Læsetid: 5 min.

50 dages krig for at kunne fange frisk fisk

Fisk og vuggende fiskerbåde har siden våbenhvilens indtræden for snart to uger siden været symbolet på fred i Gaza. Men ifølge fiskerne har den 50-dage lange krig ikke ført noget godt med sig
Efter krigen mellem Israel og Hamas kan fiskerne i Gaza nu igen fiske. Men de må kun sejle seks sømil ud fra kysten, hvilket begrænser fangsten.

Mustafa Hassona

8. september 2014

Fra den livlige havnekant hopper vi om bord på båd nummer 58 i Gazas havn. 14 mænd er de i alt: Kaptajn Khamis, hans bror, deres sønner og nevøer – alle medlemmer af Baker-familien. Klokken er seks om aftenen, og de næste 12 timer skal vi ud og fiske.

»Lad os holde os inden for de seks sømil, ikke?« spørger jeg smilende, men med alvor ud i flokken, da vi lægger fra land. Seks sømil (omkring 11 kilometer) er grænsen for, hvor langt Gazas fiskere må sejle ud i havet fra kysten. Enhver overtrædelse bliver mødt med skud af mere eller mindre advarende karakter fra det israelske militærs luftvåben og søværn.

Kaptajn Khamis lover, at vi holder os omkring de fem og en halv, men det er ingen garanti for sikkerhed, tilføjer han. To dage forinden kunne pressen fortælle, hvordan en fiskerbåd var blevet beskudt ud for Gazas kyst. Ifølge det israelske militær fordi båden var sejlet længere ud, end den måtte. Ifølge kaptajnen og hans besætning havde de kun været fire en halv sømil ude. Kaptajn Khamis tror på fiskernes version.

Det er lidt under to uger siden, han og hans besætning genoptog arbejdet efter at have måttet lade båden ligge stille under den 50 dage lange krig i Gaza.

»Lige de første par dage efter krigen fangede vi mere end normalt, men det er jo naturligt, da ingen havde været ude længe. Det er det, der har fået medierne til at tro, at alt er godt for fiskerne nu. Men vi gik jo bare fra at fange ingenting til at fange noget,« siger Kaptajn Khamis, da jeg konfronterer ham med den opfattelse, jeg synes at møde både i pressen og blandt mange af Gazas borgere om, at de eneste, der har fået noget ud af krigen, er Gazas fiskere, da der med våbenhvilen fulgte en udvidelse af fiskegrænsen fra tre sømil til de nuværende seks.

»Vi er tilbage til det samme som før krigen. Der er ingen forskel, ingen forbedring,« siger han og henviser til, at grænsen først blev reduceret fra seks til tre sømil, kort inden krigen startede. Inden da var den seks, og det har den været under det meste af Israels syv år lange blokade.

Dræbt på stranden

Mens Gaza bliver mindre og mindre bag os, går kaptajnens bror, Raleb, i gang med at tænde fiske-GPS’en, som han kalder den.

Men maskinen er på engelsk, og mange af mændenes læse- og skrivekundskaber rækker ikke længere end til at skrive deres navn. På arabisk vel at mærke. Fish alert står der på en af knapperne, oversætter jeg. »Den tager vi!« råber Kaptajn Khamis henne fra sin styrepind, der er holdt fast af et sort reb nede ved skibsgulvet for ikke at tippe.

Turen, vi skal ud på i nat, og som båd nummer 58 gentager hver nat hele ugen, koster omkring 3.700 kroner i brændstof og andre sejlomkostninger. De skal tjenes ind, før der kan blive tale om løn til besætningen. I forgårs fangede de ikke engang nok til at dække udgifterne. I går var der fisk nok til, at hver af fiskerne kunne gå hjem med omkring 75 kroner i lommen.

»Jeg har en kone og fire børn at forsørge. Men jeg ved aldrig, om jeg kommer hjem med penge til mad,« siger Raleb henne fra GPS’en.

