Nyhed
Læsetid: 3 min.

Missouri: En amerikansk by ’i krig’ med hvide betjente

Drabet på en ubevæbnet sort teenager har udløst optøjer flere nætter i træk. En ubehagelig påmindelse om, at racespændinger stadig kan blusse op i USA – også i Obamas embedsperiode
Udland
15. august 2014

Foreløbig fire nætter i træk med voldsoptøjer har Ferguson, en by på godt 20.000 indbyggere i Missouri i USA’s Midvesten, oplevet, siden Michael Brown, en afroamerikansk teenager, lørdag blev skudt og dræbt af politiet. Browns død har udløst enorm vrede blandt Fergusons borgere over, hvad de påstår, er udbredt diskrimerende praksis i den lokale politistyrke over for byens sorte indbyggere.

Efter en voldsom anholdelse – angiveligt fordi de ikke var hurtige nok til at forlade en MacDonald’s-restaurant, politiet ville rømme – kunne to amerikanske journalister fra henholdvis Washington Post og Huffington Post i går føje anklager for politibrutalitet til. Alt imens kastede demonstranter med molotov-cocktails og plyndrede butikker, og uropoliti svarede igen med gummikugler, tåregas og massearrestationer.

»Dette er en krig«, sagde en demonstrant, Charles Jolley, til The Guardians korrespondent, »og vi er soldater ved frontlinjen.«

De nærmere omstændigheder omkring drabet på Michael Brown Jr., en 18-årig student, der stod over for at skulle begynde en universitetsuddannelse, er ikke afklaret. Det står dog helt klart, at han var ubevæbnet.

Politiet hævder, at de skød Brown, fordi han langede ud efter en betjent og forsøgte at fat på dennes skydevåben. Adskillige øjenvidner afviser, at det gik sådan for sig.

Dorian Johnson, et øjenvidne, siger til tv-stationen MNSBC, at hun så en hvid betjent tage kvælertag på Brown, da denne nægtede at lægge sig ned for at blive kropsvisiteret. Johnson siger, at det kom til en slåskamp, og at betjenten derpå affyrede flere skud på tæt hold imod Brown.

»Det her var en ung knægt, der gjorde alle de rigtige ting. En fyr, der aldrig søgte at komme i slagsmål og passede sin skole,« sagde Cornell Brooks, formand for borgerretsbevægelsen for ’farvede’, NAACP, til Guardian.

Betjentens identitet er ikke officielt oplyst, men blev i går hævdet lækket af hackernetværket Anonymous. Det skulle dreje sig om betjenten Bryan P. Willman.

Ferguson er en by, der længe har været plaget af racespændinger. 67 procent af dens indbyggere er sorte, men 93 procent af byens politistyrke er hvid. Statistik viser, at politiet stopper sorte trafikanter 12 gange så hyppigt som hvide.

De seneste nætters optøjer har været særdeles voldsomme. Ifølge MSNBC’s reporter affyrede politiet chokgranater og tåregas mod en menneskemængde, som kun fik 15 sekunders varsel til at forlade stedet.

I over 30 år har der i USA kun været mindre og meget sporadiske ’raceoptøjer’, ingen af omfattende karakter. De såkaldte Rodney King-optøjer i 1992 foranlediget af politivold i Californien mod den sorte Rodney King var de sidste større voldsomheder – her blev 53 dræbt og over 11.000 arresteret.

Men som flere kommentatorer påpeger har så at sige alle optøjer siden Watts-optøjerne i 1965 (34 dræbte, 3.500 anholdelser) været udløst af politibrutalitet.

Sherilyn Ifill, juridisk ekspert tilknyttet NAACP, henviser i den forbindelse til, at amerikansk politi i de senere år har undergået, hvad hun kalder »en militarisering«. Den virkelighed må Ferguson-optøjerne få os til at vågne op til, pointerer hun og siger:

»Hvordan gik det til, at det lokale politi fik panserkøretøjer og antiterrorudstyr, der synes at være designet til Bagdads gader og ikke til en lille by ud for St. Louis?«

Præsident Obama har udtrykt sorg og bestyrtelse over drabet på Brown, der nu efterforskes af USA’s justitsministerium. I mellemtiden er vreden stor blandt især mange sorte amerikanere på de sociale medier over de tv-stationer, der viser et portrætfoto af Brown, der angiveligt får ham til at ligne et »bandemedlem« og en »kriminel bølle«.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her