Læsetid: 15 min.

Konsolidering af kalifatet

Hidtil har irakiske politikere og internationale diplomater behandlet IS-bevægelsen som et beduinparti, der vinder spektakulære sejre, men uden at ændre ved status quo. Nu har opstanden imidlertid udviklet sig til en regulær modrevolution
Tusindvis af yazidier og kristne er på flugt fra IS-bevægelsen. Mange forsøger at komme ind i den kurdiske del af Irak

Tusindvis af yazidier og kristne er på flugt fra IS-bevægelsen. Mange forsøger at komme ind i den kurdiske del af Irak

Adam Ferguson

11. august 2014

Mens verdens opmærksomhed var rettet mod Ukraine og Gaza, erobrede den jihadistiske bevægelse Islamisk Stat (IS) en stor del af Syrien efter i juni at have erobret en stor del af det centrale Irak. Det nye kalifat, som blev udråbt den 29. juni, udvides dag for dag og dækker nu et areal, som er større end Storbritannien og bebos af lige så mange mennesker som Danmark. IS har etableret sig som den dominerende kraft i oppositionen i Syrien ved at nedkæmpe al-Qaedas officielle partner, Jabhat al-Nusra, i den olierige Deir Ezzor-provins og henrette den lokale leder, da han forsøgte at flygte.

I det nordlige Syrien bruger omkring 5.000 IS-krigere kampvogne og artilleri, som de har erobret fra den irakiske hær i Mosul, til at belejre en halv million kurdere i enklaven ved Kobani nær grænsen til Tyrkiet. I det centrale Syrien, nær Palmyra, erobrede IS et af landets største gasfelter, al-Sha’er, med et overraskelsesangreb, der dræbte omkring 300 soldater og civile. Efter flere modangreb generobrede syriske regeringstropper gasfeltet, men IS har stadig kontrol over det meste af Syriens olie- og gasproduktion. Kalifatet er måske nok fattigt og isoleret, men kontrollen med oliekilder og vigtige veje giver en stabil indkomst ud over krigsplyndringerne.

Dårlige nyheder

Den nye stats fødsel er den mest radikale ændring af Mellemøstens politiske geografi siden Sykes-Picot-aftalen, som blev gennemført i kølvandet på Første Verdenskrig. Men den eksplosive udvikling skabte længe overraskende lidt bekymring internationalt. Politikere og diplomater har en tendens til at behandle IS, som om det er et beduinparti, der laver dramatiske fremstød fra ørkenen, vinder spektakulære sejre og derefter trækker sig tilbage til sine højborge uden at have ændret status quo væsentligt. Det scenarie bliver stadig mindre sandsynligt, efterhånden som IS konsoliderer sit greb om nye erobringer i et område, der snart kan strække sig fra Iran til Middelhavet.

At kalifatet så hurtigt og overraskende er blevet en realitet, får ledere i såvel Vesten som regionen til at håbe på, at IS’ sammenbrud vil ske lige så pludseligt og hurtigt. Alt tyder på, at det er ønsketænkning, og at tendensen går i en anden retning: IS’ modstandere bliver svagere og mindre modstandsdygtige; i Irak viser hæren ingen tegn på at være ved at komme sig over sine tidligere nederlag og har ikke sat et eneste vellykket modangreb ind; i Syrien er de andre oppositionsgrupper, herunder erfarne krigere fra al-Nusra og Ahrar al-Sham, demoraliserede og i opløsning efter at være blevet klemt mellem IS og præsident Bashar al-Assad. Karen Koning Abuzayd, et medlem af FN’s undersøgelseskommission i Syrien, siger, at flere og flere syriske oprørere går over til IS:

»De kan se, at det er bedre. De er stærke og vinder slagene. De erobrer land, har penge og kan tilbyde kamptræning.«

Det er dårlige nyheder for regeringen, som knap nok formåede at holde stand under angreb i 2012 og 2013 fra oprørere, der var dårligere trænet, organiseret og bevæbnet end IS. Den vil få virkelig svært ved at forhindre kalifatets tropper i at rykke videre mod vest.

Dysfunktionel hær

Mosuls fald den 10. juni spredte skræk og rædsel i Bagdad, da folk indså, at lastbiler fyldt med IS’ bevæbnede mænd, kun var en times kørsel væk. Men i stedet for at angribe Bagdad tog IS det meste af Anbar, den store sunnimuslimske provins i det vestlige Irak på begge sider af Eufrat-floden. I Bagdad, hvor de fleste af de syv mio. indbyggere er shiitter, ved folk godt, hvad de skal forvente, hvis IS erobrer byen. Men de glæder sig over, at ulykken ikke er sket endnu.

»Vi blev skræmt af den militære katastrofe, men her i Bagdad har vi vænnet os til kriser i løbet af de seneste 35 år,« siger en kvinde.

