Læsetid: 5 min.

Obama står ved en korsvej i Irak

Præsidenten afbryder sin ferie for at tage bestik af den hurtigt skiftende situation i det krigsplagede land. Indtil videre støtter amerikanerne hans forsigtige kurs, men en militær optrapning er politisk risikabel
Kurdiske Peshmergastyrker i nærheden af mosul-dæmningen, som de i weekenden erobrede fra Islamisk Stat med hjælp fra amerikanske fly, der blandt andet ødelagde dette fartøj tilhørende dem ekstremistiske gruppe.

Kurdiske Peshmergastyrker i nærheden af mosul-dæmningen, som de i weekenden erobrede fra Islamisk Stat med hjælp fra amerikanske fly, der blandt andet ødelagde dette fartøj tilhørende dem ekstremistiske gruppe.

Ahmad al-Rubaye

19. august 2014

Søndag afbrød præsident Barack Obama sin ferie i Martha’s Vineyard, og det var næppe på grund af raceoptøjerne i en lille og overvejende sort befolket forstad til St. Louis i Missouri.

I sit sjette år i embedet står Obama over for en korsvej i sin udenrigs-politik. Hvad skal USA gøre for at komme den jihadistiske bevægelse, Islamisk Stat (IS) i Irak og Syrien til livs?

I 2008 blev han valgt på en platform, der forpligtede ham til at afslutte USA’s militære engagement i Irak. Nu skal han tage nogle beslutninger, som på langt sigt kan drage USA ind i en krig mod Islamisk Stat i ikke alene Irak, men også i Syrien og måske senere i Libanon og Jordan.

En så alvorlig beslutning med så vidtrækkende følger tager en præsident ikke, mens han er på ferie på en smuk atlanterhavsø langs Massachusetts’ kyst.

Indtil videre nyder Obamas håndtering af den akutte krise i det nordlige Irak stort set opbakning fra begge partier i Kongressen og den offentlige opinion.

I en nylig meningsmåling foretaget af Huffington Post og You.Gov gav 58 pct. af de udspurgte amerikanere udtryk for støtte til USA’s luftangreb mod IS-styrker, mens kun 24 pct. tog afstand.

Et klart flertal af demokratiske og republikanske vælgere bakker op om luftangrebene.

Beth Welch, en pensioneret forlagsredaktør i Massachusetts, indtager en typisk holdning, adspurgt af Information om hendes holdning til angrebene.

»Jeg har udgivet historiebøger til universitetsstuderende i mange år og ved, at vestlig intervention i Mellemøsten som regel ender i ulykke og hængedynd. Og guderne må vide, at alle de penge vi har spildt på Irak-krigen kunne være blevet brugt til bedre formål her i USA,« siger hun.

»Men Islamisk Stat synes at være en trussel mod Mellemøsten, som amerikansk militær indgriben kan hjælpe med at stoppe, inden de truer hele verden. Så jeg støtter Obamas politik.«

Kritik i Kongressen

I Kongressen er billedet lidt mere broget.

Republikanske høge som senator John McCain og Lindsey Graham kritiserer Obama for at have givet IS spillerum i Irak ved at være tilbageholdende med militær hjælp til de moderate oprørsstyrker i Syrien.

»Hvis man anskuer det fra et amerikansk sikkerhedsperspektiv, er det ganske enkelt umuligt at redde Irak fra sammenbrud uden at ramme IS hårdt. Men det er en kendsgerning, som præsident Obama er uvillig eller ude af stand til at erkende,« sagde Graham i sidste uge.

Selv nogle demokrater føler, at Obamas begrænsede luftangreb mod IS ikke er en strategi, endsige nok til at slå de jihadistiske styrker tilbage.

Endda Obamas ellers så tro væbner, tidligere udenrigsminister Hillary Clinton, har sluttet sig til et voksende kor af demokratiske høge. I sidste uge beskyldte hun Obama i et opsigtsvækkende interview med Atlantic Monthly for at have styrket IS ved at begrænse den militære bistand til Den Frie Syriske Armé.

Men begivenhederne i det nordlige Irak synes til en vis grad at have overtaget den voksende kritik af Obamas forsigtige fremfærd. Over weekenden gennemførte bombefly fra hangarskibet George H.W. Bush flere togter mod IS-styrker ved den strategisk vigtige dæmning nær Mosul.

Bombetogterne synes at ligge udenfor de oprindelige begrænsede mål, Obama satte i sidste uge, da han beordrede bombninger nær Sinjar-bjergkæden, hvor titusinder af yazidier havde søgt tilflugt. På det tidspunkt sagde han, at formålet var at beskytte USA’s militære og civile personel i det nærliggende Erbil samt redde det religiøse mindretal fra et muligt folkedrab.

Siden er det amerikanske flyvevåben blevet de kurdiske peshmerga-styrkers faktuelle luftvåben. Inden søndagens nålestiksangreb nær Mosul-dæmningen mod pansrede mandskabsvogne og antiluftskyts, som IS har erobret fra Iraks hær, blev der gennemført lignende angreb i nærheden af mindre byer udenfor den irakisk-kurdiske zone.

Hver gang har peshmergastyrker – i enkelte tilfælde sammen med irakiske hærenheder – været i stand til at generobre tabt territorium.

Denne udvidelse af amerikanske bombeangreb mod de jihadistiske styrker blev søndag begrundet af talskvinde Caitlin Hayden fra det nationale sikkerhedsråd med de potentielt katastrofale følger af en afbrydelse af strømforsyningen fra Mosul-dæmningen.

»Det kunne blive livstruende for et stort antal civile og true amerikansk personel og faciliteter – herunder ambassaden i Bagdad – samt hindre Iraks regering i at levere essentielle forsyninger til befolkningen,« sagde Hayden.

Tro allierede

Obamas åbenlyse støtte til kurderne er baseret på historiske bånd. USA anså under Saddam Husseins styre kurderne for at være den mest proamerikanske og loyale etniske gruppe i Irak. De kurdiske irakere blev gennem et årti beskyttet af en flyveforbudszone håndhævet af USA, Frankrig og Storbritannien.

Det er en alliance, mange jævne amerikanere stadig værdsætter, hvorfor det har været enkelt for præsidenten at overbevise den folkelige opinion om at komme kurderne til undsætning.

»Kurderne har historisk set været vores mest værdifulde allierede i regionen, så selvfølgelig skal vi støtte dem fra luften og give dem flere våben,« siger Bill Wasserman, pensioneret indehaver af en regional aviskæde i Massachusetts.

Men at tage de næste skridt og agere flyvevåben for Iraks hær, og måske slå ned mod IS-styrker i Syrien, er for mange amerikanere en helt anden snak.

»For at slå Islamisk Stat tilbage må det være nok at bistå pershmega-styrkerne fra luften og give dem tungere skyts. USA skal ikke drages ind i at befri Mosul. Vores soldater skal ikke kæmpe fra hus til hus i Mosul,« siger Chris Crockett, en amerikanske investeringsrådgiver, der ofte rejser i Mellemøsten.

Andre amerikanere har mistet troen på, at det er værd at satse på at bevare Irak som en nationalstat.

»Jeg kan acceptere, vi bomber IS-styrker, hvis det er for at redde yazidier. Men hvis det er for at redde Irak fra sammenbrud, tror jeg ikke på det. Det nytter ikke noget at forsvare et landkort, som er dømt til at forsvinde,« siger Randy Hackett, en filmproducer i Boston.

Trods skepsis i den amerikanske opinion mod en eskalering af USA’s militære engagement i Irak tyder meget dog på, at Obama netop vil følge den vej. Inden premierminister Nouri al-Maliki trak sig i sidste uge, havde præsidenten lovet mere militær støtte til den irakiske regering, hvis en regering med en anden leder blev udpeget.

Det skete i sidste uge med udvælgelsen af al-Malikis partikammerat Haider al-Abadi. Nu forventer man i Bagdad, at det følges op med leverancer af nye F-16, tungere artilleriskyts og pansrede mandskabsvogne – og hvis det skulle være nødvendigt med luftangreb mod IS-styrker, der delvist har omringet Bagdad.

Næste punkt på Obamas dagsorden bliver, hvad USA kan gøre for at stoppe den jihadistiske bevægelses hurtige fremrykning i Syrien.

En passiv tilgang synes ikke længere at være en option inden midtvejsvalget til Kongressen i november, hvor republikanerne vil kunne hænge ansvaret for Islamisk Stats succes på slagmarken om halsen på demokraterne.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Helene Nørgaard Knudsen

»Jeg kan acceptere, vi bomber IS-styrker, hvis det er for at redde yazidier. Men hvis det er for at redde Irak fra sammenbrud, tror jeg ikke på det. Det nytter ikke noget at forsvare et landkort, som er dømt til at forsvinde,« siger Randy Hackett, en filmproducer i Boston.

Det forsvinder ikke - det bliver fyldt til randen med flere IS galninge - men det er så et mindre problem?

Robert Ørsted-Jensen

Helene
På den konto kunne man så også have sagt præsist det samme om Nazismen - bomber nytter ikke. Problemert "forsvinder ikke" - man skal derfor bare lade det vokse

Er det det?

Den langsigtede løsning er at afvikle vores alle sammen's afhængighed af olie fra mellemøsten og andre "udemokratiske områder".

Så stopper indtægterne til de kontroversielle og udemokratiske olie-stater , og så har disse ikke penge til at finansiere ballade rundt omkring i verden.

Samtidig gavner vi så klimaet !!!!

(Det går nok ikke så let, men man kan da håbe en lille smule ?)

