Læsetid: 4 min.

Obama ændrer næppe kurs efter henrettelse af journalist

Den amerikanske præsident, Barack Obama, kalder Islamisk Stat for en ’kræftbyld’ og vil ikke give efter for trusler. Henrettelsen af journalist er en reaktion på det pres, Islamisk Stat i Irak er kommet under
Islamisk Stats halshugning af den amerikanske journalist James Foley (billedet) og dens direkte trussel om efterfølgende at myrde en anden tilfangetaget journalist, Steven Sotloff, synes altså næppe på kort sigt at ville kunne sætte en stopper for USA’s eskalerende væbnede konfrontation med den jihadistiske bevægelse

Islamisk Stats halshugning af den amerikanske journalist James Foley (billedet) og dens direkte trussel om efterfølgende at myrde en anden tilfangetaget journalist, Steven Sotloff, synes altså næppe på kort sigt at ville kunne sætte en stopper for USA’s eskalerende væbnede konfrontation med den jihadistiske bevægelse

AFP Photo

21. august 2014

Historisk set fulgte præsident Barack Obama i går en lang amerikansk tradition for ikke at give efter for gidselstageres og terroristers pression, da han afviste at stoppe det amerikanske flyvevåbens bombeangreb mod Islamisk Stats (IS) styrker i det nordlige Irak.

I går forlød det fra Forsvarsministeriets centralkommando for Mellemøsten, at USA siden 8. august har gennemført 84 bombeangreb, hvoraf de 51 har fundet sted nær Mosul-dæmningen.

Fra sit feriested på Martha’s Vineyard kaldte Obama Islamisk Stat for en »kræftbyld«, der »løber hærgende gennem byer og landsbyer og myrder ubevæbnede civile i kujonagtige voldshandlinger«.

»Ingen tro belærer sine tilhængere om at massakrere de uskyldige,« sagde præsidenten.

»Ingen retfærdig Gud ville acceptere, hvad de (Islamisk Stat, red.) gjorde i går, og hvad de gør hver dag. Den slags mennesker vil i sidste instans mislykkes i deres forehavende. Det sker altid, fordi fremtiden tilhører mennesker, der vil bygge fremfor at ødelægge.«

Islamisk Stat (IS) udsendte sent tirsdag en video med titlen ’A Message to America’, hvor den amerikanske fotojournalist James Foley – knælende ved siden af en bevæbnet mand – blev tvunget til at fremsige kritik af USA , inden han blev dræbt. Udover at lægge pres på USA er offentliggørelsen af henrettelsen også en del af IS’s mediestrategi, som går ud på at blive eksponeret mest muligt på de sociale medier, hvor de også rekrutterer.

Reuters

Islamisk Stats halshugning af den amerikanske journalist James Foley og dens direkte trussel om efterfølgende at myrde en anden tilfangetaget journalist, Steven Sotloff, synes altså næppe på kort sigt at ville kunne sætte en stopper for USA’s eskalerende væbnede konfrontation med den jihadistiske bevægelse.

Det bekræftes af tidligere eksempler på terroristers henrettelse af amerikanere.

I 2002 blev den amerikanske journalist Daniel Pearl halshugget i Pakistan af al-Qaeda. I en video advarede hans bødler om, at de ville gøre det »igen og igen«, indtil USA gav efter for deres krav – som var at løslade alle fanger i Guantánamo-lejren.

Fire år senere, i 2006, blev den amerikanske forretningsmand Nicholas Berg halshugget af al-Qaeda i Irak. Under henrettelsen var han klædt i en orangefarvet dragt svarende til den, fangerne i den amerikanske lejr på Cuba er iført.

I en erklæring henviste bødlerne til tortur af irakere i Abu Ghraib-fængslet og truede med flere »kister« med »slagtede« amerikanere. De to makabre halshugninger gjorde et stort indtryk på den amerikanske befolkning og landets politikere. Især mordet på Daniel Pearl, der også var israelsk statsborger, satte sig i amerikanernes bevidsthed. Han blev siden æret for sit arbejde som krigsreporter for dagbladet Wall Street Journal gennem oprettelsen af legater i hans navn, og mange institutioner er i dag opkaldt efter Daniel Pearl.

