Læsetid: 5 min.

Kampene i Gaza fortsætter på ubestemt tid

Israelerne afviser at forhandle om våbenhvile, men trækker delvist styrker tilbage i det nordlige Gaza. I Rafah dræbes civile i fortsatte bombardementer efter tilfangetagelse af soldat, der nu officielt er erklæret død
Palæstinensere leder efter overlevende i ruinerne af et hus, der blev ramt under luftangrebene i går. Israel har ifølge Ritzau meddelt, at det ville genoptage angrebet mandag d. 4. august kl. 16 dansk tid.

Palæstinensere leder efter overlevende i ruinerne af et hus, der blev ramt under luftangrebene i går. Israel har ifølge Ritzau meddelt, at det ville genoptage angrebet mandag d. 4. august kl. 16 dansk tid.

Oliver Weiken

5. august 2014

 

Efter et ’humanitært vindue’ af syv timers varighed i Gaza, der dog ikke omfattede Rafah ved den egyptiske grænse, erklærede Israels premierminister, Benjamin Netanyahu, i går, at de israelske styrker ’fortsætter operationerne indtil ro er tilvejebragt’. Hvilket betyder, at Israels regering selv afgør, hvornår – eller om – dens styrker trækker sig ud af landstriben. Meldinger i går tydede på, at israelerne har forladt det nordlige område med flygtningelejre og landsbyer lagt i ruiner.

Men kort inden det ’humanitære vindue’ trådte i kraft i går kl. 9 dansk tid, blev en Islamisk Jihad-militærleder for det nordlige Gaza, Daniel Mansour, dræbt i sit hus. I Gaza By, der var omfattet af våbenhvilen, dræbte et israelsk missil angiveligt en ung pige og sårede en halv snes andre, minutter efter våbenhvilen var trådt i kraft. Hamas’ reaktion var, at ’det humanitære vindue’ var en israelsk afledningsmanøvre, der havde til formål ’at dække over massakrer’.

I Kairo mødtes egyptiske diplomater og efterretningsfolk med repræsentanter for PA, den palæstinensiske myndighed i Ramallah på Vestbredden, og en delegation fra Gazas Hamas-regering. Formålet var drøftelse af en våbenhvileaftale, der omfatter Hamas-kravene om tilbagetrækning af de israelske styrker, ophævelse af Israels blokade og åbning af grænsen til Egypten. Kun det sidste punkt forekommer relevant, eftersom hverken Israel eller USA deltog i mødet, og at Israel på forhånd har afvist at ophæve blokaden. Ifølge egyptiske kilder citeret på Kairo-avisen al-Ahrams hjemmeside, overvejer egypterne »begrænset åbning« af grænseposten ved Rafah, der også i går var mål for heftige israelske bombardementer, hvor en FN-drevet skole blev ramt. Ifølge den israelske regering havde Hamas-militante affyret raketter mod Israel »inden for en radius af 10 meter fra skolen«. I går sendte Hamas ifølge israelerne en snes raketter mod mål i Israel.

Ny intifada lurer

I Jerusalem væltede en palæstinensisk aktivist på en bulldozer en tom bus, hvorved en 25-årig mand blev dræbt, da han fik bussen ned over sig. I Mount Scopus-bydelen i den arabiske del af byen, blev en israelsk soldat hårdt såret af skud fra en forbikørende bil. Begge episoder, der af de israelske myndigheder ses som isolerede, kan ifølge lokale iagttagere, Information har talt med, også være varsler om begyndelsen til en tredje intifada. Men, tilføjer de, det vil afhænge af, om kampene i Gaza dør hen i de kommende dage, efter at Israels styrker har ødelagt så godt som alle de kendte tunneler mellem Gaza og israelsk territorium – den officielle grund til Israels invasion på landjorden.

