske journalist Nicolas Henin (tv.) vendte i april hjem til Paris efter at have været holdt som gidsel i Syrien.

Philippe Wojazer

Udland
22. august 2014

Ifølge den britiske avis The Guardian har Islamisk Stat (IS) taget fire vesterlændinge som gidsler i det nordlige Syrien, heriblandt en dansker. Udenrigsministeriet og Borgerservice havde i aftes ikke bekræftet oplysningerne.

Den mulige gidseltagning er seneste eksempel på det, der ligner en skræmmende tendens. IS har i de seneste seks måneder løsladt mindst 10 gidsler for løsepenge, heriblandt den 25-årige danske freelancefotograf Daniel Rye Ottosen, som ifølge Ekstra Bladet blev købt fri for omkring 15 millioner kroner.

Og ifølge en undersøgelse foretaget af New York Times har al-Qaeda og støttegrupper modtaget mindst 700 mio. kr. i løsepenge siden 2008, heraf mindst 370 mio. alene i 2013. Samtidig er prisen på et gidsel steget fra 1,2 mio. kr. pr. gidsel i 2003 til 56 mio. kr. i dag. »Løsepenge for gidsler er et let bytte, som jeg må beskrive som en lukrativ forretning og en værdifuld skat,« udtaler al-Qaedas næstkommanderende, Nasser al-Wuhayshi, ifølge avisen.

De mange gidseltagninger finansierer dermed terrorgruppernes fortsatte aktivitet, hvis ikke de bruges som led i en politisk eller religiøs kamp mod Vesten, som det var tilfældet med den amerikanske journalist James Foley.

Grundlæggende er der to årsager til at tage gidsler, forklarer Jaanus Rahumägi, direktør for ESC Global Security, et privat sikkerhedsfirma med 25 års erfaring med antipirateri og gidselforhandlinger.

»Der er to typer af gidseltagninger. Den ene handler om pengeberigelse, som det ses hos piraterne i Somalia, hvor forhandlingerne primært handler om at få frigivet gidslerne hurtigt og for mindst mulige penge. Det er den type sager, vi arbejder med. Men så snart der blandes politik, religion eller ideologi ind i det, lander sagen på de nationale efterretningstjenesters bord,« forklarer Rahumägi, der er tidligere rekrutteringschef for Estlands Special Service og har siddet som leder for flere sikkerhedspolitiske komiteer under Estlands parlament.

Den danske stat er dog ikke direkte involveret i den slags forhandlinger, mener Lars Bangert Struwe fra Center for Militære Studier på Institut for Statskundskab, Københavns Universitet.

»I Danmark er det sådan, at staten ikke forhandler. Gidsler må ikke kunne bruges til at presse stater. Men hvad et rederi, en tv-station eller andre private aktører gør, er en anden sag,« fastslår Struwe og fortsætter:

»Det, Udenrigsministeriet gør, når en dansk statsborger er kidnappet i udlandet, er at nedsætte en krisegruppe med militære fagfolk, folk fra efterretningsvæsnet, specialister og andre, der følger sagen, og som kan rådgive dem, der eventuelt forhandler på vegne af et gidsel,« siger Lars Bangert Struwe.

Nødhjælpere i fare

Ingen vestlige stater forhandler officielt med terrorister. Ikke desto mindre er der ifølge New York Times flere europæiske stater, som alligevel betaler løsepenge til terrororganisationer i Mellemøsten. Enten gennem en tredjepart eller ved at maskere løsepenge som bistandsmidler. Det skyldes et massivt pres fra offentligheden, mener Jaanus Rahumägi.

»Man må forstå, at presset på regeringer, politikere og efterretningstjenester er massivt, fordi medierne er lynhurtige. Alt står i aviserne eller på tv, og de udstiller ofrene og deres familiers smerte. Presset er så enormt på staterne, at de må kigge på utraditionelle løsninger. Selv om de alle siger, de ikke forhandler med nogen, så ved vi aldrig, hvad der sker efterfølgende. Det kan ikke lade sig gøre at have én bestemt regel, der gælder i alle situationer.«

Siden årtusindskiftet er der sket en eksplosiv stigning i antallet af gidseltagninger mod både journalister og humanitære hjælpearbejdere, som tidligere blev betragtet som ’neutrale’ på krigsskuepladsen. Faktisk var 2013 det farligste år nogensinde for humanitære hjælpearbejdere, fremgår det i en ny rapport fra Humanitarian Outcomes. Af rapporten fremgår det, at der er sket en stigning fra syv kidnapninger af nødhjælpsarbejdere i 2003 til 134 kidnapninger i 2013.