Familien Baker er ellers kendt i Gaza. Før Hamas kom til magten for otte år siden, og Gaza i høj grad var styret at familieklaner, var Baker-familien en af de helt store på Fatahs side. Efter at Hamas og den israelske blokade har taget over, er Baker-familiens indflydelse skrumpet. Men under krigen blev Baker igen et kendt navn, da to projektiler, affyret fra et israelsk krigsskib ud for Gazas kyst, ramte strandkanten, hvor adskillige børn løb og legede. Fire af dem blev dræbt på stedet – alle var de medlemmer af Baker-familien. Billederne gik verden rundt.

På havnen kort inden afsejling mødte jeg to af de fire drenges far, Muhammad Baker, der kom forbi for at ønske sine brødre og nevøer god fangst. Han havde sine sidste to sønner med. De legede også på stranden den dag for snart to måneder siden, men overlevede.

Jeg spurgte den ene af sønnerne, Yunis på otte, hvad han ville være, når han bliver stor. »Frihedskæmper,« svarede han med en fastgroet alvorlig mine. »Jeg vil have hævn over mine brødre.«

Hans far sagde, han havde prøvet at forklare sin søn, at han skulle passe sin skole og få en uddannelse i stedet. Men drengen ville ikke høre.

»De var mine fætre,« siger Yusef på 23, det nyeste besætningsmedlem. »Og mine nevøer,« tilføjer Kaptajn Khamis fra sin styrepind, da vi et par timer senere nærmer os første stop på fiskeruten, omkring fire en halv sømil ude.

Fisk i nettet

Drengene trækker i regnbukser og gør klar til første fangst. Strategien er at tiltrække fiskene ved at rette stærkt lys fra båden ned i vandet, derfra omringe fiskene med net og til sidst trække bylten op på dækket.

Drengene synger højt og i kor, dirigeret af kaptajn Khamis, mens de trækker i nettet for fuld kræft. Hver anden sætning handler om at takke Gud.

Midt i al sin ihærdighed falder en af drengene, Munir, i vandet – til stor underholdning for de andre.

Men da drengene efter omkring en halv times kraftanstrengelser endelig får hevet nettet op på dækket, forstummer sang og heppekor. Fiskene dækker ikke engang bunden af den store fiskekasse.

»Hvorfor kan de ikke bare lade os sejle otte sømil ud? Bare to mere ville kunne tredoble, ja, måske endda femdoble fangsten,« siger kaptajn Khamis, der nu har sluppet styrepinden.

Tavse går drengene i gang med at sortere fiskene. Skibets yngste, Odaj på otte, steger et par af dem på ilden i en olietønde ved siden af skibets kahyt.

Da drengene tre timer senere igen trækker i regnbukserne og gør klar til anden omgang, er der ingen, der synger. »Der er jeres penge. Lad ikke de fisk slippe væk!« hepper kaptajn Khamis, mens drengene hiver og flår i nettet. Det er dog tydeligt, han ikke kan finde samme entusiasme frem som første gang.

Men da nettet kommer op på dækket, og de tømmer indholdet ud i kassen, vender smilene tilbage. Denne gang kan man kan ikke se bunden af kassen for fisk. Næsten dobbelt så mange som sidst, vurderer kaptajn Khamis.

Tredje og sidste gang, nettet skal hives i land, bliver der sunget endnu højere end første. »Det er o.k. Jeg tror, der er nok til, at alle kan gå hjem med 70-100 kroner i dag,« siger Kaptajn Khamis, tydeligt lettet.

På vej tilbage mod kysten, da vi alle sidder sammen på dækket under solopgangen, spørger jeg, om de tror, de også er ude og fiske om to uger, når den måned, Israel og de palæstinensiske fraktioner har aftalt at holde våbenhvile i, og den officielle deadline for at forhandle sig frem til en længerevarende, fredelig løsning, udløber.

»Indtil nu er der ikke sket noget som helst. Nogen siger, Israel taler om at udvide grænsen til 12 sømil, men jeg skal ligge derude med min båd, før jeg tror på det,« svarer kaptajn Khamis.

»Krigen vender nok tilbage snart,« tilføjer Raleb.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu