Læsetid: 6 min.

Strømkaos truer det sydlige Afghanistan

USA og NATO har tilsyneladende ingen plan for, hvordan det sydlige Afghanistan skal få strøm, når de internationale styrker forlader Helmand og Kandahar efter 2014. Det kan fuldstændig underminere de resultater, som Danmark og allierede har opnået, advarer amerikansk tilsynsmyndighed. Tidligere dansk genopbygningschef er enig, men mener, det er afghanernes eget ansvar at finde en løsning
Kajaki-dæmningen leverer fortsat kun lidt over halvdelen af den strøm, som den burde. Fem år efter, at hundredvis af danske soldater var med til at sikre transporten af en tredje turbine til det afsidesliggende kraftværk, er turbinen nemlig fortsat ikke installeret.

Joao Silva

19. august 2014

Når de sidste internationale styrker snart forlader Helmand og Kandahar, kan et stor del af indbyggerne i det sydlige Afghanistan godt forberede sig på, at strømmen også forsvinder.

Samtidig med den militære tilbagetrækning har USA og NATO nemlig i praksis opgivet at fuldføre sit allervigtigste udviklingsprojekt; at levere elektricitet til det sydlige Afghanistan, heriblandt landets andenstørste by Kandahar.

»Konsekvenserne er næsten ubærlige,« lyder reaktionen fra den danske Ole Kværnø, der har været chef for NATO’s genopbygningsindsats i det sydlige Afghanistan fra 2009-10.

»Hvis elforsyningen svigter, risikerer vi, at alt det, vi har arbejdet for, bryder sammen.«

Samme advarsel kommer fra SIGAR, den amerikanske tilsynsmyndighed, som overvåger genopbygningsindsatsen i Afghanistan. I en ny rapport kritiserer SIGAR’s chef, generalinspektør John F. Sapko, i meget skarpe vendinger, at USA og NATO ikke har sørget for at sikre de kommende års elforsyning.

Det kan få katastrofale konsekvenser, ikke bare for det sydlige Afghanistan, men for hele landet, mener han.

»Hvis elforsyningen ikke fungerer, kan det bringe såvel oprørsbekæmpelsen, som de seneste års økonomiske fremskridt i fare,« skriver Sapko i rapporten, der konstaterer, at blot fire måneder før den endelige tilbagetrækning eksisterer der »ikke nogen realistisk plan« for, hvordan det skal lade sig gøre at opretholde elforsyningen efter 2014.

Kandahar i klemme

Det er især strømforsyningen til millionbyen Kandahar, der bekymrer tilsynsmyndigheden SIGAR. Her har USA finansieret opsætningen af to dieseldrevne generatorstationer for at holde liv i byens begyndende industriudvikling og i øvrigt give Kandahars indbyggere et håndgribeligt bevis på fremskridt. Men som led i tilbagetrækningen skærer USA også kraftigt ned på sin finansiering af den dyre dieselordning, der i øjeblikket leverer to tredjedele af byens elforsyning.

Allerede til nytår falder støtten til indkøbet af diesel ifølge det amerikanske forsvarsministerium til en tredjedel. Og fra udgangen af september 2015 er det helt slut.

Hvordan det skal lykkes det afghanske elselskab DABS at finansiere den fortsatte brug af generatorerne de kommende år er ifølge SIGAR’s rapport helt uafklaret. Ideen er, at Kandahars borgere og virksomheder skal betale for den meget dyre dieselstrøm, og det vil mange fattige afghanere og småvirksomheder ikke være i stand til.

»Der er mindst 130 forskellige fabrikker i Kandahar, som er afhængig af den amerikansk-finansierede elektricitet« siger en af Kandahars forretningsmænd, Fuzl Haq til det britiske nyhedsbureau Reuters.

»Hvis støtten til elforsyningen forsvinder, vil mindst 6.000 deres job. Det er alle sammen unge mennesker, som måske vil slutte sig til Taleban eller ende i kriminalitet for at tjene penge,« siger han.

Ifølge Reuters kilder i det afghanske forsyningsselskab DABS risikerer Kandahar at miste halvdelen af sin nuværende elforsyning på 26 megawatt.

To højspændingsledninger skal sikre elforsyningen til Kadahar i det sydlige Afghanistan. Ifølge USA’s forsvarsministerium og USAID ventes ledningerne at være opført i 2018, men det er urealistisk, mener SIGAR, som fører tilsyn med projektet.

De planlagte højspændingsledninger er:
NEPS (Northern Electrical Power System) 500 km
SEPS (Southern Electrical Power System) 180 km

Elprojekt i fare

Men det er ikke kun den manglende finansiering af dieselgeneratorerne i Kandahar, som er problemet.

Ifølge SIGAR’s rapport er hele elektrificeringsprojektet af syden i fare for aldrig at blive gennemført.

Otte år efter den internationale genopbygningsindsats blev skudt i gang i Helmand og Kandahar, mangler der stadig at blive bygget cirka 680 km højspændingsledninger, som skal udbygge strømforsyningen fra den strategiske vigtige Kajaki-dæmning i det nordlige Helmand over provinshovedstaden Lashkar Gah til Kandahar by og videre nordpå til Ghazni og Kabul. I en række svar til SIGAR forsikrer det amerikanske forsvarsministerium og USA’s svar på Danida, USAID, at de to højspændingsledninger med tilhørende transformerstationer ventes at være klar i begyndelsen af 2018, men den forsikring giver den amerikanske generalinspektør ikke meget for, eftersom projektet har været forsinket igen og igen gennem årene.

I øjeblikket er kun 20 km af de planlagte højspændingsmaster opført og to transformerstationer er under opførelse. Dertil kommer, at Kajaki-dæmningen fortsat kun leverer lidt over halvdelen af den strøm, som den burde. Fem år efter, at hundredvis af danske soldater var med til at sikre transporten af en tredje turbine til det afsidesliggende kraftværk, er turbinen nemlig fortsat ikke installeret. Og det bliver den ifølge SIGAR tidligst i slutningen af 2015. Men også den dato er generalinspektør John F. Sapko meget skeptisk overfor.

Bombe under udviklingen

Ole Kværnø, der i dag er dekan for Forsvarsakademiets Institut for Strategi, understreger, at når elektrificeringen af det sydlige Afghanistan stadig ikke er på plads efter otte års krig og genopbygning, så har det flere forklaringer.

»Det har hele vejen igennem været en topprioritet for NATO at skaffe strøm til Helmand og Kandahar, men i 2009 var vi nødt til at lægge store dele af projektet i mølpose, fordi vi ikke kunne få kontrol over de landområder, som distributionsnettet løber igennem. Det har givet store forsinkelser og betydet, at Taleban i lange perioder har haft kontrol over dele af den allerede eksisterende strømforsyning,« siger han. Set i bakspejlet synes Ole Kværnø stadig, at det var den rigtige beslutning, da hans chef i NATO, den britiske general Nick Carter i stedet valgte at sikre Kandahars udvikling med at opsætte verdens dyreste dieselpark.

»Vi havde ikke noget valg. Hvis oprørsbekæmpelsen skulle lykkes, var det helt afgørende, at det blev muligt for de lokale myndigheder at levere basale serviceydelser til befolkningen. Og det var umuligt uden strøm,« siger han. Og med det mener han ikke bare el, men også sundhed, skolegang og et effektivt politi.

I dag er det derfor ligeså vigtigt, at strømforsyningen forsætter og udbygges, som det var i 2009, understreger Kværnø: »Hvis strømmen forsvinder nu, står den afghanske regering med et megastort problem. Hvis infrastrukturen bryder sammen, og det er det, der er risikoen her, så risikerer den afghanske regering at tabe hele det sydlige Afghanistan,« siger han. Og det kan ifølge den tidligere NATO-chef enten betyde, at det sydlige Afghanistan i mange år fremover vil være uregerligt eller i værste fald bliver overtage af Taleban.

Tommelskruerne på

Det kan virke helt uforståeligt, at USA og NATO på denne måde spiller hasard med de resultater, som har kostet både milliarder og menneskeliv de sidste otte år.

Men ifølge Ole Kværnø er det et led i en større strategi, der går ud på at tvinge afghanerne til selv at tage ansvaret for landets udvikling.

»Umiddelbart kan det jo se ud som et enormt svigt fra det internationale samfund side, at man ikke længere vil finansiere dieselparken og ikke sørge for et alternativ, men strategisk set kan det vise sig at være klogt« mener han.

»Det strategiske mål er at tvinge den kommende afghanske præsident og regering til at tage sig af problemet,« siger han og fortæller, at både præsident Karzai, Energiministeriet og det statsejede afghanske forsyningsselskab Da Afghanistan Breshna Sherkat (DABS) har være »utrolig fodslæbende« med hensyn til at få etableret en bæredygtig energiforsyning. Både når det kommer til at opkræve betaling for strømmen fra kunderne, og når det kommer til at finde en erstatning for de ekstremt dyre elgeneratorer. Strøm fra generatorerne i Kandahar koster ifølge øjeblikket 2,50 kroner pr. kilowatt-time, mens strøm fra Kajaki koster 11 ører pr. kilowattime.

Det amerikanske USAID, har dog i årets løb været i gang med at undersøge mulighederne for at satse på solenergi i stedet, hvilket umiddelbart lyder oplagt i det solrige land. Men ifølge Ole Kværnø er det først for nylig blevet en løsning, der ville kunne betale sig.

»Priserne på solenergi har indtil for nylig været så høje, at det var helt udelukket, men i dag er det en helt anden sag. Nu er det den oplagte løsning på Afghanistans strømproblemer« siger han. Ifølge et bilag til SIGAR-rapporten, vurderer USAID, at det på seks-ni måneder kan lade sig gøre at etablere solenergianlæg til en pris af 80-110 millioner kroner stykket. Hver af anlæggene kan levere fem megawatt strøm og dermed hurtigt dække de afghanske byers endnu ret begrænsede energiforbrug.

Trods de store problemer tror Ole Kværnø, at i al fald en del af elektrificeringsprojektet i det sydlige Afghanistan hen ad vejen vil blive gennemført.

»Det er tilstrækkeligt stor lokal interesse for at skaffe strøm, men alt afhænger af, om den nye præsident og regering tager hånd om problemet – og om det fremover lykkes at holde Taleban borte fra distributionsnettet«, siger han.

 

 

Serie

Seneste artikler

  • ’Taleban kommer i hvert fald ikke til magten igen’

    7. august 2014
    Danmark har al mulig grund til at være stolt af sin indsats i Helmand, mener tidligere styrkechef og brigadegeneral Hans-Christian Mathiesen, som afviser de seneste dages skarpe kritik af den danske indsats
  • ’Vi har skabt masser af fremskridt i Helmand’

    5. august 2014
    Den danske krigsindsats i Helmand har langt fra været forgæves. Tværtimod, mener den tidligere danske soldat og udviklingsrådgiver Anne-Cathrine Riebnitzsky. Hun opfordrer til en uhildet undersøgelse af både succeser og fiaskoer
  • Det var det rene Narnia

    2. august 2014
    Danmark har ført krig i Afghanistan uden at have en sammenhængende plan for, hvad de danske soldater skulle foretage sig, mener kaptajn Mads Silberg, der har mistet fem kolleger og efterlyser en samlet evaluering af den danske krigsindsats
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Jesper Wendt
Jesper Wendt anbefalede denne artikel

Kommentarer

Lars R. Hansen

Bob, der var sgu ikke mere strøm før Taliban blevet væltet. Og det må selvfølgelig være afghanerne selv, der sørger for deres eget lands strømningforsyning, ikke resten af verden eller bare de omkring 50 lande, der yder landet bistand.

"der var sgu ikke mere strøm før Taliban blevet væltet."

Det er vel lidt det der er essensen, at man frygter samme udvikling i så fald. Plus det nye der er etableret - falder fra hinanden. Det er svært, ikke, at argumentere for de selv skal stå for det på sigt, men det kræver kræver stabilitet, at udvikle et land.

Lasse

Vi har tidligere talt om strømforsyningen i Afghanistan, der kun dækker 20% af landet - nu ser det ud til at det ikke er så vigtigt med pigeskoler, brønde og infrastruktur - mens Nato stikker halen mellem benene, efter at have fået smæk.
Samtlige danske soldater der er døde i Afghanistan og de mange hundrede der er sårede, har gjort det for - ingenting...

Niels Duus Nielsen, Bjarne Bisgaard Jensen, Steen Sohn, Peter Hansen, Carsten Mortensen og Rune Petersen anbefalede denne kommentar
Viktor Knudsen

Man kan jo sige at artiklen endnu engang gør opmærksom på at oprørsstyrker i Afghanistan (under et kaldet Taliban) og Irak (IS) for alvor har fundet Vestens svage punkt, der gør at de langsomt har held med at få trukket USA m.fl. ind i suppedasen. Og det er jo det der er deres ønske. Det gælder for såvidt også Boko Haram i Nigeria. Alle tre lande må betegnes som failed states, fordi de ikke er i stand til at opstille et tilstrækkeligt beskyttelsesapparat.

Angrib nogle vitale infrastrukturpunkter eller begå folkemord på en minoritet der ikke kan forsvare sig selv.

Lars R. Hansen

Jamen sådan er det jo, Mosbak - og du kan da dårligt kræve, at den slagne NATO-hær, der har fået så grumme smæk og blev smidt ud af landet af de sejrende talibankrigere, at de arme lakajer for den amerikanske imperialisme og kapitalisme, i nederlagets stund lige skal etablere en fungerende strømforsyning før sidste mand falder eller flygter ud af landet over hals og hovede - det må sørme da være sejrherren, som skal bygge de kraftværker og net færdigt, hvad da også vil være nemmere nu hvor freden har indfundet sig med deres sejre over NATO og de øvrige lande i ISAF.

Eller hvad?

Torben Lindegaard, Jan Mogensen og Jonas Petersen anbefalede denne kommentar
Lars R. Hansen

Under alle omstændigheder - så er det ikke dem (oprørerne), der sprænger infrastruktur i luften, som har skylden for den dårlige infrastruktur, men selvfølgelig dem (det internationale samfund) som ikke kan bygge den hurtigere end den bliver sprængt, der må bære ansvaret for den ringe infrastruktur, herunder strømforsyningen - ikke sandt?

Morten Kjeldgaard

Hvis nu talibanerne blot kunne få Allah til at lytte -- bare et kort øjeblik -- så vil han garanteret hjælpe sine trofaste hjælpere med lidt strøm.

Lasse Johansen:

Jeg vil nødig ødelægge det gode humør din snedige sarkasme har bragt dig i, og som uden tvivl deles af familierne til de døde og sårede soldater, men der var altså ikke noget om, at installationerne var blevet sprængt i luften af oprørerne.

Jeg siger det bare, fordi sarkasme virker bedre, når der bygger på et vist faktuelt indhold.

Lars R. Hansen

Claus,

er det virkelig din påstand, at oprørerne ikke har sprængt infrastruktur, herunder installationer i strømsektoren, i luften?

Det et i givet fald en faktuel ukorrekt påstand.

Det er da dejligt at Lasse efterhånden er ved at fatte situationen i Afghanistan, men ellers kan et par artikler af mere historisk tilsnit måske bringe ham helt på sporet...

Her lidt om strømforsyningen i Kabul 2009 - hvor man var glade for 20 timers strømforsyning i døgnet.

http://news.bbc.co.uk/2/hi/south_asia/8097865.stm

Og en seriøs analyse fra det Britiske Forsvarsministerium, der sammenligner Nato's krig samme sted, med den Sovjetunionen i sin tid udkæmpede - og tabte...

http://www.independent.co.uk/news/uk/politics/mod-admits-campaign-in-afg...

Niels Duus Nielsen, Rasmus Knus og Rune Petersen anbefalede denne kommentar
Lars R. Hansen

Og der er ikke noget i den af Mosbak henviste analyse, som jeg ikke var bekendt med, mens Mosbak synes at have vanskeligt ved at forstå den og så meget andet.

Lars R. Hansen

Ud over det har Kabul strøm 24 timer i døgnet for dem der kan betale med få udfald, men den internationale intervention i Afghanistan blev ikke iværksat for at skaffe afghanerne mere rigelige og stabile strømforsyninger - hvis nogen er i tvivl, Claus og Mosbak for eksempel.

Tjaeh, det er jo en tabt sag at beskytte infratstruktur, når oprørsgrupper prøver at vinde deres sag ved at terrorisere og målrettet ødelæge de fremskridt som kunne livet bedre for civilbefolkningen som Taliban og ISIS har for vane.

Torben R. Jensen

Det er underligt, at man i en krigszone vælger en central kraftforsyning og lange højspændingsledninger. Dieselmotorer lyder også som en dårlig løsning, der kræver lastbiltransport af brændsel.
Det burde være oplagt at lave små lokale kraftværker og satse på lokalt produceret brændsel. Højteknologiske solcelleanlæg er næppe den eneste energikilde i en lokal produktion.

Carsten Mortensen

Argumentationen i den her artikel forekommer mig noget fodslæbende ...ingen intervenerer for et ukendt beløb i milliardstørrelsen i et eller andet slumkvarter af lutter godhed.
Og da slet ikke i en tid hvor ens eget 'hjem' fattes penge.
Således bliver hele denne gang ævl om strømforsyning, skolegang mm. til noget manipulerende ævl, som har til formål at retfærdiggøre et urimeligt menneskespild.
Og stakkels de som 'røg i'.

Markus Hornum-Stenz

Det fundamentale problem - i Afghanistan og andre steder - er at dilemmaet er grumt:
Skal man som vestlig menneskerettighedsorienteret samfund se på et samfund domineret af Taleban eller lign, som systematisk mishandler (dele af) sin egen befolkning og ikke gøre andet end at løfte en formanende pegefinger (embargoer virker i bedste fald dårligt og langsomt, som fx. Libyen lærte os).
Eller skal man intervenere militært og aktivistisk og dermed på godt og ondt rydde lokale eksisterende magtstrukturer af vejen, for bagefter at stå med et moralsk ansvar for at indfri sine løfter/forhåbninger om andenordensgevinster (at levere strøm til et spirende moderne produktionsøkonomi på konkurrencevilkår kræver jo altså et samfund med nogenlunde mad, drikke, husly og lov&ret)?

Damned if you do, damned if you don't....

Strømmen gik også i Afghanistan før NATO blandede sig.

Alt i alt har det længe været tiden hvor NATO og Vesten trækker en streg, og erkender, at man ikke er i stand til at ændre på forholdene til det bedre, i Vestens optik, ved militær indsats i diverse lande i Langbortistan. Resultaterne, eller manglende rettere sagt, af ikke-mililær hjælp til diverse lande må også genovervejes. Resultaterne i Irak, Afghanistan og Libyen er, at forholdene er blevet værre for indbyggerne, og har kostet Vesten dræbte (for ikke at tale om lokale dræbte) og enorme summer af skattekroner.

Det ville derimod nok være en god idé, om Europa begyndte at kigge indad, og overvejede sin egen interne sikkerhedspolitiske situation i resten af dette århundrede.

Lars R. Hansen

Carsten,

man har også lavet mange ganske små vandkraftværker til småbyer ved floder og andre egnede vandløb - så de er lokalt forsynet.

Det har dog vist sig, at skabe lokal vrede, når Taliban eller andre ødelægger eller stjæler hele eller dele af anlægget, ikke mod Taliban og lignende eller tyvene, men mod det internationale samfund i Afghanistan, der jo havde lovet strøm - ligesom de lokale heller ikke er taknemmelige for disse strømanlæg (og andre gaver) men opfatter det nærmere som tribute (eller bestikkelse) for ikke at lave ufred fx. angribe de internationale samfund i Afghanistan, hvor de lokale, med voldelige midler, ofte afsøger hvormeget tribute man kan afpresse fra det internationale samfund i Afghanistan.

Men skal man lave strøm til større byer og industrial produktion, da skal man have større kraftværker, der kan levere i større mængder - problemet er så, at det er ganske svært at beskytte sådanne anlæg, transformatorer og ledningsnet mod sabotage og andre angreb.

Man kan spørge om det var hensigtsmæssigt at satse ensidigt på installeringen af den ekstra turbine i Kajaki?

Mon ikke det var en del af den fantasi (demokrati, kvinderettigheder etc.) som skulle sælge krigen i Afghanistan til vestens befolkninger og som viste sig, at være bare endnu en løgn (ligesom WMD i Irak).

Torben R. Jensen, Claus Jensen og Niels Mosbak anbefalede denne kommentar
Michael Kongstad Nielsen

Prøv at google Kajaki Dam. Den er bygget i 1950-erne, først til vandingsformål, og fra 1975 også med turbiner til elektricitet, installeret af USAID, to turbiner hver på 16,5 MW, og plads til en tredje. Efter Sovjetinterventionen i 1979 standsede udbygningen af værket.
I 2001 bombede US Air Force kraftværket. Derefter måtte USAID på den igen, og byggede på ny turbinerne op sammen med World Bank, enhederne 1 & 3 var fuldt installeret med i alt 33 MW. i henholdsvis 2005 og 2009. Før, under og efter har Taleban forsøgt det samme som USA, at sabotere kraftværket. Den tredje turbine er den, danskerne var med til at bakse på plads, men der mangler vist noget cement. Der er også skrevet kontrakt med et kinesisk firma om færdiggørelse af værket.

For mig efterlader det spørgsmålet, hvorfor skulle USA bombe Kajaki Dam i 2001?
Men jeg tror såmænd nok de skal få styr på den videre udbygning af strøm og det hele, bare de kan undgå borgerkrig. Om ikke andet så står kineserne og måske også inderne og iranerne klar med investeringer og know how, når USA og NATO er ude.
http://en.wikipedia.org/wiki/Kajaki_Dam

Torben R. Jensen og Niels Duus Nielsen anbefalede denne kommentar
Lars R. Hansen

Michael,

det skyldes givetvis, at operationen mod Taliban indledningsvist skete på baggrund af en skuffeplan, der blot skulle vælte Taliban og indsætte en pashtunsk leder i Kabul, der kunne komme overens med nordalliancen, og altså skabe en slags stabilitet i landet med den pashtunske kreds bag Karzai i koalition med nordalliancen, der også kunne dæmpe de regionale magters rivalisering i Afghanstan. Kraftværker, demokrati, menneskerettigheder, anden massiv udviklingsbistand, statsopbygning, international sikkerhedsstyrker etc. var således ikke en del af skuffeplanen, men blev tilføjet med Bonn konferencen, hvor det internationale samfund fik den ide, at den permentente humanitære kastastrofe i Afghanistan skulle forsøges løst med en massiv bistandsindsats (man har nu brugt mere på bistand til Afghanistan end man brugte på hele Marshallplanen i hele Europa efter anden verdenskrig) demokrati indføres og en international sikkerhedsstyrke skulle indsættes for at beskytte bistands- og udviklingsindsatsen sideløbende med en ganske lille amerikansk militær operation, der skulle finde og udskadeliggøre resterne af al-Qaeda og lignede grupperinger i Afghanistan.

Altså man bombede mål for at svække Taliban jf. en plan, som fulgte en militær logik, der slet ikke tog højde for den efterfølgende nationsbygningsplan politikerne i Bonn bryggede sammen.

Og at du tror kineserne, inderne og iranerne står klar med bistand og investeringer, som bare tilnærmelsesvist kan dække Afghanistans økonomiske hul, hvis USA standser deres bistand, ja, det er der intet som tyder på, intet - desuden har pashtunerne en beef kørende med iranerne og pakistanerne vil givetvis øge deres undergravnede operationer mod Afghanistan, hvis Indien for en mere fremtrædende rolle i landet - og kineserne er vist for kloge til at afsætte væsentlige resurser til Afghanistans økonomiske udvikling.

Lars R. Hansen

Rasmus, hvad det for noget vrøvl om WMD?

Nå, man har ikke satset ensidigt på den ekstra turbine, men tidligere planlagt at udbygge kraftværket, hvor man så undervejs (med amerikanernes daværende nye præsident valg af en mindre ambitiøs tilgang til Afghanistan) afbrudt projektet - det har intet med løgn eller fantasi at gøre.

Lars R. Hansen

Vrøvl - da WMD blev brugt i den offentlige debat for at vinde befolkningstilslutning til invasionen af Irak, mens en tredje turbine sgu aldrig har været brugt af politikerne til at argumentere for interventionen i Afghanistan - her var det primært truslen fra terror, der blev brugt som argument, sgu ikke at man skulle skaffe afghanerne demokrati og en stabil strømforsyning!

Desuden løgn Bush og Co. efter alt at dømme ikke om irakiske WMD, løgn er en overlagt usandhed, da de efter alt at dømme selv troede Saddam havde dem - altså er her tale om en usandhed, ikke løgn.

Det kommer igen og igen bag på mig, at folk, når man tænker på hvormeget det er at kritisere af faktuelle forhold, igen og igen vælger at kritisere opdigtede forhold og sammenhænge - hvad også forklarer niveauet i trådene.

Michael Kongstad Nielsen

Lasse Johansen - jeg tror, du har ret i meget af det, du skriver, navnlig i de to første afsnit.
USA vil vist opretholde stor bistand til styret i Kabul, men - som også artiklen her også indikerer - kan USA ikke fortsat holde elforsyning, og alt muligt andet kørende, Afghanistan må igang med at klare sig selv, navnlig i den private sektorer, fra landbrug til industri, råstofudvinding m.v. Og netop på de sidste områder tror jeg kineserne står på spring med investeringer på "kinesermåden". De går ind i et samarbejde, de selv kan have gavn af, uden at blande sig så meget i politik. Men det er desværre nok også rigtigt, at Indien og Pakistan stadig ikke danser godt sammen, så vil holde hinanden tilbage.

Lars R. Hansen

Et problem der, Michael, er, at der ikke er mange "kineserinteressante" økonomiske udviklingsmuligheder i Afghanistan, men det gode ved kineserne, er, at de ikke umiddelbart har modsætningsforhold med Iran, Pakistan eller Turkmenistan, Usbekistan, Tadsjikistan og Rusland, dog lidt med Indien, hvorfor kineserne kan få lidt mere spillerum i Afghanistan uden dets naboer føler deres interesser truet.

Lars R. Hansen

Og Michael, mener du Bush løj om den tredje turbine eller hvad? Siden du føler et behov for at erklære dig uenig i det udsagn...

Nå, men så er alle jo enige om, at målt på den eventyrfortælling, vi blev serveret om besættelsen af Afghanistan, har det på alle måder været et katastrofalt spild af penge og , planlagt og for det meste udført af kortsynede idioter.

Mads Christensen

Det er muligt, at ’man nu har brugt mere på bistand på bistand til Afghanistan end man brugte på hele Marshallplanen i hele Europa efter anden verdenskrig’, som Lasse Johansen skriver.

Sammenligningen giver bare ikke ret meget mening, fordi der mig bekendt ikke var nogen (nævneværdig og slet ikke nogen væbnet) modstand mod genopbygningen af det krigshærgede Europa.

I Afghanistan er der derimod kamp, i bogstaveligste forstand og med alle midler, om 'befolkningens gunst', herunder synet på om der er mere strøm nu end før, mellem the good guys and the bad guys. Ligesom i Irak. Sagen er udgifterne til ’security’ gennem alle årene har slugt en kæmpestor del af de udgifter, som USA, EU, m.fl. har afholdt i begge lande. Og desværre skal man kigge ualmindeligt godt efter for at se, hvor der er kommet mere strøm end før.

I vores del af verden er vi så vant til, at der er strøm 24/7 alle årets 365 dage, og strømafbrydelserne kan måles i minutter på et helt år. Men intet er så nemt som at ødelægge vitale dele af elforsyningssystemet, når man både har midler og onde hensigter: Altså sprængstoffer/miner/bobey traps mod kraftværkerne, både vandkraft og termiske værker med tilhørende brændstofforsyning, transformerstationer, transmissionslinjer og distributionssystemet, kombineret med intimidering, bortførelse eller bortskaffelse af nøglepersoner (og familiemedlemmer) i elsektoren.

Problemerne forstærkes af, at el-tarifferne i den skrantende offentlige elforsyning holdes kunstigt lave – af politiske årsager. Det er 'hønen og ægget' om igen: ”Vi kan ikke forbedre forsyningen uden indtægter, men vi kan da ikke tillade os at hæve tarifferne før vi er i stand til at få mere strøm frem til forbrugerne.” At procedurerne for udskrivning af regninger og indsamling af provenu også ligner noget der er løgn, nævnes bare for fuldstændighedens skyld.

Derfor er der – indtil videre – ikke nogen vej udenom ’decentral elforsyning’ i form af større og navnlig mindre generatoranlæg, som kører på dyr, importeret diesel eller lokale produkter af tvivlsom kvalitet. Det har lange udsigter med fx solceller, som en frisk mand med en AK-47 kan sætte ud af spillet i løbet af nul komma fem.

Lars R. Hansen

Der var skam oprør i flere lande i europa efter anden verdenskrigs afslutning, men man forsøgte ikke at nedkæmpe dem med "hjerter og hjerner-operationer" men med mere gammelkendte metoder.

Mads Christensen

@ Lasse Johansen. Jeg har to spørgsmål:

1) I hvilke europæiske lande var der efter anden verdenskrig væbnet modstand, inkl. sabotage, mod Marshall planens genopbygningsprojekter, der i praksis gjorde denne form for bistand til det rene Sisyfos?

2) Hvad mener du med 'gammelkendte metoder'?

Lars R. Hansen

Mads,

de tyske vareulve, men de gik vist ikke så meget efter infrastruktur, som sådan. Og Grækenland, hvor kommunistiske oprørere forsøgte indføre et rødfascistisk regime.

Og gammelkendte metoder kunne fx være de anvendte i boerkrigen.
Der blev ikke bygget mange brønde eller skoler førend man havde pacificeret området.

henrik hansen

Den emperiale verden smadrer (endnu) et fattigt land og forlanger efterfølgende, at landet selv må tage ansvar for genopbygning....

Husk nu på, hvad det var, "vi" skulle i Afghanistan: Have fat i OBL, som den talibanske regering dengang var rede til at udlevere, hvis USA kunne bevise, at han var bagmanden bag 11.9-angrebet. Det kunne den ikke, men tillod sig at rykke ind, hvorfor Taliban naturligvis - som i et hvilket som helst andet suverænt land - forsvarede nationen.
Her var der mærkelig nok ingen protester fra FN. Tværtimod! Man kunne enddog dengang høre tidligere FN-sekretær Annan udtale, at en hurtig krig i Afghanistan var i orden - uden noget som helst mandat (sekretæren har intet andet mandat end medlemslandene giver ham).

Så USA skal have hjælp til alt,med eller uden retsprincipper, som hele vores såkaldte "liberale" grundlag bygger på. Men resten af verden (altså alle dem, som ikke lige befinder sig i USAs venne-inderkreds) har at opfylde international ret til punkt og prikke, ellers rammes de af "verdenssamfundet's" (læs: USA, DK og nogle enkelte andre lande) sanktioner.

Og rammes de af sanktioner, med eller uden brug af retsprincipper, så skal de smadres, og oprydningen må de selv stå for....En god "kristen" forståelse af syndfloden, udsat for en god portion eurocentrisme!

Mads Christensen

@ Lasse Johansen. Med andre ord, så var din sammenligning med omstændighederne vedr. Marshall planens implementering ikke meget bevendt: 1) Varulvene gik ikke efter at ødelægge ny eller genopbygget infrastruktur. Og 2) med 'pacificering af området' mener du vel ikke andet end bortskaffelse af urolige elementer?

Lars R. Hansen

Jo, Mads det er ganske bevendt, at påpege, man nu har anvendt flere bistandsmidler i Afghanistan end man gjorde i Marshallplanen, ganske bevendt med nogle proportioner og perspektiv.

Nuvel, hvad jeg mener med pacificering fremgår af ordets betydning, måden jeg ville gøre det på har jeg allerede anført, og en uddybning her ville føre for vidt.

Torben R. Jensen

Man kan ikke sammenligne Europa efter 2. verdenskrig og Afghanistan, hvor El-kraft er en nyhed.
Det burde heller ikke være til diskussion, at besættelsen af Afghanistan og nedkæmpelsen af Taliban-styret også har forpligtet de involverede lande til at sikre et fungerende styre, og herunder også at bidrage med udvikling i landet.
Strøm kan laves på mange måder, og strømforsyning er praktisk, men det er ikke en forudsætning for erhvervsmæssig produktion og jævnfør Mads's indlæg kl. 8.20, så er det ganske tåbeligt, at tilføre teknologiske løsninger og metoder, som vi tager for givet, men som mangler alle forudsætninger for at fungere. Det meste behov for strømforsyning kan klares med små benzindrevne generatorer, så den konstante el-forsyning er primært til brug for magthavernes administration, hvilket gør den til et oplagt sabotagemål.
Selv, hvis der er massiv militær overvågning, så vil korruption, mangel på teknologi og behovet for teknikere aflive projekter, som ikke involverer brugerne.

Lars R. Hansen

Torben,

men kan udmærket sammenligne beløbet brugt på Marshallplanen og beløbet brugt på bistand til Afghanistan - og dermed få sat nogle proportioner på.

Torben R. Jensen

Man kan godt lave sammenligningen - Jeg synes bare ikke, det giver nogen mening.
Forholdene og muligheden for genopbygning i Europa var væsentligt anderledes. Afghanistan er et u-land, som er og har været i krig de seneste 40 år. Man kan ikke blot overføre vestlig teknologi og så forvente, at det fungerer på samme måde som i USA eller Europa.
Marshall-hjælpen udgjorde ca. 1% af USA's BNP i de 4 år, hjælpen varede. Ca. halvdelen blev brugt det første år. Det meste af hjælpen blev givet som lån til indkøb af varer i USA, som også i høj grad kunne bestemme den nye økonomiske verdensorden, hvilket begge dele har været til gavn for USA.
Marshall-hjælpen kan nok bedre sammenlignes med dansk u-landshjælp og FN's målsætning om 1% bidrag fra I-landene, hvor hjælpen også typisk er en hjælp til donorlandets egen industri.

Lars R. Hansen

Du mener ikke de giver mening at sammenligne, hvad man fik af resultater i det ene tilfælde med det andet for samme pengesum.

Tja, det gjorde det måske heller ikke hvis pengene var uendelig resurse og man derfor ikke skulle prioritere deres anvendelse.

Michael Kongstad Nielsen

Man skal desværre også regne med, at en meget stor del af hjælpen til Afghanistan havner i de forkerte lommer, hos toppolitikeres og embedsmænds bankkonti i vestlige banker, eller bruges til vestlige firmaers og organisationers underhold.

Lars R. Hansen

En meget, meget stor andel, for at sige det mildt.

Og selv den del, der ender i projekterne, så er en meget, meget stor andel af disse projekter spild eller ubæredygtige.

Sider