Nyhed
Læsetid: 3 min.

Vesten presser Haag til ikke at undersøge mulige krigsforbrydelser i Gaza

En potentiel ICC-undersøgelse af det israelske militærs og Hamas-bevægelsens aktioner i Gaza-krigen er blevet genstand for intens politisk strid
Udland
21. august 2014

Den Internationale Straffedomstol (ICC) i Haag vil ikke iværksætte nogen undersøgelse af påståede krigsforbrydelser i Gaza. Og dette kan skyldes pres fra USA og andre vestlige nationer, hævder jurister, der har været tilknyttet domstolen.

I de seneste dage er en mulig ICC-undersøgelse af De Israelske Forsvarsstyrkers og Hamas-bevægelsens aktioner i Gaza og Israel blevet genstand for politisk strid. Spørgsmålet er tillige et forhandlingstema i de drøftelser om våbenhvile, der foregår i Kairo.

En ICC-undersøgelse vil kunne få et vidtrækkende sigte. Ikke blot vil en sådan undersøgelse skulle omfatte de krigsforbrydelser, som Israel, Hamas og andre islamistiske militante skal have begået under de seneste kampe i Gaza, der har kostet omkring 2.000 mennesker livet, derimellem mange civile, kvinder og børn. Den vil også skulle forholde sig til de israelske bosættelser i de palæstinensiske områder, som israelske regeringer bærer ansvaret for.

Og her er domstolens grundlæggende charter, Rom-statutterne fra 1998, klart: »En besættelsesmagt, der direkte eller indirekte overdrager områder, den holder besat, til dele af sine egen civilbefolkning« falder ind under domstolens definition på krigsforbrydelser.

På spil står også ICC’s fremtid. Domstolen, der stadig har karakter af eksperiment inden for international ret, indtager en skrøbelig position, fordi den savner opbakning fra flere stormagter.

Rusland, Kina og Indien vil således ikke underskrive domstolens statutter. USA og Israel skrev under i 2000, men har siden trukket deres underskrifter tilbage.

Ifølge John Dugard, der er professor i international ret ved universitetet i Leiden i Holland og mangeårig kritiker af, hvad han ser som Israels manglende overholdelse af menneskerettigheder, »kan anklageren i Haag udmærket gøre krav på at have jurisdiktion i denne sag. Vel findes der konkurrerende retlige argumenter, men efter min mening kan hun bare vælge at tage sit udgangspunkt i præamblen til ICC’s statutter, som fastslår, at domstolens formål er at forhindre straffrihed«. I en brevveksling over de seneste dage har advokater for palæstinenserne vedholdende gjort gældende, at ICC’s chefanklager, Fatou Bensouda, har alle de juridiske beføjelser, hun behøver for at iværksætte en undersøgelse, der imødekommer en palæstinensisk begæring fra 2009.

Men chefanklager Bensouda insisterer på, at hun først behøver en ny palæstinensisk erklæring. Dette vil igen forudsætte en vanskeligt opnåelig konsensus imellem de palæstinensiske politiske fraktioner, herunder Hamas, således at også disse vil kunne blive genstand for rettens efterforskning, side om side med den israelske regering.

’Juridisk ugyldig’

Det vestlige pres på ICC for at af-holde sig fra at tage sagen op har skabt dybe kløfter inden for anklagemyndigheden. Nogle jurister, som tidligere har arbejdet her, siger, at palæstinenserne i 2009 blev narret til at tro, at deres begæring om en undersøgelse af mulige krigsforbrydelser under Operation Støbt Bly, den tidligere israelske offensiv mod Gaza, ville blive imødekommet, når en palæstinensisk stat blev anerkendt.

Spørgsmålet er nu, om en sådan anerkendelse kom i november 2012, da FN’s Generalforsamling stemte for at tildele Palæstina status af observatørstat.

Bensouda var oprindeligt stemt for at tage den palæstinensiske anmodning op til fornyet overvejelse, men i 2013 konkluderede hun så, at generalforsamlingens anerkendelse ikke havde skabt en ny situation. Begæringen fra 2009 var stadig »juridisk ugyldig«.

Luis Moreno Ocampo, der beklædte posten som anklager, da den palæstinensiske begæring blev fremsat i 2009, bakker Bensouda op. I en e-mail til avisen The Guardian bemærker han, at »hvis Palæstina vil underlægge sig domstolens jurisdiktion, må det første indsende en ny erklæring«.

Det tog Moreno Ocampo tre år at træffe den afgørelse, og i hele perioden lobbyede USA og Israel ihærdigt for, at han skulle lade sagen falde.

Ifølge en bog om Den Internationale Straffedomstol, som udkom tidligere i år, skal amerikanske regeringsembedsmænd have advaret anklageren om, at han satte domstolens fremtid på spil, hvis han valgte at køre sagen.

Ifølge bogen Rough Justice: The International Criminal Court in a World of Power Politics, skrevet af forfatteren David Bosco, var budskabet fra amerikanerne, at en undersøgelse af den art, som palæstinenserne ønskede, »ville give domstolen en større politisk vægt, end den kan bære«.

Moreno Ocampo afviser at have ligget under for pres fra amerikanerne.

»Jeg var fra begyndelsen af fast besluttet på at anlægge en upartisk tilgang, men samtidig må jeg respektere de grænser, som folkeretten sætter«, skriver han i sin e-mail til The Guardian.

»Jeg hørte alle argumenter og lyttede også til diverse Oxford-professorers udlægninger af de mange forskellige modsatrettede argumenter. Jeg kunne ikke konkludere andet end, at processen i første omgang må gå tilbage til FN, der må træffe en beslutning om, hvilken entitet der med rette kan anses for en fuldgyldig stat«.

© The Guardian og Information.

Oversat af Niels Ivar Larsen

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Hvordan kan vi respektere stater som påberåber sig at være civiliseret uden at ville følge international etiske forhold. Og ved bliver at udøve vold, totur og menneskelig fornedrelse ofte med religiøs og etnisk begrundelse.

J. Nielsen, Peter Hansen, John Hansen og Jesper Wendt anbefalede denne kommentar

Det var desværre forventeligt, al den stund at de fleste vestlige lande nærmest samstemmende hele tiden har anråbt sig Israels legitime ret til at forsvare sig. Det er udelukkende 3. verdenslande, der har taget initiativ til at fjerne deres ambassadører fra Tel Aviv under de intense bombardemeter af Gaza.

Viggo Helth, J. Nielsen og Peter Hansen anbefalede denne kommentar

Vestens komplette moralske bankerot er helt åbenlys.