Læsetid: 7 min.

’Resiliens’ – men af hvad og for hvem?

Grøn og klimavenlig teknologi er vigtig, men er ikke nok til at gøre samfundene modstandsdygtige – kriserne stikker dybere og kræver ændring af politik og økonomi, siger forskere
Grøn og klimavenlig teknologi er vigtig, men er ikke nok til at gøre samfundene modstandsdygtige – kriserne stikker dybere og kræver ændring af politik og økonomi, siger forskere

iBureauet/Mia Mottelson

6. august 2014

Med den dobbelttydige rapporttitel Protecting our Capital (’At beskytte vor hovedstad/kapital’) har det internationale netværk af klimabevidste storbyer, C40 Cities, kastet sig ind i arbejdet for at skabe ’resiliens’, dvs. robusthed, modstandsdygtighed og evne til at klare de kriser, som klimaforandringerne bringer med sig i form af stigende vandstand i havene, hedebølger, ekstrem nedbør, tørke etc.

I et samarbejde med organisationen Carbon Disclosure Project beskriver C40-byerne i rapporten, hvordan »klimatilpasning i byerne kan skabe et resilient sted for erhvervslivet«.

Hvis der intet gøres for at imødegå konsekvenserne af den globale opvarmning, kan værdier for sammenlagt 4.000 milliarder dollar være i farezonen i perioden frem til 2030, påpeger rapporten.

»Storbyer søger at skabe et miljø, der er attraktivt for erhvervslivet såvel som for borgerne. Fysisk kapital såsom infrastruktur og offentlig transport såvel som menneskelig kapital – inklusive uddannelse og sundhedsvæsen – er to betydelige drivkræfter for vækst – men resiliens over for klimaændringer er nu en faktor af tiltagende betydning for byers økonomiske konkurrenceevne,« hedder det.

Vurderingen er i tråd med en anden aktuel rapport, Risky Business, om klimasårbarheden i det amerikanske samfund og erhvervsliv, udarbejdet på initiativ af bl.a. New Yorks tidligere borgmester Michael Bloomberg og USA’s tidligere finansminister og Goldman Sachs-CEO Henry Paulson. Risky Business-rapporten forudser omkostninger på op til 5,9 pct. af det amerikanske BNP midt i århundredet, hvis intet gøres for at øge modstandsdygtigheden over for klimaforandringerne.

»De nationale beslutningstagere må veje de potentielle økonomiske og sociale konsekvenser af klimaændringer mod omkostningerne ved strategier til at mindske drivhusgasudledningerne eller at gøre vor økonomi mere resilient,« fastslås det.

»Vi er nødt til at udforme en national politik, der bruger markedskræfterne til at sikre, at der er incitament til at gøre de teknologiske fremskridt, der er nødvendige for at håndtere klimaændringerne,« skrev Henry Paulson i New York Times ved rapportens offentliggørelse.

Begge de aktuelle rapporter betoner således vigtigheden af at investere i beskyttelse mod ekstrem nedbør og oversvømmelser, i bygninger med passiv køling, i større energieffektivitet og grønne tage, i vedvarende energisystemer m.m.

Rapporterne er hermed i tråd med det fælles initiativ, en række multinationale koncerner – Shell, IBM, Siemens, DuPont, McKinsey, Unilever m.fl. – har taget for at gøre ’resiliens’ til det nye prisme, som indsatsen for mere robuste samfund, økonomier og virksomheder bør ses gennem. Som omtalt i Information den 25. juni har selskaberne i rapporten Turbulence – A Corporate Perspective on Collaborating for Resilience beskrevet deres respektive indsatser for at bistå byer og lokalsamfund med helt konkret at skabe resiliens til de udfordringer, der knytter sig til forsyningen af vand, energi og fødevarer.

Forandre for at bevare

Således er begrebet resiliens ved at holde sit indtog i det fremsynede erhvervsliv og hos visionære myndigheder som et bredere, mere tidssvarende pejlemærke for udviklingen end ’bæredygtighed’, der har været centralt buzzword siden Brundtland-rapporten fra 1987. Vore samfund skal ikke bare blive grønnere, de skal i bredere forstand gøres mindre sårbare og bedre egnede til at fungere i en verden, hvor råstoffer bliver en mangelvare, og økonomiske og andre kriser et tilbagevendende fænomen.

Spørgsmålet er imidlertid, hvad man skal lægge i begrebet ’resiliens’? Hvori består den modstandsdygtighed og robusthed, der skal opbygges for at gøre et samfund langtidsholdbart? Hvordan ser vejen dertil ud? Det er en diskussion, der i dag foregår med tiltagende styrke blandt fagfolk og repræsentanter for civilsamfundet, men hen over hovedet på politikere.

Biologer har faktisk brugt udtrykket om økosystemer i godt 40 år, lige siden den canadiske økolog C.S. Holling i 1973 skrev en artikel om Resilience and stability of ecological systems, hvori han definerede resiliens som et økosystems evne til at absorbere ændringer i diverse ydre parametre og stadig bestå.

I dag handler diskussionen om, hvad det egentlig er, der skal bestå, og hvor grundlæggende forandringer der skal til for at opbygge større modstandskraft mod udefrakommende kriser og chok.

Som man må høre de ovennævnte udspil fra erhvervsledere og storbyfolk, handler resiliens om at hindre ’systemet’ i at gå ned, når havene stiger, stormene raser, temperaturen øges, energien bliver dyrere etc. Med nye diger, bedre aircondition, grønne tage, regnvandsbede, vedvarende energi, lukkede stofkredsløb etc. skal såvel virksomhedernes konkurrenceevne som borgernes vante liv og byens funktionsduelighed opretholdes. At forandre for at bevare, kunne man sige.

Det er dét, som flere fagfolk nu anfægter.

Polanyis pointer

I maj var 900 forskere og ngo’er samlet i Montpellier i Frankrig til konferencen Resilience 2014, der var arrangeret af en række videnskabelige institutioner. For en del af dem var – og er – udgangspunktet, at nutidens internationale samfunds og økonomis store sårbarhed har at gøre med den fri markedstænknings dominans på alle niveauer.

Ressourcegeografen John Thompson fra det britiske STEPS Centre og Maja Göpel, politisk økonom fra det tyske Wuppertal Institute, har således hentet inspiration hos den ungarske historiske økonom Karl Polanyi, der i 1946 i bogen The Great Transformation kritisk beskrev det 19. århundredes »stærke utopi om et markedsbaseret system«. Denne utopi førte til, at jorden, arbejdskraften og pengene, der hidtil havde være indlejret i sociale relationer og underlagt moralske normer, gradvist blev gjort til »falske varer« på et selvregulerende marked.

»Antagelsen var, at disse markedskræfter skulle organisere alle dele af samfundet. Vi har kæmpet med konsekvenserne lige siden,« noterede John Thompson i sin refleksion over Polanyis historiske analyse.

Den ungarske økonom så den økonomiske krise, der i 1930’erne hærgede de vestlige samfund og siden fulgtes af krig, som en konsekvens af den fri markedsutopis virkeliggørelse. Thompson og Göpel ser dagens kriser som en gentagelse og optrapning.

»Hvis Polanyi havde levet i dag, ville han have nikket genkendende til vores krisehærgede, neoliberale situation, idet han ville have set den som et fortsat, intensiveret stadie i det 19. århundredes dybtgående skift til markedsrationalitet – på sin vis en Great transformation nr. to,« lyder Thompsons vurdering.

Thompson, Göpel og andre påpegede på Resilience 2014, at markedet i sig selv til enhver tid vil presse de menneskelige samfund og naturen til sammenbruddets rand, fordi mennesker og natur opfattes som varer.

Ikke bare teknologi

Pointen med at gøre en masse ud af Karl Polanyis gamle værk på resilienskonferencen var for Thompson og co. at understrege, at et samfund med en højere grad af modstandsdygtighed ikke i dag kan opnås ved alene at satse på grøn teknologisk innovation og markedets – dvs. store visionære virksomheders – indsats for at sikre mindre sårbar infrastruktur, energiforsyning etc. Henry Paulsons forslag om en »national politik, der bruger markedskræfterne til at sikre, at der er et incitament til at gøre de teknologiske fremskridt, der er nødvendige for at håndtere klimaændringerne«, er ikke nok som resiliensstrategi.

Nutidens krise har nemlig ifølge Thompson og Göpel direkte rod i de senere årtiers tendens til øget markedsliberalisering – med de igangværende transatlantiske TTIP-forhandlinger som aktuel bestræbelse – hvilket har afstedkommet øget ulighed i mange lande, mindsket økonomisk stabilitet med finanskriser og stærkt svingende energi- og fødevarepriser samt reduceret bæredygtighed med overskridelse af et stigende antal økologiske grænser.

Polanyis analyse lægger med Thompsons ord op til »en mere integreret strukturel analyse«, mens Maja Göpel kalder tilgangen »holistisk« i kraft af sammenkædningen af de tre nøgledimensioner i vor nuværende krise – den økonomiske, sociale og økologiske.

At skabe resiliens handler altså også om den sociale dimension, om lighed og rettigheder. Et samfund med stor ulighed, social nød, lav demokratisk deltagelse og manglende medejerskab til udviklingen er sårbart og ikke modstandsdygtigt over for udefrakommende kriser og chok. Derfor er et følsomt diskussionspunkt blandt resiliensfolket også forholdet mellem bæredygtighed og udvikling.

Resiliens af hvad og for hvem?

Hvis den miljø- og klimamæssige sårbarhed kommer til at dominere indsatsen, kan det ende med ’grønne autoritære systemer’ på bekostning af demokrati og fattige befolkningsgruppers ret til udvikling, påpeger den britiske socialantropolog og direktør for Institute of Development Studies Melissa Leach. Hun nævnte f.eks. på Resilience 2014-konferencen tankerne om at lade de såkaldte ’planetære grænser’ for forbruget af bestemte stoffer og for økosystemers bæreevne danne udgangspunkt for kvoteordninger eller andre overnationale styringssystemer, der kan ende med at begrænse de mindre privilegeredes ret til udvikling. Andre betonede, at hvis ikke det materielle forbrug bringes ned under grænserne for bæredygtighed, så vil en række alvorlige kriser skærpes, tidspresset vokse og råderummet for demokratiske beslutninger og social retfærdighed skrumpe.

Den konklusion, Melissa Leach drager af disse dilemmaer, er, at »vi kan kun tage disse udfordringer op, hvis vi erkender dem som grundlæggende politiske.«

Så resiliens handler også om at dele og omfordele. »Resiliens af hvad og for hvem,« blev der spurgt på konferencen.

Det hele lyder som en ny optik og nye begreber at tackle kendte, hårdnakkede dilemmaer med: Hvordan sikre såvel global bæredygtighed som fattiges ret til udvikling? Hvordan tackle modsætningen mellem markedsliberalisering og behov for politisk styring? Hvordan omstille en økonomi, der er stødt på grænserne, men fortsat har vækst, skærpet konkurrence og hidsig produktivitetsjagt i centrum? Hvordan handle hurtigt og samtidig sikre omstillingens lokale og demokratiske forankring?