I byen Dohuk i det nordlige Irak befinder der sig 200.000-300.000 internt fordrevne irakiske flygtninge og derudover 100.000 syriske flygtninge.

Adam Ferguson

Selv om IS står ved byporten, fortsætter de irakiske politikere med at lave intriger i et langsommeligt forsøg på at udskifte premierminister Nouri al-Maliki:

»Det er virkelig surrealistisk,« siger en tidligere irakisk minister, »når man snakker med en hvilken som helst politisk leder i Bagdad, taler de, som om de ikke lige havde mistet halvdelen af landet.«

Frivillige måtte drage til fronten efter en fatwa fra storayatollahen Ali al-Sistani, Iraks mest indflydelsesrige shiamuslimske gejstlige. Men disse militsfolk strømmer nu tilbage til deres hjem og klager over, at de blev udsultet, måtte bruge deres egne våben og købe deres egen ammunition. Det eneste større modangreb, som Iraks hær og den nydannede shiamuslimske milits har forsøgt, var et katastrofalt fremstød mod Tikrit den 15. juli, som faldt i baghold og blev tvunget på tilbagetog med store tab. Der er ingen tegn på, at den irakiske hær er blevet mindre dysfunktionel:

»De brugte kun én helikopter til at støtte tropperne i Tikrit,« siger den tidligere minister, »så jeg spekulerer på, hvad der mon er sket med de 140 helikoptere, den irakiske stat har købt i de seneste år.«

Bestikkelse til begge parter

Pengene til de resterende 139 helikoptere blev sandsynligvis simpelthen stjålet. Der er andre gennemkorrupte stater i verden, men kun få har olieindtægter på 100 mia. dollar om året at stjæle af. Mange embedsmænds eneste formål har længe været at få de størst mulige returkommissioner, og de har ikke taget sig af, at jihadisterne gjorde det samme. Jeg mødte en tyrkisk forretningsmand i Bagdad, som fortalte, at han i de seneste år havde haft en stor entreprise i Mosul. Den lokale emir eller leder af IS, der dengang var kendt som ’al-Qaeda i Irak’, krævede 500.000 dollar om måneden i beskyttelsespenge fra firmaet:

»Jeg klagede igen og igen til regeringen i Bagdad,« sagde forretningsmanden, »men de gjorde ikke andet end at sige, at jeg bare kunne lægge de penge, jeg betalte til al-Qaeda, oven i den aftalte pris.«

Emiren blev hurtigt dræbt, og hans efterfølger krævede, at beskyttelsespengene blev øget til en mio. dollar om måneden. Forretningsmanden nægtede at betale, og en af hans irakiske medarbejdere blev dræbt. Han trak sit personale og virksomhedens udstyr tilbage til Tyrkiet:

»Senere fik jeg besked fra al-Qaeda om, at prisen nu igen var nede på 500.000 dollar, og at jeg kunne komme tilbage,« fortalte han. Det skete et stykke tid inden IS’ erobring af byen.

Men Iraks shiamuslimske flertal sætter sin lid til to overbevisninger, som – hvis de er sande – betyder, at den nuværende situation ikke er så farlig, som den ser ud. De hævder, at Iraks sunnimuslimer gør oprør, og at IS’ krigere kun er stormtropperne eller fortroppen i en opstand, som er fremprovokeret af Malikis fjendtlige politik over for sunnier. Når han bliver udskiftet – hvilket næsten helt sikkert vil ske – vil regeringen i Bagdad tilbyde sunnierne en ny aftale om magtdeling med regional autonomi, som svarer til den, kurderne har. Så vil de sunnimuslimske stammer, tidligere officerer i militæret og medlemmer af Baath-partiet, som har ladet IS tage teten i det sunnimuslimske oprør, vende sig mod deres blodtørstige allierede. Shiamuslimer på alle niveauer ignorerer alle tegn på det modsatte og sætter deres lid til, at IS er svag og nemt kan kasseres af de moderate sunnier, når de har nået deres mål. Som en shiamuslim sagde til mig:

»Jeg spekulerer på, om IS overhovedet findes.«

Kurdernes skyld

Desværre findes IS ikke blot, men det er også en effektiv og hensynsløs organisation, som ikke har til hensigt at lade sig forråde af sine sunnimuslimske allierede. I Mosul krævede den, at alle oprørskrigere enten skulle sværge troskab til kalifatet eller smide våbnene. I slutningen af juni og begyndelsen af juli tilbageholdt de 15-20 officerer fra Saddam Husseins tid, herunder to generaler. Grupper, som havde hængt billeder op af Saddam, fik besked på at fjerne dem eller tage følgerne:

»Det virker usandsynligt, at resten af den militære opposition blandt sunnimuslimer vil være i stand til at bekæmpe IS med succes,« siger Aymenn al-Tamimi, som er ekspert i jihadister, og fortsætter: »Hvis de skal gøre det, er de nødt til at handle hurtigt, inden IS bliver for stærk.«

Han peger på, at angiveligt mere moderate sunnimuslimer heller intet havde gjort for at forhindre, at det gamle kristne samfund i Mosul blev tvunget på flugt, efter at IS havde sagt, at de enten kunne konvertere til islam, betale en særskat eller blive dræbt. Medlemmer af andre sekter og etniske grupper – der betegnes som shiitter eller polyteister – bliver forfulgt, fængslet og myrdet. Den øvrige opposition er ved at forpasse muligheden for at kunne udfordre og nedkæmpe IS.