Men de islamistiske terroristers plan om at intimidere den amerikanske regering ved hjælp af bestialske mord på civile mislykkedes. Tværtimod blev Pearls bøddel, Khalid Sheikh Mohammed, den angivelige hjerne bag terrorangrebet den 11. september 2001, fanget af CIA i 2003. Han sidder i dag i Guantánamo-lejren.

Bergs formodede bøddel, Abu Musab al-Zarqawi, blev dræbt af amerikanske bomber i Irak i 2006. Tabet af al-Zarqawi var et slag for al-Qaeda i Irak. Det antages, at hans underordnede, Abu Bakr al-Baghdadi, på det tidspunkt tog initiativ til at grundlægge Islamisk Stat.

Halshugningen af Foley

Det er ikke undsluppet mediernes opmærksomhed, at IS valgte at klæde journalisten James Foley i samme farve tøj som de tilbageholdte terrormistænktes i Guantánamo. Men her ophører parallellerne mellem på den ene side henrettelsen af Pearl og Berg og på den anden side Foley.

Den amerikanske journalist Steven Sotloff blev kidnappet i august 2013. IS har truet med også at halshugge ham.

Scanpix

Den måske vigtigste forskel ligger i, at IS holder en anden amerikansk freelancejournalist, Steven Sotloff, som gidsel og nu truer med at halshugge også ham, med mindre præsident Obama stopper luftangrebene på IS-styrkerne i Irak.

Der skulle ydermere være tre andre amerikanere tilbageholdt af ukendte styrker i Syrien, hvilket lægger et stort psykologisk pres på den amerikanske præsident.

Så vidt vides har ingen amerikansk regering nogensinde givet efter for pres fra gidselstagere – hverken ved at betale løsepenge eller ændre den førte politik. En anden vigtig forskel er omstændighederne. Mordet på James Foley kan kædes direkte sammen med det amerikanske bombardement af islamistiske krigere i det nordlige Irak gennem de seneste to uger. Mandag førte det til IS’s tab af den strategisk betydningsfulde Mosul-dæmning. Henrettelsen kan derfor tolkes som en desperat reaktion på det pres, IS i Irak er kommet under. Men hvis Islamisk Stat forestiller sig at kunne fravriste indrømmelser fra Obama gennem deres barbariske handlinger, tager de efter alt at dømme fejl. Indflydelsesrige røster på den amerikanske højrefløj, som f.eks. Fox tv-værten Bill O’Reilly, opfordrede straks præsidenten til at gå endnu hårdere til værks og »dræbe alle terroristerne«.

Obamas manøvrerum

På den anden side har Obama et vist manøvrerum. Han har på intet tidspunkt i de seneste to ugers luftkampagne i nordlige Irak forpligtet sig offentligt til at sætte al militær magt ind på at tilintetgøre Islamisk Stats styrker i Irak. I stedet har han talt om at beskytte amerikansk personel og udsatte civile. En midlertidig indstilling af bombardementerne ville derfor ikke kunne tilskrives Islamisk Stats trussel om at henrette Steven Sotloff.

Det videre forløb afhænger imidlertid også af IS-styrkernes fremfærd. Hvis jihadisterne forsøger at besætte Haditha-dæmningen nordvest for Bagdad, og dæmningen falder i deres hænder, uden at den irakiske hær – trods gentagne opfordringer til USA – har modtaget støtte fra amerikanske bombefly, vil Obama blive beskyldt for at have givet efter for gidseltagernes trussel.

En tredje forskel mellem tirsdagens henrettelse af Foley og de to tidligere af Pearl og Berg ligger i tilstedeværelsen af en britisktalende bøddel. Det har vakt bestyrtelse i Storbritannien og bevæget premierminister David Cameron til at afbryde sin ferie i Cornwall.