Såvel multinationale selskaber, klodens megabyer som lokale transition towns og forskere inden for mange discipliner synes at have indledt en kappestrid om indholdet og fortolkningen af resiliensbegrebet, sådan som man i årtier har diskuteret, hvad bæredygtighed indebærer. Kampen om definitionsretten er i fuld gang.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • John Fredsted
  • Niels Engelsted
  • Niels Duus Nielsen
  • Anna Sørensen
  • peter fonnesbech
  • Tommy Dal
  • Flemming Flyvholm
  • Ib Jørgensen
  • Ejvind Larsen
  • Torsten Jacobsen
  • Niels-Simon Larsen
John Fredsted, Niels Engelsted, Niels Duus Nielsen, Anna Sørensen, peter fonnesbech, Tommy Dal, Flemming Flyvholm, Ib Jørgensen, Ejvind Larsen, Torsten Jacobsen og Niels-Simon Larsen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Niels-Simon Larsen

Meget væsentlig artikel, der indkredser det meste af emnet.
Jeg har diskuteret begrebet i flere år, og man kommer langt omkring, når man går ind i det. Man kan oversætte resilience med overlevelse. Det vil ikke være helt forkert, og ret snart når man ned i de dybere lag om, hvad det er for et liv, man gerne vil have til at overleve.

Jeg synes artiklen mangler noget om psykologisk modstandskraft, resilience, for det anser jeg som et af de største problemer. Selve det, at turde indse, at vi nu står over for problemer, der ser uoverkommelige ud, og måske også er det, er en kæmpe udfordring. Mange mennesker kan slet ikke holde den tanke ud, at det kommer til at gå ud over deres egne børn. Selv synes jeg, at det er ubærligt at konfrontere sig med den tanke, at vi er ved at smadre mange tusinde års udvikling, måske millioner års. Ja, hver gang en dyreart uddør er det ødelæggelse af evolution.

Jeg ved ikke, hvordan man skal arbejde med den form for psykologisk modenhed, for jeg synes, vi står på et barnestade. Vi der har luftet de her tanker gennem tiden, er jo blevet beskyldt for alt muligt og bliver det stadig. Et emne der nærmest er umuligt at tale om. Det ligger måske dybt indlejret i menneskets overlevelsessystem ikke at beskæftige sig med det værst tænkelige, se lyst og håbefuldt på tingene og lade som om, det nok skal gå. Det er da også klart, at selve det ikke at begrave sig i de værste syner, men fokusere på det, der er godt, kan være en god overlevelsesmekanisme. Omvendt kan man sige, at hvis vores læger ikke opsporede årsagerne til sygdom, var der nok ikke mange af os, der gik oprejst i dag. Så lad os bruge lægemetoden på klimaområdet.

John Fredsted, Niels Engelsted, Niels Duus Nielsen, Ivan Breinholt Leth, Mikael Velschow-Rasmussen og Johannes Lund anbefalede denne kommentar
Steffen Gliese

Niels-Simon Larsen, eller også skal man bare erkende, at der er temmelig meget inerti i al udvikling, og at ideer ikke modnes fra dag til dag, men måske snarere fra årti til årti.

peter schultz jørgensen

Spot on. Vigtig artikel.
Økologikriserne hænger jo sammen med økonomikriserne og den deformerede økonomi, der følger af de voksende vanskeligheder med at få reinvesteret den akkumulerede kapital. Dertil kommer de globale sociale kriser, arbejdskrise og en tiltagende demokratikrise.
Netop en reducering af problemet til grøn vækst, resilience og andre slagord går jo ud på at 'ændre' for at bevare. Men ændringer på et felt løser jo ikke problemerne på de andre felter.
Alt peger på en bundvending.

Lise Lotte Rahbek, Niels-Simon Larsen og Ib Jørgensen anbefalede denne kommentar
Ib Jørgensen

Der er behov for en ny aksetid. Den 'gamle' indledtes for omkring 2500-3000 år siden og førte - groft sagt - til at alle hidtidige guder og trossystemer blev afløst af de tre monoteismer, som idag på forskellig vis står i vejen for, at vi kan komme videre i evolutionen. Meget står og falder med udfaldet af de regionale religionskrige, som er i kraftig vækst, men ikke mindst hvorledes USA vil forholde sig til sin evangeliske mission som selverklæret garant for tusindårsrigets etablering på jord. Det er troen på mennesket som enerådende forvalter af artens skæbne, der skal gøres til en ny 'religiøs' overbevisning. Vi må indse, at ingen guder kan eller vil løse de problemer vi står med. Resilience og 'det hellige' har så vidt jeg kan se meget med hinanden at gøre. http://dethellige.blogspot.dk/2014/05/det-hellige-en-kort-introduktion.html

Ib Jørgensen

Den tyske filosof Peter Sloterdijk taler om 3 isoleringsbølger i evolutionen. Den første bestod i hordemenneskets isolation fra naturen. Den anden bestod i menneskers isoleren sig fra hinanden i højkulturerne (herre og slave). Den tredje befinder vi os i nu. Den tager sit udspring i de "rige" højchance-øer (læs: størstedelen af den vestlige kapitalisme). Denne bølge består i udviklingen af en efter-social individualisme. Denne form for individualisme skaber og forudsætter nogle sociale begunstigelser, som sætter den enkelte person i stand til at vende sig fra det system, hvorfra vedkommende stammer. Sloterdijk siger herom: "Den tredje bølge behøver til samfundets konstruktion nogle individer, som har mindre og mindre brug for samfundet."

Det eftersociale individ vil ikke livet og fortsættelsen (forplantningen?), men oplevelsen, der bærer lønnen i sig selv. Dette menneske lever sit liv som slutforbruger af sig selv og sine chancer. Her kan Sloterdijk knytte an til en del af øko-økonomerne, som forsigtigt er begyndt at antyde, at hele vort system har sine rødder i en ideologi om en ikke-reproduktiv produktivitet. Og akkurat som vi udrydder dyre- og plantearter og dermed reserverne af genetisk materiale, så nedslider den industrielle proces i videste forstand som helhed flere menneskelige "reserver" end den selv kan skabe og regenerere. Det modsatte af resilience vil jeg påstå.

Ejvind Larsen, John Fredsted, Helge Rasmussen, Morten Balling, Niels Duus Nielsen, Niels-Simon Larsen og Torsten Jacobsen anbefalede denne kommentar
Niels-Simon Larsen

Til de ovenstående indlæg vil jeg tilføje: Jeg læser med interesse om de store linjer og gør mig også selv tanker om dem, men når man begynder en ny dag, melder kravet sig - og hvad så nu?

Med hensyn til de største problemer, vi står overfor, klimaet, fordeling, levemåde m.m. synes jeg, at den mest spændende diskussion i vores egen politiske andedam står mellem Enhedslisten og Alternativet. Ikke fordi modsætningen er stor og afgørende, men de er de eneste, der tør stille krav om omfordeling og nedgang i forbrug.

Alternativet sætter det vigtigste emne, bæredygtigheden, først. Enhedslisten, socialismen. Den prioritering, synes jeg ikke, at man skal bruge tid på, men bare lægge mærke til, hvad de hver især udfører i praksis. Alene det at føre bæredygtigheden frem, uden at det bliver nedpisset, er en stor opgave.

Resiliencebegrebet har langt fra slået rod endnu i befolkningens bevidsthed. Som det også fremgår af artiklen, vil begrebet blive shanghajet fra forskelligt hold. At begrebet får en solid folkelig basis anser jeg får noget af det vigtigste. Det vil jeg forsøge at fremme gennem Alternativet.

Ejvind Larsen, Niels Duus Nielsen, Sabine Behrmann og Johannes Lund anbefalede denne kommentar
Ib Jørgensen

I en artikel fra 1993 foreslog jeg at erstatte 'bæredygtig udvikling' med 'generaliserbart forbrug' og jeg skrev:
Vel vidende at den stadig rummer mange usikkerhedsmomenter, vil jeg foreslå følgende arbejdsdefinition på en udviklingsretning, som kan føre henimod et "generaliserbart forbrug": På alle niveauer i samfundet bør det tilstræbes, at udvikle normer, værdier og adfærdsformer som gør det muligt

på demokratisk og solidarisk vis at finde områder hvor forbruget kan nedsættes således at

denne forbrugsreduktion omsættes til forbedringer for relativt dårligere stillede, i det egne samfund eller udenfor dette og dette på en sådan måde at

den endelige konsekvens af disse forbrugsomlægninger ikke må betyde et øget pres på naturunderlaget, helst naturligvis en mindskelse af dette pres.

Hele artiklen: http://www.ibjoergensen.dk/Artikler/Tekster/Imod_b%C3%A6redygtighed.htm

Torsten Jacobsen

Peter Hansen,

Præcis. Hvis man accepterer præmissen om at der er grænser for vækst, så er liberalisme kontra socialisme ikke længere et ideologisk eller moralsk spørgsmål, men et pragmatisk.

Det er selvfølgelig derfor at økonomiske liberalister ikke vil anerkende, at der er grænser for vækst. Denne stædige forblindelse kommer tydeligst til udtryk i forhold til klimadebatten, hvor selv nok så alarmerende toner fra videnskaben ikke kan trænge igennem.

Vi lever i en tid hvor ideologierne er ude af trit med kendsgerningerne. Ideologierne er vokset ud af en verden uden grænser for vækst. De er så at sige forældede.

Ejvind Larsen, Lise Lotte Rahbek, John Fredsted, Morten Balling, Niels-Simon Larsen, Lars Kristensen, Steffen Gliese, Ib Jørgensen og Niels Duus Nielsen anbefalede denne kommentar
Anna Sørensen

Jeg mener jo at vi må til at erkende, at en masse af os har NOK af materielle goder. Selv om der bliver ved med at være spændende og fristende muligheder vi kan købe os til, så må vi nu erkende at vi også skal have tid til at bruge det vi har! Det betyder at vi nu, om aldrig før, kan fordele verdens goder til alle, det er der jo råd til. Jeg holder meget af 'lidt men godt', 'kvalitet fremfor kvantitet' og det at nyde detaljen. I går sad jeg i naturen og tegnede heste i to timer, sammen med min niece på 18. Til det behøver man kun et stykke papir og en blyant ;o) Så meget fornøjelse for så lidt...

Mvh. Anna Sørensen

Ejvind Larsen, Niels-Simon Larsen, Steffen Gliese og Ib Jørgensen anbefalede denne kommentar
Lars Kristensen

Det værste er, at det vi sidder og skriver disse indlæg med, forældes og gøres ubrugelige efter nogle år eller årtier, fordi der hvert år kommer nye styreprogrammer og andet software, som vi så bliver nød til at købe - købe - købe.

Kunne IT virksomhederne blot lade mobil og pc programmerne forblive dem vi har og lad os lære at bruge dem til fuldkommenhed, så vil vi kunne opleve en lidt mindre vækst i køb af pc og mobil.

Det samme gør sig gældende inden for alle andre områder. Her produceres der også nye produkter år efter år, fordi der nu er en ny mode, men moden er jo netop producenternes forsøg på vækst, så hvad med at få stoppet moden og lad os blive ved det vi kender og kan forbedre uden at det bliver en ny mode.

Et gammelt skrivebord kan eksempelvis blot males i en anden farve eller få sat nogle dimser på, der passer ind i ens eget brug af skrivebordet, så er det gamle skrivebord brugbart igen, uden at vi absolut skal købe os et nyt.

