Konsolidering af kalifatet

Mens verdens opmærksomhed var rettet mod Ukraine og Gaza, erobrede den jihadistiske bevægelse Islamisk Stat (IS) en stor del af Syrien efter i juni at have erobret en stor del af det centrale Irak. Det nye kalifat, som blev udråbt den 29. juni, udvides dag for dag og dækker nu et areal, som er større end Storbritannien og bebos af lige så mange mennesker som Danmark. IS har etableret sig som den dominerende kraft i oppositionen i Syrien ved at nedkæmpe al-Qaedas officielle partner, Jabhat al-Nusra, i den olierige Deir Ezzor-provins og henrette den lokale leder, da han forsøgte at flygte.

I det nordlige Syrien bruger omkring 5.000 IS-krigere kampvogne og artilleri, som de har erobret fra den irakiske hær i Mosul, til at belejre en halv million kurdere i enklaven ved Kobani nær grænsen til Tyrkiet. I det centrale Syrien, nær Palmyra, erobrede IS et af landets største gasfelter, al-Sha’er, med et overraskelsesangreb, der dræbte omkring 300 soldater og civile. Efter flere modangreb generobrede syriske regeringstropper gasfeltet, men IS har stadig kontrol over det meste af Syriens olie- og gasproduktion. Kalifatet er måske nok fattigt og isoleret, men kontrollen med oliekilder og vigtige veje giver en stabil indkomst ud over krigsplyndringerne.

Dårlige nyheder

Den nye stats fødsel er den mest radikale ændring af Mellemøstens politiske geografi siden Sykes-Picot-aftalen, som blev gennemført i kølvandet på Første Verdenskrig. Men den eksplosive udvikling skabte længe overraskende lidt bekymring internationalt. Politikere og diplomater har en tendens til at behandle IS, som om det er et beduinparti, der laver dramatiske fremstød fra ørkenen, vinder spektakulære sejre og derefter trækker sig tilbage til sine højborge uden at have ændret status quo væsentligt. Det scenarie bliver stadig mindre sandsynligt, efterhånden som IS konsoliderer sit greb om nye erobringer i et område, der snart kan strække sig fra Iran til Middelhavet.

At kalifatet så hurtigt og overraskende er blevet en realitet, får ledere i såvel Vesten som regionen til at håbe på, at IS’ sammenbrud vil ske lige så pludseligt og hurtigt. Alt tyder på, at det er ønsketænkning, og at tendensen går i en anden retning: IS’ modstandere bliver svagere og mindre modstandsdygtige; i Irak viser hæren ingen tegn på at være ved at komme sig over sine tidligere nederlag og har ikke sat et eneste vellykket modangreb ind; i Syrien er de andre oppositionsgrupper, herunder erfarne krigere fra al-Nusra og Ahrar al-Sham, demoraliserede og i opløsning efter at være blevet klemt mellem IS og præsident Bashar al-Assad. Karen Koning Abuzayd, et medlem af FN’s undersøgelseskommission i Syrien, siger, at flere og flere syriske oprørere går over til IS:

»De kan se, at det er bedre. De er stærke og vinder slagene. De erobrer land, har penge og kan tilbyde kamptræning.«

Det er dårlige nyheder for regeringen, som knap nok formåede at holde stand under angreb i 2012 og 2013 fra oprørere, der var dårligere trænet, organiseret og bevæbnet end IS. Den vil få virkelig svært ved at forhindre kalifatets tropper i at rykke videre mod vest.

Dysfunktionel hær

Mosuls fald den 10. juni spredte skræk og rædsel i Bagdad, da folk indså, at lastbiler fyldt med IS’ bevæbnede mænd, kun var en times kørsel væk. Men i stedet for at angribe Bagdad tog IS det meste af Anbar, den store sunnimuslimske provins i det vestlige Irak på begge sider af Eufrat-floden. I Bagdad, hvor de fleste af de syv mio. indbyggere er shiitter, ved folk godt, hvad de skal forvente, hvis IS erobrer byen. Men de glæder sig over, at ulykken ikke er sket endnu.

»Vi blev skræmt af den militære katastrofe, men her i Bagdad har vi vænnet os til kriser i løbet af de seneste 35 år,« siger en kvinde.

I byen Dohuk i det nordlige Irak befinder der sig 200.000-300.000 internt fordrevne irakiske flygtninge og derudover 100.000 syriske flygtninge.

Adam Ferguson

Selv om IS står ved byporten, fortsætter de irakiske politikere med at lave intriger i et langsommeligt forsøg på at udskifte premierminister Nouri al-Maliki:

»Det er virkelig surrealistisk,« siger en tidligere irakisk minister, »når man snakker med en hvilken som helst politisk leder i Bagdad, taler de, som om de ikke lige havde mistet halvdelen af landet.«

Frivillige måtte drage til fronten efter en fatwa fra storayatollahen Ali al-Sistani, Iraks mest indflydelsesrige shiamuslimske gejstlige. Men disse militsfolk strømmer nu tilbage til deres hjem og klager over, at de blev udsultet, måtte bruge deres egne våben og købe deres egen ammunition. Det eneste større modangreb, som Iraks hær og den nydannede shiamuslimske milits har forsøgt, var et katastrofalt fremstød mod Tikrit den 15. juli, som faldt i baghold og blev tvunget på tilbagetog med store tab. Der er ingen tegn på, at den irakiske hær er blevet mindre dysfunktionel:

»De brugte kun én helikopter til at støtte tropperne i Tikrit,« siger den tidligere minister, »så jeg spekulerer på, hvad der mon er sket med de 140 helikoptere, den irakiske stat har købt i de seneste år.«

Bestikkelse til begge parter

Pengene til de resterende 139 helikoptere blev sandsynligvis simpelthen stjålet. Der er andre gennemkorrupte stater i verden, men kun få har olieindtægter på 100 mia. dollar om året at stjæle af. Mange embedsmænds eneste formål har længe været at få de størst mulige returkommissioner, og de har ikke taget sig af, at jihadisterne gjorde det samme. Jeg mødte en tyrkisk forretningsmand i Bagdad, som fortalte, at han i de seneste år havde haft en stor entreprise i Mosul. Den lokale emir eller leder af IS, der dengang var kendt som ’al-Qaeda i Irak’, krævede 500.000 dollar om måneden i beskyttelsespenge fra firmaet:

»Jeg klagede igen og igen til regeringen i Bagdad,« sagde forretningsmanden, »men de gjorde ikke andet end at sige, at jeg bare kunne lægge de penge, jeg betalte til al-Qaeda, oven i den aftalte pris.«

Emiren blev hurtigt dræbt, og hans efterfølger krævede, at beskyttelsespengene blev øget til en mio. dollar om måneden. Forretningsmanden nægtede at betale, og en af hans irakiske medarbejdere blev dræbt. Han trak sit personale og virksomhedens udstyr tilbage til Tyrkiet:

»Senere fik jeg besked fra al-Qaeda om, at prisen nu igen var nede på 500.000 dollar, og at jeg kunne komme tilbage,« fortalte han. Det skete et stykke tid inden IS’ erobring af byen.

Men Iraks shiamuslimske flertal sætter sin lid til to overbevisninger, som – hvis de er sande – betyder, at den nuværende situation ikke er så farlig, som den ser ud. De hævder, at Iraks sunnimuslimer gør oprør, og at IS’ krigere kun er stormtropperne eller fortroppen i en opstand, som er fremprovokeret af Malikis fjendtlige politik over for sunnier. Når han bliver udskiftet – hvilket næsten helt sikkert vil ske – vil regeringen i Bagdad tilbyde sunnierne en ny aftale om magtdeling med regional autonomi, som svarer til den, kurderne har. Så vil de sunnimuslimske stammer, tidligere officerer i militæret og medlemmer af Baath-partiet, som har ladet IS tage teten i det sunnimuslimske oprør, vende sig mod deres blodtørstige allierede. Shiamuslimer på alle niveauer ignorerer alle tegn på det modsatte og sætter deres lid til, at IS er svag og nemt kan kasseres af de moderate sunnier, når de har nået deres mål. Som en shiamuslim sagde til mig:

»Jeg spekulerer på, om IS overhovedet findes.«

Kurdernes skyld

Desværre findes IS ikke blot, men det er også en effektiv og hensynsløs organisation, som ikke har til hensigt at lade sig forråde af sine sunnimuslimske allierede. I Mosul krævede den, at alle oprørskrigere enten skulle sværge troskab til kalifatet eller smide våbnene. I slutningen af juni og begyndelsen af juli tilbageholdt de 15-20 officerer fra Saddam Husseins tid, herunder to generaler. Grupper, som havde hængt billeder op af Saddam, fik besked på at fjerne dem eller tage følgerne:

»Det virker usandsynligt, at resten af den militære opposition blandt sunnimuslimer vil være i stand til at bekæmpe IS med succes,« siger Aymenn al-Tamimi, som er ekspert i jihadister, og fortsætter: »Hvis de skal gøre det, er de nødt til at handle hurtigt, inden IS bliver for stærk.«

Han peger på, at angiveligt mere moderate sunnimuslimer heller intet havde gjort for at forhindre, at det gamle kristne samfund i Mosul blev tvunget på flugt, efter at IS havde sagt, at de enten kunne konvertere til islam, betale en særskat eller blive dræbt. Medlemmer af andre sekter og etniske grupper – der betegnes som shiitter eller polyteister – bliver forfulgt, fængslet og myrdet. Den øvrige opposition er ved at forpasse muligheden for at kunne udfordre og nedkæmpe IS.

Irakiske shiitter giver en anden forklaring på, hvorfor deres hær gik i opløsning: Den fik stukket en kniv i ryggen af kurderne. I forsøget på at skyde skylden på andre har Maliki sagt, at den kurdiske hovedstad Erbil »er hovedkvarteret for IS, Baath-partiet, al-Qaeda og terrorister«. Det tror mange shiamuslimer på: Sikkerhedsstyrkerne – som på papiret består af 350.000 soldater og 650.000 politifolk – svigtede, fordi de blev forrådt, og ikke fordi de ikke ville slås. En iraker fortalte mig, at han havde deltaget i et måltid under ramadanen, hvor »hundredvis af shiamuslimer, især læger og ingeniører, godtog kniven i ryggen-teorien som forklaring på, hvad der gik galt«.

Samarbejdet med kurderne er vigtigt, fordi det gør det umuligt at gøre fælles front mod IS. Den kurdiske leder, Massoud Barzani, benyttede sig af den irakiske hærs flugt til at erobre alle de områder, herunder byen Kirkuk, som kurdere og arabere har været i strid om siden 2003. Han har nu en næsten 1.000 kilometer lang grænse til fælles med kalifatet og er dermed en oplagt allieret for regeringen i Bagdad, der til dels består af kurdere. Ved at gøre kurderne til syndebukke sørger Maliki dog for, at shiamuslimerne ikke får allierede i kampen mod IS i tilfælde af et nyt angreb på Bagdad. IS og deres sunnimuslimske allierede er blevet overraskede over den ... ... irakiske regerings militære svaghed. De vil næppe stille sig tilfreds med regionalt selvstyre i de sunnimuslimske provinser, flere arbejdspladser og en større andel af olieindtægterne. Opstanden har udviklet sig til en modrevolution med magten over hele Irak som mål.

Slut på shia-dominans

I øjeblikket hersker der en underlig krigsstemning i Bagdad – som i London eller Paris i slutningen af 1939 eller i begyndelsen af 1940, og af de samme grunde. Folk havde frygtet en kamp om hovedstaden efter Mosuls fald, men det er ikke sket endnu, og optimister håber, at det ikke vil ske. Livet i Bagdad er blevet mindre komfortabelt end før med blot fire timers elektricitet på nogle dage, men krigen er i det mindste endnu ikke nået til byens centrum. Ikke desto mindre er der risiko for en form for militært angreb, direkte eller indirekte, hvis IS konsoliderer sin kontrol over de netop erobrede områder. IS betragter sine sejre som udtryk for guds vilje og vil hellere dræbe eller fordrive shiitter end at forhandle med dem, som man har set i Mosul. Nogle shiamuslimske ledere går måske ud fra, at USA eller Iran vil gribe ind for at redde Bagdad, men begge lande vil helst ikke vove sig ud i den irakiske sump og støtte en dysfunktionel regering.

Iraks shiamuslimske ledere har ikke erkendt, at deres dominans over den irakiske stat, der opstod som følge af USA’s invasion, er ved at være slut. Sådan er det gået på grund af deres egen inkompetence og korruption, og fordi den sunnimuslimske opstand i Syrien i 2011 har destabiliseret den sekteriske magtbalance i Irak.

Tre år senere kan IS’ sejre i Irak bryde den militære stilstand i Syrien. Assad er langsomt gået til modangreb på en svækket opposition. I Damaskus og hovedstadens forstæder, i Qalamoun-bjergene langs den libanesiske grænse og i Homs er regeringsstyrkerne rykket langsomt frem og er tæt på at omringe den store oprørsenklave i Aleppo. Men Assads kamptropper er svage på jorden, er nødt til at undgå store tab og har kun styrke til at kæmpe på én front ad gangen. Regeringens taktik går ud på at ødelægge de områder, som oprørerne kontrollerer, med artilleriild og tøndebomber fra helikoptere, tvinge befolkningen på flugt, omringe ruinhoben og så tvinge oprørerne til at overgive sig.

Men et større antal velbevæbnede IS-krigere, som lige har oplevet en succes, vil være en ny og farlig udfordring for Assad. IS indtog to vigtige garnisoner i det østlige Syrien i slutningen af juli. En konspirationsteori om, at IS og Assad står i ledtog med hinanden, som har været meget populær blandt andre syriske oprørere og vestlige diplomater, har vist sig at være falsk.

IS kan meget vel vælge at rykke frem mod Aleppo i stedet for Bagdad. Det er et nemmere mål og vil næppe fremprovokere den samme internationale reaktion. Det ville stille Vesten og de allierede i regionen – Saudi-Arabien, Qatar og Tyrkiet – i et dilemma: Deres officielle politik er at slippe af med Assad, men nu er IS den næststørste militærmagt i Syrien. Hvis Assad falder, står IS i en god position til at udfylde tomrummet. Ligesom de shiamuslimske ledere i Bagdad har USA og landets allierede reageret på IS’ fremgang ved at søge tilflugt i drømmeland. De foregiver at være ved at skabe en tredjepart bestående af moderate syriske oprørere, som skal bekæmpe både Assad og IS, men privat indrømmer vestlige diplomater, at denne gruppe kun eksisterer i nogle få betrængte lommer. Aymenn al-Tamimi bekræfter, at denne vestligt støttede opposition »bliver svagere og svagere«. Han mener ikke, at det vil gøre stor forskel, hvis de bliver forsynet med flere våben.

Saudisk kovending

Jordan, som er under pres fra USA og Saudi-Arabien, menes at være affyringsrampe for denne risikable indsats, men er ved at få kolde fødder.

»Jordan er bange for IS,« siger en jordansk embedsmand i Amman, »de fleste jordanere håber, at Assad vinder krigen.« Han siger, at Jordan kæmper med at håndtere et stort antal syriske flygtninge, »som svarer til, hvis hele Mexicos befolkning på ét år flyttede til USA«.

IS’ og de andre syriske og irakiske sunnimuslimske jihadbevægelsers ’plejeforældre’ er Saudi-Arabien, Golfstaterne og Tyrkiet. Det betyder ikke, at jihadisterne ikke har stærke lokale rødder, men de har fået afgørende støtte fra andre sunnimuslimske kræfter. Hjælpen fra Saudi-Arabien og Qatar har primært været økonomisk, som regel gennem private donationer, hvilket ifølge Richard Dearlove, den tidligere chef for den britiske efterretningstjeneste MI6, var afgørende for IS’ overtagelse af de sunnimuslimske provinser i det nordlige Irak:

»Sådan noget sker ikke spontant.«

I en tale i London i juli sagde han, at den saudiske politik over for jihadisterne har to modstridende motiver: Frygten for jihadister i Saudi-Arabien og på den anden side ønsket om at bruge dem mod shiamuslimske kræfter i udlandet. Han sagde, at saudierne er »dybt tiltrukket af enhver oprørsbevægelse, som effektivt kan udfordre shiismen«.

Det er usandsynligt, at alle sunnier i Irak ville have bakket IS op uden den støtte, som Saudi-Arabien direkte eller indirekte har givet til mange sunnimuslimske bevægelser. Det samme gælder for Syrien, hvor prins Bandar bin Sultan, Saudi-Arabiens tidligere ambassadør i Washington og leder af den saudiske efterretningstjeneste fra 2012 til februar 2014, gjorde alt for at støtte jihadisterne. Nu er saudierne skræmt over, hvad de har været med til at skabe, og de har foretaget en kovending, så jihadister på vej til Syrien og Irak nu bliver arresteret, men måske er det for sent. Saudiske jihadister bryder sig ikke om kongefamilien. Den 23. juli gik IS til angreb på en af den syriske hærs sidste højborge i den nordlige provins Raqqa. Det begyndte med en selvmordsbilbombe. Bilen blev kørt af en saudiaraber ved navn Khatab al-Najdi, som havde klistret billeder af tre kvindelige indsatte i saudiske fængsler på vinduerne – den ene, Hila al-Kasir, var hans niece.