Irakiske shiitter giver en anden forklaring på, hvorfor deres hær gik i opløsning: Den fik stukket en kniv i ryggen af kurderne. I forsøget på at skyde skylden på andre har Maliki sagt, at den kurdiske hovedstad Erbil »er hovedkvarteret for IS, Baath-partiet, al-Qaeda og terrorister«. Det tror mange shiamuslimer på: Sikkerhedsstyrkerne – som på papiret består af 350.000 soldater og 650.000 politifolk – svigtede, fordi de blev forrådt, og ikke fordi de ikke ville slås. En iraker fortalte mig, at han havde deltaget i et måltid under ramadanen, hvor »hundredvis af shiamuslimer, især læger og ingeniører, godtog kniven i ryggen-teorien som forklaring på, hvad der gik galt«.

Samarbejdet med kurderne er vigtigt, fordi det gør det umuligt at gøre fælles front mod IS. Den kurdiske leder, Massoud Barzani, benyttede sig af den irakiske hærs flugt til at erobre alle de områder, herunder byen Kirkuk, som kurdere og arabere har været i strid om siden 2003. Han har nu en næsten 1.000 kilometer lang grænse til fælles med kalifatet og er dermed en oplagt allieret for regeringen i Bagdad, der til dels består af kurdere. Ved at gøre kurderne til syndebukke sørger Maliki dog for, at shiamuslimerne ikke får allierede i kampen mod IS i tilfælde af et nyt angreb på Bagdad. IS og deres sunnimuslimske allierede er blevet overraskede over den ... ... irakiske regerings militære svaghed. De vil næppe stille sig tilfreds med regionalt selvstyre i de sunnimuslimske provinser, flere arbejdspladser og en større andel af olieindtægterne. Opstanden har udviklet sig til en modrevolution med magten over hele Irak som mål.

Slut på shia-dominans

I øjeblikket hersker der en underlig krigsstemning i Bagdad – som i London eller Paris i slutningen af 1939 eller i begyndelsen af 1940, og af de samme grunde. Folk havde frygtet en kamp om hovedstaden efter Mosuls fald, men det er ikke sket endnu, og optimister håber, at det ikke vil ske. Livet i Bagdad er blevet mindre komfortabelt end før med blot fire timers elektricitet på nogle dage, men krigen er i det mindste endnu ikke nået til byens centrum. Ikke desto mindre er der risiko for en form for militært angreb, direkte eller indirekte, hvis IS konsoliderer sin kontrol over de netop erobrede områder. IS betragter sine sejre som udtryk for guds vilje og vil hellere dræbe eller fordrive shiitter end at forhandle med dem, som man har set i Mosul. Nogle shiamuslimske ledere går måske ud fra, at USA eller Iran vil gribe ind for at redde Bagdad, men begge lande vil helst ikke vove sig ud i den irakiske sump og støtte en dysfunktionel regering.

Iraks shiamuslimske ledere har ikke erkendt, at deres dominans over den irakiske stat, der opstod som følge af USA’s invasion, er ved at være slut. Sådan er det gået på grund af deres egen inkompetence og korruption, og fordi den sunnimuslimske opstand i Syrien i 2011 har destabiliseret den sekteriske magtbalance i Irak.

Tre år senere kan IS’ sejre i Irak bryde den militære stilstand i Syrien. Assad er langsomt gået til modangreb på en svækket opposition. I Damaskus og hovedstadens forstæder, i Qalamoun-bjergene langs den libanesiske grænse og i Homs er regeringsstyrkerne rykket langsomt frem og er tæt på at omringe den store oprørsenklave i Aleppo. Men Assads kamptropper er svage på jorden, er nødt til at undgå store tab og har kun styrke til at kæmpe på én front ad gangen. Regeringens taktik går ud på at ødelægge de områder, som oprørerne kontrollerer, med artilleriild og tøndebomber fra helikoptere, tvinge befolkningen på flugt, omringe ruinhoben og så tvinge oprørerne til at overgive sig.

Men et større antal velbevæbnede IS-krigere, som lige har oplevet en succes, vil være en ny og farlig udfordring for Assad. IS indtog to vigtige garnisoner i det østlige Syrien i slutningen af juli. En konspirationsteori om, at IS og Assad står i ledtog med hinanden, som har været meget populær blandt andre syriske oprørere og vestlige diplomater, har vist sig at være falsk.