Per Dørup Jensen

Fantastisk hvis bare almindeligt intelligente mennnesker ikke snart kan fange nogle elementære associations-logikker: 1) Alliancen, altså samarbejdet og arbejdsdelingen, primært mellem USA, UK og Golfstaterne går ud på, at førstnævnte forestår den militære træning via deres efterretningstjenester og den private Blackwater, mens sidstnævnte sørger for finansiering og rekruttering af sunni-terroristerne/ de syriske oprørere - som nu strategisk går under den samlede betegnelse IS, efter alt at dømme på direktiv fra denne Nato/Golf-
Alliance, der fodrer, træner og udruster dem - og som har tilført IS/de såkaldte syriske oprørere slagkraft. 2) Den slagkraft IS løbende har fået tilført udefra, og har akkumuleret i Syrien gennem tre år, har tilsvarende øget deres kampkraft i Irak. Da det er IS, der udgør hovedkraften i såvel Syrien som Irak, er det følgelig absurd og bevidst opinions-vildledende - som Mc Cain og Obama gør - at skelne mellem moderate politiske oprørere i Syrien/ den Frie Syriske Árme og ekstreme terrorister i Irak.
Kunststykket for Obama og Mc Cain er altså nu, via Nato-medierne, at indoktrinere opinionen til at sondre mellem halshuggende IS-islamister i Irak, og tage afstand fra disse, men modsat støtte de såkaldte "moderate" IS-oprørere i Syrien, der i henhold til DR Horisont´s fremstilling i går, nærmest blev præsenteret som uskyldige civile, der bliver tøndebombet af Assad, mens de skjuler sig blandt autentisk civile for eksempel i bygningskomplekser, på skoler og hospitaler.

Per Dørup Jensen: Så det du siger er at når USA og NATO yder støtte til Iraks bekæmpelse af IS så er det en stor konspiration, men når det fascistiske Rusland yder støtte til det totalitære Assad-regimes bekæmpelse af IS så er det udtryk for guddommelig retfærdighed?

Jesper Wendt: Det er da ganske ligegyldigt om det er bomber eller kugler Putin vælger at slagte de civile med. Eller du synes måske det er mere synd for bomberne end det er for dem de rammer?

Jesper Wendt: Og derfor har det russiske militærindustrielle kompleks fuldstændig samme interesse i at holde IS kørende som den konspiration Per Dørup Jensen liner op. Men i en påvirkningsagents bizarre mentale verden er det selvfølgelig mere nobelt at dræbe civile med en AK47 end det er med en Colt.

Jeg ved det ikke, jeg har kun holdt en magnum 357, og uden at skyde med den, så jeg er lidt på herrens mark her. :)

Drab er aldrig noble, men du stiller det op, som om Rusland og USA har ligeværdige gøremål i området, det er ikke helt tilfældet, det var sådan set det eneste jeg opponerede imod.

Jesper Wendt: Du kan opponere ligeså tosset som du vil. Det bliver Ruslands støtte til terrorregimer i området ikke mere "værd" af.

Jeg har ikke kendskab til at Rusland, støtter noget regime. Selv om man kan plædere for, at alle styreformer er regimer.

Carsten Straarup

Det er herligt som Per Dørup Jensen og visse andre her på egnen mener at se det 'amerikanske militær-industrielle kompleks' som ultimativ bagmand bag al djævelskab her på jorden :)

Carsten Straarup

Jesper?!
Blandt andet styret i Damaskus var for længst kollapset, hvis ikke det var for massiv russisk våbenhjælp. Jeg vil tillade mig at mene, man kan kalde Assad og hans folk for et 'regime'...

Carsten Straarup

Jesper!

Jeg synes først og fremmest du skal ophøre med din himmelvendt naive frikendelse af russisk udenrigspolitik. Siden zarens dage har den været præget af iskold magtpolitik. Og så vel under Sovjetunionen som under Putin har magthaverne været praktisk taget uden indenlandsk oppositionel eller mediemæssig kontrol.

Carsten Straarup, nævner du slaverne, indianerne, mexicanerne, sydamerikanerne, når du taler om USA? Det må blive nogle lange udredninger.

Carsten Straarup

Jesper??
Jeg frikender ikke USA for deres historie: Det er dig der skriver ting som: " Jeg har ikke kendskab til Putin, har slagtet nogen" & "Jeg har ikke kendskab til at Rusland, støtter noget regime" ....

Det synes jeg du skal tage op med nogen af de civile georgiere, tjetjenere eller syriere for hvem MIG jagere , T34-85 tank - eller andet solidt russisk isenkram var noget af det sidste de så her på jorden..

Carsten Straarup

Og hvis du endelig vil bevæge dig tilbage i historien - du selv Cambodja - så er vi tilbage i en tid, hvor russerne gjorde som det passede dem i Østeuropa, bl.a. førte en usædvanlig blodig krig i Afghanistan! Og generelt støttede det ene mere forfærdelige regime efter det næste, så længe det passede i det store koldkrigsperspektiv...