Læsetid: 5 min.

Sandhedens øjeblik for Europa

Europas næste ’udenrigsminister’ står over for geopolitiske udfordringer, der vil definere unionens politiske fremtid. Den vanskeligste opgave bliver dog at overvinde EU-landenes interessemodsætninger
Den 41-årige italienske udenrigsminister og socialist Federica Mogherini (billedet) er blevet udpeget som favorit til at efterfølge Ashton. En anden kandidat er den polske udenrigsminister, Radek Sikorski, der står for en mere kompromisløs linje over for Kreml.

Fabio Cimaglia

30. august 2014

Når EU’s ledere i morgen samles for at pege på en afløser for Lady Catherine Ashton som chef for EU’s udenrigs- og sikkerhedspolitik, sker det i lyset af en række imponerende geopolitiske udfordringer. Konflikterne i Syrien, Irak og Ukraine stiller alvorlige spørgsmål til Europa, og EU’s næste udenrigschef vil skulle levere langsigtede svar, der definerer Europas politiske fremtid.

»Det er sandhedens øjeblik, hvor EU’s medlemsstater er nødt til at beslutte, om de er klar til at arbejde sammen for at håndtere disse hidtil usete trusler. Hvis de er klar, vil de udpege en udenrigspolitisk chef, der er overbevisende og erfaren, en, der vil tage initiativ og forene de forskellige udenrigsministerier, deres policy-udviklere, nationale diplomater og EU-embedsmænd med henblik på at definere europæiske interesser og mål og frembringe en handlingsplan for fælles handling«, siger Michael Leigh, der er udenrigspolitisk chef for den tyske Marshall-fond, til Council of Foreign Relations.

Helt konkret peger flere eksperter på konflikten i Ukraine som den mest presserende politiske udfordring for EU.

»Ukraine bliver klart den største udfordring for den næste udenrigschef. Selv om IS’ fremmarch i Irak og Syrien såvel som uroen i Libyen er store sikkerhedspolitiske udfordringer, er posten som udenrigschef primært en diplomatisk stilling. Med andre ord vil hun ikke arbejde med krigssituationer, hvor der ikke er reelle diplomatiske forhandlinger undervejs,« siger Peter Spiegel, EU-redaktør for Financial Times i Bruxelles.

Ian Bond fra Centre for European Reform peger også på situationen i Ukraine som den mest presserende udfordring for en ny europæisk udenrigschef, men fremhæver også IS’ fremmarch i Irak.

»Det vil teste EU’s evne til at koordinere udenrigspolitik og justitspolitik. Man må både håndtere, hvad der sker i de berørte lande i Mellemøsten, men også hvad der sker inden for EU’s egne grænser. Her kan udenrigschefens evne til at koordinere de forskellige områder potentielt blive afgørende.«

Svag og uerfaren kandidat

Den afgående udenrigschef, den 58-årige britiske baronesse Lady Catherine Ashton fra Lancashire i Storbritannien, har ifølge kri- tikere ikke formået at skabe respekt om embedet, der blev indført med vedtagelsen af Lissabon-traktaten med henblik på at give EU en samlet stemme i udenrigspolitiske anliggender.

Alligevel mener Ian Bond, at Ashton har spillet en produktiv rolle i forhandlingerne om det iranske atomprogram.

»Der er ingen tvivl om, at hun har arbejdet meget effektivt på et særdeles vanskeligt område, hvor hun har nydt stor respekt fra vigtige spillere som USA, Storbritannien, Rusland, Frankrig og Kina, såvel som fra iranerne. Her har hun spillet en vigtig rolle.«

Forud for topmødet er den italienske udenrigsminister og socialist Federica Mogherini, der er kendt som føderalist, blevet udpeget til favorit. En anden højtkvalificeret kandidat er den polske udenrigsminister Radek Sikorski, der står for en mere kompromisløs linje over for Kreml. Mens Sikorski af kritikere beskyldes for at være for kritisk over for Rusland, ser særligt baltiske og polske kritikere Mogherini som værende for eftergivende på grund af italiensk afhængighed af russiske gas-leverancer. Flere eksperter peger på, at en mere effektiv koordination af europæisk udenrigspolitik, særlig i spørgsmålet om det iranske atomprogram, hvor EU spiller en ledende rolle som formidler mellem USA og Iran, afhænger af den næste udenrigschefs evne til at inddrage kommissærer og øvrige EU-institutioner i udformningen af strategiske mål.

»Det har altid været problemet med EU’s udenrigspolitik. Den virker kun, hvis der er konsensus blandt de 28 medlemslande. Hvis man har den konsensus, er der tale om et meget effektivt værktøj. Men det er ikke tilfældet, hvis der er splid. EU’s udenrigschef spiller en vigtig rolle i udarbejdelsen af den konsensus. Embedet har blandt andet til formål at presse mere ud af de enkelte lande, end de har i sinde at give. Det er en svær rolle,« siger Ian Bond. Ifølge Bond er Federica Mogherini en svag og uerfaren kandidat, der ikke vil nyde den fornødne respekt hos eksempelvis iranerne.

»En anden vigtig opgave for udenrigschefen er at søge at forene det mellemstatslige niveau af udenrigspolitikken med de værktøjer, som kommissionen har til rådighed. Eksempelvis når det gælder handel, justits, migration og udviklingsstøtte. Der er en række instrumenter, som EU har til rådighed. Spørgsmålet er, om de kan bringes til at pege i den samme retning. Der spiller udenrigschefen en vigtig rolle.«

»EU’s næste udenrigschef er tvunget til at forsøge at koordinere unionens udenrigspolitiske instrumenter på en bedre og mere virksom måde samt gennemføre en strategisk fornyelse af de to store nabopartnerskaber mod øst og syd og ikke mindst støtte EU-staterne og udenrigsministrenes krisehåndtering og bevare EU-staternes enighed om, hvordan man reagerer på krisen,« vurderer Josef Janning fra tænketanken European Council of Foreign Relations.

Afkald på suverænitet

Når EU for nylig blev enige om at danne fælles front og skærpe sanktionerne over for Rusland, skyldes det i første omgang tyske bestræbelser. Trods årtiers forsøg på at indsnøre Rusland i vestlige værdier, har man i Berlin langt om længe erkendt, at Putins Rusland ikke er en tilforladelig partner med kurs mod vesten. I de østeuropæiske medlemsstater – med undtagelse af Orbáns Ungarn – ser man med stigende skepsis mod Moskva og plæderer for en mere konfrontatoriske linje over for Kreml. En europæisk udenrigsminister skal balancere hensynet mellem Østeuropas sikkerhedspolitiske interesser (og bekymringer) og den politiske unions overordnede virksomhedsøkonomiske og energipolitiske interesser, der blandt andet i Tyskland er baseret på omfattende handel med Rusland. En ny europæisk udenrigsminister skal også balancere mellem Tyskland, der i løbet af krimkrisen har ført an med stigende indflydelse på europæisk udenrigspolitik og en regional nabomagt med åbenlys mangel på respekt for europæiske spilleregler. Opgaven er imidlertid vanskeliggjort af divergerende nationale synspunkter og økonomiske interesser. En kommende europæisk udenrigsminister er samtidig begrænset af, at EU’s institutionelle rammeværk i de seneste år har vist sig at trænge til reformer. Alligevel er der ikke tegn på, at udenrigschefens beføjelser fremover vil blive styrket.

»Kortsigtet virker den europæiske politik træt af reformer. Man skal ikke vente store institutionelle reformer. Men det nuværende traktatgrundlag giver muligheder for forbedring af effektiviteten af den udenrigspolitisk handlekraft, såfremt enigheden og den fælles vilje blandt EU-staterne vokser, og såfremt en stærk personlighed forstår at udnytte de forhåndenværende institutionelle muligheder. Meget afhænger derfor af aktørerne selv, i hovedstæderne, såvel som i Bruxelles«, siger Josef Janning. Den vurdering deles af Peter Spiegel fra Financial Times.

»Uanset hvordan man reformerer eller omformer en hvilken som helst EU-institution, er jeg ikke særlig optimistisk, hvad angår tilblivelsen af en mere effektiv europæisk udenrigspolitik. Selv om vi har set en større grad af samarbejde på europæisk niveau, når det gælder Rusland og tidligere Libyen, så vil udenrigs- og sikkerhedspolitikken være den sidste bastion af suverænitet, som EU-landene, særligt Storbritannien, Frankrig og Tyskland, vil være villige til at give afkald på. Ledere vil ikke bare opgive deres befolkningers sikkerhed til fordel for en samlet europæisk politik.«

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Med udsigt til stormvejr sætter man da ikke lillemor til at styre plimsolleren – her kræves et erfarent mandfolk som skipper – en eksistentiel forholdsregel alle sejlsportsfolk kan skrive under på …

Michael Kongstad Nielsen

Nu har topposterne i EU heldigvis ingen betydning, men tag Sikorski, så er der stadig en chance for, at vi kan slippe af med Helle Thorning.

Nic Pedersen,

de er jo bare havvand - men husk den tredje bølge er som regel den største - giver "grønt vand" på fordækket ... :-)