Læsetid: 3 min.

Ingen gode løsninger i kampen mod kalifatet

Efter at have erkendt at USA ikke har nogen strategi for at bekæmpe Islamisk Stat, forsøger Barack Obama at finde koalitionspartnere til kampen mod IS. Selv hvis IS bliver fjernet, kommer Vesten til at stå med en lang række andre problemer, mener en ekspert
4. september 2014

En presset præsident Barack Obama er på jagt efter allierede til kampen mod Islamisk Stat (IS). Men det er en kamp, der næsten kun kan ende dårligt, mener en ekspert, der kommer lige fra det nordlige Irak og Syrien.

Efter en pressekonference i Estland, hvor den amerikanske præsident fordømte halshugningen af journalisten Steven Sotloff, fløj Obama i går til Wales for at forsøge at samle en international koalition til kampen mod IS. Det sker i forlængelse af en anden pressekonference i Det Hvide Hus i sidste uge, hvor præsidenten foruden at have iført sig et brunt jakkesæt også fik uventet opmærksomhed, fordi han talte over sig på spørgsmålet om USA’s strategi mod IS i Syrien.

»Jeg vil ikke sætte vognen foran hesten – vi har endnu ikke nogen strategi,« sagde Barack Obama ved pressemødet i Det Hvide Hus.

Siden har Det Hvide Hus udsendt en række meddelelser, der beskriver præsidentens indsats mod IS. Ud over at Islamisk Stat er på dagsordenen til NATO-topmødet i Wales, hvor Obama vil forsøge at samle »en bred international koalition«, har Det Hvide Hus meldt ud, at udenrigsminister John Kerry, forsvarsminister Chuck Hagel og rådgiver for terrorbekæmpelse Lisa Monaco vil rejse til Mellemøsten for at styrke samarbejdet med »regionale partnere« i kampen mod IS. Pressemeddelelsen nævner ikke specifikke lande.

Optrapning i Irak

Analytikeren Michael Stephens er netop vendt hjem fra Irak og Syrien, hvor han har færdedes blandt og talt med mange af de mennesker, der er involveret i kampen mod IS.

»Der er ingen tvivl om, at der er sket en optrapning. Tyskerne er kommet,« siger han med henvisning til Tysklands nylige leverance af våben til peshmergaerne, de kurdiske krigere. »Og briterne har sendt deres repræsentanter,« siger Stephens, der er vicedirektør ved tænketanken Royal United Services Institutes afdeling i Qatar.

De irakiske og kurdiske styrker har med hjælp fra amerikanske luftangreb presset IS og blandt andet fordrevet gruppen fra byen Amerli og genvundet den strategisk vigtige dæmning ved byen Mosul.

»Det er meget tydeligt, at USA allerede har valgt sine allierede. Al den tunge, militære støtte går til de irakiske kurdere, mens de i Bagdad har satset på den politiske løsning og Haidar al-Abadi (Iraks nye premierminister, red.),« siger Stephens.

Scanpix

Ubekvemme alliancer

Islamisk Stats erobring af et stort territorium i Syrien og Irak hen over sommeren har betydet, at mange af aktørerne i Mellemøsten har fået én fælles fjende. Det medfører blandt andet, at Vesten kæmper side om side med Kurdistans Arbejderparti, PKK, der har støttet de irakisk-kurdiske peshmergaer, men som også står på både EU og USA’s lister over terrororganisationer. En terrororganisation, der har været en livsvigtig støtte for peshmergaerne, mener Stephens.

»De irakiske kurdere kan forsvare deres eget territorium, men de får problemer, så snart de er uden for deres områder. De er ikke trænet godt nok.«

Og det giver Obama og Vesten et problem, mener han. For selv om to kurdiske grupper kæmper side om side, er de på ingen måde allierede.

»Husk på, at PKK ikke just har varme følelse for Sykes-Picot-aftalen,« siger han med henvisning de grænser, der blev optegnet i Mellemøsten af de britiske og franske kolonimagter i 1916. Så alene her har Obama et alvorligt problem, han kan se frem til, hvis det lykkes at eliminere Islamisk Stat.

»PKK er der, og de er en vigtig spiller. Og måden, man håndterer dem på i fremtiden, kommer til at definere, hvad der sker i regionen. Du ser dem, så snart du sætter dine ben i Rojava,« siger han og bruger det kurdiske navn for Syrisk Kurdistan, der grænser op mod Tyrkiet og Irak.

Han har sympati for, at Vesten lige nu har travlt med at få bekæmpet IS, men efterlyser en plan for, hvad der skal ske bagefter.

»Jeg undrer mig over, hvordan USA vil håndtere det på langt sigt. Spørgsmålet er, hvilken region de gerne vil have. Ønsker de et demokratisk Irak og et demokratisk Syrien? Hvad vil de gøre med Kurdistan? De ved ikke, hvordan de gerne vil have det til at se ud.«

USA sendte tirsdag yderligere 350 tropper til Irak for at beskytte den amerikanske ambassade. Ifølge amerikanske medier sker det på baggrund af et ønske fra State Department, USA’s udenrigsministerium, om øget beskyttelse af diplomater i Bagdad. Det Hvide Hus oplyser, at tropperne ikke skal i kamp.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Hvis der går ild i et hus, så går man ikke bare udenfor og giver sig god tid til at funderer over, hvordan man bedst kan bekæmpe ilden.

Man går igang med at slukke det bedste man kan her og nu samtidig med, at man efter bedste evne lægger planen for det videregående slukningsarbejde.

Det er vel det samme med IS - man går i gang med en "her og nu" indsats og prøver så samtidig at skrue noget sammen , der kan give en endelig løsning på problemet ( - uden at skabe alt for mange nye problemer)..

Det bliver givet besværligt og næppe "stilrent" , men man kan jo ikke bare lade stå til uden at "blande sig".

Lars Hansen, Peter Nielsen, Viktor Knudsen, Britt Kristensen, Jan Mogensen og Alan Strandbygaard anbefalede denne kommentar
Søren Blaabjerg

@Robert Kroll
"man kan jo ikke bare lade stå til uden at "blande sig"

Såh. Det er da vel lige netop det, man har gjort i Mellemøsten (altså undladt at blande sig) i forhold til Israels fremfærd over for palæstinenserne, den fortsatte besættelses- og bosættelsespolitik, Gaza-krigsforbrydelserne en masse mv.

Søren Blaabjerg: Nu har borgerkrigen i Syrien kostet langt flere mennesker livet, skulle man fjerne Assad så?

@ Robert Kroll

Nogen mennesker prøver også at slukke en brand i en gryde olie, ved at hælde vand på. Resultatet er sjældent, som de ønskede sig det. Din analogi er derfor helt hen i vejret, men giver en meget god beskrivelse på, hvordan man har forsøgt at løse konflikter i mellemøsten alt for længe.

Rune Petersen og Helene Nørgaard Knudsen anbefalede denne kommentar

@ Robert Kroll

Nogen mennesker prøver også at slukke en brand i en gryde olie, ved at hælde vand på. Resultatet er sjældent, som de ønskede sig det. Din analogi er derfor helt hen i vejret, men giver en meget god beskrivelse på, hvordan man har forsøgt at løse konflikter i mellemøsten alt for længe.

"Kampen mod Kalifatet", som der står i overskriften.
Hvilken kamp?
Og hvorfor overhovedet ville kæmpe en sådan kamp?
Og da i særlig grad her fra Danmark, hvor, vi jo har et samfund, forankret i en grundlov med blandet andet et religiøst tilknyttet monarki som øverste, verdslige, myndighed.
Og er en Kalif simpelthen at sammenligne med en konge bare i et muslimsk land?
Og hvorfor skulle der ikke kunne udvikles folkestyre ud fra det, hvis det er det, som folket vil med tiden?
Og de "lovløshedens mennesker" som desværre spreder afskyeligheder og vil dominere - nogle af dem med en "utraditionel læsning af hellig tekst"? ... de skal vel behandles efter loven.
Men så kommer spørgsmålet - efter hvilken lov... loven i det land, det udføres eller ...

Dan Johannesson

"De ved ikke, hvordan de gerne vil have det til at se ud.".. men mon ikke drengene fra PNAC har en plan liggende i skuffen, over hvordan mellemøsten skal se ud? Det har de jo gerne..

John Christensen

Jeg ser heller ikke umiddelbart mig selv som part i en kamp imod kalifatet.
Jeg har rent faktisk INGEN særlige præferencer til hvilken eller hvilke grupper indenfor de muslimsk dominerede lande i mellemøsten - der skal have magten. Det spørgsmål må de selv afgøre suverænt.

IS eller ISIS/ISIL har - de villiges uhellige alliance - MED USA, Storbritanien og også Danmark jo selv skabt!
bl.a ved at støtte Mujahedin som var forløberen til Taleban, som var forløberen til Al Qaeda, som var forløberen til IS.

KRIGEN IMOD TERROR er ren fake!
I nullerne kunne enhver despot under dække af opgør med terrorister, rydde deres opposition af vejen, hvilket bl.a Putin benyttede sig af i forhold til Tjetenien. Israel ifht palæstinenserne osv. osv.

Kræv at krig mod terror forbydes.

Styrk FN! ved at sætte sikkerhedsrådet udenfor døren - imens generalforsamlingen løser vores aktuelle udfordringer på planeten Jorden.

Hysteriet som nu rejser sig, skal understøtte HØGENES ønske om oprustning og krig.

Det FORNUFTIGE modsvar er: Nedrustning og konfliktløsning med fredelige midler.

Det er paragraf et i FN' s charter!
Som stammer fra tiden lige efter 2. Verdenskrig.
Charteret skulle forebygge at verden igen udviklede sig i en krigerisk retning.

Det er nok derfor at USA og de få villige i koalitionen - har så umådelig travlt med at undgå netop FN! i deres aktioner/reaktioner i det 21. århundrede.
Fordi de har EN bestemt agenda. At 1% af verdens befolkning skal fastholde og udbygge deres herredømme over de 99%.

Hvis kalifatet er de ekstremistiske muslimers hedeste drøm, så vil jeg foreslå at vi fremover og fremadrettet benytter denne betegnelse for den kristne vestlige angelsaksiske gruppe, som sidder på halvdelen af Jordens rigdomme:
ABSURDISTAN

Nej til krig - i får os ikke med på den.

Der er der imod for globale svar, som FN' s generalforsamling efter min mening må give. Generalforsamlingen af FORENEDE NATIONER.

Generalforsamlingen fortsætter indtil der er skabt EN bæredygtig verdensorden, som kan løse de udfordringer vi står med i den POSTKAPITALISTISKE ÆRA.

Religionsfrihed skal være en del af fundamentet, men således at man kan straffes hvis man vil påtvinge andre sin tro.
Ret- tro er da i den grad retro, og hører ikke hjemme i en moderne UNIVERSEL orden.

Det haster lidt med at få skabt orden, men ikke desto mindre er det ikke bare ÅBENLYST! det er også evident, at mere såkaldt krig mod terror, mestendels skaber mere og mere terror. Derfor skal den krig afblæses og erstattes af initiativer som løser problemerne.
Det er ikke ligefrem den slags aviserne bugner med for tiden, men det er i grunden en skam.

God dag der ude.
FRED ER AT SKABE og krig er foragt for liv.

Dermed ikke sagt, at den "Rullende kalifatstat" som for tiden terroriserer i Syrien og Irak, ikke fortjener en gang Round Up.
Jeg er netop ikke pacifist, men jeg støtter bare ikke kapitalismen - i dens dødskamp.
"VI" har ikke mere ret til energi og drikkevand, end folk på den anden side af Jorden!
Tænk fremad - tænk selv. PRØV AT UNDGÅ: OS OG DEM

WE ALL SHARE ONE FUCKING WORLD

John.....En masse fine tanker, hvor de så passer ind i den virkelige verden og de trusler man står overfor, det er lidt en anden sag.