Nyhed
Læsetid: 4 min.

Kan kapitalismen blive fredsstifter?

Coca-Cola, Unilever og Skype har engageret sig i fredsmissioner i konfliktzoner fra DR Congo til Palæstina – med god grund, for der er mange flere penge at tjene ved at fremme fred end konflikter, siger initiativtageren til Peace One Day
Det krigshærgede DR Congo rangerer trods sine enorme mineralrigdomme som nr. 186 ud af 187 på opgørelsen fra FN’s Indeks for Menneskelig Udvikling.

Junior D. Kannah

Udland
25. september 2014

I disse dage ruller der en Coca-Cola-reklame hen over tv-skærmene, som har alle de typiske idylliserende kendetegn, vi kender fra alle mulige andre kampagner for store vestlige mærkevarer: smilende børn, inciterende musik, folkedansere osv.

Men noget er anderledes. For baggrundsbillederne er ikke fra det solrige Californien. De er fra det konflikthærgede DR Congo, hvor tusinder i denne weekend samles for at overvære en koncert, der skal fremme fred i verden: »Hvem vil du slutte fred med?«, lyder reklamespottets afsluttende replik.

Fredskoncerten er en udløber af Peace One Day – Den Internationale Fredsdag – der i FN-regi markeres hvert år på den 21. september og opfordrer stridende parter i hele verden til at nedlægge våbnene og hylde ikkevold, bare i 24 timer. Der er tale om mere end en tom gestus: På denne dag i 2008 aftog mængden af kamphandlinger i Afghanistan eksempelvis med hele 70 procent. Tilsvarende resultater ville blive påskønnet af borgerne i DR Congo, skueplads for uhyggelige og langvarige indre konflikter og med et beskæmmende ry som det land i verden, hvor flest voldtægter finder sted.

Men hvad har fredsfremmende tiltag at gøre med erhvervslivet? Skal virksomheder ikke bare koncentrere sig om at beskytte egne medarbejdere og stile efter at holde sig ude af konflikter, hvor de opstår?

Nej, siger britisk-fødte Jeremy Gilley. Som tidligere skuespiller og nuværende filminstruktør har Gilley påtaget sig at være primus motor for Peace One Day.

»Erhvervslivet har også brug for fred. For uden fred kan det ikke gøre alle de forretninger, det gerne vil,« pointerer Gilley og afviser pure indvendingen om, at virksomheder jo også kan beriges igennem krig: Den internationale våbenindustri, statslig som privat, omsætter således for godt 1.500 milliarder dollars hvert år svarende til 2,7 procent af det globale BNP.

»Jo, men der er langt flere penge at tjene på fred end på krig,« insisterer han.

Nogle af verdens største koncerner (uden for våbenindustrien) synes at kunne følge ham i det synspunkt. Unilevers topchef Paul Polman har således stillet sig i spidsen for en ’koncern-koalition’, der bakker op om tiltag som Peace One Day. Denne tæller også store selskaber som Skype, McKinsey, Ocado og Innocent.

»Der kan ikke være økonomisk vækst i et miljø, hvor der ikke findes fred,« siger Polman og fastholder, at »erhvervslivet kan og skal være en kraft, der virker for det gode«.

Konflikter sætter alt i stå

Forholdet mellem fattigdom og konflikter kan være af kompleks natur, men at der findes en årsagssammenhæng er ubestrideligt. Mange af verdens 49 fattigste lande har således oplevet lange perioder med krig og vold. Denne liste omfatter også DR Congo, som trods sine enorme mineralrigdomme rangerer som nr. 186 ud af 187 på opgørelsen fra FN’s Indeks for Menneskelig Udvikling – umiddelbart under den ligeledes krigshærgede Centralafrikanske Republik.

»Konflikter sætter alt i stå i de ramte lande, især hvis de raser over længere tid,« siger John Morrison, direktør for Institut for Menneskerettigheder og Erhvervsliv og forfatter til den netop udgivne bog, The Social License. Når handel og investeringer tørrer ud, forsvinder også mulighederne for økonomisk vækst og beskæftigelse.

Hvad kan erhvervslivet gøre for at fremme fred? At skaffe job til tidligere kombattanter eller personer i risikozonen for at blive involveret i vold er et indlysende skridt, siger Morrison. I det borgerkrigsplagede Colombia har 115 virksomheder f.eks. forpligtet sig til at skaffe praktik- og uddannelsestilbud til partisaner, der demobiliserer – at skaffe dem varige arbejdspladser er dog stadig en udfordring.

At fremme diversitet kan blive et andet afgørende springbræt. Social udstødelse og vold på grundlag af køn, seksuel orientering og etnicitet er udbredt over hele verden.