Prøv dog og tænk kreativt i genbrug, frem for kreativt i merforbrug.

Ejvind Larsen, Lise Lotte Rahbek og Niels-Simon Larsen anbefalede denne kommentar
Morten Balling

Spørgsmålet er om det nytter et hammerslav, at erstatte et begreb som bæredygtighed med resiliens. Størstedelen af Jordens befolkning forstår alligevel ikke, hvad nogen af ordene reelt betyder.

Det minder mig lidt om engang en nystartet koncernleder begyndte at snakke om de fem olympiske ringe som et billede på, hvad han ville gøre med virksomheden i fremtiden. Nogen gange kan det være strategisk smart at pakke virkeligheden (f.eks. nedskæringer) ind i diffuse metafoer. Andre gange er det mest konstruktivt at kalde en skovl for en skovl.

Det levner bare ikke mulighed for at man kan møde op i det pæne tøj til en konference, hvor man på elitært ekskluderende vis, kan føle sig som en del af det fællesskab, som nu vedkender sig de nye idéer om at resiliensen bliver klodens og vækstens redning.

Jeg læste igår at to Google søgninger belaster atmosfæren med lige så meget CO2, som når man koger en kedel vand. Hvor meget vand har du personligt "kogt" på den måde, bare idag? (Cirka?)

Og imens du tænker over det, damper kloden store methan prutter af i Sibirien...

Niels-Simon Larsen

@Peter: "Hvis man sætter bæredygtigheden først, kommer socialismen af sig selv".
Det vil jeg godt give dig ret i. Hvis man derimod sætter socialismen først, er det ikke sikkert, at bæredygtigheden kommer bagefter. Den virkeliggjorte socialisme, vi har set, har i hvert fald ikke indfriet løftet.

Et andet og sværere punkt er, hvordan bæredygtigheden/socialismen holdes i live og ikke forfalder med den næste generation. Ikke engang den bedste del af socialdemokratismen, er levedygtig. Det svenske Folkehemmet er også i forfald. Det er som om alle stormer væk fra fællesskaberne, og alle vil være rige på andres bekostning.

Om klimakatastroferne kan ryste os sammen, er et stor spørgsmål. Er Bodil ikke bare et dystert minde, hvor ingen tænker på, om ikke hendes storesøster kommer til efteråret? Jeg har ikke stødt på den helt store reflektion over den storm. Det er ikke sådan, at, av for satan, det var ikke så godt, det bliver vi nødt til at gøre noget alvorligt ved, nej, nok var det alvorligt, men ikke så alvorligt, at vi skal lade være med at gøre noget, vi hidtil har gjort.

Jeg tænker meget over, hvor store katastrofer, der skal til, før vi tager skeen i den anden hånd, og om vi som mennesker i det hele taget fra naturens side er designede til hurtige ændringer. Bare det at ændre sin mening en lille smule er et arbejde, det at skifte parti en langsom proces og det at gå fra materialistisk livsorientering til ikke at stile efter ting er en megaopgave. Et paradigmeskift fra jeg- til vi-tænkning er kun forekommet sporadisk i vor historie, så vidt jeg er orienteret, og så er det pludselig det, der forlanges af os.

Det at tale om det, finde nogle at tale om det med og finde sprog for det er et første skridt.

Ejvind Larsen, John Fredsted, Ib Jørgensen, Niels Duus Nielsen og Morten Balling anbefalede denne kommentar
Morten Balling

@Niels-Simon

Der kogte jeg lige en kedel vand mere. Jeg tænkte at jeg ville prøve at komme i tanke om et eksempel på at vi passer bedre på hinanden ifm. kriser, men havde helt ærligt lidt svært ved at erindre noget. En hurtig Google søgning på "people become social udring crisis" giver dog mest resultater som omhandler, hvordan man kan benytte sociale medier, når man har nedern. Måske søgte jeg forkert. Der var da noget med at folk hjalp hinanden efter Kathrina? Og dog. Citat fra Wiki:

"The aftermath of Hurricane Katrina was characterized by extensive reporting of looting, violence, shooting against rescuers, murder and rape."

Niels Duus Nielsen

Niels-Simon Larsen: "Jeg tænker meget over, hvor store katastrofer, der skal til, før vi tager skeen i den anden hånd..."

Ulrich Bech skrev sin bog "Risikosamfundet" i midtfirserne. Da bogen var færdig, men endnu ikke trykt, sprang Tjernobyl i luften. Bech skrev skyndsomt et forord til forordet, hvor han konstaterede:

"Efter Tjernobyl fremstår meget af det, man i skriveprocessen måtte kæmpe sig frem til ved hjælp af argumenter - umuligheden af at iagttage farerne, deres afhængighed af viden, deres globale karakter, den "økologiske ekspropriation", normalitetens omslag i absurditet osv. - som en flov beskrivelse af nutiden. Ak ja, var det blot blevet ved udmalingen af en fremtid, som det gælder om at forhindre."

I 1986 var Beck alligevel moderat optimist, for så vidt han angav en mulig løsning: En udvidelse af grænserne for det politiske i form af et eksperimentelt demokrati, hvis vigtigste udtryk vil være demokratiseringen af den økonomiske og teknologiske udvikling.

Femogtyve år og et Fukushima senere siger han mere pessimistisk:

„Die Politik hat sich durch die Zustimmung zur Kernenergie an das Schicksal dieser Technologie gebunden. Mit dem Eintritt des Unvorstellbaren geht das Vertrauen der Bürger gegenüber den Politikern verloren.“

Men han er dog stadig optimist:

"Die Katastrophe in Japan ermöglicht es, weltweit neu über Kernenergie nachzudenken. Sie erzwingt sogar diese Möglichkeit und eröffnet Handlungschancen für eine alternative Energiepolitik. Insofern bieten Risiken auch Perspektiven für neue Wege in eine andere Moderne."