Benjamin Netanyahu er presset af en israelsk offentlighed, hvor mere en 90 procent mener, at Israel skal fortsætte fjendtlighederne og om nødvendigt besætte Gaza med henblik på at »gøre arbejdet færdigt en gang for alle«. Men militære briefinger af regeringens ’sikkerhedskabinet’ har overbevist Netanyahu om, at en invasion i fuld skala ikke kun vil blive uhyre blodig mod Hamas, hvis militære infrastruktur er bygget til guerillakrig i Gazas tæt befolkede terræn, men også at risikoen for tilfangetagelse af israelske soldater vil være umulig at imødegå.

Og Israel har fået en forsmag på, hvad en invasion vil indebære med tilfangetagelsen af to soldater, først en befalingsmand, Oron Shaul, i det nordlige Gaza for et par uger siden, hvor Hamas angiveligt tog ’legemsdele’ af den døde soldat med sig, og fredagens forsøg på at tage sekondløjtnant Hadar Goldin til fange ved en tunnel nær Rafah. I begge tilfælde udløstes det såkaldte ’Hannibal-direktiv’, det israelske militærs doktrin om at forhindre tilfangetagelse for enhver pris, også selvom prisen er de pågældende soldaters død.

To soldater erklæret døde

I de aktuelle tilfælde var prisen voldsomme bombardementer af Shejaiya nær Gaza by, hvor Shaul angiveligt blev taget til fange (eller hans lig bortført), og over weekenden af Rafah, hvor Hadar Goldin blev taget til fange – måske allerede død eller dødeligt såret. Målet med bombningerne var at hindre alle flugtveje i bestræbelsen på at forhindre, at de forsvundne soldater blev ført væk, som det var tilfældet med Gilad Shalit, en sergent, som blev taget til fange i 2006 og holdt som gidsel i fem år, før han blev udvekslet med over 1.000 palæstinensiske fanger.

I de to aktuelle tilfælde blev begge soldater officielt erklæret døde efter kort tid. Oron Shauls lig er ikke fundet, og han er nu opført i militærets annaler som »dræbt i kamp og begravet et ukendt sted«.

Hadar Goldin blev erklæret død, da en enhed havde gennemsøgt den tunnel, han blev ført bort gennem, efter at Hamas-militante havde angrebet hans enhed halvanden time efter, den tre døgn lange våbenhvile var trådt i kraft, og hvor to andre soldater blev dræbt. I tunnelen fandt man angiveligt både nogle af Goldins ejendele og »dele af organer«, der ved en dna-analyse viste sig at være fra hans legeme, og på den baggrund – og efter konsultation med den israelske hærs chefrabbiner og Goldins familie – blev den 23-årige officer erklæret falden i kamp. Han – eller rettere de rester af ham, der blev fundet i tunnelen – blev begravet i Jerusalem søndag eftermiddag. Om han blev dræbt af Hamas, eller om han omkom ved de israelske bombardementer, der fulgte efter tilfangetagelsen, og som har kostet over 100 palæstinensere livet, vides ikke med sikkerhed. Hamas påstår, at Goldin såvel som de militante, der bortførte ham, blev dræbt ved de israelske angreb i Rafah-området, israelerne siger, at han var hårdt såret allerede ved tilfangetagelsen, og at Hamas slog ham ihjel. I hvert fald synes det sikkert, at han faktisk er død, selvom den israelske hær er meget forsigtig med at erklære soldater for faldne, hvis der er tvivl. Umiddelbart efter hans tilfangetagelse offentliggjorde Hamas hans navn og rang, men få timer senere hævdede Hamas-repræsentanter, at de ikke kunne hverken be- eller afkræfte tilfangetagelsen, hvilket israelerne tog som en indikation på, at han var dræbt.

Baggrunden for ’Hannibal-direktivet’, der går tilbage til 1986 og blev hemmeligholdt til 2003, er, at israelske soldater ikke siden 1982 har været i kamp med regulære nationale hære, men med ikkestatslige militante, som ikke respekterer Geneve-konventionerne for krigsfanger. Ligene af israelske soldater, der er blevet taget til fange af palæstinensiske eller libanesiske guerillaer, er senere fundet skændede og mishandlede.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu