Storbritannien og andre medlemmer af Den Europæiske Union er kommet under stigende pres fra nordamerikanske erhvervsinteresser for at åbne deres grænser for import af genetisk modificerede fødevarer under forhandlingerne om en ny transatlantisk handelsaftale, advarer miljøforkæmpere.
Udformningen af Det Transatlatlantiske Handels- og Investeringspartnerskab (TTIP) forhandles for tiden mellem europæiske regeringer, USA og Canada og med deltagelse af dusinvis af store koncerner. Den er allerede blevet genstand for skarp kritik fra demokratiaktivister, som advarer om, at de offentlige europæiske sundhedssektorer kan blive presset til at foretage yderligere privatiseringer, og at klagesager imod de store selskaber kan blive afgjort i al hemmelighed uden om almindelige domstole.
De potentielle følger af aftalen for fødevaresikkerhed kendes ikke i enkeltheder, fordi forhandlingerne foregår for lukkede døre. Fremskridt i forhold til at nå frem til en ratificeringsprocedure forventes fremskyndet senere i år, når de nye EU-kommissærer er udpeget.
EU-Kommissionen har kategorisk afvist, at partnerskabet vil gøre det muligt for nordamerikanske virksomheder af omgå EU’s fødevarestandarder, navnlig med henblik på genetisk modifikation. En talsmand for Kommissionen siger til The Guardian: »TTIP vil ikke forandre den måde, vi regulerer GMO’er (genmodificerede organismer, red.) på. EU’s handelskommissær, Karel de Gucht, har understreget dette i flere offentlige udtalelser. EU har sine røde linjer i forhandlingerne, og GMO’er er en af dem.«
Amerikansk pres
Dokumenter fra diverse amerikanske og canadiske regeringsinstitutioner og handelsorganisationer viser imidlertid, at amerikanske virksomheder presser stærkt på for at få åbnet op for, at GM-produkter og andre fødevarer kan vinde indpas på de europæiske markeder i den frie handels navn. Det amerikanske landbrugsministerium har eksplicit nævnt »EU’s ikke toldmæssige barrierer over for amerikanske landbrugsprodukter« og herunder især specificeret »de lange forsinkelser i godkendelser af bioteknologiske produkter, der skaber barrierer for amerikansk eksport af korn og frøprodukter«.
Lobbyvirksomheden fra de nordamerikanske virksomheder har været intens. Brancheorganisationer såsom North American Export Grain Association og National Grain and Feed Association har begge krævet »reduktion og eliminering af de forholdsregler vedrørende afgrødeteknologier, der for øjeblikket begrænser eller forhindrer handel med frø, herunder frøolier og deres afledte fødevare- og foderprodukter«. Også American Soybean Association har forsøgt at gøre sin indflydelse gældende og har udtalt:
»TTIP må adressere de centrale biotek-politikker hos EU, der diskriminerer imod amerikansk eksport.«
Disse omfatter en fjernelse af EU’s sporingsdirektiv og den obligatoriske mærkningsorden for produkter, der indeholder biotek-ingredienser, og ifølge hvilken disse skal være klart markeret, til fordel for den løsere mærkningspolitik, hvor visse fødevarer i stedet kan mærkes som »GMO-fri«, også selv om dette ikke kan garantere opretholdelse af det samme niveau, som de aktuelle standarder kræver. »Inklusion af biotek-ingredienser skal ikke kunne stigmatiseres med et mærke,« siger organisationen.
’Dybt alarmerende’
Mute Schimpf, der er kampagnemedarbejder for Friends of the Earth i Bruxelles, siger, at EU har vist sig alt for villig til at give efter for dette lobbypres, trods udtalelserne om det modsatte, for i en ny handelsaftale med Canada – der er indgået uden for TTIP, men er relateret til denne – er de to parter enedes om »et fælles mål« om at minimere gnidninger i deres samhandel på grund af forskellige GM-regler. »Politikere har forsøgt at forsikre borgerne om, at de offentlige sikkerhedsbestemmelser ikke vil blive forhandlet væk bag de lukkede døre om frihandelsaftalerne med USA og Canada. Det er derfor dybt alarmerende, at det nu er kommet frem, at EU i en pagt med Canada villigt er gået med til bestemmelser, der underminerer dets eget sikkerhedsregime for genetiske modificerede fødevarer. Borgerne må kræve, at den offentlige sikkerhed beskyttes, og at miljøet kommer før de store selskabers profitter. Europas ’sikkerhed først’-politikker er en fundamental hjørnesten og må ikke forhandles væk for at behage erhvervslivet.«
EU-Kommissionen siger, at EU ikke vil blive tvunget til at tillade import af GM-fødevarer i en TTIP-aftale.
»Vil EU blive tvunget til at ændre sine love om GMO’er? Nej, det vil vi ikke. Basale love som dem, der relaterer sig til GMO’er eller hvis formål er at beskytte menneskeliv og sundhed, dyresundhed og dyrevelfærd eller miljø og forbrugerinteresserer, vil ikke være del af forhandlingerne,« hedder det i en spørgsmål og svar-overbliksartikel på EU’s hjemmeside
© The Guardian og Information.
Oversat af Niels Ivar Larsen
Den handelsaftale er en veritabel Monsanto-lokkedåse.
Føj for den lede.
Monsanto er ikke andet end en flok skadedyr, og den slags gør man normalt alt for at fjerne.