»Erhvervslivet kan her skabe forbilleder for god praksis og levere arbejdspladser til medlemmer af folkegrupper, der ellers ville blive marginaliseret,« siger Morrison.

En tredje mulighed kunne være, at virksomhederne aktivt reklamerer for fredsinteressegrupper. Som del af sit partnerskab med Peace One Day har Unilevers deodorantmærke Axe f.eks. kørt en global reklame omkring sloganet ’Make Love Not War’. Denne reklame gik første gang i luften ved dette års Superbowl-finale, som ses af over 100 millioner mennesker. Tilsvarende støtter Skype PeaceTalks, et globalt uddannelsesinitiativ, som søger at fremme fred gennem dialog.

Den britiske online-detailhandler Lush går skridtet videre og har valgt at indkøbe Fairtrade-kakaobønner fra fredsbevægelsen San Jose de Apartado i Colombia. Ud over dette valg af handelspartner har Lush bidraget med økonomisk støtte til sociale projekter i bevægelsen. Kæden samarbejder også med olivenolieproducenten Sindyanna, der har som målsætning at fremme handel mellem israelere og palæstinensere.

»Der er reelle muligheder for at give hensigtsmæssig støtte og vise veje til fred ved at skabe handelsforbindelser mellem parter, der i udgangspunktet mistror hinanden,« siger Simon Constantine, chef for etisk indkøb i Lush.

Markedslogik

Samtidig indrømmer han, at virksomheder ofte fejler, når det handler om at beskytte menneskerettigheder under konflikter og i post-konflikt-områder. »For virksomhederne må tiden være inde til at vurdere, hvordan de vil forholde sig, og hvordan de kan planlægge langsigtede positive løsninger, i modsætning til regionernes kortsigtede og ødelæggende løsninger,« pointerer han.

Den amerikanske designer William McDonough understreger, at når virksomheder overvejer deres rolle i sikring af freden, må de tænke ud over et eventuelt engagement i konfliktramte områder – ja, de må på mange måder ændre på hele deres tilgang til at drive forretning, hævder han, for fred er ikke mulig, når markedsaktivitet bliver ’krigslignende’. »Beklageligvis er det en accepteret del af systemet at søge at udmanøvrere konkurrenterne. Det betyder, at vi i handelslivet får en logik, der drives efter princippet om at få så meget som muligt ud af det til sig selv ved at give så lidt som muligt til andre.«

Her skal vi huske på, siger McDonough, at den latinske rod af verbet computere (’konkurrere’) faktisk betyder ’at stræbe sammen’. Hvis kapitalismen for alvor skal kunne forløse sit fredsstiftende potentiale, må den stile efter at udvikle mere samarbejdsorienterede, mindre krigeriske vækststrategier, lyder hans budskab.

© The Guardian og Information. Oversat af Niels Ivar Larsen og Julie Brinch Sørensen

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Torben Lindegaard

Kapitalisme i sig selv kan ikke noget som helst andet end tjene penge indenfor de rammer politikerne har udstukket.

Det er i øvrigt en gammel sandhed, at kapitalisterne æden hinanden, hvis de kan komme til det.
Seneste eksempel er EU's sanktioner mod Rusland. Det er klart, at visse EU-firmaer må afvise ordrer fra Rusland på den konto. Det betyder selvfølgelig aktivitetsnedgang og fyringer.
Til gengæld står bl. a. serbiske firmaer klar til at tage imod ordrene.
Er det ikke bare mageløst?

Ole Vagn Christensen

Kapitalisme er en penge ombytningscentral ikke andet som indretter og modtager udbytte efter de politiske muligheder. Det lærte jeg for over 40 år siden da jeg var i Zambia.
Her hørte vi om hvilke krav Coca Cola var omfattet af hvis de ville drive virksomhed i Zambia og det var helt anderledes bestemmelser de her var underlagt end dem de var underlagt i visse sydamerikanske diktatur lande. Hvor de kunne piske arbejdskraften og have lov til at dræbe urolige elementer som ikke kunne klares med pisk.
Men det med pryglestraf og dødsstraf fra kapitalejerne er jo ikke ukendt for et land som Danmark selv om vi skal tilbage til midten af 1800 tallet. hvor det blev forbudt at prygle arbejdskraften det skete med tyendelovens ophævelse for voksne men først i 1915 for ungarbejdere

Ordet 'kapitalisme' i samme sætning som 'fredsstifter.'

?

Det ville være en helt ny og uvant rolle for kapitalismen.
De millioner af drab som USA har begået i Latinamerika og Asien siden Anden Verdenskrig, senest ca. en million dræbte i Iraq, er begået i kapitalismens navn.
Kapitalismen stod også bag hitler.
Så der er vist et stykke vej før kapitalismen kan være fredsstifter.