Baggrund
Læsetid: 5 min.

De kalder ham for kammerat 25 procent

Hvis meningsmålingerne får ret, står Socialdemokraternas leder Stefan Löfven trods en presset slutspurt til at blive Sveriges næste statsminister efter valget søndag. Han er tidligere fagforeningsformand, født ind i bevægelsen. Det er både hans styrke og hans svaghed
Socialdemokraternas leder Stefan Löfven deler blomster ud på en tunnelbanestation i Stockholm. Som meningsmålingerne ser ud op til valgdagen i morgen, tyder meget på, at Stefan Löfven vil tabe valget, men vinde magten – ligesom Helle Thorning-Schmidt gjorde i Danmark.

Jessica Gow

Udland
13. september 2014

Socialdemokraterne vandt magten, men tabte valget. Den bitre erkendelse har statsminister Helle Thorning-Schmidt og det danske socialdemokrati måttet slås med i tre år.

Og måske er det også den bange anelse, der plager de svenske Socialdemokraternas leder, Stefan Löfven, da han sidder i tunnelbanen med et af sine mulige ministeremner, Margot Wallström, ved sin side. Der er kun fem dage tilbage inden valgdagen, men journalisterne spørger ikke om det, Socialdemokraternas kampagnestab havde tænkt sig, da de planlagde den symbolske tur med den røde linje i Stockholms tunnelbane. 14 stationer skal skildre den voksende ulighed i Sverige, som er et varmt emne blandt vælgerne. En forskel på 280.000 i årsindkomst og tre år i middellevetid mellem det rige Östermalm og det fattigere Skärholmen. Men de spørger ikke om kløfterne i samfundet, i stedet vil journalisterne vide, hvorfor Socialdemorakterna ikke klarer sig bedre i valgkampen, og hvilke fejl partiet har begået, rapporterer det svenske nyhedsmagasin Fokus.

Som meningsmålingerne ser ud op til valgdagen søndag, tyder meget på, at Stefan Löfven må sluge den samme bitre pille som Helle Thorning-Schmidt.

Han kan vinde magten, fordi de mindre partier i den rød-grønne blok går frem, men Löfven skal være glad, hvis hans parti lige klarer at få 30 procent af stemmerne. Et resultat på niveau med det historiske valgnederlag for fire år siden, der fik den daværende leder, Mona Sahlin, til at trække sig.

Hvorfor? Når svejseren Stefan Löfven, der kan blive den første arbejder i statsministerboligen i mange år, har alt det, som det skuffede socialdemokratiske bagland herhjemme sukker efter?

Humlebien som flyver

Stefan Löfven er børnehjemsbarn nummer 570721. Moren Margareta var alene med to sønner, og havde været nødt til at sende sin yngste bort. Året er 1957, og Stefan Löfven tilbringer de første ti måneder af sit liv på børnehjemmet, hvorefter han bliver adopteret af en svensk arbejderfamilie langt oppe i Västernorr-land i det nordlige Sverige.

Området er et af den svenske arbejderbevægelses symbolske højborge. Kendt fra Bo Widermans film Oprøret i Ådalen, om den Kristi himmelfartsdag i 1931, hvor fem arbejdere blev skudt under en arbejdskonflikt. Stefan Löfven ser Widerbergs film efter premieren i 1969 i Sunnersta Folkets Hus, hvor adoptivfaren passer filmfremviseren, og adoptivmoren gør rent.

»Og så falder stumperne på plads. Filmen gjorde, at jeg blev bevidst om, hvordan det hænger sammen med arbejde mod kapitalen, med klassesamfundet og med at arbejdere bliver behandlet forbandet dårligt,« fortæller han senere i biografien Humlan som flyger.

Stefan Löfvens personlige historie er på mange måder flettet ind i den socialdemokratiske bevægelses. I 1957, da han bliver født, står partiet midt i en periode på 40 år, hvor Sverige uafbrudt regeres af socialdemokratiske statsministre. Da Löfven 13 år senere danner et socialdemokratisk ungdomsforbund hjemme i Sunnersta, har Socialdemokraterna for anden gang i historien over 50 procent af stemmerne i den svenske Riksdag.

Hvis man skal forstå, hvorfor de svenske socialdemokrater nu ligger og roder rundt nede omkring de 30 procent er det selvfølgelig en historie, der er velkendt fra de blødende europæiske søsterpartier, om end de svenske socialdemokrater er i en liga for sig. Verden er forandret siden Ådalen, færre belønner socialdemokratierne for opbygningen af velfærdsstaten, og globaliseringen har ramt de nationale politikeres muligheder for at sikre deres kernevælgeres arbejdspladser. Partiets krise og store dilemma kan belyses gennem Stefan Löfvens egne konkrete handlinger som den fagforeningsboss, den stille og omgængelige svejser fra Västernorrland endte med at blive.

Bag om ryggen på LO

I 2009 er Löfven som leder af industriforbundet IF Metall frustreret over, hvad han opfatter som regeringens manglende handling i kølvandet på den økonomiske krise. Bag om ryggen på det svenske LO udarbejder han sin egen plan og opnår en aftale om at sænke lønningerne for metalarbejderne for at undgå massefyringer. »Lysende, enormt godt, fantastisk godt,« er de liberale Moderaternas arbejdsminister, Sven Otto Littorins, reaktion ifølge biografien Humlan som flyger. Det lykkedes Löfven at håndtere den efterfølgende kritik, og aftalen beskrives som en af de afgørende situationer, hvor Löfvens autoritet styrkes, og evnen til at træffe upopulære beslutninger gør, at sosserne kan se en kommende statsminister i Löfven.

Men det er også der, hvor arbejderbevægelsen står i dag, konstaterer kulturskribent ved avisen Sydsvenskan, Patrik Svensson senere: »En mand som i handling har taget afstand fra det, som i over hundrede år har været selve arbejderbevægelsens egentlige formål og mening, belønnes med partilederskabet. En kongekrone for et forræderi.«

Hestevælgere

Det er Löfvens ene problem: globaliseringens udfordringer. Det andet ligger i forlængelse af det første og gør, at han i Fokus’ seneste udgave kaldes kammerat 25 procent. 25 procent er den andel af svenskerne, der kaldes »hestevælgere«, og henviser til den gruppe, som ville stemme på Socialdemokraterna, uanset om formanden er en hest eller en svejser fra Ådalen.

»25 måske 20 procent gætter analytikerne. Problemet er, siger analytikerne, at de her tal fortsat vil synke. De unge er venstreorienterede, men de går uden om Socialdemokraterna,« hedder det i Fokus’ analyse. For selvom Socialdemokraterna kalder sig »fremtidspartiet«, er det ikke til at komme uden om, at deres partileder på 57 vil blive den næstældste statsminister nogensinde, hvis han vinder på søndag.

»Löfvens styrke er uomtvisteligt hans arbejderbaggrund, der appellerer til de ældre kernevælgere. Samtidig kommer han fra det nordlige Sverige og udfordrer dermed den stockholmske elite, som mange svenskere mener, landets styres af. Spørgsmålet er, om han kan modernisere partiet,« siger professor i statskundskab ved Göteborg Universitet, Ulf Bjereld.

Der er ingen tvivl om, at Stefan Löfven har genvundet vælgernes tillid. Han har samlet partiet efter to dramatiske lederskift, og er nu næsten lige så populær som den i mange år urørlige statsminister Fredrik Reinfeldt. Löfven taler gerne om globaliseringen, mener at servicesamfundet ingenting er værd uden arbejdspladserne i industrien, og han har stor erfaring fra den internationale scene. Han beskrives fra begge fløje i svensk politik som omgængelig, venlig, dygtig og pragmatisk – en mand med et rart bokseransigt, der sjældent hidser sig op. Ikke den store retoriker og en person, der aldrig forsøger at indtage centrum i en samtale. »Derudover er han først og fremmest kedelig«, som Patrik Svensson konstaterer i sin anmeldelse af Humlan som flyger. »Så kedelig at når han læser en bog om aftenen, så sover bogen før ham.«

Og det er ikke for at være ondskabsfuld. For det er netop dette træk, som gør, at Stefan Löfven, trods alt står til at blive statsminister og fuldende den perfekte klasserejse fra børnehjemsbarn til statsleder.

»I Sverige har vi en politisk tradition for ledere som er lidt ukarismatiske og kedelige. Olof Palme var undtagelsen. En slags faderfigur, men ikke nogen hidsig far, snarere en tryg og lidt trist far, der tager ansvar. Den rolle udfylder Stefan Löfven,« siger Patrik Svensson.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Hvordan kan han formentligt få 25 - 20 % tendens faldende, og have "genvundet vælgernes tillid"?

Han har måske genvundet partiets tillid, men det er jo ikke det samme som vælgernes.

Hvis de Svenste S bløder så er det vel af samme årsag som i de andre lande: De har solgt deres principper og forrådt deres kernevælgere. Når man i dag vil kræve at voksne, skatteydende mennesker at de "skal konkurrere om arbejdspladserne" - i klartekst: slås med hinanden om alt for få arbejdspladser, så har man diskvalificeret sig selv fra at være Socialdemokrat.

Medmindre man som vores arbejdskonkurrenceminister nydefinerer hvad det vil sige være Socialdemokrat så det passer til "elitens" perverse ønsketanker.

Hans Jørn Storgaard Andersen

Filo: Man kan ikke blive ved med at holde på de høje stemmetal, som især de svenske socialdemokrater har haft i hele 1900-tallet. Årsagen er den enkle, at fundamentet eg. det arbejdende folk, er forsvundet.
Arbejdernes børn, derimod, kan man kigge på og spørge: Hvorfor stemmer du ikke som din mor og far? Det er dem, der skabte det velfærdssamfund, som du nyder godt af, herunder ikke mindst din gode uddannelse.

Det tager tid at vænne børnene fra at blive borgerlige, bare fordi de får villa, volvo og vovse, som Erh. Jacobsen så muntert har sagt det.