Denne opsigtsvækkende omstændighed vil utvivlsomt få alarmklokkerne til at ringe i europæiske hovedstæder. Islamisk Stat har haft enorm succes med at rekruttere blandt unge desillusionerede muslimske mænd i vesteuropæiske indvandrersamfund.

En ydre trussel kan meget vel snart blive forvandlet til en indre trussel i flere europæiske lande i forbindelse med en vestlig eskalering af den væbnde kamp mod Islamisk Stat i Irak. Ikke mindst, hvis USA og dets allierede vælger at gå efter IS-styrker i Syrien.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Torben Lindegaard

@Martin Burcharth

Jeg vil så gerne tro på, at du har ret i, at ingen amerikansk præsident har givet efter for pres fra gidselstagere.

Men...........hånden på hjertet, Ronald Reagan var vist påvirket af gidslerne i Libanon, da han fumlede sig ind i Iran/Contra skandalen. Iranerne fik lov til at købe avancerede amerikanske våbensystemer mod løsladelse af amerikanske gidsler i Libanon.

Ronald Reagan kan ikke sammenlignes med Obama og hvorfor dvæle ved fortiden?
Det bør dog ikke kun være USA, som alene skal bekæmpe denne bevægelse.

Helge Andersen, Viktor Knudsen, Helene Nørgaard Knudsen og Robert Kroll anbefalede denne kommentar
Helene Nørgaard Knudsen

Hvis det stresser IS så meget at USA har ydet rigtig flystøtte til Kurderne så er det måske den rigtige strategi. I Europa diskuterer vi stadig hvordan vi kan hjælpe. NATO burde gå ud og sige at vi yder flystøtte til bekæmpelse af IS. Så er man ude over problemet om man bevæbner potientiele terrorister der dog er vore allierede lige nu. Og jeg tror at de har mere brug for fly som ikke er noget man får op at stå på et par uger.

Torben Nielsen, Jan Mogensen og Anne Eriksen anbefalede denne kommentar
Helene Nørgaard Knudsen

end for tunge våben. Har IS noget der kan kaldes et luftvåben? Nej. Vil det give dem der bekæmper IS en fordel? Ja.

Hvis en stat giver efter for gidseltageres krav , så kommer der blot endnu flere gidseltagninger af den pågældende stats borgere ( - det kan jo "betale sig" for gidseltagerne.)

Hvis gidseltagerne derimod på forhånd ved, at man ikke kan klemme indrømmelser ud af en given stat ved at tage gidsler, så er det nok overvejende sandsynligt, at den pågældende stats borgere får lov til at gå i fred.

Hvis f eks Danmark blev kendt for altid at betale ( give politiske indrømmelser) for løsladelse af danske gidsler, så ville ingen danskere (turister /forretningsfolk/journalister m v) kunne gå frit omkring i denne verden - terrorister og kriminelle ville jo fokusere på de lukrative danske ofre.

Ja, der var givetvis en god forretning i danske handelsskibe ved Somalia.
Ideelt, så burde hverken f.eks 3 dræbte teenagere eller mord på gidsler få nogen effekt på handlinger, der skal skabe fred i urolige områder.

Ernst Petersen

Robert, der er forskel på gidseltagninger. Danmark har flere gange betalt de løsepenge, der blev forlangt for at få danske gidsler fri i f. eks. Somalia. Men disse gidsler var taget udelukkende for at få penge for dem.

Det er de amerikanske gidsler hos IS næppe. IS tror tilsyneladende naivt, at gidslerne i stedet kan bruges til at presse USA fra at gribe ind i konflikten, hvilket blot viser, at IS overhovedet ikke forstår amerikanernes mentalitet. For IS skulle bruge hundreder eller måske endog tusinder af gidsler for at kunne opnå noget sådant. At henrette enkelte af de få gidsler, som IS har, virker stik modsat på amerikanerne. For det får dem blot til at forlange, at Obama straffer IS hårdt med voldsomme militære angreb.

