IS’ fremfærd i Irak kan åbne folkeretlig kattelem for intervention i Syrien

Islamisk Stats hærgen i Irak kan blive en game changer for udviklingen i Mellemøsten og Vestens eventuelle involvering i borgerkrigen i Syrien. For selv om USA og dets allierede, herunder Danmark, netop nu er i gang med at forberede en større aktion i Irak, har USA’s præsident, Barack Obama, hidtil afvist at involvere sig militært i den nu mere end tre år lange borgerkrig i Syrien. Og selv ikke overskredne ’røde linjer’ og det syriske regimes brug af kemiske våben har kunnet få ham til at ændre holdning. Men eftersom det primært er i Syrien – og ikke som nu i Irak – at Islamisk Stat skal stoppes, kan USA og dets allierede meget vel ende med at blive trukket ind i en militær kampagne mod IS i Syrien.

Selv om præsident Obama næppe vil være begejstret ved tanken, kan han trøste sig med, at IS’ fremfærd i Irak kan have løst et enkelt af de mange problemer, som USA og dets potentielle allierede, indtil nu har bakset med i forhold til en mulig intervention i Syrien. I fraværet af et mandat fra FN’s Sikkerhedsråd eller et væbnet angreb, der ville kunne udløse en ret til selvforsvar, har der i folkeretten ikke været hjemmel for en militær intervention i Syrien.

Så længe der er uenighed i Sikkerhedsrådet om brug af magt i Syrien – og det har der været – og krigens parter sørgede for ikke at angribe nabostaterne i al for stor udstrækning, har det internationale samfund reelt været folkeretligt afskåret fra at gribe ind.

Kontroversiel intervention

I forbindelse med udsigterne til en mulig dansk intervention i Syrien sidste efterår gjorde den danske og britiske regering ganske vist gældende, at en stat rent undtagelsesvis kan intervenere i en anden stat, hvis det er nødvendigt for at komme en nødlidende civilbefolkning til undsætning, men påstanden om, at der skulle eksistere en sådan ret til »humanitær intervention« er temmelig kontroversiel.

Nu kan det folkeretlige problem imidlertid vise sig at være løst. For det er nemlig ikke helt ude i hampen at påstå, at IS’ brutale hærgen og territoriale erobringer i Irak er at anse som et væbnet angreb på Irak, der primært udgår fra syrisk territorium, og som derfor meget vel kan udløse, at Irak har ret til selvforsvar mod netop IS i Syrien.

Angrebene den 11. september 2001 viste, at retten til selvforsvar også kan gøres gældende mod angreb fra private aktører som IS, hvis disse opererer i stater, der enten mangler evnen eller viljen til at standse aktørens aktiviteter.

Syriens præsident, Bashar al-Assad, er tydeligvis ikke i stand til at standse IS. Og eftersom FN-pagten åbner for, at selvforsvar kan udøves kollektivt, er der derfor ikke noget afgørende i vejen for, at den irakiske regering kan anmode USA og dets eventuelle allierede f.eks. Danmark om at bistå Irak med at udøve sit selvforsvar mod IS i Syrien.

Herved vil vejen være banet for vestlige angreb mod IS i Syrien uden henvisninger til kontroversielle doktriner som »humanitær intervention«.

Hertil kommer, at det folkeretlige grundlag kan bruges politisk til at begrænse rækkevidden af en eventuel intervention. For eftersom en irakisk ret til selvforsvar kun kan bruges til at angribe IS i Syrien – og ikke Assad – vil USA og dets allierede kunne slå ud med armene og sige, at de kun går efter IS og ikke i øvrigt søger at blande sig i den syriske borgerkrig. For det må de jo ikke.