Nyhed
Læsetid: 3 min.

Bekymring for italiensk deflation

Priserne falder i Italien for første gang i 55 år. Udviklingen kan hive eurozonen ind i en ond cirkel, advarer eksperter
Udland
11. september 2014

Sjældent har en historisk parallel været mere vildledende: Da der sidst var deflation i Italien – for 55 år siden – indtraf den umiddelbart inden et opsving, hvor følgerne af Marshall-planen og dannelsen af det europæiske fællesmarked gav italienerne en markant velstandsstigning. »Vi lader os ikke fortrylle af køleskabenes og fjernsynsapparaternes civilisation,« sagde kommunisten Giorgio Amendola, mens antallet af familier med køleskab på bare tre år steg fra 13 til 49 procent.

I august i år begyndte priserne atter at falde i Italien, ifølge statens statistiske institut Istat gennemsnitligt med 0,1 procent, mens arbejdsløsheden igen er stigende: 3,2 mio. arbejdsløse italienere, svarende til 12,6 procent af de officielt jobsøgende. Statsgælden illustrerer forskellen på dengang og nu: I 1959 var den på 38 procent af Italiens bruttonationalprodukt og begyndte først at stige konstant efter oliekrisen i 1973, indtil den under eurokrisen er nået op på de nuværende 133 procent. Blot siden 2007 er den – trods store besparelser i det offentlige – steget med 30 procent. Kombinationen af stagnation og prisfald risikerer at undergrave regeringens bestræbelser på at få gælden under kontrol. Et faldende prisniveau øger den reelle værdi på al gæld, ifølge den amerikanske økonomiprofessor Paul Krugman. Det fører til øget formuekoncentration og dermed til nedsat økonomisk aktivitet.

»Vores økonomier er blevet trukket ned af bekymrede skyldnere, der er blevet tvunget til at reducere deres forbrug. For at undgå en dyb, langvarig nedtur var der brug for en politik, der kunne udligne denne tendens. Men i stedet er folk blevet besat af budgetunderskuddenes onder og er grebet af paranoia over inflationen – og nedturen er blevet ved og ved,« skriver Krugman i The New York Times og hævder, at »Tyskland er endt med at diktere politikken for hele Europa«.

Sen åbenbaring

»Eurozonen er syg,« hævder Oxford-økonomen Guido Ascari på økonomisitet lavoce.info. »Mange lande, f.eks. Italien, kan ikke tillade sig flere perioder med recession og deflation. Det må have absolut højeste prioritet at komme ud af denne situation, vi må være kreative og gå videre end reglerne i traktaterne, som er blevet udtænkt i andre historiske øjeblikke.«

I foråret advarede den italienske finansminister, Pier Carlo Padoan, om, at deflation ville være »en katastrofe« for hele eurozonen og navnlig for lande som Italien med en stor statsgæld. Padoan opfordrede EU og Den Europæiske Centralbank (ECB) til at iværksætte vækst- og inflationsfremmende tiltag. ECB’s mål er en inflationsrate på to procent om året. Men Tysklands lave inflation – 0,8 procent – tvinger andre lande til langsommere prisudvikling for at bevare konkurrenceevnen. ECB har derfor nedskrevet sin prognose for inflationen i 2014 til 0,6 procent, og i sidste uge meddelte centralbankdirektøren, italieneren Mario Draghi, en ny rentesænkning.

»Der var et strejf af desperation over meddelelsen,« mener Krugman. »Europa, som klarer sig værre end i 1930’erne, befinder sig tydeligvis i deflationshvirvel, og det er godt at vide, at centralbanken forstår det. Men måske er denne åbenbaring kommet for sent. Det står langtfra klart, om de tiltag, som nu er på bordet, vil være stærke nok til at vende den nedadgående spiral.«

I weekenden mødtes de sydeuropæiske socialistledere – den italienske ministerpræsident Matteo Renzi, Frankrigs premierminister Manuel Valls og Pedro Sánchez, som er ny formand for PSOE i Spanien – i Bologna i et forsøg på at danne en latinsk akse i europæisk politik.

»Vi har forpligtet os til at gøre Europa til et seriøst foretagende,« sagde Renzi, efter at de havde aftalt et opgør med sparepolitikken. Enigheden rakte dog ikke til mere end nogle generelle betragtninger. Ifølge Guido Ascari er der brug for »ekstraordinær økonomisk politik til ekstraordinære tider«. De tiltag, der skal forbedre konkurrenceevnen, fører næsten automatisk til deflation og må derfor ledsages af offentlige investeringer, som ECB skal finansiere ved at trykke flere penge og dermed øge inflationen, mener Ascardi. Investeringer i infrastruktur, uddannelse og forskning virker på langt sigt og medfører på kort sigt hverken stigninger i statsgælden eller på skatterne, argumenterer han, men tilføjer: »Det er dog indlysende, at det politisk er svært at acceptere i Europa.«

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

John Christensen

BRUG: MERE IQ OG MINDRE QE

GOD DAG DER UDE

Opsvinget er SIKKERT lige om hjørnet!