Så IS har dummet sig. USA vil nu bombardere dem skånselsløst, og de kan gøre med de få resterende amerikanske gidsler, hvad de vil.

Men USA vil næppe sende landstyrker af to grunde:

1. Der er ingen at overlade områderne til, hvis USA erobrer de IS kontrollerede områder i Irak og Syrien.

2. Obama nægter at gentage Bush's fiaskoer med invasionerne af Irak og Afghanistan, og her er den amerikanske befolkning helt på Obama's side.

Ernst Petersen

Helene, nej IS har ikke noget, der kan kaldes et luftvåben. Muligvis kunne de godt skaffe det for nogle af de penge, som de får blandt andet fra Saudi-Arabien og Qatar. Men de ville alligevel ingen glæde få af det, fordi USA meget nemt ville kunne smadre det alligevel uanset, om det skulle gøres ved at bombe flyene på jorden eller angribe dem i luften.

Vesten har desuden været meget tilbageholdende med at levere fly som en del af våbenstøtte til f. eks. Iraks regering eller til kurderne. Nogle få helikoptere er det dog blevet til. Men egentlige kampfly er farlige at levere, fordi de jo ville kunne bruges til terrorangreb mod Vesten, hvis de faldt i terroristernes hænder.

Kære Ernst Petersen (kl 11.02).

Når nogen ved en bortførelse tager et gidsel, så er det for at skaffe sig en eller anden " fordel " ( - forenklet sagt).

Det kan dreje sig om løsepenge , politiske indrømmelser, løsladelse af egne folk som betalig for gidslet og meget andet - forventningen hos gidseltagerne er I ALLE TILFÆLDE , at gidseltagningen giver et for gidseltagerne godt resultat.

Hvis terrorister og kriminelle opdager, at der ikke kan opnås noget ved gidseltagning, så reduceres gidseltagningerne ret hurtigt og ophører efterhånden helt

Og gidseltagningerne reduceres også , hvis potentielle gidseltagere ved, at de bliver "jaget vildt" i al fremtid og på et tidspunkt bliver stillet til ansvar.

I øvrigt ser du nok rigtigt i din vurdering.

Ernst Petersen

@Robert
Det er en vanskelig diskussion, fordi politikerne hykler meget, når det diskuteres. Generelt siger de det samme som dig altså, at de bare vil stå fast, fordi gidseltagerne eller vil få blod på tanden og tage endnu flere gidsler. Men i praksis gør de ofte det stik modsatte.

Desuden bruger de også økonomiske argumenter om ikke at give efter for hurtigt for at få løsesummen ned. Dette bruger de også til at "overtale" medierne til slet ikke at skrive om gidseltagninger for at undgå, at gidseltagerne sætter prisen op.

Men politikerne manipulerer både på dette område og alle andre. Danske gidsler lader de ofte helst sidde i årevis, mens de lader som om, at de forhandler. Men sandheden er nok ofte, at de bare ikke gider at bruge penge på at få løsladt "betydningsløse" gidsler og give et falsk indtryk af, at de også vil stå fast, hvis der er tale om vigtigere eller mere prominente gidsler.

Men som nævnt er det anderledes i krig. For i krige er politikere jo altid parate til at ofre soldaternes liv. Så derfor er enkelte mindre prominente gidslers liv uden betydning for dem.

Helene Nørgaard Knudsen

@Ernst Petersen 21. august, 2014 - 11:10: jeg mener nu ikke at vi bare skal tage alt hvad vi har i overskud og sende afsted som en alt for liberal våbenhjælp. jeg mener at vi skal sende fly og mandskab afsted til at støtte lokale grupper i kampen mod IS. på den måde kan man også være "sikre" (som man nu kan i krig og mellemøsten) på at man ikke bliver blandet ind i mulige lokale konflikter.

Mosul viste at det er en brugbar taktik. Jeg tvivler på at den var blevet tilbageerobret uden flystøtte og halshugningen og trsulen om flere afskyelige handlinger viser at IS er blevet bange. De er endnu mere afstumpede og fanatiske i retorikken.

Men om det er en god ide at begynde at censurere deres profiler tror jeg er en fejl. Det vil tvinge dem til at oprette "lukkede" net til at sprede deres propaganda for vi skal nok få den alligevel. måske lukke af for at retweete eller like er en bedre løsning. lad dem komme til orde men luk af for "sympati"-tilkendegivelser.

Morten Kjeldgaard

Jeg er overbevist om at truslen mod gidslerne gør indtryk på personen Obama, men det vil næppe få præsidenten Obama til at skifte kurs. Tværtimod bekræfter der indtrykket af, at IS skal og må bekæmpes.

Det kan undre, at USA ikke lægger maksimalt pres på Saudierne og Quatar til at stoppe deres støtte til IS terroristerne, der er underligt stille om den sag. Man kunne også vente et forbud for amerikanske statsborgere mod at bevæge sig ind i Syrien og IS kontrollerede områder.

Brug 6 min. på
at høre og se
denne meget rørende
mindetale af
Jessica Desvarieux,
producer på
'The Real News Network',
over hendes ven og kollega
Jim Foley
og til sidst ham selv
fortælle om sin
telefonsamtale
med sin mor,
da han sad fængslet
i 41 dage
i Libyen i 2011:

'What my friend Jim Foley
taught me to question'
http://therealnews.com/t2/index.php?option=com_content&task=view&id=31&I...

Med venlig hilsen

Ernst Petersen

Morten Kjeldgaard
"Det kan undre, at USA ikke lægger maksimalt pres på Saudierne og Quatar til at stoppe deres støtte til IS terroristerne, der er underligt stille om den sag."

Det er ikke så simpelt. For regeringerne i Saudi-Arabien og Qatar kan næppe bare skifte kurs på dette område uden at få store problemer med deres befolkninger. Hvis USA officielt forlangte, at de skulle gøre dette, ville deres befolkninger sikkert bare forlange, at de støttede IS endnu mere.

Så eventuelle krav til disse lande vedrørende dette bliver USA derfor nødt til at fremsætte i hemmelighed. Men hvis de afviser af frygt for deres befolkningers reaktion, så kan USA ikke rigtigt gøre noget. For borgerkrig i disse lande ville være en enorm katastrofe for oliepriserne i Vesten. Derfor skal USA nok sørge for ikke at gøre noget, der kan fremkalde politisk uro i netop disse to lande.

Lennart Kampmann

IS har med deres umenneskelige barbari sat sig selv på USA's shit list.
Det vil forhåbentligt medføre at vi om få år vil spørge "hvad var IS?" og ingen vil kunne huske dem.
IS er kort og godt en dødskult af skruppelløse banditter. Alle får noget ud af at bekæmpe dem.
Nu har USA en god anledning til at fortsætte arbejdet...startende med luftbåren indsats.

Med venlig hilsen
Lennart

Per Dørup Jensen

Uanset USA´s demokratisk-pluralistiske to-parti facade-struktur, er Obama er styret af den såkaldte neo-konservative højrefløj, der har tætte forbindelser til søjlerne i USA´s magtstruktur, nemlig industri- og finanskapitalen, det Militærindustrielle Kompleks og medie-industrien "de frie medier." Den neo-konservative højrefløj har altså den reele økonomiske, og dermed politiske magt i USA.
Men jævnfør Obama´s, dvs. de neo-konservative´s støtte til Ukraines´s højre-ekstreme kræfter/fascister og islamisterne/islamo-fascisterne i Libyen og Syrien, herunder Islamistisk Stat, er spørgsmålet egentlig, om ikke de neo-konservative, reflekteret af den globale akkumulations- og proftkrise - som den amerikanske (og europæiske) kapital er underlagt - repræsenterer en yderligere højredrejning, en neo-fascistisk tendens i amerikansk (udenrigs)politik - hvor Nato via dets ekspansionisme i Nordafrika (Libyen), Mellemøsten (Irak og Syrien) og Østeuropa (Ukraine) er det konkrete militære værktøj, der på vegne af disse førende kapitalfraktioner i USA og EU, skal erobre disse respektive landes/regioner´s ressourcer og produktionsmidler med henblik på at genoprette de nævnte fraktioners tabte profitter.
I forlængelse heraf skyer den pressede USA/EU kapital således ingen midler og betjener sig åbent af lokale/ regionale fascistiske/islamo-fascistiske håndlangere.
Men via deres medier, og for at opretholde deres demokratisk-humanitære konstitutionelle facade, forsøger de så hele tiden at differentiere mellem disse (islamo)fascistiske (terrorist)håndlangere ved i Ukraine, at kalde dem demokrater, eller med affinitet dertil, og i Mellemøsten at kalde dem ekstreme kontra"moderate", senest Obama`s dobbeltspil i Syrien og Irak, hvor han henholdsvis støtter - og angiveligt bekæmper IS i sidstnævnte stat, samfund, eller hvad man nu kan kalde Irak i dag.

