Baggrund
Læsetid: 5 min.

Tyske politikere vil tøjle ’handlen med død’

Tyskland er verdens tredjestørste eksportør af våben. Heriblandt til regimer med massive menneskerettighedskrænkelser på samvittigheden. Sammenfiltringen af økonomiske og politiske interesser er ude af kontrol, hævder eksperter
Den tyske forsvarsminister, Ursula von der Leyen, og direktøren for våben- og flygiganten EADS, Tom Enders, under en flyopvisning tidligere på året. Tyskland har en noget mere aktiv  våbeneksportpolitik end sikkerhedspolitik.

Johannes Eisele

Udland
18. august 2014

Aftalen var allerede på plads. Den tyske våbenproducent Rheinmetall stod på nippet til at fuldføre en handel med Rusland om levering af et højteknologisk militært træningscenter med kapacitet til uddannelse af 30.000 soldater årligt.

Efter vedtagelsen af EU’s sanktioner mod Rusland er den tyske økonomiminister Sigmar Gabriel nu skredet egenhændigt ind og har annulleret den aftalte handel til en værdi af 100 mio. euro til trods for, at handlen allerede var godkendt af den tidligere tyske regering.

»Det er en skændsel, at Tyskland hører til blandt verdens største eksportører af våben,« sagde Gabriel i januar i år.

Gabriel har også omtalt tysk våbeneksport som »handel med død«.

Gabriels beslutning har vakt forargelse blandt tysk forsvarsindustris lobbyister, og selvom den er en direkte reaktion på EU’s sanktioner, er den annullerede handel det seneste tegn på et stigende kritisk fokus på de sikkerhedspolitiske implikationer af tysk våbeneksport, mener Marcel Dickow, der forsker i tysk sikkerhedspolitik ved Stiftung Wissenschaft und Politik i Berlin.

»Ukraine-krisen har været en katalysator, der kalder på en besindelse omkring, hvordan de strenge retningslinjer for eksport af militært isenkram i de seneste år er blevet blødt op.«

Merkel-doktrinen

Annulleringen af Rheinmetalls ordre har atter en gang udløst en heftig tysk debat om det politiske formål med tysk eksport- og sikkerhedspolitik. Flere kritikere peger på det paradoksale i, at Tyskland fører en gennemgående tilbageholdende politik, når det gælder spørgsmålet om internationale interventioner, men samtidig eksporterer våben til dubiøse stater som Saudi-Arabien og Qatar.

Andre peger på, at våbeneksporten udgør en behændig genvej som aktivistisk udenrigspolitik for tyske politikere, der ønsker at undgå kontroversielle troppeudsendelser. I takt med Tysklands øgede indflydelse på især europæisk udenrigspolitik har særligt USA ytret ønske om øget tysk ansvar på den internationale scene.

»Tysk udenrigspolitik er de facto blevet mere ’politisk’, fordi Tyskland på grund af sin stærke økonomi har fået større betydning i årene siden finanskrisen«, siger Marcel Dickow og peger konkret på den såkaldt Merkel-doktrin som et eksempel på et kursskifte i tysk udenrigspolitik.

I 2012 annoncerede Merkel den strategiske vision om ’dygtiggørelse’ af stater, der ved hjælp af tysk knowhow og leverancer af militære teknologier skal sættes i stand til selv at sørge for deres sikkerhed. Dermed ønsker Merkel også at undgå upopulære beslutninger om at sende tyske soldater til globale konfliktzoner.

»Det har imidlertid været uklart, hvad denne strategi reelt dækker over,« kritiserer Dickow. »Der har været mange spekulationer, og kansleren har selv sagt, at hvis tyskerne ikke ønsker at blande sig i konflikter, må Tyskland sætte andre i stand til at løse disse konflikter. Efter min vurdering har udviklingen i Irak og Syrien presset både ministerier og kansleren til at tænke over, hvilken strategisk rolle våbeneksport spiller for tyske sikkerhedspolitiske interesser.«

Samme vurdering lyder fra den sikkerhedspolitiske ekspert Hilmar Linnenkamp fra Stiftung Wissenschaft und Politik.

»Forventningerne til Tyskland om en mere aktiv udenrigspolitik er vokset. En af reaktionerne er det, man kalder Merkel-doktrinen, nemlig at eksport af våben og militære produkter skal ses i et samlet billede med udenrigspolitiske og sikkerhedspolitiske interesser, og at der kan være mening i at ’dygtiggøre’ visse lande med henblik på at sætte dem i stand til selv at sørge for deres sikkerhed. Også ved hjælp af tyske produkter.«

Tredjestørste våbeneksport

I 2013 eksporterede tyske våbenproducenter for fem mia. euro. Den største aftager af tyske militærprodukter var Algeriet, der indkøbte for 835 mio. euro, skarpt forfulgt af Qatar, der bestilte pansrede køretøjer, raketter, fly- og pansersimulatorer og elektronisk udstyr til en samlet værdi af 673,4 mio. euro. Blandt de øvrige aftagere af tysk våbenteknologi finder man Saudi-Arabien, Indonesien, Singapore, De Forenede Arabiske Emirater og Tyrkiet.

Eksporttal i den størrelsesorden gør Tyskland til nummer tre blandt verdens førende våbeneksportører. På plads nummer syv på branchetidsskriftet Defence News’ rangliste over globale våbeneksportører finder man den tysk-franske producent EADS, der foruden civile luftfartøjer også tilbyder kampfly som eksempelvis Eurofighter. I 2011 tjente EADS ifølge Defence News 16,1 mia. dollar på sine militære produkter. Toppen af listen domineres af amerikanske virksomheder, mens kinesiske våbenproducenter er udeladt på grund af usikre tal.

Både oppositionspolitikere og menneskerettighedsorganisationer har kritiseret den tyske regering for at give tilladelse til eksport af Leopard-kampvogne til menneskerettighedskrænkende stater som Saudi-Arabien, Algeriet og Qatar. Mens Tyskland traditionelt holder sig tilbage med internationale militærindsatser, er tysk industri nemlig i stor stil med til at forsyne verden med moderne våbenteknologi.

»Der har været anklager fremme om, at bestemte kriterier, såsom menneskerettigheder og stabilitet i de importerende lande, ikke blev taget i agt. I tilfældet Qatar har man ikke spurgt sig selv, hvilket land og politisk system, der rent faktisk var tale om. Heller ikke hvilken rolle Qatar spiller i international politik,« siger Dickow med hensyn til Qatars omdiskuterede rolle i den syriske borgerkrig. »Man har ikke spurgt sig selv, hvilket politisk formål denne eksport skulle tjene.«

Manglende kontrol

Tyske våbeneksporterende virksomheder er i forvejen politisk reguleret af den såkaldt ’krigsvåbenkontrollovgivning’. I udgangspunktet forbyder tysk lov om kontrol med våbeneksport, der blev vedtaget i 2002 under Gerhard Schröders rød-grønne regeringsperiode, eksport af våben og militærgrej til konfliktramte områder. Derimod tillader tysk lov enkeltstående våbenleverancer til lande uden for NATO og EU, såfremt eksporten kan siges at tilgodese tyske udenrigspolitiske interesser. Tilladelsen gives til virksomheder af det tyske forbundssikkerhedsråd, der besættes af regeringsministre.

I det nuværende regeringsgrundlag mellem SPD og Merkels konservative CDU hedder det, at man ønsker at »fordre stabilitet gennem en tilbageholdende rustningseksportpolitik.« I takt med internationale alliancepartneres øgede forventninger til tysk deltagelse i internationale militæroperationer er det imidlertid delvist forventeligt, at den politiske vilje til yderligere regulering af våbeneksport har været fraværende, mener Marcel Dickow.

Ifølge Marcel Dickow hersker der grundlæggende uklarhed om den politiske beslutningsproces, hvilket har bidraget til en løbende udvanding af eksportrestriktioner siden 2000.

»Problemet er, at der ikke er nogen kontrolinstans for, hvordan retningslinjerne efterleves. Forbundsdagen bliver kun efterfølgende informeret og uden detaljer«, siger Marcel Dickow.

