Islamisk Stats hærgen i Irak kan blive en game changer for udviklingen i Mellemøsten og Vestens eventuelle involvering i borgerkrigen i Syrien. For selv om USA og dets allierede, herunder Danmark, netop nu er i gang med at forberede en større aktion i Irak, har USA’s præsident, Barack Obama, hidtil afvist at involvere sig militært i den nu mere end tre år lange borgerkrig i Syrien. Og selv ikke overskredne ’røde linjer’ og det syriske regimes brug af kemiske våben har kunnet få ham til at ændre holdning. Men eftersom det primært er i Syrien – og ikke som nu i Irak – at Islamisk Stat skal stoppes, kan USA og dets allierede meget vel ende med at blive trukket ind i en militær kampagne mod IS i Syrien.
Selv om præsident Obama næppe vil være begejstret ved tanken, kan han trøste sig med, at IS’ fremfærd i Irak kan have løst et enkelt af de mange problemer, som USA og dets potentielle allierede, indtil nu har bakset med i forhold til en mulig intervention i Syrien. I fraværet af et mandat fra FN’s Sikkerhedsråd eller et væbnet angreb, der ville kunne udløse en ret til selvforsvar, har der i folkeretten ikke været hjemmel for en militær intervention i Syrien.
Så længe der er uenighed i Sikkerhedsrådet om brug af magt i Syrien – og det har der været – og krigens parter sørgede for ikke at angribe nabostaterne i al for stor udstrækning, har det internationale samfund reelt været folkeretligt afskåret fra at gribe ind.
Kontroversiel intervention
I forbindelse med udsigterne til en mulig dansk intervention i Syrien sidste efterår gjorde den danske og britiske regering ganske vist gældende, at en stat rent undtagelsesvis kan intervenere i en anden stat, hvis det er nødvendigt for at komme en nødlidende civilbefolkning til undsætning, men påstanden om, at der skulle eksistere en sådan ret til »humanitær intervention« er temmelig kontroversiel.
Nu kan det folkeretlige problem imidlertid vise sig at være løst. For det er nemlig ikke helt ude i hampen at påstå, at IS’ brutale hærgen og territoriale erobringer i Irak er at anse som et væbnet angreb på Irak, der primært udgår fra syrisk territorium, og som derfor meget vel kan udløse, at Irak har ret til selvforsvar mod netop IS i Syrien.
Angrebene den 11. september 2001 viste, at retten til selvforsvar også kan gøres gældende mod angreb fra private aktører som IS, hvis disse opererer i stater, der enten mangler evnen eller viljen til at standse aktørens aktiviteter.
Syriens præsident, Bashar al-Assad, er tydeligvis ikke i stand til at standse IS. Og eftersom FN-pagten åbner for, at selvforsvar kan udøves kollektivt, er der derfor ikke noget afgørende i vejen for, at den irakiske regering kan anmode USA og dets eventuelle allierede f.eks. Danmark om at bistå Irak med at udøve sit selvforsvar mod IS i Syrien.
Herved vil vejen være banet for vestlige angreb mod IS i Syrien uden henvisninger til kontroversielle doktriner som »humanitær intervention«.
Hertil kommer, at det folkeretlige grundlag kan bruges politisk til at begrænse rækkevidden af en eventuel intervention. For eftersom en irakisk ret til selvforsvar kun kan bruges til at angribe IS i Syrien – og ikke Assad – vil USA og dets allierede kunne slå ud med armene og sige, at de kun går efter IS og ikke i øvrigt søger at blande sig i den syriske borgerkrig. For det må de jo ikke.
Elementært.
En ny opfindelse? Ufatteligt, som de kan! "USA -og deres allierede" forbrydere støtter først oprørsgrupperne i Syrien med våben. De spreder sig med lynets hast ind i Irak. "USA -og deres allierede" begynder at bekæmpe dem der, og har nu folkeretligt grundlag for intervention i Syrien MOD IS.
Lur mig om det ikke bliver 'OBL i Afghanistan' om igen: Talibanerne ville udlevere OBL, hvis amerikanerne kunne bevise dennes skyld i 11/9. Amerikaner vendte arrogant 'det blinde øje' til, begyndte invasion i Afghanistan (uden FN mandat på det tidspunkt!!), og tog så lige Taliban-regimet med på vejen! (OG NEJ, dette er ikke en forsvarstale for Taliban, men alene blot for at vise endnu et af 'USA og de allieredes' forbrydelser mod menneskeheden.
Artiklen påstår - som det jævnligt ses i Informations artikler - at Assads styrker brugte giftgas
-"Og selv ikke overskredne ’røde linjer’ og det syriske regimes brug af kemiske våben har kunnet få ham til at ændre holdning."
Det er jo tilbagevist af mange:
FNs folk på stedet i rapporter fra Ghouta (det var der man talte om "røde linjer") - Carla del Ponte sagde at kommissionen undersøgelser pegede på oprørerne som de skyldige.
http://www.telegraph.co.uk/news/worldnews/middleeast/syria/10039672/UN-a...
Seymour Hersh - den berømte amerikanske journalist - har grundigt undersøgt sagen ved brug af sine kilder i efterretningstjenester mv. , hvor f. eks. rapporter til USA's præsident og andre "hemmeligtstemplede" dokumenter viser at det var oprørerne som stod bag - med bistand udefra.
http://www.lrb.co.uk/2013/12/08/seymour-m-hersh/whose-sarin
Her er bare to kilder der ikke levner mulighed for skråsikkert at påstå det Informations journalister bliver ved med at gentage.
IS er opstået i Irak som følge af krigen mod terror , vores ulovlige invasion af Irak i 2003 og vores skammelige 'surge' i 2006 der cementerede borgerkrigen mellem Sunni og Shia.
- og nu tager vi ikke alene tråden op igen i Irak, men der er endog naive og farlige mennesker som Anders Henriksen der advokere for at invadere endnu et land.
Kære Anders Henriksen IS hed indtil for nylig 'Islamic State of IRAQ and the Levant' og før det 'Al-Qaeda in IRAQ'