Baggrund
Læsetid: 5 min.

Drab på journalister mørklægger krig

Medieorganisationer sender færre korrespondenter til farlige områder. I deres sted træder utrænede freelancere, som løber en større risiko for at blive dræbt eller kidnappet. Og udbetaling af løsesumme ansporer til flere kidnapninger
James Foley arbejdede som freelancer i Syrien, indtil han blev kidnappet og halshugget af Islamisk Stat som hævnaktion for USA’s luftangreb i Irak.

James Foley arbejdede som freelancer i Syrien, indtil han blev kidnappet og halshugget af Islamisk Stat som hævnaktion for USA’s luftangreb i Irak.

Scanpix

Udland
15. september 2014

I takt med en brat stigning i antallet af drab og kidnapninger af journalister er flere og flere konfliktzoner i verden blevet næsten umulige at dække for den lokale såvel som udenlandske presse. I USA og Europa er store medieorganisationer reelt ophørt med at udsende krigsreportere til visse lande af frygt for deres liv.

»I de seneste to år er der blevet dræbt, kidnappet og fængslet flere journalister end i noget tilsvarende tidsrum siden 1992. Pressen befinder sig i en alvorlig krise, hvor medierne fravælger de farligste steder,« siger Joel Simon, direktør for Committee to Protect Journalists i New York.

Den historisk set eneste undtagelse er journalister, der ’forsvandt’ under militærregimer i Argentina, Brasilien og andre latinamerikanske lande i 1960’erne og 1970’erne. I den algierske borgerkrig i begyndelsen af 1990’erne blev et usædvanligt højt antal pressefolk desuden dræbt. I øjeblikket står Syrien øverst på listen som det absolut farligste land at rapportere fra, efterfulgt af Irak – især nord for Bagdad – Ukraine, Pakistan, Libyen og Somalia.

Bortset fra Ukraine deler alle disse lande et karaktertræk: En mere eller mindre stor del af territoriet er kommet under kontrol af jihadister, også benævnt islamistiske terrorister i arabiske og vestlige lande. I Ukraine kalder regeringen de prorussiske oprørere i Donetsk og Luhansk for ’terrorister’.

Indtil sidste uge var 36 journalister blevet myrdet i 2014. To amerikanske freelance-journalister, James Foley og Steven Sotloff, er de seneste ofre. De blev kidnappet i Syrien og halshugget af Islamisk Stat i en formodet hævnakt for USA’s luftangreb i Irak. I august blev to pakistanske journalister myrdet af formodede jihadister i Quetta, Baluchistan.

»Der er god grund til at antage, at de sidste par år har været den farligste periode for journalister siden Anden Verdenskrig,« siger Joel Simon.

Friere hænder

Konsekvenserne er mangfoldige. I de seneste par måneder har nyheder fra områder kontrolleret af oprørere i Syrien været mørkelagt i medierne, og kun lidt er sluppet ud om situationen i et betydeligt irakisk territorium, der fornylig blev invaderet af Islamisk Stat.

»I Syrien er det umuligt at arbejde som journalist uden at løbe en enorm risiko for at blive kidnappet,« siger David Rohde, en amerikansk journalist, der selv blev bortført og holdt som fange af Taleban i halvandet år, inden han undslap med sin tolk.

I Syrien antages det, at oprørerne føler, de har friere hænder udenfor mediernes søgelys til at eksercere selvjustits og krænke krigens love, menneskerettighederne og FN’s konventioner. Det gælder ligeledes for den syriske stat, der har ratificeret alle konventioner. Samtidig er det blevet ekstremt dyrt for medier – især tv – at beskytte journalister, mens de arbejder i farlige områder. Det kræver blandt andet sikkerhedsvagter og i nogle tilfælde også leje af armerede biler. Udsendte korrespondenter gennemgår også træning i at arbejde i et fjendtligt miljø. Julia Payne, journalist ved Reuters, fortæller, at hun fik en ugelang intensiv træning i en lejr, inden hun afløste det britiske nyhedsagenturs korrespondent i Tripoli, Libyen i 14 dage dette forår. »Vi boede i nogle hytter dag og nat, og træningen gik hele kompasset rundt lige fra, hvordan man reagerer, når en demonstration bliver voldelig, og der bliver kastet med molotov cocktails, til at blive kidnappet,« fortæller hun.

Under den falske kidnapning fik hun en hætte trukket ned over hovedet, hænderne lagt i håndjern på ryggen, stukket en pistol for hovedet og blev udsat for aggressive forhør af trænerne, der er tidligere militærfolk nu ansat i et sikkerhedsfirma.

»Det var virkeligt ubehageligt, men det forbereder én både praktisk og psykologisk. Nu ved jeg lige præcis, hvad jeg skal gøre i den slags situationer,« siger Julia Payne.

En nat blev Reuters-journalisterne vækket af lyden af bomber og skulle søvndrukne huske, hvordan man bringer sig i sikkerhed. De lærte også at tjekke for bilbomber.

I de to uger, Payne arbejdede i Tripoli og omegn, blev fire udlændinge kidnappet. Hun blev konstant bevogtet af en ansat i det britiske sikkerhedsfirma og blev altid kørt i bil til interview.

På Herrens mark

Freelancejournalister bliver normalt ikke tilbudt denne type træning. Det til trods for, at det i dag primært er dem, der skriver fra de farligste steder. Foley og Sotloff var for eksempel freelancere uden den beskyttelse, fastansatte korrespondenter nyder.

Kort inden sin kidnapning havde Foley mødt den amerikanske freelancefotograf Nicole Tung i Syrien. Hun var den første til at meddele én af hans aftagere, websitet Global Post i Boston, at han var savnet.

Under et møde på Columbia School of Journalism i sidste uge fortalte Nicole Tung, hvor uforberedt hun havde været på at rejse fra Tyrkiet ind i det borgerkrigshærgede Syrien i 2012: »Jeg var helt grøn. Jeg havde hverken en skudsikker vest, træning i førstehjælp eller forsikring. Der var snigskytter overalt, bomberne faldt omkring os. Det er et enormt pres at blive udsat for, og så kan man ikke engang være sikker på at få sine historier trykt,« sagde den amerikanske freelancefotograf.

Nicole Tung sammenligner sine vanskelige arbejdsvilkår med de fastansatte journalister, hun mødte i Syrien. »De var virkeligt godt beskyttet, men de opholdt sig ikke så længe i Syrien som vi freelancere og fik derfor ikke det samme lokale kendskab og kontakter,« forklarede hun.

Freelancere er ikke blot tilbøjelige til at løbe større risici og dermed blive dræbt eller kidnappet. De er ydermere overladt til sig selv, når de vender hjem og bliver konfronteret med traumer og stress. Hjælp skal de selv betale for.

Gennem de seneste år har den kliniske psykolog Jack Saul behandlet snesevis af freelance- og fastansatte journalister i New York.

»Nogle af dem, der rapporterer fra krigszoner, får posttraumatisk stress syndrom. Andre rammes af depressioner eller har vanskeligt ved at blive i et forhold,« siger Dr. Saul.

I de seneste år har en række amerikanske og britiske organisationer organiseret hjælp til freelancere i form af træningskurser, og amerikanske Frontline Freelance Register forsvarer deres faglige rettigheder.

Bortførelser

Den største risiko, freelancejournalister løber i de for tiden farligste konfliktzoner, er at blive bortført. Her afhænger deres skæbne imidlertid mere af nationalitet end andre forhold.

»Regeringer i Europa har konsekvent betalt løsesumme, mens den amerikanske og britiske regering konsekvent har afvist det. For amerikanske og britiske reportere er en kidnapning derfor ensbetydende med en dødsdom; europæerne skal derimod gennem lang tids fangeophold,« fortæller David Rohde, der arbejdede for New York Times, da han blev kidnappet af Taleban i 2008.

Efter henrettelsen af Foley og Sotloff er kritikken af Frankrig, Italien, Spanien og Tyskland for at betale løsesumme vokset i USA. The New York Times skrev fornylig, at al-Qaeda har tjent 125 mio. dollar på bortførte europæere, hvilket skulle svare til halvdelen af terrorgruppens samlede indtægt siden 2008.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Det er det glade vanvid at betale løsepenge!
Det er direkte statsstøtte til terrorister, og en opfordring til at fortsætte denne forretningsmodel.

Carsten Mortensen

Hvorfor er det mon at det er nødvendigt at sende journalister fra egen avis eller bruge freelancere?
Man kunne vel ligeså vel censurere indsendt materiale fra lokale?
Eller ville det knibe at kunne "have en klemme" på dem?

Lars Ole Belhage

Måske skulle vi gøre noget ved våbenfabrikanterne - som tjener penge lige meget hvad ?

Jens Jørn Pedersen

Ideen var information, men blev sort skærm!