»På grund af hemmeligholdelsen i det tyske sikkerhedsudvalg kan man ikke efterprøve forbundsregeringens motiver. De skal ikke stå til regnskab for, hvorfor de gør, hvad de gør. Det er en del af problemet, fordi der altid er tale om en sammenblanding af økonomiske, erhvervsmæssige og sikkerheds- og udenrigspolitiske, såvel som etiske interesser. I de hidtidige beslutninger om eksport står det ikke klart, hvilke motiver der har været dominerende.«

Nationaløkonomi

Der findes to dimensioner i debatten om den tyske eksport af militære produkter, mener Hilmar Linnenkamp.

»På grund af svigtende efterspørgsel på militære produkter, både i den tyske forbundshær og hos de europæiske partnere, er det essentielt for forsvarsindustrien at udvikle globale og internationale markeder. At man kan sælge sine produkter til Brasilien, Indien og Korea. Samme problemstilling gør sig også gældende for eksempelvis Frankrigs og Sveriges forsvarsindustri.«

Flere konservative politikere fra regeringspartierne CSU og CDU advarer mod tab af op til 200.000 tyske arbejdspladser, hvis forsvarsindustrien rammes af en mere restriktiv eksportpolitik.

Det argument bider imidlertid ikke på Hilmar Linnenkamp: »Eksport af våbenteknologi er nødvendigt i virksomhedsperspektiv, men ikke i et nationaløkonomisk øjemed, hvis forsvarsindustrien skal kunne bevare sin nuværende kapacitet.«

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Den til dato mest uansvarlige handel Tyskland til dato har gennemført, må være salget af avancerede ubåde til Israel. Tyskland har solgt de såkaldte Dolphin II ubåde til Israel, selvom der allerede gik rygter om, at israelerne allerede havde modificereret tidligere leverede ubåde til at medføre kernevåben.

Udover at man har solgt ubåde til en stat der ikke har underskrevet Ikke-spredningsaftalen, imodsætning til Iran, så skulle de såkaldte Triton raketter også følge med. Disse raketter kan sendes ud via torpedorørene, og starter en raketmotor ved overfladen. Herefter kan den styres ved hjælp af et fiberoptiskkabel, hvor der sendes billeder tilbage til ubåden. Med Triton raketten vil Israel uden at efterlade spor, kunne udføre angreb flere kilometer ind over en hvilken som helst kyst. Igen fuldstændig uansvarligt at give Israel den mulighed, når man ved at landet har en lang tradition for snigmord, og angreb på civile, i strid med folkeretten. Nu kan Israel udføre disse angreb endnu nemmere, og længere væk fra Israel end nogensinde før.

http://intercepts.defensenews.com/2014/08/israels-deadliest-submarines-a...

http://www.armedforces-int.com/upload/image_files/articles/images/compan...

Anne Eriksen, Bo Carlsen, lars abildgaard, Claus Jensen, Holger Madsen, Hanne Ribens, Toke Andersen, Gert Romme og Eva eldrup anbefalede denne kommentar

Måske er det på tide, at nogen gør noget ved dette uvæsen. Men nu er Rheinmetall jo ikke hvem som helst, så de skal nok finde en acceptabel løsning på deres aktionæres vegne. Ganske som da Saudi ville købe en hel våbenfabrik af svenske SAAB, der trods alt gik i orden til Vallenbergs fordel på en utrolig opfindsom hokus-pokus-måde, selv om det kostede mindst en forsvarsminister.

Netop nu er jeg på et kort besøg oppe i Thüringen, og der hørte jeg i radioen, at EU´s eksportboykot af Rusland går ud over salget af de dyreste BMW, Audi og Mercedes Benz. Men den manglende afsætning vil Mercedes Benz snarest løse ved at etablere en samlefabrik i Rusland, så de mange russiske ministrene igen kan køre i fine tyske biler.

Gert
http://politiken.dk/oekonomi/gloekonomi/ECE2367288/russiske-politikere-k...
Måske en and eller en ny Lada til russiske ministre :)

Hvad med Tysklands salg af ubåde til Israel?
Som er direkte indrettet til at medføre atomvåben.

Kære Torben Selch,

Nej, det med tvunget Lada er faktisk ikke en and, det er en afværgemanøvre.

Hvis du kommer blot lidt til europæisk Rusland, vil du hurtigt opdage, at "sandheden" om stort set alt både redigeres, og i visse tilfælde også konstrueres, på absolut "højeste sted". Og størstedelen af befolkningen ønsker tilsyneladende også kun at kende disse "sandheder".

Og på "højeste sted" har man altså bestemt, at befolkningen ikke behøver at kende til denne ligegyldige eksportboykot. I stedet skal befolkningen vide, at det netop er "øverste sted" der har bestemt, at landets mange ministre skal anvende landets egne fortræffelige Lada-biler.

I øvrigt er "højeste sted" mere populær end nogen sinde, så hvis man tror noget andet i Danmark, tager man helt fejl.

Tak, Sigmar Gabriel (& Helmut Schmidt. Sådan nogle forsvarsindustri-kritiske socialdemokrater vil vi også gerne have nogle af).
For det virker ikke troværdigt, at eksportøren kan styre og kontrollere, hvor våbnene (med tiden) havner og hvad de bliver brugt til.
"Merkel-doktrinen" indbefatter da ikke nogen tysk viden om og accept af, hvem i Mellemøsten, der lige nu bruger tyskproducerede våben, som de har fået af Saudi-Arabien.
Eksempelvis.
“Det paradoksale” ved at være militært tilbageholdende i internationale interventioner, men have en stor våbeneksport, ses dog ikke kun i Tyskland, men fx også i Sverige og Norge. Og i Danmark, som blot tilfældigvis har en mindre forsvarsindustri end disse broderlande.
Men måske kommer også Danmark med tiden mere på paradoks-niveau med Tyskland, Sverige og Norge hvad angår våbenproduktion og –handel. Fx skal de modkøbsordrer til den danske forsvarsindustri, som det snarlige kampflyindkøb måske vil medføre, jo skabe arbejdspladser og vækst i denne industrigren ...

Steen Thaulow Olsen

Ligesom i USA har militærindustrien også vundet kampen mod menneskerettigheder og fred i Tyskland og dermed Europa. Det er derfor berettiget når grækerne demonstrerer mod Tyskland, der jo dybest set bare har hægtet sig på bankernes angreb mod de svage lande.

Helene Nørgaard Knudsen

Kald mig hykler men jeg ser sådan på det at det kommer til at koste os x milliarder om året at have et forsvar og det skal vi have ifølge aftaler vi har indgået. Vi kan ligeså godt producere våben selv. Vi skal satse på hi-tech. Vi skal satse på effektive pris-effektive (i brug) systemer. Skal vi bare være helt trygge ved det vi bliver tilbudt? Når kvaliteten af et kampfly er så elendig at det ikke kan gennemføre en opvisning så burde det være dømt ude. Vi kan lave noget der er billigere og bedre selv.

@Helene
Altså: Det er godt at være selvforsynende.
Ligegyldigt hvad man forsyner sig med.
Eller?

Hvad angår aftaler tror jeg ikke, at det står nogen steder at DK skal have præcis 30 kampfly.
Men på den anden side: Hvis det er sandt, som det er blevet sagt, at DK med flyindkøbet investerer både i fly og i en alliance (med USA/NATO), ville denne dobbelthed så ikke bestå, selv om der fandtes danskproducerede fly eller andre våben?
Ville alliancer ikke stadig medføre store forsvarsinvesteringer, der på én og samme tid skal være materielle - og altså stadig vil betyde indkøb af fx amerikanskproducerede militærvarer - og politiske?

I forbindelse med artiklen om Tyskland handler det desuden om hvordan et land bruger sin forsvarsindustri. Tyskland er her ikke særligt selvforsynende, men en stor eksportør. Hvis den danske forsvarsindustri skulle begynde at vokse for alvor, så ville den også eksportere mere (ligesom også Sverige og Norge). Det ville medføre en masse spørgsmål om hvem man bør eksportere til og om våbeneksport overhovedet er et gode.
Eller er en selvforsynende forsvarsindustri noget, som alle bør stræbe efter? Ville denne model være et fremskridt i forhold til nutidens skel mellem lande, der importerer våben og lande, der eksporterer? Et økonomisk, kvalitetsmæssigt eller politisk fremskridt?