IS kan meget vel vælge at rykke frem mod Aleppo i stedet for Bagdad. Det er et nemmere mål og vil næppe fremprovokere den samme internationale reaktion. Det ville stille Vesten og de allierede i regionen – Saudi-Arabien, Qatar og Tyrkiet – i et dilemma: Deres officielle politik er at slippe af med Assad, men nu er IS den næststørste militærmagt i Syrien. Hvis Assad falder, står IS i en god position til at udfylde tomrummet. Ligesom de shiamuslimske ledere i Bagdad har USA og landets allierede reageret på IS’ fremgang ved at søge tilflugt i drømmeland. De foregiver at være ved at skabe en tredjepart bestående af moderate syriske oprørere, som skal bekæmpe både Assad og IS, men privat indrømmer vestlige diplomater, at denne gruppe kun eksisterer i nogle få betrængte lommer. Aymenn al-Tamimi bekræfter, at denne vestligt støttede opposition »bliver svagere og svagere«. Han mener ikke, at det vil gøre stor forskel, hvis de bliver forsynet med flere våben.

Saudisk kovending

Jordan, som er under pres fra USA og Saudi-Arabien, menes at være affyringsrampe for denne risikable indsats, men er ved at få kolde fødder.

»Jordan er bange for IS,« siger en jordansk embedsmand i Amman, »de fleste jordanere håber, at Assad vinder krigen.« Han siger, at Jordan kæmper med at håndtere et stort antal syriske flygtninge, »som svarer til, hvis hele Mexicos befolkning på ét år flyttede til USA«.

IS’ og de andre syriske og irakiske sunnimuslimske jihadbevægelsers ’plejeforældre’ er Saudi-Arabien, Golfstaterne og Tyrkiet. Det betyder ikke, at jihadisterne ikke har stærke lokale rødder, men de har fået afgørende støtte fra andre sunnimuslimske kræfter. Hjælpen fra Saudi-Arabien og Qatar har primært været økonomisk, som regel gennem private donationer, hvilket ifølge Richard Dearlove, den tidligere chef for den britiske efterretningstjeneste MI6, var afgørende for IS’ overtagelse af de sunnimuslimske provinser i det nordlige Irak:

»Sådan noget sker ikke spontant.«

I en tale i London i juli sagde han, at den saudiske politik over for jihadisterne har to modstridende motiver: Frygten for jihadister i Saudi-Arabien og på den anden side ønsket om at bruge dem mod shiamuslimske kræfter i udlandet. Han sagde, at saudierne er »dybt tiltrukket af enhver oprørsbevægelse, som effektivt kan udfordre shiismen«.

Det er usandsynligt, at alle sunnier i Irak ville have bakket IS op uden den støtte, som Saudi-Arabien direkte eller indirekte har givet til mange sunnimuslimske bevægelser. Det samme gælder for Syrien, hvor prins Bandar bin Sultan, Saudi-Arabiens tidligere ambassadør i Washington og leder af den saudiske efterretningstjeneste fra 2012 til februar 2014, gjorde alt for at støtte jihadisterne. Nu er saudierne skræmt over, hvad de har været med til at skabe, og de har foretaget en kovending, så jihadister på vej til Syrien og Irak nu bliver arresteret, men måske er det for sent. Saudiske jihadister bryder sig ikke om kongefamilien. Den 23. juli gik IS til angreb på en af den syriske hærs sidste højborge i den nordlige provins Raqqa. Det begyndte med en selvmordsbilbombe. Bilen blev kørt af en saudiaraber ved navn Khatab al-Najdi, som havde klistret billeder af tre kvindelige indsatte i saudiske fængsler på vinduerne – den ene, Hila al-Kasir, var hans niece.

Tyrkiet holdt grænsen åben

Tyrkiets har spillet en anderledes, men ikke mindre vigtig rolle end Saudi-Arabiens i opbygningen af IS og andre jihad-grupper. Det vigtigste har været at holde den 820 km lange grænse til Syrien åben. Det har givet IS, al-Nusra og andre oprørsgrupper en sikker base for soldater og våben. Grænseovergangene har været de mest omstridte steder under oprørernes ’borgerkrig i borgerkrigen’. De fleste udenlandske jihadister er rejst gennem Tyrkiet på deres vej til Syrien og Irak. Det er svært at få præcise tal, men Marokkos indenrigsministerium sagde for nylig, at 1.122 marokkanske jihadister er rejst ind i Syrien – herunder 900 i 2013, hvoraf 200 er blevet dræbt. Iraks sikkerhedsstyrker har mistanke om, at Tyrkiets militære efterretningstjeneste kan have været stærkt involveret i at hjælpe IS, da organisationen blev gendannet i 2011. Ifølge rapporter fra den tyrkiske grænse er IS ikke længere velkommen, men med den irakiske hærs våben og syriske oliebrønde og gasfelter har de ikke længere så meget brug for hjælp udefra.

For USA, Storbritannien og andre vestlige lande er IS’ succes og kalifatet den ultimative katastrofe. Uanset hvad målet var med invasionen af Irak i 2003 og bestræbelserne på at slippe af med Assad i Syrien siden 2011, så var det i hvert fald ikke oprettelsen af en islamistisk stat i det nordlige Irak og Syrien, som bliver styret af en organisation, der er meget større og mere velorganiseret end Osama bin Ladens al-Qaeda.

Krigen mod terror, som har medført indskrænkelser af borgerlige frihedsrettigheder og kostet flere hundrede mia. dollar, er slået helt fejl. Troen på, at IS kun er interesseret i kampe »muslimer imellem«, er endnu et udtryk for ønsketænkning. IS har vist vilje til at bekæmpe enhver, der ikke tilslutter sig dens fordomsfulde, fundamentalistiske og voldelige variant af islam. IS adskiller sig fra al-Qaeda ved at være en veldrevet militærorganisation, der omhyggeligt udvælger sine mål og det optimale tidspunkt at angribe på.

Mange i Bagdad håber, at IS’ udskejelser – f.eks. at sprænge helligdomme som Younis-moskeen i Mosul i luften – vil fremmedgøre sunnierne. Det kan godt ske på sigt, men det er meget farligt at gøre modstand mod IS, og selv om organisationen er brutal, har den trods alt givet det forfulgte sunnimuslimske mindretal en sejr.

Selv sunnierne i Mosul, der ikke bryder sig om IS, frygter, at en hævngerrig irakisk regering, som er domineret af shiitter, vender tilbage. Hidtil har Bagdads reaktion på nederlaget været at bombe Mosul og Tikrit tilfældigt, så de lokale ikke kan være i tvivl om, at regeringen er ligeglad med deres trivsel og overlevelse. Frygten vil ikke forsvinde, selv om Maliki skulle blive erstattet af en mere forsonlig premierminister.

En sunnimuslim i Mosul, som skrev til mig, lige efter at et af regeringens missiler havde ramt byen, fortæller:

»Malikis styrker har allerede ødelagt universitetet i Tikrit. Det er blevet til en bunke murbrokker ligesom resten af byen. Hvis Maliki når frem til os i Mosul, vil han dræbe lokalbefolkningen eller gøre den til flygtninge. Bed for os.«

Det er et almindeligt synspunkt, som gør det mindre sandsynligt, at sunnierne vil yde IS og kalifatet modstand.

En ny og skræmmende stat er født.

Safin Hamid

Dette er en redigeret udgave af en artikel, der oprindeligt blev bragt i The London Review of Books den 1. august 2014. Artiklen er skrevet af The Independents erfarne og prisbelønnede reporter i Irak, Patrick Cockburn, der har været mellemøstkorrespondent siden 1979 og bl.a. på nært hold fulgt Irak-krigen fra 2003. Teksten er skrevet kort før den seneste optrapning i det nordlige Irak med USA’s luftbombardementer af IS-stillinger.

Oversat af Mads Frese. © London Review of Books og Information

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Jens Christoffersen
  • Filo Butcher
  • Toke Andersen
  • Benjamin Bach
Jens Christoffersen, Filo Butcher, Toke Andersen og Benjamin Bach anbefalede denne artikel

Kommentarer

Jens Jørn Pedersen

Der er noget at tage fat på.
Problemet er, at de lokale i stedet for at tage kampen op, så flygter de og overlader det til andre.

Peter Nielsen

Der er ikke andet for end at bombe IS sønder og sammen, når man nu ikke vil indsætte landtropper. Så må man håbe at Kurderne og den Irakiske hær kan gøre det færdigt på landjorden. Hvis ikke ender Tyrkiet 100 % med at sende tropper ind over grænsen - de skal nok få gjort kål på de ekstremister.

Ernst Petersen

Hvis bare ISIS nøjes med at angribe Assad, er der ingen, der har interesse i at bekæmpe ISIS.

Hvis ISIS i stedet vil bekæmpe kurderne, så vil USA føle sig tvunget til at stoppe dem.

Usikkerhed opstår derimod, hvis ISIS beslutter at bekæmpe al-Maliki i Bagdad. For da han ikke vil give andre end shiitter del i magten, har USA ingen interesse i at hjælpe ham. Så må han enten klare sig selv eller håbe på hjælp fra Iran.

De irakiske styrker ville ikke kæmpe mod ISIS i de sunnimuslimske områder. Dette skyldes formentlig, at de følte sig på udebane. Sådan vil de sikkert ikke have det, hvis de bliver nødt til at slås med ISIS i de shiitiske områder. Men vil de få nok ekstra kampgejst til at vinde over ISIS?

Viktor Knudsen

Ja, IS er indtil videre kun farlige i det magtvacuum der er i Mellemøsten, medmindre det lykkedes for dem at få fat i masseødelæggelsesvåben (som eksempelvis dem det ikke er lykkedes at få ud af Syrien). Tyrkiet vil pt. ikke røre ved dem, da de dels ikke er en direkte trussel, og dels "hjælper" tyrkerne med det kurdiske problem. Når det så er sagt må det betegnes som "piece of cake" hvis Tyrkiet vælger at gå ind i den nordlige del af Irak (Kurdistan), og nedkæmpe IS i det område.

Peter Nielsen

Tyrkiet støtter faktisk kurderne og har endda været positive overfor en kurdisk stat. Tyrkerne kan sagtens tøjle IS i en krig men spørgsmålet er om de kan tåle en bølge af terror i Tyrkiet.

Niels Engelsted

Bedre sent end aldrig, men når verdens politibetjent og de vestlige værdiers beskytter har været så passiv og utroligt længe om at gribe ind over for denne uhyrlige og morderiske bevægelses vækst til Islamisk stat og kalifat, skyldes det så, at Obama er muslim?

Den trykte versions kort over IS er ganske interessant fordi det siger noget andet end konsolidering : stor sårbarhed overfor en beslutsom luftbåren modstand. Det viser at det er landeveje IS-styrkerne overvejende kontrollerer. Ikke et sammenhængende område, men en række tyndt forbundne shariah -enklaver. Så længe de tilsyneladende afpatruljerer disse uden luftstøtte kan de altså aflives ovenfra ganske tilbagelænet, efter 'kill anything that moves'-princippet - sidst set benyttet i Kuwait 1991 var det vist.
Man kan så nok betvivle beslutsomheden hos deres modstandere ... Irak er vel ikke meget for at skulle smadre sin egen infrastruktur.
Nåh, Information, er i snart klar med menige proletariske danske muslim-fodtusser, der vil lægge afstand til IS med navns nævnelse og bekræfte tilstedeværelsen af det berømte moderate segment der skulle være så dominant ? Ville lune i varmen.
Bare én så ... ;-)

'Lune i varmen' ? Nåja - jeg kan jo selv le først af det så, og måske iagttage at det netop måske var det det ville så... siger vi det. Hvem ved ?

Morten Kjeldgaard

Odd, jeg har bemærket det samme, nemlig at ISIS kun behersker landeveje og bycentre. Historien er rig på eksempler af denne strategi; i tidligere tider kunne en feltherre beherske enorme landområder med få tusinde mand som bemægtigede sig og kontrolerede nogle få borge og byer. Så kontrollerer man handel, landbrugsvarer og råstoffer, man kan opkræve skatter og bestemme hvem og hvad der må færdes på vejene. Det kan fungere i et løst funderet samfund, uden stærke civile strukturer, og den fejlslagne stat Irak er netop så korrupt og uorganiseret at det kan ske der.

En tidl. australsk forsvarchef har sagt, at konflikten i mellemøsten kan vare resten af dette århundrede andre siger, at det er 30.års krigen i mellemøsten som er igang. Flere forsvarsanalyttigere siger det er 70.års post kolonial "orden" med stater i Afrika og mellemøsten som braser sammen. Demokrati, rettigheder, lov og ret, konventioner kan intet gøre -det er meningsløse begreber, da det forudsætter en stat som rammen og dermed bliver FN også irrelevant da denne forudsætter fungerede stater . Den tidl. australske forsvarchef mente vesten ville komme med modtræk mod dette kaos. Her ved vi fra historien, at står valget mellem frihed og sikkerhed -så vinder den sidste altid.

Kim Øllgaard

Det er et sammensurium af befolkningsgrupper og religioner, der findes i det område, hvor IS nu breder sig.
Risikoen for mindre grupper, der fører sig frem som IS, har derfor altid været til stede. Hvis ikke Israel var blevet oprettet, havde jøderne ikke kunnet være i området.
I øjeblikket går det ud over alle andre end tilhængere af de muslimske kræfter, der har magten.
Kristne bliver forfulgt og fordrevet, ligeledes yazidierne og shia-muslimer.
Alt dette er først og fremmest udslag af muslimsk herskertrang og ekspansion.
Og denne ekspansion, som IS står for, er støttet af vestens gode venner - Saudiarabien og Qatar, to lande, som i årevis har stået for massive overtrædelser af menneskerettighederne.
Men menneskerettigheder har selvfølgelig ingen betydning i religiøs sammenhæng - her er det gudens bud, der gælder, og som mennesket er underordnet.
Derfor bliver der aldrig fred og demokrati, hvor religionerne hersker.

Kim Øllgaard

Yazidierne har levet i det område, de nu bliver fordrevet fra, længe før kristendom og islam opstod.
Så nu kan man vel forvente, at danske fredselskende humanister foranstalter støttedemonstrationer til fordel for dem.

@ Jens Cini

Jeg er bekendt med den australske hærchefs udtalelse, og jeg er bange for, at han har ret.

