Baggrund
Læsetid: 7 min.

’Dræb mig, hvis jeg ikke er millionær som 35-årig’

For 15 år siden erklærede kinesiske Jack Ma sin indædte ambition om at nedkæmpe de største amerikanske it-virksomheder. Det projekt er han godt i gang med at realisere. For i dag er den tidligere engelsklærer Kinas rigeste mand og står i spidsen for internetgiganten Alibaba Group, der senere på måneden formentlig vil stå for verdens største børsnotering
Jack Ma har i modsætning til mange andre kinesiske forretningsledere været meget udadvendt og har til tider opført sig både bizart, kontroversielt og skånselsløst

Jack Ma har i modsætning til mange andre kinesiske forretningsledere været meget udadvendt og har til tider opført sig både bizart, kontroversielt og skånselsløst

Carlos Barria/Ritzau Scanpix

Udland
12. september 2014

Af en mand, der har tjent milliarder på internettet, gør Jack Ma et usædvanligt stort nummer ud af at fortælle, at han faktisk slet ikke fatter det der med at være online. Han ved kun lige akkurat, hvordan man sender og modtager e-mails, har han påstået: »Jeg ved intet om teknologi.«

Ja, han har ikke engang forsøgt at bruge de mest populære tjenester, som Alibaba Group, det selskab han selv har grundlagt og er formand for, tilbyder. I en tale i juni i Beijing betroede han tilhørerne, at han aldrig har købt et produkt gennem Taobao, Alibabas hjemmeside for e-handel. Og han ved heller ikke, hvordan man bruger Alipay, hans selskabs service for online-betalinger.

Måske er det rigtigt, at Jack Ma ikke forstår at bruge internettet. Men sikkert er det, at han ved, hvordan man tjener penge på at få andre til at gøre det. For i dag står den 49-årige mand for Kinas største internetsucces.

Alibaba er ikke synderligt kendt uden for hjemlandets grænser, men det vil der formentlig blive rettet op på, når selskabet senere på måneden lader sig børsnotere i New York. Og der er lagt op til, at det bliver verdenshistoriens største børsnotering. Et storstilet aktiesalg forventes at indbringe mere end 21 mia. dollar og dermed få selskabets værdi op på 163 mia. dollar.

Børsnoteringen kan gøre Jack Ma, der fortsat ejer omkring 8 procent af Alibaba, til en meget mere velhavende herre, end han allerede er. Ifølge Bloomberg Billionaires Index er han Kinas rigeste mand – han er god for omkring 21,8 mia. dollar.

Og samtidig vil børsnoteringen give Alibaba et internationalt gennembrud. Selskabet, som Jack Ma grundlagde i sin lejlighed i sin østkinesiske hjemby Hangzhou i 1999, har dog længe været en gigant på hjemmemarkedet. Her er nogle svimlende tal: Alibaba står for omkring 80 procent af alt onlinesalg i Kina. Mellem 250 og 400 mio. kinesere bruger Alibabas hjemmesider til onlinekøb af alt fra dagligvarer til luksusprodukter – sidste år købte de for omkring 240 mia. dollar. Det er mere end det, som amerikanske eBay og Amazon kan præstere tilsammen. Og den enorme salgsvolumen kan også illustreres ved andre tal: Køb og salg gennem Alibaba står for mere end 60 procent af alle pakkeforsendelser i Kina og udgør omkring 2 procent af Kinas BNP.

Entreprenørernes godfather

Succesen har allerede gjort den skelettynde Jack Ma – der på kinesisk hedder Ma Yun – til en kultfigur i Kina, hvor han beskrives som en godfather for landets entreprenører. Og selv om han sidste år trådte tilbage som administrerende direktør, så er han fortsat Alibabas chefstrateg og ansigt udadtil. Det er ham, der bestemmer.

Jack Mas vej til status af it-milliardær har ikke fulgt den samme rute som Facebooks Mark Zuckerberg, Apples Steven Jobs eller Microsofts Bill Gates. Modsat dem kommer han ikke fra en baggrund omgivet af computere, og han påstår, at han intet begreb har om at programmere. I stedet har han i sin karriere givet udtryk for en indædt vilje til at udkonkurrere de amerikanske konkurrenter.

Han var barn under kulturrevolutionen og begyndte sin karriere som engelsklærer i Hangzhou. Men han ville åbenlyst mere end det. »Dræb mig, hvis jeg ikke er millionær som 35-årig,« skal han have sagt til sine venner. Under en rejse til Seattle i USA i 1995 stiftede han første gang bekendtskab med internettet. Han bed mærke i, hvor lidt information der eksisterede online om kinesiske firmaer. Og det fik ham ved hjemkomsten til at oprette China Pages, et af Kinas første officielt registrerede internetfirmaer, som var en slags internetversion af De Gule Sider. Projektet mislykkedes imidlertid. Men han forsøgte igen i 1999. Han inviterede 17 venner hjem til sin lejlighed og opfordrede dem til at hjælpe ham med at få gang i Alibaba. Seancen blev optaget på video. På optagelserne lyser hans ambition igennem, da han fortæller tilhørerne, at de som kinesere skal vise, at de er kloge og hårdtarbejdende nok til at tage kampen op mod de største amerikanske internetselskaber.

»Kinesiske hjerner er lige så gode som deres, og det er grunden til, at vi tør konkurrere med amerikanerne,« sagde Ma. »Hvis vi udgør et godt team, og hvis vi ved, hvad vi vil, så kan blot én af os besejre 10 af dem.«

Alibaba går i krig

Ideen bag selskabets første hjemmeside, alibaba.com, var at skabe en virtuel platform, hvor mindre kinesiske eksportproducenter kunne komme i kontakt med udenlandske opkøbere. Motivationen til navnet var i al sin enkelhed håbet om, at kinesiske virksomheder ville bruge hjemmesiden til at sige »sesam, sesam, luk dig op« til global handel.

Trylleformularen virkede. Og da Alibaba Group i 2003 begyndte at få overskud, lancerede Jack Ma hjemmesiden Taobao, der skulle skabe direkte kontakt mellem forretninger og forbrugere. Målet var at konkurrere med amerikanske eBay, der dengang dominerede det kinesiske marked med en andel på 80 procent. I interviews med medier erklærede Jack Ma, at han ville »gå i krig« mod eBay.

De færreste troede dengang på, at projektet ville lykkes, men allerede i 2007 var eBay så godt som nedkæmpet på det kinesiske marked, og Taobao var den nye konge inden for e-handel.

Det bestyrkede blot Jack Mas status som den store internetguru i Kina. Og han har ikke holdt sig tilbage. Han har i modsætning til mange andre kinesiske forretningsledere været meget udadvendt og har til tider opført sig både bizart, kontroversielt og skånselsløst.

Forsvar for Deng

At han ikke er en helt almindelig kinesisk forretningsmand kom til udtryk, da han i 2009 havde indkaldt 16.000 ansatte til fest på et stadion for at fejre Alibabas 10-årsdag. Han kom frem på scenen iført en lang, blond paryk, en sort læderjakke besat med stålnitter, samt solbriller og læbestift. Da han tog fat i mikrofonen, gik han i gang med at synge Elton Johns sang »Can you feel the love tonight«. Publikum var ellevilde.

Men han er også kommet med stærkt kontroversielle udtalelser. Specielt da han sidste år beskrev daværende leder Deng Xiaopings beslutning om at sætte militæret ind for blodigt at undertrykke demokratidemonstrationer i 1989 som »den mest korrekte beslutning. Som landets højest placerede beslutningstager krævede han stabilitet. Han var nødt til at træffe den slags grusomme beslutninger,« sagde han om Deng Xiaoping til South China Morning Post. »En leder skal træffe sådanne beslutninger. Alle kan fjolle rundt og ikke beslutte noget, men det er ikke god ledelse.«

Bemærkningerne faldt, da han ville illustrere, at man som virksomhedsleder også til tider er nødt til at være skånselsløs. Men det førte til stor kritik fra kinesere på internettet.

Og samtidig med at han har sagt, at internettet vil være med til at gøre Kina mere åbent og transparent, så har han også erklæret, at han ikke idealistisk vil beskytte internetfriheden og modsætte sig det autoritære kommunistparti, hvis det koster på bundlinjen. Det stod klart, da Alibaba i 2005 overtog den amerikanske e-mailudbyder og søgetjeneste Yahoos forretning i Kina kort efter en større skandale, hvor det blev afsløret, at Yahoo havde overdraget følsomme informationer til de kinesiske myndigheder om brugere af selskabets e-mailservice. Det resulterede i, at mindst to kinesiske journalister blev smidt i fængsel. Spurgt om, hvordan han nu som Yahoo-chef ville reagere på en lignende situation, svarede Jack Ma utvetydigt:

»Vi skaber værdi for vores aktionærer, og aktionærerne vil ikke have, at vi modsætter os regeringen og går bankerot. Lige meget hvad regeringens embedsfolk siger, så vil vi rette os efter det.«

Penge til gode formål

På det seneste har Jack Ma dog påtaget sig en blødere profil. Mens Alibaba inden for det seneste års tid har brugt mere end 6 mia. dollar på opkøb og investeringer – specielt inden for områder som sociale medier, internetsøgning og onlineunderholdning – for at sprede sin forretning over flere områder end e-handel, har han, efter han trådte tilbage som administrerende direktør, erklæret, at han vil bruge en stor del af sin egen formue på velgørenhed. Efter at have tjent svimlende summer i slipstrømmen på Kinas hastige vækst, vil han nu investere penge for at være med til at løse nogle af de problemer, den utøjlede vækst har skabt, specielt forurening.

»På grund af problemer med vand, luft og fødevaresikkerhed i Kina vil vi om 10 eller 20 år stå over for store sundhedsproblemer såsom flere tilfælde af kræft. Det er inden for det område, jeg vil investere mine penge og tid,« har Jack Ma sagt til Financial Times. »Mit andet fokus er kultur og uddannelse – hvis vi ikke gør en indsats her, vil unge kinesere vokse op med dybe lommer men overfladisk forstand.«

Med den kommende børsnotering lader det til, at Jack Ma vil få endnu flere penge til at investere i de formål.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Carsten Straarup

Utroligt hvad man som almindelig dansker ikke ved om Kina - tak for lejligheden til at lære lidt mere...

Ja, indimellem kan det gå op for en at vi i virkeligheden holdt i total kulturel isolation fra den største del af verden. Sådan var det under den kolde krig og det fortsætter bare.

Det er vel fordi vi lever i den frie verden?

Carsten Straarup

Filo...
Hmmm jeg ved ikke, hvordan du har det, men mine kinesisk-kundskaber understøtter ikke ligefrem projektet..

Jeg er vel kortsynet. Jeg får øje på småfascistiske & klodsede ukrainere & russere - for slet ikke at tale om religiøst formørkede arabere! Men, men, men... på vores oldebørns tid er muligvis standard-kinesisk 'første fremmedsprog'...

Man kunne kalde det manglende 'rettidig omhu' (?)

han forståri hvert fald ikke at bryde ind på det amerikanske marked. Je ville selv gerne have købt adskillige udmærkede kinesiske landbrugsmaskiner, men der var ikke noget med at forsendelse til USA ville blive behandlet anderledes end forsendelse indenlands, altså at køberen bare betaler fragten for en enkeltforsendelse af en forholdsvis tung maskine halvvejs rundt om jorden. Hvis de ville indpå det amerikanske marked så ville det mindste mankunne forvente da være en amerikansk filial hvorigennem det hele blev købt og hvortil samtlige forsendelser til USA en gang om ugen blev koordineret, og videresendt derfra.
Men sådan noget kan han altså ikke hitte ud af.

Søren Kristensen

Her i landet har vi den modsatte situation. Som danskere kan vi ikke engang få lov at sælge noget på eBay . Men købe må vi selvfølgelig gerne.