Læsetid: 10 min.

Truet på eksistensen af italienske dåsetomater

Import af billige dåsetomater fra Italien har smadret hjemmemarkedet for tomatproduktion i Ghana. På en mark i Syditalien plukker migrantarbejderen Prince Bony for en sulteløn de tomater, som havner på markedet i hans hjemby i Ghana, og ghaneseren personificerer dermed et af globaliseringens paradokser
I det nordlige Ghana ved grænsen til Burkina Faso – Upper East Region kaldes området – produceres der tomater. Da Prince Bony stadig boede og arbejdede her, var ’markedet’ blomstrende, som han siger. I dag er både afkast og efterspørgsel svundet betydeligt.

Mario Poeta

21. august 2014

Prince Bony havde aldrig forestillet sig, at han efter at have krydset ørkenen og havet skulle lave det samme arbejde som i sit hjemland. Den 30-årige indvandrer, der hjemme i Ghana har efterladt sig en kone og to børn, som han ikke har set i syv år, er iført en tyndslidt frakke og skuer med et lidt fortabt blik mod horisonten, mens han reflekterer over sit liv:

»I Ghana blev jeg kaldt Kofi Amerika, fordi jeg altid ville rejse. Jeg ville erobre verden. Men her er jeg så i dag.«

»Her« er et fladt område med græs, buske og nogle forladte, forfaldne gårde, der udgør en håndfuld ghanesiske daglejeres midlertidige bolig. Der er næsten ingenting i husene: madrasser på gulvet, stearinlys, et gasblus. Beboerne kalder selv stedet for »Ghana House«, men denne klynge gårde, som er et levn fra jordreformen i 1950, står opført på de officielle landkort med et navn, der i dag lyder som en hån: Borgo Libertà (Frihedsborg).

Det røde guld

Prince og hans venner er »de usynlige på marken« – den arbejdsstyrke, som en stor del af landbrugsproduktionen i det sydlige Italien beror på. De plukker alt – broccoli, squash, rødbeder. Om sommeren i tomatsæsonen er der 10 eller 20 gange flere. For vi er i Capitanata, i Foggia-provinsen, hvor »det røde guld« udvindes, og hvor omkring 35 procent af de tomater, der produceres i Italien, kommer fra. Lønnen er sort, og de er ikke på timeløn, men på akkord. 3,5 euro (25 kr.) for en kasse med 300 kg – eller mindre end 20 euro (150 kr.) for en opslidende dags arbejde. Der er ingen kontrakt eller sygeforsikring, og deres skæbne er i hænderne på sjakformændene, som er mellemleddet mellem arbejdstagere og arbejdsgivere. Hvis de bliver sultne midt på dagen, gumler de i skjul på en tomat. Om natten vender de tilbage til lejren. Der er tusindvis af »usynlige« på markerne i Syditalien. Næsten ingen af dem har identitetspapirer, så de er villige til at gøre alt for at arbejde:

»Selv i Afrika har jeg aldrig set mennesker, der arbejder og lever under disse vilkår,« siger Yvan Sagnet forarget. Han er en studerende fra Cameroun, der i 2010 arrangerede den første strejke blandt sæsonarbejderne i Puglia. I dag arbejder han for CGIL, Italiens største fagforbund, med at forsvare de udenlandske sæsonarbejderes rettigheder: »Hele produktionskæden for tomater er baseret på udnyttelse af immigrantarbejdere, der arbejder uden kontrakter og er underbetalt. Der er enorme interesser forbundet med tomatindustrien.«

Vovet satsning

Målt på mængden af friske råvarer, der bliver forarbejdet, er Italien den næststørste producent af tomatkonserves i verden efter Californien. I 2013 eksporterede den italienske tomatindustri godt 1,1 mio. ton dåsetomater og havde en omsætning på 846 mio. euro (6,3 mia. kr.). Ifølge beregninger fra den italienske fødevareindustris sammenslutning, Federalimentare, er markedet på et år vokset med 8,32 procent.

Tomatindustriens italienske »hjerte« ligger i Napoli-regionen, som historisk set har været centrum for forarbejdning og handel. Fra Napolis havn stævner containerskibe pakket med dåser af tomatkoncentrat hver uge ud mod alle fire verdenshjørner. Landbrugsproduktionen er flyttet længere mod øst, til Puglia, efterhånden som markerne omkring Napoli er blevet ædt op af urbanisering. Capitanata-sletten ved Foggia, der tidligere var centrum for kornproduktion, er blevet det røde gulds nye mine. Her lever Prince Bony og hundredvis af andre daglejre som små, uvidende tandhjul i et system, der ikke kan fungere uden dem.

Prince Bony ved ikke, hvor de tomater, han plukker, ender. Han ser kun lastbiler, der kører væk med de kasser, som han og hans kolleger har fyldt. Han tænker nostalgisk tilbage på en fjern fortid, hvor han lavede det samme på sin hjemegn – men som selvstændig producent:

»Min familie havde en tomatmark på nogle få hektarer. Vi dyrkede grøntsager, som blev solgt på markedet.«

Han kommer fra Navrongo, en by i det nordlige Ghana ved grænsen til Burkina Faso – Upper East Region kaldes området, hvor der produceres tomater:

»Vi plukkede på en anden måde, ikke med kasser som her. Vi fyldte kurve. Men vi solgte godt. Der var et blomstrende marked.«

Efter at være taget ud for at se verden sidder Prince nu fast i Borgo Libertà. Om sommeren formår han af og til at sende nogle få euro hjem. Ellers han har ikke råd til noget, og han kan ikke bede sin familie om at komme til Italien. Nogle gange tænker han tilbage på sit liv i Navrongo og på rejsen, der set i bakspejlet må virke som en vovet satsning.

Markedets dronninger

Men Navrongo er ikke længere en blomstrende region, som da Prince Bony besluttede at tage på eventyr. På landsbyens centrale torv – et stykke jord med et par boder og en solsveden fodboldbane – mærker man tydeligt krisen. Markedet ligger øde hen. Sælgerne udstiller deres produkter uden overbevisning – på standene ligger de saftige tomater og rådner. Nu køber kunderne kun importeret tomatkoncentrat:

»Der er tomat i alle ghanesiske retter. Men det produkt kan ikke sælges længere,« siger Ayine Atomsko Justice, leder for et lille bondesamfund et par kilometer fra Navrongo. Hans bitre tone tyder på, at han har kendt bedre tider. En større flok kvinder og et par gamle mænd er samlet omkring ham. Et stykke væk går tre unge mænd og luger en tomatmark, men uden overbevisning:

»Det er den eneste mark, der er tilbage af det enorme område, vi havde opdyrket,« siger Justice. »Der var tomatmarker, så langt øjet rakte.«

I skyggen under lysningens eneste træ sidder kvinderne på træbænke og lytter til lederens fortælling om lokalsamfundets forfald. De nikker alle sammen som for at underbygge deres talsmands ord:

»I de seneste 10 år er der ingen, der har villet købe vores produkter. Fabrikken i Pwalugu er lukket, og the market queens tager til Burkina Faso for at finde tomater,« siger Atomsko forarget.

Konkurrencen med Burkina Faso er det vigtigste samtaleemne. Markedet for friske tomater styres med hård hånd af et kartel af magtfulde kvinder, som bestemmer prisen og beslutter, hvor der skal købes ind. Øgenavnet afspejler deres status – de er markedets dronninger.

Nu krydser tomater fra Burkina Faso grænsen til Ghana, fordi de begunstiges af markedets dronninger, men krisens rødder stikker dybere. Den handler om prisdumping og ulige handelsvilkår henover Middel-havet. Bønderne er det sidste led i en økonomisk kæde, som rækker langt videre end den region, de bor i:

»Det var ikke tomaterne fra Burkina Faso, der bragte den lokale produktion i krise, men tomatkoncentrat på dåse,« siger lederen for Peasant Farmers Association of Ghana, Victoria Adongo, på sit kontor i hovedstaden Accra:

»Invasionen af europæiske produkter har ødelagt vores hjemmemarked. De har gjort det umuligt at skabe en lokal forarbejdningsindustri og har fået forbrugerne til at droppe friske tomater til fordel for tomatkoncentrat på dåse, som koster mindre.«

Det hele startede omkring 2000, da Ghanas regering som følge af Den Internationale Valutafonds strukturtilpasningsprogrammer blev tvunget til at sænke toldsatserne på mange importvarer, bl.a. tomatkoncentrat. FN’s fødevareorganisation FAO har estimeret, at importen af tomatkoncentrat steg med 650 procent fra 1998 til 2003. I samme periode faldt de ghanesiske tomaters andel i det lokale marked fra 92 til 57 procent.

Men hvordan kan tomatkoncentrat fra Italien – med alle de omkostninger, som er forbundet med produktion, forarbejdning og transport – være billigere end lokale produkter? Man kan i store træk svare med ét ord: tilskud.

Takket være EU’s landbrugspolitik får europæiske landbrug offentlig støtte, som giver producenterne mulighed for at sænke priserne og sælge råvarerne til fødevareindustrien. Hele tomatindustriens produktionskæde nyder godt af store tilskud fra Bruxelles til såvel produktion som eksport – foruden selvfølgelig de lave produktionsomkostninger som følge af udnyttelsen af immigrantarbejdere. Ifølge FAO fik eksporten af italiensk tomatkoncentrat i 2001 45 euro (335 kr.) i EU-støtte pr. ton. Desuden støtter EU ifølge Oxfam tomatproduktionen med omkring 34,5 euro (227 kr.) pr. ton, hvilket svarer til omkring 65 procent af slutproduktets markedspris. Selv om det er svært at få pålidelige data om EU-støtten, hvor modtagerlande og afgrøder er specificeret, er det ubestrideligt, at den – i samvirke med åbningen af de afrikanske markeder – har spillet en rolle i aflivningen af den lokale produktion i Ghana.

Forbrugernes behov

Man skal blot gå en tur på markedet i en af de større byer for at forstå fænomenets omfang. Makola-markedet midt i Accra er en kæmpestor myretue af skure, borde og lagerrum i en labyrint af smalle, overfyldte gader. Makola er et af de største udendørsmarkeder i Vestafrika og et godt sted at iagttage ghanesernes forbrugsvaner:

»Denne dåse med tomatkoncentrat sælger bedst, men pureen er også populær,« siger den 40-årige sælger Agnes Sewa foran sin lille farvestrålende bod. Hun har set bjergene af frisk frugt og grøntsager forsvinde lidt efter lidt fra markedet og blive udskiftet med dåser, som er importeret fra hele verden:

»Før solgte jeg grøntsager og supper, som jeg selv tilberedte. Nu sælger jeg efterhånden kun dåser: sardiner og tun, men især tomatkoncentrat.«

Der står adskillige andre sælgere, der fra boder præcis som hendes sælger nøjagtig de samme produkter. Men der er plads til dem alle, for ghanesere køber tonsvis af tomatkoncentrat.

»I omkring 15 år har tomatmarkedet været struktureret omkring importerede koncentrater,« siger Shashidhara Kolavalli, seniorforsker for det internationale fødevareforskningsinstitut IFPRI’s afdeling i Ghana.

»Den massive import af tomatkoncentrat, som er sket takket være regeringens generøse afskaffelse af handelshindringer, har helt sikkert ændret befolkningens kostvaner og på mellemlang sigt medført en stigende efterspørgsel.«

Kolavalli har undersøgt importens indvirkning på tomatproduktionen. Han er en af landets førende eksperter på området og bliver ofte spurgt til råds af regeringen. Han anerkender, at importen har haft en negativ effekt på den lokale produktion, men deler ikke holdning med producenternes organisationer: »Der er uden tvivl tale om dumpingpolitik, men jeg er ikke sikker på, at Ghana i dag ville kunne producere tomater nok til at dække forbrugernes behov, hvis man genindførte toldbarriererne.«

Dilemmaet handler om valget mellem fødevaresikkerhed og fødevaresuverænitet. For at sikre, at befolkningens behov bliver tilfredsstillet, har regeringen slået landets døre op for udenlandske produkter og nedprioriteret udviklingen af lokale produkter. Således er ghaneserne blevet afhængige af udlandet og har tvunget deres egne fødeproducenter til at finde på noget andet. Ville landet have kunnet klare sig på egen hånd? Ville man have kunnet opretholde den lokale produktion? Philip Ayamba, som er direktør for Community Self Reliance Center, en organisation med tæt tilknytning til tomatproducenter i Upper East Region, svarer kategorisk:

»Regeringen havde ingen strategi, men bøjede sig for pres udefra. Det dødsdømte den lokale produktion, som var mindre konkurrencedygtig. Det fremgår af tallene. Efter at dåserne er begyndt at komme fra Europa, er vores producenter gået fallit.«

Hvert år importerer Ghana mellem 50.000 og 100.000 ton tomatkoncentrat. Det er et appetitvækkende marked, som Italien – der indtil for omkring ti år siden nød et monopol – i dag deler med Folkerepublikken Kina:

»På denne måde har regeringen opnået to gode resultater,« siger Ayamba sarkastisk, »den har ikke blot gjort os afhængige af udlandet, hvad angår nødvendige goder som fødevarer, men også berøvet en masse mennesker deres indtægtskilde, hvilket tvinger de unge til at prøve lykken andre steder.«

Sisyfos i Syditalien

Prince Bonys historie er emblematisk for denne perverse mekanisme. Manden, som sidder foran det faldefærdige hus i Borgo Libertà, ved ikke, hvordan han skal komme videre. I flere år har han talt dagene i dette afsidesliggende hjørne af Syditalien. Det meste af året er der ikke arbejde at få hver dag, så han imødeser forventningsfuldt tomatsæsonen, hvor der er arbejde hele tiden, og hvor han kan tjene 20 euro om dagen.

»Jeg er landmand. Jeg har altid dyrket jorden for at brødføde mine børn,« siger han, som om han forsøger at overbevise sig selv om, at han selv valgt har valgt en skæbne, der i dag virker lidt svær. Han er en modernitetens Sisyfos, som tilsyneladende er nødt til at plukke tomater, ligesom vindenes gud Aiolos’ søn, blev ved med at trille sin sten op ad bjerget:

»Jeg vil bare betales ordentligt og have mine rettigheder anerkendt. Jeg ville ønske, at den italienske regering anerkendte vores tilstedeværelse og gav os de lovpligtige identitetspapirer.«

Men den store sammenhæng går henover Prince Bonys hoved. Han er ikke klar over, at de tomater, han indsamler, efter forskellige forarbejdningsstadier og en halv jordomsejling, kan ende som koncentrat på hans families bord hjemme i Ghana:

»Nogle gange tænker jeg, at jeg godt kunne tænke mig at vende tilbage til Navrongo,« siger han med et lidt drømmende blik. Prince Bony overser den kendsgerning, at der ikke er meget at lave i Navrongo, og at der på de marker, som engang var hans, ikke længere bliver dyrket tomater. En af årsagerne til det er hans sorte, usle og underbetalte job i Syditalien – hvortil han kom ved et tilfælde, og som han i dag ikke kan slippe væk fra.

Oversat af Mads Frese.

© Mathilde Auvillain, Stefano Liberti og Information 2014.

Denne artikel og webdokumentaren ’The Dark Side Of The Italian Tomato’ er blevet til med støtte fra et legat for innovativ journalistik om udviklingspolitik fra European Journalism Center, finansieret af Bill & Melinda Gates Foundation

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • lars abildgaard
  • Bill Atkins
lars abildgaard og Bill Atkins anbefalede denne artikel

Kommentarer

En klog økonom har analyseret og beskrevet den mekanisme der ligger bag ved artiklens problematik, nemlig, virkningen af [neo]kolonialisme , ...og han indleder med følgende:

Den politiske økonomi forveksler af princip to slags privatejendom, der er meget forskellige, og hvoraf den ene beror på producentens eget arbejde, den anden på udnyttelsen af andres arbejde. Den politiske økonomi glemmer, at den sidste slags ikke alene udgør den direkte modsætning til den første, men at den også kun vokser på den førstes grav.

Det skrev Karl Marx allerede i 1862, hvor han i Das Kapital blandt andet gennemanalyserede den industrialiserede verdens indvirkning på den oprindelige produktion og handel, som blandt andet skaber grobund for udvandring...

...men heldigvis ligger Middelhavet imellem dem og os... og danskerne med Dansk Folkeapati i spidsen kæmper for et styrket Frontex, uden at skele til at vi selv er årsagen til at disse mennesker må udvandre. Den dybere årsag til at venstrefløjen er mere humane overfor dem, der lider nød skyldes, at de kan takket være Marx kan forstå verdens økonomiske sammenhænge.

...Bill & Melinda Gates Foundation... at beskrivelsen af verdens problemer for den almene befolkning er gået hen og blevet en opgave for rigmandsfonde, havde Karl Marx nok ikke helt forudset - selv om han et sted skriver: Staten bør ved folkeundervisning forhindre folkets vantrivsel på grund af den stadig stigende arbejdsdeling.

Den folkeundervisningsopgave lader Staten nu til Blackman, at klare gennem X-faktor. Det står skrælt til heroppe nord på...

Thomas Dynesen

Citat: "I 2013 eksporterede den italienske tomatindustri godt 1,1 mio. ton dåsetomater og havde en omsætning på 846 mio. euro (6,3 mia. kr.)."
Det er god journalistik at tænke: Kan det nu også passe. Tjek lige jeres tal inden I skriver sådan noget vrøvl, oven i købet fremhævet i dagens hardcopy. Hvis det var tilfældet ville man kun tjene godt 6 kroner TONNET, godt er flåede tomater billige -- men. Og hvis EU skulle konsumere den mængde skulle vi alle sammen spise mere end 12 kilo om dagen.