I en kommentar andetsteds den 12.09.2001 skrev jeg: 'Det bliver et langt århundrede'. Intet der er sket siden, har ændret min opfattelse, tværtimod. Situationen er blevet noget værre i mellemtiden.
Kaplans bog 'The Coming Anarcy' fra 2000 bliver i stigende grad til virkelighed.

Og hvor er Europa så? Ingen steder - eller rettere på ferie, som denne kommentar i dagens Die Welt omtaler:

http://www.zeit.de/politik/ausland/2014-08/europa-ukraine-russland

På den anden side - hvad kan Europa gøre? En aldrende og uddøende befolkning der åbenbart helst vil have lov at være i fred, og håbe på at stormen driver udenom, medens den afsværgende mumler om menneskerettigheder, respekt og rettigheder, som ingen andre tager alvorligt, Kan og vil Europa andet? Næppe.

Ole Olesen
Jeg er bekendt med Robert Kaplan "The Coming Anarchy". Jeg har været med til, at introducere han hans forfatterskab i Danmark med en danske oversættelse af ; "Was Democracy just a moment?" i et konservativt det tidsskrift "Nomos" . Der er rigtigt meget litteratur om det sammenbrud som er igang. Bag ved "Failed states" er der i regelen også "failed cultures" . Et mellemøstlig eller Afrikansk kultur vil aldrig kunne få en moderne stat til, at virke pga. en lav tillidskultur. Staten som en ramme for demokrati og ret som vi kender det er sikkert kun begrænset til vesten og dele af Asien. Jeg tror, pt at hvis vestlige politikere ikke vågne op vil det stå mere store legitimitetsproblemer som kan få andre aktører på banen. Hvis man ser på f.eks Frankrig idag er der 300-500 områder hvor staten ikke kan håndhæve sig suværenitet om 10.år vil dette være mere udtalt. Staten har også svært ved,at rekruterer folk som lærere mm. til disse indvandrerområder. Fransk militær ved godt, at "internationale konventioner" er en fiktion fordi staten i 3.verden virker ikke og kommer nok aldrig til det og de eneste der sker er en opløsning af Frankrig og Europa. Jeg tror militæret og 10.år kan gå til statskup og fylde det magttomrum ud som drømmende politikere har lavet. Det er ekstremt bekymrende udvikling som er igang.

Jens Cini:

Jeg er enig.

M.h.t. til demokrati og dets problemer, kunne dette link med artikel af Jørgen Ørstrøm-Møller måske være af din interesse:

http://www.todayonline.com/commentary/when-democracies-fail-deliver

Når et demokratis politikere, som hos os, er blevet reduceret til et sammenrend af populister, demagoger og 'halvstuderede elevrådsformænd', så har man et problem. Et stor et, på længere sigt.

Det er bemærkelsesværdigt at et land som Kina officielt ikke er totalt afvisende over for en form for demokrati (vi har jo også kun en 'form' herfor). At man åbent tør bringe emnet til diskussion, viser flg. link til en artikel i Folkets Dagblad:

http://english.people.com.cn/business/8505493.html

Flere artikler i bladet, eller China Daily, kan indhentes ved at søge på 'democracy'.

Jeg har svært ved at se Europas fremtid senere i dette århundrede, men jeg tror, at man i Østasien, herunder Kina, vil se former for demokrati blive til, som er tilpasset deres kultur, som vi har set i Japan, og som vi allerede ser spirene til i Sydkorea, Taiwan og Thailand, om end de har deres tilpasningsproblemer og vanskeligheder.

Ole Olsen
Jeg tror også Asien har en mere demokratisk fremtid end vesten. Bare se på invasionerne i Irak og Afganistan. Mange var utroligt skeptiske heri blandt over 30 amerikanske generaler og nu viser det som også store dele af efteretningstjernesterne. Folk i den Israelske efterretningstjeneste sagde en fjernelse af Saddam ville svarer til man fjerde Tito med magt -det ville være en katalysator for en borgerkrig. Jeg husker Fogh som sagde, at "vi skulle ikke komme, at sige, at Irakkerne ikke fortjerte demokrati" underforstået man var en art racist hvis man ikke troede på demokrati kunne virke i et etnisk fragmenteret klansamfund som også var muslimsk. Tilbage i 1992 ved den amerikansk intervention i Somalia sagde nogle af styrkerne, at de kom med demokrati -det til et samfund med over 20 revalisende klaner! Den engelske filosof John Gray som om dette, at hvis et demokrati kunne tro noget så naivt som var vi virkelig på vej ud i store problemer. I vesten i dag tror man på demokratisme (som ideologi) hvor de snare er en tilstand nogle samfund kan være i og andre ikke. Jeg tror vi i Danmark og vesten er på vej væk fra den tilstand som oppebar demokratiet. Demokratisme og menneskerettigheds ideologien har taget magtet -og befolkningen skal man ikke hører på -den skal intimideres!
For 20.år siden boede jeg på et kollegium hvor en nu tidlere minister også boede. En ven var hans nabo. Jeg læste "The Economist" og "The Atlantic Mountly" på det tidspunkt. Han sagde, at sådan noget "intellektuelt noget" læste han ikke. Han er ofte i pressen idag taler om demokrati i mellemøsten, "internationale konventioner". Min bekendte sagde om ham, at hans liv blev i politik for på hans studium havde han ikke et snit på mere end 7. Politik er religion og vesten er på vej mod en voldsom sekularisering .

Jens Cini:

Den tro mange EU-tilhængere havde for en 25-30 år siden på, at Europa ville kunne udøve en form for 'blød magt' og ved sit 'eksempel' rundt omkring, er vist ved at blegne hos selv de mest optimistiske. Undersøgelser uden for Europa viser, at EU ikke skattes særlig højt og i mange tilfælde kun får et skuldertræk, eller endda en hånlig kommentar. Ikke altid lige berettiget, og ofte et tilfælde at kulturel bias. Men det samme udviser Europa også af og til. Det ansér jeg på sin vis som både nedslående og uheldigt, men det viser hvor svært det er at overbevise andre, der tænker ud fra andre forudsætninger.

Ole Olsen
Det er jo ikke bare EUs bløde magt som har spillet fallit det er jo også USAs hårde magt. Hvis man ser bort fra Tyskland og Japans nederlag efter 2.verdenkrigs -så lykkes det, at skabe vellykket stater af dem af de samme årsager som gjorde dem til militære trusler. En veluddannet befolkning og industrielt samfund, en højtillidskultur som kunne skabe et stærk militær -men også efter krigen en velfungerede stat, homogene befolkninger. Alle de stater man har forsøgt, at gribe ind tror man det er Japan eller Tyskland man står overfor. Man bruger ord som genopbygning om Irak eller Afganistan -når det i realiteten er opbygning. Det er færdigt. Læser man amerikanske aviser og kommentarerne er trætheden og desillutionerne enorme. Der er hele efterkrigs tænkingen med menneskerettigheder, FN, ak kolonisede lande som står for fald.

Peter Nielsen : 'Information er påfaldende stille når det netop kommer til IS´ myrderier af civile med anden trosretning'
Det synes jeg ikke man kan sige. Kommentartrådene derimod er sært fodslæbende, men for adskillige herude koster andet end stilhed jo halve og hele voksenlivs investering i neoliberalismens grænseløst tolerante salgsargumenter. Det er en tung diarre efter så lang tids stuerenhed - må den bekomme dem vel.
Nobody's perfect.
Såe ... man bryder sig, så vidt jeg har registreret i hvert fald, ikke om at dække demonstrationer mod ISIS i Danmark som ingen muslimer kommer til - ud af flere hundrede tusind ?
Det er alligevel for tæt på Store Kongensgade.
Kim Ølgård : Der fandtes ikke 'yazidier' før islam og kristendommen. Der er p.t. et link på informations forside desangående.

Peter Nielsen

Odd Bjertnes,
man er ikke bange for at tage afstand til Israel. Man er ikke bange for at tage afstand til USA. Ja man tager nærmest afstand til hele vesten, men når man så ikke tør skrive en artikel der er noget mere bid i overfor IS og lignende fanatikere så synes jeg at Information har spillet fallit.
Information tør åbenbart ikke risikere at komme i en situation som andre danske medier har prøvet for noget tid siden ( JP).
Information himler op om folkemord i Gaza og alle de grusomheder- som er forfærdelige men ovre på den anden side af sandkassen - der lukker man øjnene og lader som ingenting.
Israel og Gaza er umiddelbart ikke den store trussel mod vesten, men et Kalifat styret af IS det lugter lidt meget af Afghanistan under Taleban.

Jens Cini:

Efter 2. Verdenskrig var det netop USAs 'hårde magt' der skabte grundlaget for Vesttysklands og Japans opblomstring, ikke mindst det mere eller mindre påtvungne demokrati og nye forfatninger. Og, som du helt rigtigt fremfører, de to landes hårdarbejdende, homogene befolkninger, samt Marshall-hjælp og nogle mere eller mindre gunstige exportbetingelser i form af lave valutakurser der fremmede export og arbejdspladser, og ved at spare mange penge på (gen-)oprustning i de første årtier.

At man ikke har været i stand til det samme i Irak og Afghanistan, er der selvfølgelig indlysende årsager til. Man kunne eksempelvis starte med at støve FNs Arab Human Development Report af, men en ændring kræver natrurligvis, at de pågældende landes befolkninger ønsker ændringer. Det er nok her det kniber, men hvis de er tilfredse med tingenes tilstand er det helt fint. Men flygtningestrømmene skaber nogle problemer og udgifter for en del andre lande.