Læsetid: 4 min.

Afghanistans nye intellektuelle præsident kan nu føre sine visioner ud i livet

Afghanistans nye præsident Ashraf Ghani har undergået et markant stilskifte for at vinde magten. Nu lover han, at sætte ind over for landets omfattende korruption
29. september 2014

For at blive Afghanistans nye præsident har Ashraf Ghani Ahmadzai ikke blot skiftet garderoben ud, modificeret sit navn og givet afkald på kaffe. Han har også måttet favne en mand, han tidligere har fordømt som en »notorisk morder«. Ja, han har endda måttet tage et kursus i ’vredebeherskelse’ for at lære at dæmpe sit berygtede temperament.

Som en bemærkelsesværdig intellektuel, der finder sig lige så godt til rette, hvad enten han mødes med landsbyældste eller taler i internationale bestyrelseslokaler, har han både været professor, verdensbankteknokrat og ledende sikkerhedsembedsmand. Og han blev engang bragt i forslag som kandidat til posten som generalsekretær for FN.

Hans ry som en retlinet og moderniserende teknokrat indbragte ham kun få stemmer, da han i 2009 stillede op til præsidentposten. Opildnet af dette nederlag gennemgik han et dramatisk personligt stilskifte, og trådte således i år i karakter som en både skånselsløs og særdeles effektiv politiker. Som den største stemmesluger ved et præsidentvalg skæmmet af svindel har han styret igennem måneders vanskelige forhandlinger og kan nu omsider indtage embedet som Afghanistans præsident for en enhedsregering dannet i koalition med sin værste rival.

Kritikere siger, at de afghanske vælgere kan føle sig forrådt af en elite, der har slået en handel af bag lukkede døre. Men Ashraf Ghanis tilhængere mener, at de indrømmelser, Ghani har givet, vil kunne bane vejen for væsentlige forandringer i landet.

Begge disse påstande bliver i dag sat på prøve, når Ghani overtager magten og kan føre sine teorier om regeringsførelse ud i livet.

På spil står hans lands fremtid. Han vil både skulle værge Afghanistan imod et Taleban, der igen er gået i offensiven og opbygge dets lille og skrøbelige økonomi på et tidspunkt, hvor udenlandske støttemidler og investeringer, hurtigt ebber ud.

Skønt han med sin skarpe tunge jævnligt udtrykker kritik af det internationale samfund, er den nye præsident ikke desto mindre blevet hilst tentativt velkommen af mange af de diplomater, som stadig i en årrække må afstive hans budget for at hjælpe ham med at bringe Afghanistans økonomi på fode. Deres håb er, at han med reformer vil være den rette mand til at ruske op i et korrupt og stivnet statsbureaukrati, der kan tilgodese andre end en lille forskanset elite.

Han har lovet, at han – i dialog med befolkningen – vil gennemføre et smerteligt reformprogram, at skabe en million nye arbejdspladser og at underskrive en langsigtet sikkerhedsaftale med USA for at få adgang til nye midler, herunder midler til videreudvikling af landets politi- og militærstyrker.

Langsom forandring

Aktivister knytter også store forhåbninger til hans libanesisk-amerikanske hustru, Rula Ghani, der spillede en væsentlig rolle i hans valgkamp som fortaler for kvinderettigheder. »Under sin valgkamp, og selv efter at han er blevet valgt, har han sagt og gjort alle de rigtige ting. Han har taget de afghanske kvinders stemme alvorligt,« siger Manizha Naderi, leder af ngo’en Kvinder for Afghanske Kvinder. Valgnederlaget i 2009 afskrækkede ikke Ghani, der i årtier har studeret økonomisk og politisk teori, herunder korruptionsbekæmpelse og regeringsførelse. Men da hans bemærkelsesværdige baggrund i den akademiske verden og som politisk embedsmand ikke var nok til at vinde stemmer, tog han fat på en langsom forandringsproces.

Rivaler og analytikere undervurderede hans beslutsomhed og formidable arbejdsetik og overså helt den uofficielle kampagne, han begyndte flere år før hans navn igen skulle figurere på en stemmeseddel.

Som koordinator af den gradvise overdragelse af ansvaret for landets sikkerhed fra NATO til afghanske styrker rejste han landet rundt og opbyggede kontakt- og støttenetværk. Han begyndte også for første gang at bruge sit stammenavn, Ahmadzai, og skiftede fra vestligt jakkesæt til traditionel afghansk klædedragt. Da valgkampsstrateger anbefalede ham at droppe kaffen på dage med mange vælgermøder for at styrke hans stemme, opgav han uden videre en af sine få laster.

Ej heller synes noget kompromis for stort til, at han ville sluge det. Han markerede sin overgang til moralsk tvetydig realpolitik ved at erklære, at hans vigtigste partnerkandidat ville blive den stærke usbekiske krigsherre, Abdul Rashid Dostum, som Ghani tidligere har taget afstand fra som en »notorisk morder«.

»Vores herskere skal være det afghanske folk,« sagde han.

»Vi vil oprette et scorekort over vores løfter og rapportere systematisk tilbage om, hvor lang vi er nået med at indfri dem.«

Han ønsker at gennemføre 1-2 smertefulde og omfattende reformer hver 100. dag foruden flere mindre og nemmere reformer. De ambitiøse planer omfatter en bestræbelse på at lokke afghanere i udlandet tilbage og slå ned på korruption. I første omgang ved at slå ned på de bagmænd, der har svindlet sig til 925 mio. dollars (ca. 5.4 mia. kr. – red.) i den såkaldte Kabul Bank-skandale.

»Dette vil være det første tegn på, at jeg ikke vil tolerere straffrihed,« siger han.

»Den afghanske offentlighed er led og ked af korruption, og vi kan ikke sætte gang i vores økonomi, hvis vi ikke sætter ind imod korruptionen ved dens rødder.«

© The Guardian og Information

Oversat af Niels Ivar Larsen

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu