Baggrund
Læsetid: 8 min.

Flygtninge har skabt økonomisk genrejsning i nedslidt provinsby

I den tidligere industriby Utica i delstaten New York har 20.000 immigranter sat skub i en økonomisk renæssance. Flygtningene er kommet til de seneste 15-20 år – mange af dem muslimer – og arbejder gerne hårdt til en lav løn, sparer op og åbner nye forretninger
Flygtninge fra hele verden får undervisning i engelsk af bl.a. Jeanne Lippincott (i midten) på Mohawk Valley Resource Center for flygtninge i Utica i New York. Alle ved, at sproget er vejen til et arbejde og en bedre fremtid

Flygtninge fra hele verden får undervisning i engelsk af bl.a. Jeanne Lippincott (i midten) på Mohawk Valley Resource Center for flygtninge i Utica i New York. Alle ved, at sproget er vejen til et arbejde og en bedre fremtid

Scott Brauer

Udland
23. september 2014

Det er over 15 år siden, familien Durmisevic fra Bosnien på en kold og våd martsdag landede i lufthavnen i den gamle industriby Utica i delstaten New York i USA.

»Mit første indtryk var negativt. Jeg kunne ikke lide at være her,« fortæller Mirsen Durmisevic, der dengang var 18 år gammel.

»Jeg kom pludselig i tvivl om den amerikanske drøm.«

I dag ejer Mirsen den populære bosniske restaurant Secret Garden sammen med sine forældre. Som troende muslim har han tre moskeer at vælge mellem i byen. Den ene ligger klos op ad Uticas rådhus med sin minaret ragende op på den skyfri efterårshimmel.

Uticas 6.500 bosniske indvandrere indviede for nylig en muslimsk begravelsesplads på en bakke uden for byen med en betagende udsigt mod Mohawk Valley, og det bosniske samfund er også ved at starte sin egen bedemandsforretning.

Takket være åbenhed og udstrakt tolerance over for fremmede er Utica og flere andre tidligere industribyer i New York blevet magneter for både flygtninge fra hele verden og for tilflyttere fra andre steder i USA.

I Utica anses immigranter hverken for at være en social eller en økonomisk byrde. Tværtimod. De bliver budt velkommen og roses for deres arbejdsomhed og iværksætteriver. I de seneste 15-20 år har indvandrere fra bl.a. Bosnien, Myanmar, Somalia og Sudan således givet byens skrantende økonomi lidt af en saltvandsindsprøjtning.

»Det var oprindeligt immigranter fra Irland, Italien og Polen, der grundlagde Utica og startede fremstillingsindustrien i 1900-tallet. Nu gentager det sig igen. Nye indvandrere er med at genoplive vores økonomi,« konstaterer Shelley Callahan, direktør for Mohawk Valley Resource Center for Refugees i Utica.

Fatumah Mohamed, 43, er flygtning fra Darfur, Sudan. Hun har for nylig slået sig ned i Utica, New York.

Fatumah Mohamed, 43, er flygtning fra Darfur, Sudan. Hun har for nylig slået sig ned i Utica, New York.

Scott Brauer

Truet af bankerot

Historien om Uticas vej tilbage fra økonomisk depression er typisk for mange mellemstore industribyer i det nordøstlige USA, hvor indbyggerne indtil for 50 år siden stort set ingen økonomiske bekymringer havde. Indbyggerne havde velbetalte job og levede trygge middelklasseliv.

Men så begyndte industrien at flytte arbejdspladser til sydstaterne, hvor lavere løn og fraværet af fagforeninger gjorde det mere attraktivt at drive virksomhed. I midten af 1990’erne var Utica og nærliggende industribyer tæt på bankerot, og ledigheden lå over 10 pct. Utica var blevet et dødsenstrist sted for de unge.

»Når vi skulle ud og more os lørdag aften, måtte vi køre til en større by som Syracuse en time vestpå nær Lake Ontario,« erindrer Dana Hubbard, der arbejder på Mohawk Valley flygtningecenter.

Pænt og nydeligt

Sidan da har Utica og andre provinsbyer i det nordlige New York åbnet dørene for politiske flygtninge, formidlet gennem det amerikanske udenrigsministerium. Håbet er, at nye immigranter kan bremse affolkningen i de gamle, uddøde industricentre som Rochester, Syracuse, Schenectady, Troy, Albany og Utica.