Lars-Bo Abdullah Jensen

Der er måske et perspektiv i dette som er overset. De fleste overvejer at formålet med truslen er at få USA til at lette trykket på morderne som fejlagtigt får lov at kalde sig IS. Det er formodentlig mordernes hensigt atdet skal se sådan ud, men hvad hvis deres egentlige formål er at få USA til at øge presset, for derved at åbne en ny bølge af rekrutter. Et er at få folk til at melde sig for at myrde løs på andre muslimer, en helt anden sag når det gælder om at få folk til at melde sig i kampen mod USA. Det åbner op for en helt anden gruppe af mulige rekrutter. Ved at vifte den mest effektive røde klud foran USA, kan man tvinge dem til at reagere endnu mere voldsomt, og med henhver voldsom reaktion fra USA, kommer der et nyt spring rekruteringen.
Det næste kunne bive at de melder sig i kampen mod Israel, også en port til et nyt hav af rekrutter, og egentligt ikke så umuligt aligevel. De er allerede i Syrien, de har forholdsvis effektive våben til landkamp, muligvis også til AA.
De har jo desværre vist sig ikke at være dumme taktiske, og selv om de nok ikke vil kunne true Israel, vil de aligevel kunne binde en hel del resourcer på den front, hvilket jo alt andet, vil lette presset andre steder.

Ernst Petersen

Per Dørup
Du modsiger jo dig selv ved at kritisere USA for at være neokonservativt (hvilket det ikke er, da det tværtimod altid har været et konservativt demokrati) kun for at rose fascistisk-konservative diktaturer, som du ikke mener, at USA skal have noget at gøre med, men bare lade det stærkeste og mest fascistiske af dem erobre det andet i fred (men ved hjælp af bomber og missiler).

Ernst Petersen

Abdullah, det lyder alt for konspiratorisk, dumt og chanceløst for IS. For dels har det næppe nogen chance for at lykkes, og dels tænker en religiøs kamporganisation, der er i gang med en hård krig, næppe så indviklet og spekulativt.

Lars R. Hansen

Abdullah har fat i en god pointe, nemlig at IS og andre lignede grupper virkelige kan styrke og få bredte i deres rekruttering, hvis de kan tilbyde væbnet kamp med amerikanerne eller jøderne.

Det er virkelig noget samle folkegrupperne i den islamiske verden og de islamiske diasporaer.

Peter Nielsen

Abdullah Jensen,
IS er slet og ret en terrororganisation. De vil blod og det får de så rigeligt. Deres formål er ene og alene at etablere deres elskede kalifat og enten myrde "vantro", fordrive dem eller afkræve dem deres trosskat. IS har erklæret mål at udslette Israel, og IS har tidligere samarbejdet med Hamas, men dette er pt. sat i bero, pga. andre målsætninger i hhv. Syrien og i særdeleshed Irak.
Nu skriver du at de dræber andre muslimer - du glemmer alle de "vantro" - deres liv antager jeg du bekymrer dig lige så meget om...
IS kan sikkert rekruttere fra alle verdenshjørner hvor der findes underfrankerede mennesker og fanatiske Imamer. Det ville USA og en evt. aktion fra deres side sikkert endda lette på.
Jeg kan ikke lade være med at tænke ved mig selv: Hvad er det Is vil opnår efter et Kalifat er blevet en realitet? De kan ikke stort et område andet end gennem vold og pression. De er jo ikke andet end en ny version af Taleban fra Afghanistan. Der var mange der lyste op da Taleban forsvandt fra magten i Afghanistan. Lokalbefolkningen var jo underkuet af frygt.
Saudi-Arabien får også kun lov til at skabe sig åndssvage pga. deres Olie.
Religiøs fanatisme er det farligste våben der nogensinde er opfundet, og har intet med religionsfrihed at gøre...

Per Dørup Jensen

Ernst!
Hvis du læser hvad jeg skriver, står der, at det uskyldige politiske begreb: "neo-konservatisme " - i lyset af den tiltagende højredrejning i amerikansk udenrigspolitik inklusiv støtten til de respektive (islamo)fascistiske kræfter i Nordafrika (Libyen), Mellemøsten(Syrien), og Østeuropa(Ukraine) - efterhånden kan tolkes eller endda præciseres som tautologisk med at føre en højreekstrem, neo-fascistisk udenrigspolitik.

Peter Nielsen

Per Dørup Jensen - klør stanniolhatten ikke?
du er da helt stukket af i forhold til hvad der foregår.
Antag nu at Obama lade stå til... så gør hele vesten det, for der er IKKE EN ENESTE i EU der vil sætte en stopper for det der foregår. Dér kan du da tale om interessekonflikter. Frankrig, Tyskland, England Italien, og så skødehunden Danmark der venter for at se hvilken vej vinden blæser.
Vær du kun glad for at Obama har iværksat luftangreb - der skal være nogen der tager det første skridt.

Lars-Bo Abdullah Jensen

Ernst Petersen og Peter Nielsen:

Jeg tror i begge skal kigge lidt mere på folkene der kalder sig IS, de er slet ikke så tåbelige taktisk som i giver udtryk for at tro. De har meget omhyggeligt taget områder hvor de opnår store fordele, hvor de kan skaffe sig indtægter, hvor de kan fravriste det organiserede militær bedre våben, de har forholdsvis hurtig afgivet steder hvor deres tilstædeværelse har haft mindre betydning, hvis de olevede modstand der.
De har haft sovende celler på strategiske steder, og har flere gange benytted disse til at eliminere strategiske vigtige personer.
Det vil være meget letsindigt at undervudere deres taktiske indsigt og kunnen.

Peter Nielsen:
Hvis du ellers har læst nogle af mine tidligere indspark i div. debatter, ville du ikke komme med dit spørgsmål om hvorvidt jeg bekymre mig for "de andres" liv.
At jeg nævner muslimer specifikt netop der, er at det kan forekommer mig at være en forholdsvis veltalende motivator der får muslimer til at slå andre muslimer ihjel, og de gør det jo på kryds af shia/sunni skellet, når bare de kan finde en begrundelse, det vil formodentligt være betydelig lettere at overtale mulige rekrutter til at vende deres vrede imod -USA, og derved udviddes rekruttering grundlaget.

Peter Nielsen

Abdullah jeg har været enig med dig i mange situationer. Jeg mener dog ikke at IS skal håndteres som andet end en ny taleban hær og den kan og bil blive knust på et tidspunkt. Spørgsmålet er blot hvor lang tid der går.

Lars-Bo Abdullah Jensen

Peter Nielsen:

Jeg tror det vil være en stor fejltagels at se på disse mordere som man så på taliban, disse se ud til at være betydeligt mere central styret, bedre funderet taktisk.
Selvfølgelig vil de med tiden komme ned med nakken, men hvorfor begå fejlen at undervudere dem, det gjorde man jo med taliban, og de er jo blevet inviteret til forhandlinger me den Afghanske regering, idet lederne der, ikke mener de kan komme uden om at give taliban en vis indflydelse.

Jeg tror det vil være smart at rent retorisk strippe dem for betegnelsen Islamisk og dermod kalde dem hvad de er, mordere. Lad være at lade dem sætte betingelserne for noget som helst, at de vil kald sig IS, ja det er deres påstand, de er gruppen af mordere, der hensynsløst slagter folk der kommer i vejen for dem, slagter civile der ike flytter sig hurtigt nok, slagter børn, gamle og kvinder.
Benævn og bekæmp dem som det de er, kriminelle. tilfangentagede skal for en civil dommer, dømmes for de mord eller meddelagtighed til mord, som de kan sammenkædes med. Lad dem ikke optræde som militær eller paramilitær enhed, men som gemene kriminelle.

Helene Nørgaard Knudsen og Morten Kjeldgaard anbefalede denne kommentar
Peter Nielsen

Problemet er blot at de får støtte fra både Saudi-Arabien og Qatar muligvis andre vestlige muslimske ekstremister. Det er derfor svært ikke at lave koblingen. Læg dertil at myrderierne sker med koranen i den ene hånd og våben i den anden. Men umenneskelige det er de og bør fjernes fra denne jord.

Lars-Bo Abdullah Jensen

Peter
At de gør det med koranen i hånden er jo ingen garenti for at de rent faktisk følger skifterne, deres opførsel viser jo med alt tydelighed at de ikke har læst den, eller bevidst trodser hvad der står i bogen. Kristne præster velsigner jo også kampstyrker, trods jesus prædiked at vende den anden kind til. Der er utallige eksempler på at folk har påkaldt sig en eller anden tro, og handlet imod denne tro. Derfor er det vigtigt ikke at tillade dem at beskytte sig under en tro, de på ingen måde følger. Tag det fra dem, og de afklædes som de mordere de er. Derfor gå ikke ind på deres præmisser ved at kalde dem islamisk stat. Tillad dem ikke at myrde "vantro" vis at de myrder mennesker, vis at de myrder børn, gamle kvinder og ubevæbnede mænd. En fanatisk muslim vil måske følge en hær der kæmper for kalifatet, men vil han følge en gruppe mordere, og derved selv blive morder. Kald dem ikke jihadister eller jihad kriger, kald dem mordere.

Ernst Petersen og Heinrich R. Jørgensen anbefalede denne kommentar
Helge Andersen

Når man læser debatsiderne på Information.dk er en ting stensikker: Der kommer altid en eller flere konspirationsteorier. Denne gang er det Per Dørup Jensens ævleri om neokonservatismen og Obamas skjulte, facistiske agenda, der tager førstepræmien.

Peter Nielsen

En ting er vi forhåbentlig alle enige om og det er at IS er en flok psykopatiske umennesker der hellere skulle være aflivet nu end senere. Uanset deres bevæggrunde så er de en flok psykopater.

Ernst Petersen

Det er alt for primitivt bare at afskrive IS som psykopater, mordere eller kriminelle. For desværre er de meget mere end dette. Ellers havde de ikke fået den store opbakning, som de har, fra såvel Qatar og Saudi-Arabien som de sunnimuslimske befolkninger i deres store område.

Man skal heller ikke overvurdere deres religiøsitet. For religion bruges her som i mange tidligere "kristne" krige først og fremmest som en del af propagandaen. Dermed forråder man religionen ved at misbruge den. Men det er sådanne hærledere jo ligeglade med, når bare det virker.

Det specielle ved IS er deres brutalitet. Men den skyldes sikkert især, at de udmærket ved, at deres krigere ikke er religiøse nok til, at religionen kan stå alene, hvis de skal få dem til at kæmpe med tilstrækkelig dødsforagt til at kunne vinde. De har derfor brug for at skabe så meget skræk, at ingen tør trodse dem. Desværre ser det jo også ud til, at denne taktik virker langt over forventning.