Ifølge Anders Ladekarl, generalsekretær i Dansk Røde Kors, er respekten for krigens regler og hjælpearbejdere stærkt faldende.

»Det er blevet sådan mange steder, at hvis man hjælper modparten, så bliver man selv betragtet som en fjende,« siger Anders Ladekarl.

»Vi har et helt fundamentalt princip om, at Røde Kors ikke betaler, men det gør mange andre organisationer. Og det gør, at vores gidsler desværre ofte sidder længere and andre. Lige nu har vi tre gidsler, der sidder på syvende måned i Syrien, og så sent som i går fik vi fem gidsler fri i Afghanistan, dog heldigvis uden at betale.«

»Men hvis vi som organisation kommer til at betale én gang, så er der sat en prisseddel på alle vores folk i området,« siger Anders Ladekarl.

Fremtidens fjende er ikke en stat

At princippet om, at stater aldrig forhandler med terrorister, kan gradbøjes, blev klart, da USA’s præsident Barack Obama i slutningen af maj i år gav grønt lys for at udveksle fem Taleban-fanger med en tilfangetaget amerikansk soldat. Det blev stærkt kritiseret, da det netop brød med princippet om, at man ikke forhandler med ikke-statslige aktører.

Men ifølge Lars Bangert Struwe er det et problem, som politikere og jurister i stigende grad må forholde sig til, da de fleste igangværende konflikter er med ikke-statslige aktører og grupper, der optræder på de internationale terrorlister.

»Hvis to stater er i krig, kan de ifølge Genève-konventionen udveksle fanger med hinanden. Problemet er, hvad man gør, når man ikke er i krig med en stat,« siger Lars Bangert Struwe.

»Vi har jo indstillet hele vores juridiske apparat på at behandle stat til stat-konflikter. Så der er noget at arbejde med for juristerne de næste mange år.«

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Lars R. Hansen

Når man betaler løsepenge sætter man ikke bare en prisseddel på alle vesterlændinge i de varme lande, men transformerer dem til omvandrende pengesække, der faktisk kan finansiere en ganske pæn del at gruppernes militante aktiviteter.

Hvis de kortsynet bløddyr i de europæiske hovedstader fortsætter ned af denne vej, er det kun et spørgsmål om tid førend i Europa værende sympatisører tager gidsler i Europa og kræver penge udbetalt til deres i de varme lande værende militante grupperinger.

Hvis man konsekvent ikke betaler eller giver "indrømmelser" af politisk/religiøs art, så kan det ikke "betale sig" at kidnappe folk og holde dem som gidsler, og så stopper gidseltagningen lige så stille.

Det er nok ikke realistisk , at håndhæve et "betalingsstop" - der vil altid være nogen, der punger ud.

Men pengene kan man vel spore - et eller andet sted må disse terrorgrupper have deres "sparegrise" / bankkonti samt bankforbindelser og finansielle operatører,der kanaliserer løsesummerne og vasker pengene hvide ?

Hvad med at gå benhårdt efter disse bankfolk og finansielle operatører - så kan det være, at det bliver svært for terrorgrupperne at finde "hjælpere", der mod god betaling stiller juridisk og bankmæssig ekspertviden til rådighed for dem.

Robert,
man kan vel næppe gå ud fra, at gidseltagere får overført løsesummen til en bankkonto....

Kære Erik Karlsen.

Enig, men pengene kan jo ikke bare ligge og flyde .

Pengene skal ind i banksystemet for at kunne blive omsat til bl a våben, betaling af medarbejdere , betaling for hospitalsbehandlinger, opbygning af administrative rutiner o s v - at drive en effektiv terrororganisation kræver mindst lige så meget administration, økonomistyring osv , som man finder i en større kommerciel eller statslig virksomhed. Så et eller andet sted vaskes pengene hvide af dygtige juridiske og finansielle eksperter og siver ind i banksystemet .