Så der er håb endnu. Men det kræver nok, at vi får en anden type politikere end dem vi har.

http://www.taz.de/!68385/

Niels-Simon Larsen

@Morten: Det koster måske også en kande kogt vand at sende et indlæg, men du ved, så slukker jeg til gengæld lyset efter mig.

Det er interessant at holde øje med, hvornår det går op for flertallet, at vi i bund og grund er usolidariske. Man kunne nok oparbejde en folkestemning til hjælp af katastrofeofre, men ligefrem at sige til os selv, at temperaturstigningen er menneskeskabt og handle derudfra, er et stort spring. Det er stadig der, bolden ligger. Det var synd for bodilofrene, men heller ikke mere. Det siges også, at folk er begyndt at kigge på højdekortet, når de køber hus, så der er nogle, der må sidde tilbage med smerten.
Når vi ikke vil vedkende os det fælles ansvar, lader vi fanden tage de sidste.

Niels-Simon Larsen

@Niels Nielsen: Jeg er mærkeligt nok kommet hinsides håb og håbløshed, og handler bare ud fra, hvad jeg synes der bør gøres. Derfor er jeg ikke depressiv. Det er der ikke tid til.

Atomulykkerne er forfærdelige, men hvad skal man gøre, når samfundene skal holdes i gang? Hvis man ikke tager udfordringerne op og tænker i helt nye baner, må man bare vente på den næste ulykke. Frankrig er vist sluppet uden uheld, så der kører man bare videre. Her kommer debatten op ind imellem, men den stopper ved, at ingen vil have værket. Ikke engang Risøaffaldet kan man finde et sted til. Jeg ved ikke, hvis problem det er. Er det ikke bare Risøs, og Roskildes? De kan da bare løse deres problem, kan de. Hvad kommer det os ved, ha!

Morten Balling

@Niels-Simon

Jeg er ikke så sikker på at vi pr. natur er usolidariske. Vejen til at vi mennesker er nået dertil, hvor vi er idag, har været lang. Undervejs har vi overlevet på at samarbejde og tænke os om. Ikke på vores "overlegne" fysik. Computermodeller har også vist at det mest udbytterige for os er at samarbejde og opføre os ordentligt ift. hinanden:

http://en.m.wikipedia.org/wiki/Evolutionary_game_theory

Teorien gælder ikke kun os. Andre dyr lader også til at have lært teknikken. Jeg så fornylig et forsøg, hvor elefanter skulle samarbejde for at få en belønning. Det var de vildt gode til :)

Måske er vi bare forvirrede over at stæse rundt i hamsterhjulet, så vi har mistet lidt fokus. Eller også er vi ved at være så pressede/stressede at det egoistiske overlevelsesinstinkt har taget over.

Niels Duus Nielsen

Balling, du er sgu da irriterende med dit evindelige kogen vand. Behøver du at give mig mere dårlig samvittighed end jeg allerede har? Skal jeg så også have dårlig samvittighed hver gang jeg slår en prut? Så vidt jeg ved, består prutter af bl. a. metan, så alene ved at eksistere er jeg jo medansvarlig for klodens undergang? Jeg kendte en gang en skuespiller, som kunne slå en prut på kommando. Men ifølge din logik vil alle flatulister jo så være forbrydere? Det er jo den rene rindalisme. ;-)

Niels-Simon, hinsides håb og håbløshed - er man så ikke død? Eller i det mindste zombificeret? Jeg kender dig ikke, men jeg er ret sikker på, at du ikke er død, og når jeg læser dine skriverier, er jeg overbevist om, at du heller ikke er en zombie. ;-)

Af og til mister jeg modet, men det er sjældent, jeg giver op. Det tror jeg, at jeg har til fælles med mange fra min generation: Som ganske unge funderede vi dybt over truslen fra atombomberne, og fandt hver især en måde at leve med denne kognitive dissonans uden at blive fuldstændig sindssyge. Af samme årsag sover jeg roligt om natten på trods af hedebølger og tropiske orkaner. Jeg er vant til kognitiv dissonans, been there, done that.

Hver gang jeg fx læser Ballings betragtninger over de økologiske omkostninger, der er forbundet med søgninger på Google, giver det mig et konkret håb, fordi jeg kan se, at der er nogen derude, der ikke nøjes med højteoretiske dommedagsforkyndelser, men faktisk forsøger at forholde sig til problemet på et lavpraktisk plan, hvor alle kan være med. Og Niels-Simons løsning på problemet er lige så lavpraktisk: Hvis jeg insisterer på at google, må jeg finde et andet sted at kompensere for denne ubalance i miljøregnskabet, fx huske at slukke lyset.

Det er for mig at se vejen frem: De teoretiske dommedagsteorier er gode for æggehoveder som mig, som finder det interessant og paradoksalt, at det at leve er blevet en eksistentiel trussel mod det at leve. Men det går hen over hovedet på fru Jensen nede på første, så hun er da ligeglad. For hende giver det meget mere mening at sammenligne en eller anden problematisk aktivitet med det at koge en kedel vand.

Derfor forstod lavpraktikeren i mig heller ikke, hvorfor folk blev så sure på Dan Jørgensen, da han opfordrede os til at være lidt bevidste om, hvad vi spiser. På et lavpraktisk niveau er det jo bare et godt råd, en opfordring, som man kan følge eller lade være. Men for højpandede teoretikere med politikerlede og sporadisk jordforbindelse er det selvfølgelig et totalitært overgreb, begået af en formynderstat, som vi frygter kunne finde på at forbyde flatulisme og andre miljøskadelige kunstarter ved lov.

Og her har vi så kerneproblemet: De lavpraktiske råd skal komme fra folk selv, ikke fra politikerne eller staten. Hver gang sundhedsmyndighederne anbefaler, at jeg ikke drikker mere end syv øl om dagen, får jeg lyst til at drikke en hel kasse. Men hvis min gode ven fortæller mig, at han personligt synes, at jeg drikker for meget, gør det et helt andet indtryk.

Så hvis noget skal ændres, skal det ske nedefra. Det er et langt og sejt træk, men det er muligt. I min tid er det således lykkedes os at forhindre politikerne i at indføre atomkraft, vi har medvirket til at erhvervslivet forurener vore vandløb mindre end de ellers ville have gjort, og vi har afskaffet pryglestraf for børn. Bare for at nævne tre eksempler på, at det nytter noget, og at der ikke er grund til at forfalde til håbløshed.

PS Af en eller anden grund kan jeg ikke høre ordet "bæredygtighed" uden at komme til at tænke på Anders Fogh Rasmussen. Så jeg er en af dem, der er glad for, at man nu i stedet kan bruge ordet "resiliens".

Ejvind Larsen, Lise Lotte Rahbek, John Fredsted, Niels-Simon Larsen, Morten Balling, Torsten Jacobsen, Ib Jørgensen og Vibeke Rasmussen anbefalede denne kommentar
Ib Jørgensen

Det her er et lidt vildt skud i tågen, jeg har fået et par single malts. Men jeg tror at en måde at bidrage til en afsløring af systemets manglende logik, er de eksempler vi ser på, at mennesker begynder at hjælpe hinanden, på trods af eksisterende regler. Når f.eks. taxachauffører klager over at folk løser deres transportproblemer på alternative måder via internettet, så skal vi sige til dem (chaufførerne): Surt show, men det er for dyrt at køre i taxa til de priser I er nødt til at tage. Og så prøve at finde andre måder, at være solidariske med dem på. Bl.a. ved at tilbyde dem tjenester af forskellig art til nedsat pris. Eksempel: En tandlæge sparer på sin transport ved at 'snyde' taxaselskabet og dets chauffører. Så tilbyder han nedsat pris for tandbehandling til taxachauffører. Kort sagt bytte af tjenester udenom systemet, men på en måde så parternes forbrug (pres på ressourcerne) nedsættes. Kun hvis dette bliver resultatet, kan ordningen betragtes som et fremskridt.

Vibeke Rasmussen

Syv øl om dagen, Niels Nielsen! Den må du da vist, om jeg så må sige, ha' fået galt i halsen. ;)

Herligt skriv. Inspirerende hjernespind.

Ejvind Larsen, Lise Lotte Rahbek, Niels-Simon Larsen og Morten Balling anbefalede denne kommentar
Niels-Simon Larsen

Der er en ting, der til stadighed undrer mig, og det er det der med solidariteten. Jeg har med fornøjelse læst Tor Nørretranders bøger om Fælledskab og Vær nær og er fuldstændig enig i synspunktet om, at det ikke kan betale sig at være et dumt svin. Nej, vi går ikke og skubber til hinanden, men siger undskyld og giver plads.

Men hvorfor er det hele så, som det er, og hvorfor har det altid været det, og hvordan kan det blive anderledes? Der er jo en trold, der hele tiden springer op af æsken i form af fanatisme og umenneskelighed. Man kan bare åbne dagens aviser. I 70'erne var mange af os betaget af Mao og kulturrevolutionen, men de grusomme realiteter måtte vi læse om bagefter. Jeg havde en plakat af en kinesisk folkekommune på væggen, men ikke et billede af et fordømmelsesmøde.

'Frygt mest af alt at være i en øjenforblændelse' sagde Kierkegaard, men intet er os lystigere. At ride på begejstringens bølge er saligt. Det er vel også derfor, at vi, der nu råber 'Ned i forbrug!' regnes for en slags folkefjender, for nu går det jo lige så godt, folk er rige, temmelig smukke og ser unge ud (selvom de ikke er det). Hvem skal man så være solidarisk med? Det mærkelige er jo, at man skal være solidarisk med de endnu ikke fødte generationer. Man står ikke skulder ved skulder med de nulevende, men med de kommende, og så er solidaritetsbegrebet sprængt - og så gælder det om ikke at sprænge med.

Ejvind Larsen, Ib Jørgensen, Niels Duus Nielsen og Morten Balling anbefalede denne kommentar
John Fredsted

Indfasningen af begrebet 'resilience', altså modstandsdygtighed, på bekostning af begrebet 'bæredygtighed' er naturligvis ikke noget fremskridt, tværtimod. 'Bæredygtighed' handler blandt andet om nænsomhed, gensidig respekt, og om det at begrænse sig selv. 'Resilience' handler om at forsvare sig imod de problemer, som manglen på bæredygtighed skaber; og for erhvervslivet og andre særinteresser handler det om mere eller mindre aggressivt - som altid - at opretholde sin position. I alt dette er der grundlæggende intet håb, for den psykologiske profil for mennesket forbliver herved uforandret. Så lad dem bare ævle og snakke og vrøvle og hælde vand ud af ørerne på sig selv og hinanden i de næste 2-3 årtier; til den tid vil grundlæggende intet være løst, og vi vil bare sidde endnu dybere i lortet, end vi allerede gør.

Niels-Simon Larsen

@John: Jeg er ikke enig med dig her. Vi bliver nødt til at gøre os modstandsdygtige. Lige i øjeblikket kan jeg høre det regner kraftigt. I 2010 fil vi en vasker, der satte mit kvarter under vand. Det, der så siden er sket, er, at vi har talt om det og dækket os ind. Kommunen har støttet forskellige former for vandopsamling og vandafledning. Bevidstheden er en del anderledes nu.

At et kvarter skal kunne modstå chok er helt naturligt. Det højner også bevidstheden, at vi bliver klar over, at vi selv må gøre noget og ikke vente til sidste øjeblik. Den opfattelse kan brede sig, for i et boligkvarter kan man ikke være ligeglad. Hvis det fortsætter og udvikles, er der grund til lidt optimisme.

John Fredsted

@Niels-Simon: Misforstå mig venligst ret, som min far ind imellem sagde til mig. Jeg har fuld forståelse for, at man, specielt oven på chok som skybrud, storm, o.l., forsøger at ruste sig bedre. Det er ikke det, jeg har i tankerne. Jeg interesserer mig for, hvorvidt det alene forbliver ved det, eller om man sideløbende hermed også reelt ændrer forbrugeradfærd (og det kan jo godt være, at det faktisk er sket i for eksempel dit kvarter). For hvis ikke, så er det indlærte en noget nær Pavlov'sk trivialitet, fristes jeg til at sige.

Michael Kongstad Nielsen

Jeg har det svært med det ord, "resilient", der ikke står i nogen dansk ordbog. Resistens er måske det nærmeste, modstandskraft, immunitet? Eller der foreslås modstandsdygtighed, robusthed, ukuelighed - men hvordan skulle modstandsdygtighed kunne erstatte bæredygtighed. Og det kunne man frygte bliver strategien, at vi forskanser os og bygger byer og infrastruktur om, så vi kan modstå klimaforandringerne, og så fortsætter vi ellers trykket på kloden som før.

Når firmaer som Goldman Sachs, Shell, IBM, Siemens, DuPont, McKinsey og Unilever står i spidsen for det her, jf. artiklen, så kan man godt blive lidt betænkelig.

Niels-Simon Larsen

@Michael: Noget om snakken. Der er jo dem, der mener, at den grønne omstilling først bliver til noget, når de store firmaer tager fat på den, og det går muligvis også sådan, for det er svært at gennemføre noget fra bunden og op. Alligevel bruger jeg mine kræfter 'i bunden', for kapitalen kan kun lave noget ud fra dens værdinormer. Det bliver så et kapløb om, hvem der vinder befolkningens hjerte. Igen bliver det stemmeboksen, der afgør det, og så får vi se.

Robusthed tror jeg nok, enhver forstår ud fra simpel lyst til at overleve. Om befolkningen så kan blive klimabevidst på en studs, når den ikke allerede er blevet det, er et stort spørgsmål. Alle begreber og slagord har det med at skabe modsætninger. Ordet resilience er blevet brugt gennem flere år, og jeg har det ikke dårligt med det.

Ejvind Larsen, John Fredsted og Michael Kongstad Nielsen anbefalede denne kommentar
John Fredsted

@Kongstad: Ja, det er lige præcis den frygt, jeg også nærer (jævnfør mit tidligere indlæg i denne tråd): at det forbliver ved modstandsdygtighed gennem forskansning, som du skriver, frem for også at indbefatte en ændring af forbrugeradfærd hen imod bæredygtighed.

Niels-Simon Larsen, Ejvind Larsen og Michael Kongstad Nielsen anbefalede denne kommentar
Michael Kongstad Nielsen

Enig med Fredsted. I øvrigt er det ikke kun de store multinationale selskaber, der tænker "resilliens" ind i deres virksomheder, det gør det offentlige også. I Danmark skal alle kommuner udarbejde "klimatilpasningsplaner", hvor ændringer i afvanding, digeløsninger m.v. skal planlægges og prioriteres.
http://www.information.dk/telegram/505815

I New York, Manhattan, har bystyret vedtaget en stor tilsvarende plan for den sydlige del, der blev hårdt ramt af seneste stormflod Sandy. Med den danske tegnestue BIG helt front:
http://www.information.dk/503170

Det giver arbejde og beskæftigelse til mange, og ro i sjælen måske, bare det ikke er samme ro, som rigmænd får ved at mure sig inde bag hegn og pigtråd og bevæbnede vagtværn.

Niels-Simon Larsen

@Ib Hansen: Emnet hedder resilience, men man kan selvfølgelig godt se det fra oven af. Hvad gør vi i bunden, hvis verdensøkonomien ændres alvorligt pga. finanspolitik? Hvad gør vi under en evt. fødevarekrise - kriser i det hele taget?

Samtidig med at vi debatterer ligelig fordeling under de nuværende forhold, bliver vi også nødt til at tænke fordeling under ekstremforhold. Det er for mig ingen tvivl om, at en befolkning som den danske med en vis tradition for solidaritet også vil rykke tættere sammen under en krise. At der vil komme kriser, bliver der dog ikke talt så meget om. Det tillader systemet, holdningen eller mentaliteten ikke rigtigt. Man kan ikke både bilde folk ind, at vi lever i det bedste af alle samfund, og at det i morgen kan blive torpederet og at vi må have en strategi for det. Prisen for at have et tryghedssamfund er også, at ingen må male fanden på væggen. Fanden er nemlig afskaffet.

Jeg har givet udtryk for før, at vores eneste redning er, at vi får nogle små katastrofer, der er inden for pædagogisk rækkevidde, så vi kan vokse med dem og indstille os på, at ikke alt er trygt. Kommer der noget rigtig katastrofalt, vælter vi omkuld.

Går det godt nu i finansverdenen? Der er mange modsatte meldinger. Det er som om vi balancerer på en knivsæg. Der gør verdensfreden også, overbefolkningen, den truende vandmangel. Der er ikke meget, der ikke er på vippen - lige med undtagelse af den danske tryghedsfølelse.