Tyrkiet holdt grænsen åben

Tyrkiets har spillet en anderledes, men ikke mindre vigtig rolle end Saudi-Arabiens i opbygningen af IS og andre jihad-grupper. Det vigtigste har været at holde den 820 km lange grænse til Syrien åben. Det har givet IS, al-Nusra og andre oprørsgrupper en sikker base for soldater og våben. Grænseovergangene har været de mest omstridte steder under oprørernes ’borgerkrig i borgerkrigen’. De fleste udenlandske jihadister er rejst gennem Tyrkiet på deres vej til Syrien og Irak. Det er svært at få præcise tal, men Marokkos indenrigsministerium sagde for nylig, at 1.122 marokkanske jihadister er rejst ind i Syrien – herunder 900 i 2013, hvoraf 200 er blevet dræbt. Iraks sikkerhedsstyrker har mistanke om, at Tyrkiets militære efterretningstjeneste kan have været stærkt involveret i at hjælpe IS, da organisationen blev gendannet i 2011. Ifølge rapporter fra den tyrkiske grænse er IS ikke længere velkommen, men med den irakiske hærs våben og syriske oliebrønde og gasfelter har de ikke længere så meget brug for hjælp udefra.

For USA, Storbritannien og andre vestlige lande er IS’ succes og kalifatet den ultimative katastrofe. Uanset hvad målet var med invasionen af Irak i 2003 og bestræbelserne på at slippe af med Assad i Syrien siden 2011, så var det i hvert fald ikke oprettelsen af en islamistisk stat i det nordlige Irak og Syrien, som bliver styret af en organisation, der er meget større og mere velorganiseret end Osama bin Ladens al-Qaeda.

Krigen mod terror, som har medført indskrænkelser af borgerlige frihedsrettigheder og kostet flere hundrede mia. dollar, er slået helt fejl. Troen på, at IS kun er interesseret i kampe »muslimer imellem«, er endnu et udtryk for ønsketænkning. IS har vist vilje til at bekæmpe enhver, der ikke tilslutter sig dens fordomsfulde, fundamentalistiske og voldelige variant af islam. IS adskiller sig fra al-Qaeda ved at være en veldrevet militærorganisation, der omhyggeligt udvælger sine mål og det optimale tidspunkt at angribe på.

Mange i Bagdad håber, at IS’ udskejelser – f.eks. at sprænge helligdomme som Younis-moskeen i Mosul i luften – vil fremmedgøre sunnierne. Det kan godt ske på sigt, men det er meget farligt at gøre modstand mod IS, og selv om organisationen er brutal, har den trods alt givet det forfulgte sunnimuslimske mindretal en sejr.

Selv sunnierne i Mosul, der ikke bryder sig om IS, frygter, at en hævngerrig irakisk regering, som er domineret af shiitter, vender tilbage. Hidtil har Bagdads reaktion på nederlaget været at bombe Mosul og Tikrit tilfældigt, så de lokale ikke kan være i tvivl om, at regeringen er ligeglad med deres trivsel og overlevelse. Frygten vil ikke forsvinde, selv om Maliki skulle blive erstattet af en mere forsonlig premierminister.

En sunnimuslim i Mosul, som skrev til mig, lige efter at et af regeringens missiler havde ramt byen, fortæller:

»Malikis styrker har allerede ødelagt universitetet i Tikrit. Det er blevet til en bunke murbrokker ligesom resten af byen. Hvis Maliki når frem til os i Mosul, vil han dræbe lokalbefolkningen eller gøre den til flygtninge. Bed for os.«

Det er et almindeligt synspunkt, som gør det mindre sandsynligt, at sunnierne vil yde IS og kalifatet modstand.

En ny og skræmmende stat er født.

Safin Hamid

Dette er en redigeret udgave af en artikel, der oprindeligt blev bragt i The London Review of Books den 1. august 2014. Artiklen er skrevet af The Independents erfarne og prisbelønnede reporter i Irak, Patrick Cockburn, der har været mellemøstkorrespondent siden 1979 og bl.a. på nært hold fulgt Irak-krigen fra 2003. Teksten er skrevet kort før den seneste optrapning i det nordlige Irak med USA’s luftbombardementer af IS-stillinger.

Oversat af Mads Frese. © London Review of Books og Information