Kirkegård ved Utica, New York, etableret af bosnisk-muslimske flygninge.

Kirkegård ved Utica, New York, etableret af bosnisk-muslimske flygninge.

Scott Brauer

I Utica er forandringen mærkbar i forhold til 1996, da Informations korrespondent sidst aflagde besøg. Dele af downtown er nærmest ugenkendelig. Gaderne er nylige asfalterede, græsplænerne ved de offentlige bygninger er nyklippede, der står ingen tomme bygninger, og alt er pænt malet. Og måske vigtigst: Et væld af etniske restauranter og butikker er skudt op.

»Man kan virkelig få noget godt at spise. Det er en kulinarisk oplevelse at gå i byen,« siger Shelley Callahan.

Et af de populære spisesteder er den cambodjansk-thailandske Sunny’s. Restauranten blev startet for fem år siden af Sanh Soeung, der fra en veninde havde hørt om de gode økonomiske vilkår i Utica og derfor flyttede hertil fra Providence i staten Rhode Island.

»Jeg havde ikke sparet så mange penge op fra mit job som maskinarbejder, men det var min drøm at åbne en restaurant, så jeg købte den her bygning ved at trække over på mit kreditkort,« fortæller hun en eftermiddag, hvor der endnu kun er få gæster omkring de små borde i den lille restaurant.

En fyldig, hvid amerikansk dame stopper op ved bordet:

»Det er simpelthen én af de bedste restauranter her i byen. De skulle prøve maden,« siger hun.

Sahn Soeung bor på 1. sal af bygningen med sin amerikanskfødte datter og nogle slægtninge. Hun kom til USA i 1983 fra en flygtningelejr i Thailand efter at være flygtet fra den sydvestlige delstat Karen i Myanmar, hvor et væbnet oprør mod militærstyret fandt sted. Under flugten omkom hendes mor og bror.

Kulturforskelle

20-årige Mohamed Mohamed fra Somalia driver en butik med alskens varer fra Afrika og Mellemøsten. Han kom som 11-årig til Utica med sin familie og læser nu til sygeplejer på college, samtidig med at han kører forretningen.

»Mine forældre er ikke gode til engelsk, så det er mig, der bestyrer butikken,« siger Mohamed, mens hans 13-årige bror, Jibril, lytter.

20-årige Mohamed Mohamed fra Somalia.

20-årige Mohamed Mohamed fra Somalia.

Scott Brauer

»Vi voksede op i en flygtningelejr i Kenya, så du kan nok forestille dig, at livet her i Utica er mange gange bedre. Vi kan få en uddannelse og søge arbejde, og butikken forsørger familien økonomisk,« fortæller Mohamed.

På vej hen til sin bil fortæller Jibril, at syv af familiens ni søskende er piger.

»De går i skole og kan blive hjemme om eftermiddagen. Det er os sønner, der tager os af forretningen sammen med vores far.«

Shelley Callahan fra flygtningecentret understreger, at der er stor forskel på, hvordan de forskellige grupper af flygtninge tilpasser sig livet i Utica.

»Bosnierne falder hurtigt til. De er jo europæere og mere som os amerikanere. Hvis det ikke var for deres moské, skulle man tro, de var kristne,« siger hun og tilføjer:

»Bosnierne går ikke rundt i traditionel muslimsk klædedragt. Det gør afrikanerne.«

Linda Burns, der arbejder som frivillig i flygtningecentret, er noget betænkelig ved somaliernes livsstil.

»Jeg har prøvet at tage en ung somalisk pige under mine vinger, men hun er altså ikke til at få løsrevet fra familens konservative traditioner. Pigerne og kvinderne er undertrykte, og det går mig virkelig på,« siger Burns.

Håndværk

De fleste af Uticas 15.000 flygtninge er blevet sluset ind på arbejdsmarkedet via et ufaglært job til mindstelønnen på 8-10 dollar (46-58 kr.) i timen. Hvis de er heldige, får de et job på Chobanis yoghurtfabrik, grundlagt af indvandrere fra Tyrkiet, som ligger 45 minutters kørsel fra byen. Her er timelønnen 12-13 dollar.

Men et job til mindstelønnen er næppe en billet til at kunne udleve den amerikanske drøm og bevæge sig hurtigt op ad den økonomiske rangstige. En mere farbar vej er at spare penge op og købe ét af de billige huse eller en ejerlejlighed i Utica og investere lejeindtægterne i at renovere.

Det var netop det afsæt, den første bølge af russiske og bosniske flygtninge benyttede til at få fodfæste på boligmarkedet i 1990’erne. Mange af dem havde desuden en håndværkeruddannelse med fra hjemlandet.

»Vi er ferme til at bruge vores hænder. Og efter Bosnien-krigen blev det en dyd at spare penge op til at overleve for,« fortæller restauratør Mirsen Durmisevic.

Lidt efter lidt begyndte små entreprenørfirmaer at istandsætte mange af den indre bys forsømte boliger, der kunne erhverves for en slik.

I dag er der over 20 bosniskejede entreprenørfirmaer i byen. Nyligt ankomne flygtninge fra Myanmar og Somalia er også begyndt at opkøbe billige huse og sætte dem i stand for indtægten fra lejeindtægter. »De følger i vores spor. Burmeserne og somalierne skal nok komme til at trives økonomisk,« forudser den energiske og veltalende Mirsen.

Ledig i fem år

Livet er dog ikke utvetydigt en dans på roser for de flere hundrede flygtninge, som udenrigsministeriet hvert år sender til Utica.

Det selvejende flygtningecenter drives af den lutheranske kirke i USA og har til huse i en nedlagt skole på byens hovedgade. I kontorer i stueetagen tilbydes indvandrere bl.a. sproghjælp – der tolkes på 45 sprog – social rådgivning, arbejdsanvisning og assistance med immigrationsspørgsmål. I USA kan flygtninge opnå statsborgerskab i løbet af fem år.

Scott Brauer

På 1. etage i bygningen ligger en snes klasseværelser, hvor der er engelskundervisning hver dag fra klokken 9 til 15. Samtlige 15.000 flygtninge i Utica har været gennem disse klasseværelser. Det antages, at yderligere 5.000 indvandrere bor i Utica, og dermed er en tredjedel af byens indbyggerne født uden for USA.

Især for de ældre flygtninge er det lidt af et forhindringsløb for at genoptage et normalt liv og score et job til mindstelønnen.

Moo Wah, en karener fra Myanmar og far til fem, mistede sin hustru, inden familien fik sig bosat i USA i 2009. Selv om han har gået i sprogskole hver dag i fem år, er han svær at forstå. I al den tid har han forgæves søgt stillinger som rengøringsassistent eller opvasker. Et problem er mangelfulde sprogkundskaber – et andet er, at han ikke har gået i gymnasiet.

Som Moo Wah formulerer det: »No diploma, no car – no job

Alle hans fire sønner er under 18.

»Den ældste fik sin studentereksamen i år og søger nu et job til mindstelønnen,« fortæller han håbefuldt. Den burmesiske familie har altså måttet leve i fem år af bistandshjælp fra Utica og delstaten New York samt madkuponer fra forbundsstaten.

Drømmen fra Darfur

Men blandt eleverne på sprogskolen skorter det ikke på optimisme og tro på fremtiden.

Abdallah Ismir Tamir, 25, fra Darfur ankom til Utica i juni og taler et ret forståeligt engelsk efter at have tilbragt en årrække i en flygtningelejr i Kenya.

»Jeg skal læse på universitetet og have en ph.d. og arbejde i den offentlige sektor,« forkynder han med et stort smil.

Det bliver en stor udfordring. Først skal han skaffe sig et job til mindstelønnen og så læse om aftenen og natten og i weekenderne. Men han virker ikke skræmt ved tanken.

En anden darfurianer, Fatumah Mohamed, 43, er endnu mindre skræmt af denne kæmpe udfordring. Hendes mand og brødre blev myrdet af Janjaweed-militsen i Darfur. En voksen datter bor i Tchad. Til USA har Fatumah medbragt fire sønner under 18.

Efter syv måneder i Utica har Fatumah endnu ikke et job, men hun er overbevist om, at det nok skal komme.

»Jeg skal have et arbejde, så skal jeg læse jura på universitetet og blive dommer. Det med at sove om natten er spild af tid. Jeg har travlt. Retfærdigheden skal ske fyldest,« siger hun tilsyneladende med henvisning til folkemordet i Darfur.

Senere spørger hun i gangen uden for klasseværelset: »Ved du hvem Ocampo er? Det er ham, jeg vil være.« Argentineren Luis Moreno Ocampo var den første chefanklager ved Den Internationale Straffedomstol i Haag.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Klaus Henriksen

The American Dream in progress :o) ---- spændende at se, hvor langt man kan nå, når reguleringen ikke tvinges ned over hovedet på folk - det frie initiativ er stadig dynamisk, så det sparker !

Jeg havde den samme oplevelse i Odense i Skibhuskvarteret, der er som forandret siden dengang, jeg boede der i 80erne.

Kristoffer Larsen

Ja, det ligner en rigtig veltrivende kioskøkonomi som man også har i de københavnske slumområder.

Det gør det nu ikke, Kristoffer Larsen, det er blevet en gade med mange specialforretninger - helt anderledes end dengang, vi kun havde Brugsen.

På vej hen til sin bil fortæller Jibril, at syv af familiens ni søskende er piger.

»De går i skole og kan blive hjemme om eftermiddagen. Det er os sønner, der tager os af forretningen sammen med vores far.«

Den udtagelse, om at isolere kvinderne, lyder næsten værre end det man hører fra de danske ghettoer.

Og som den som frivillig i flygtningecentret sagde.
»Jeg har prøvet at tage en ung somalisk pige under mine vinger, men hun er altså ikke til at få løsrevet fra familens konservative traditioner. Pigerne og kvinderne er undertrykte, og det går mig virkelig på,« siger Burns.

Men alt i alt lyder det som om at et system med en meget lav startløn og en endnu lavere bistandshjælp, samt madkuponer, er en god måde at få flygninge ud på arbejdsmarkedet.
Måske noget vi også bør prøve her i Danmark.
Men hvad det amerikanske samfund får ud af at folk fuldstændig isolere sig i parallelsamfund
ved jeg ikke.

"Men hvad det amerikanske samfund får ud af at folk fuldstændig isolere sig i parallelsamfund
ved jeg ikke."

Du kan jo starte med at se på New York, San Francisco, Boston, Miami og mange andre amerikanske storbyer - De lader til at have glimrende effekt heraf - Der er dog næppe tale om at isolere sig.

Jeg vil selv mene jeg har rejst ganske meget i USA, alt er dog relativt, og hvad der altid forbavser mig er hvor velintegrerede mange mellemøstlige og afrikanske borgere syntes at være sammenlignet med deres europæiske modstykker.

Jeg er ikke blind overfor de massive problemer man kæmper med på anden vis i landet, men visse ting i forhold til kulturelle sammensmeltninger syntes at fungere bedre derovre.

Hallo Information. Det er en ommer!
Hvis i selv tror at i nu har levet op til kravet om positive integrationshistorier og derfor nu kan pudse glorien og hvile på laurbærrene, så kan i godt tro om. ....Its too little and its to late.

Så vi er ude i et ærinde af at skulle støve en tidsmaskine op Jesper?

'Flygtningene er kommet til de seneste 15-20 år – mange af dem muslimer – og arbejder gerne hårdt til en lav løn, sparer op og åbner nye forretninger'.

Man er nu engang nødt til at arbejde, i et system der ikke har en udpræget form for social offentlig hjælp. Så udsagnet er der vel ikke noget underligt i, når alternativet er tiggeri eller at sulte ihjel.

Som om man kan sammenligne indvandringslandet USA med afvandringslandet Udkantsdanmark - proportionsløs journalistik ...

Jan Weis - Hvor foregår sammenligningen?

Derudover er der vel intet galt i at skele til dele af verden, hvor man måtte have større succes?

Jens Haushøj - sammenligningen burde foregå inde i dit hoved - set i lyset af den standende debat om tilstrømningen af syriske flygtninge - hvor du nok må forudse, at mange med tiden vil havne ude i 'Udkantsdanmark' - hvor der næppe er mulighed for en økonomisk renæssance ...

Ret beset: Hvorfor skulle mulighederne i Udkantsdanmark være dårligere end i UdkantsUSA?

Er det den lavere kriminalitet, den bredere adgang til uddannelse, den større mulighed for social mobilisering, det store sikkerhedsnet her? Hvad stiller sig i vejen?