Læsetid: 6 min.

’Jeg klarede det, jeg er i live’

Under krigen i Gaza mellem Israel og Hamas skrev hjælpearbejderen Wedad Naser dagbog for Information. Nu er krigen slut, og Wedad Naser gør status over dens konsekvenser for hende, hendes familie og beboerne i Gaza
Mange indbyggere i Gaza er vendt tilbage til ødelagte hjem og skal nu genhuses.

Mange indbyggere i Gaza er vendt tilbage til ødelagte hjem og skal nu genhuses.

Ahmed Hjazy

2. september 2014

Jeg klarede det. Jeg er i live. Og min familie er også okay. Vi har det fint, men vi er mærkede og prøver at komme til hægterne. Hvad vi har måttet gennemgå, har været overvældende, og vi er mange i Gaza, som har brug for tid for at genoprette en normal dagligdag. Krigen er ovre i denne omgang, men efterlod mange dræbte hos os.

Det var en barsk periode, da kampene blev genoptaget efter de kortvarige våbenhviler. Derefter blevet det endnu hårdere. Aftenen inden den mere permanente våbenhvile blev indgået, blev en anden kategori af gazanere, middelklassen, ramt af de fordrivelsesmetoder, som er blevet praktiseret imod civile. To store boligejendomme, højhuse på 11 etager, blev revet ned, og lige pludselig var de hundredvis af mennesker, som plejede at bo her, gjort hjemløse. Beboerne løb forvildede rundt og prøvede at finde indkvartering hos slægtninge og venner. Forinden var en anden bygning ligeledes blevet nedrevet, og jeg fik den tanke, at hvis krigen fortsatte, ville andre hundredvis af mennesker være henvist til at leve på gaden.

Da de to bygninger blev ødelagt, var alle gazanere i chok. Ingen kunne ane, hvad der ville ske i næste omgang, hvilke nye bygninger, der kunne stå for tur. Vi begyndte at forberede os på fordrivelse. Midt i alt dette vanvid hørte vi så, at der var indgået våbenhvile. I begyndelsen kunne vi knap fatte det. Det var så svært at tro på, at det nu var overstået. Ville vi omsider kunne komme igennem en dag uden bombardementer? Ville vi blive i stand til at få en rolig nats søvn? Ville vi blive i stand til at leve normalt? Nej, måske var det ikke sandt. Vi måtte lige åbne for radionyhederne igen. Jo, det var sandt. Der var vitterligt erklæret våbenhvile. Permanent eller midlertidig? OK, ikke flere spørgsmål. Det afgørende er, at mareridtet er ovre, og det er bedre at vågne til en ny dag med kys i stedet for bomber.

Døde indeni

Er jeg så glad nu? Ja, selvfølgelig. Jeg er glad, fordi vi kan leve uden at frygte for at blive bombet. Jeg var blevet bange for, at vores ører var blevet vænnet til de stadige meldinger om flere dræbte som noget normalt. Jeg var bange for, at vi hver morgen ville indtage nyheder om flere døde på samme måde, som vi drikker vores mælk. Og indtage nyheder om sårede og fordrevne, som vi spiste vores brød. I krigens sidste tid gik der ikke en dag, hvor vi ikke hørte om nogen, der var blevet dræbt, såret eller fordrevet. Dårlige, sørgelige nyheder var den luft, vi indåndede. Dårlige nyheder blandet med blod blev vores tyran, vores monster. De dræbte os en lille smule, når vi hørte dem, og blev ved og ved, indtil vi alle var døde indeni.

Jeg håber, det er slut med disse dårlige nyheder. At vi ikke skal høre om flere dræbte og fordrevne. Gazas familier har mistet så mange af deres unge og børn. Andre familier skal nu vænne sig til at leve med børn med handicap – på grund af de sår, de fik under krigen. Og andre familier igen skal vænne sig til at leve længere tid i skolers »beskyttelsesrum«, indtil der kan findes en løsning, og de kan indkvarteres på et nyt sted.

Vidnesbyrdene om katastrofen er stadig allestedsnærværende, hvor end man går hen. Vi er glade for våbenhvilen, for vi ønsker ikke at se mere blod eller flere murbrokker. Men vi står over for det problem, at tusinder af familier skal genhuses. Andre prøver at genopbygge deres ødelagte hjem, hvis det er muligt, i stedet for at blive på skolerne. Men genopbygningen kan først begynde, når nye aftaler er indgået. Skolerne skal efter planen åbne 14. september, og inden da skal de familier, som bor dér, indkvarteres et andet sted. Børnene vil på ny få en chance for opleve deres barndom. De må hellere gribe denne chance for at overleve med noget af deres uskyld i behold.

Nu møder vi sandheden, ansigt til ansigt. Små børn får at vide, at de har mistet deres forældre for altid. Små piger må se sig i spejlet og se i øjnene, at de ikke længere er sovende prinsesser. Deres ansigter er oversåede med ar, der ikke kan fjernes, dem skal de leve med for altid. Jeg er helt trist til mode indeni, for jeg kan intet gøre for nogen af dem. Mange af mine venner er blandt de fordrevne. Da de så deres hjem styrte i grus, indså de, at her gik også mange af deres minder til grunde. Under murbrokkerne fandtes disse minder ikke, de blev begravet sammen med murbrokkerne.

Chok

Chok er krigens eneste overlevende. Det kan man iagttage overalt. I menneskers ansigter, i dyngerne af murbrokker, på de overbelagte hospitaler … overalt. Chok er det eneste, vi virkelig kan få øje på, for chok er trukket som et slør over vores ansigter og blikke. Folk ser på hinanden med forbitrede miner. Mange har ikke ord at udtrykke sig med. Men inderst inde tænker vi alle, at vi er heldige, alene fordi vi er i live.

Jeg modtager mange besøgende, og de fleste af dem bliver chokeret, når de ser, hvor tæt vores hus ligger på et bombekrater. Mange siger til mig, at jeg skal være glad over at være i live. Og de har ret. Men jeg siger til alle, at jeg også føler mig heldig, fordi vi kun har oplevet begrænsede ødelæggelser på vores bolig og ikke er blevet fordrevet som så mange andre. At miste sit hus, især når man har en stor familie, ville være en katastrofe. Nu må der sættes gang i en hastig genopbygning af Gaza, for antallet af dem, der har mistet deres hjem, er meget højt.

Hele vejen rundt kan vi høre lyden af glasskår, der samles op omkring husene. De fleste af Gazas vinduer er slået i stykker. Det virkelige arbejde er ikke begyndt endnu. Mange internationale organisationer fortsætter med deres nødhjælpsindsats. Folk er forvirrede. De ved ikke rigtig, hvor de skal begynde. Alle er taget tilbage til dér, hvor deres hjem lå, og kan ikke fatte, at det ikke står mere. Børnene kan ikke tro det. Og alle kigger også jævnligt op mod himlen, i angst for flere bomber. Det tog mig et godt stykke tid at overbevise mine døtre om, at det er forbi. Det vil tage yderligere tid. Vi er ikke bare maskiner, der begynder at fungere igen, når man trykker på en knap. Vi er mennesker, og vi elsker livet. Vi vil bare leve i fred.

Jeg vil blive ved med at tro på morgendagen. Jeg nægter at miste mit håb. Og tanken om at række fredens olivengren frem vil jeg altid fastholde. Jeg er fast besluttet på at gøre mit for at skabe en bedre fremtid for vores børn. Jeg vil blive ved med at opdrage mine børn til at elske livet og til at nyde deres liv. Og fremfor alt vil jeg anspore mine børn til at elske andre mennesker og altid tænke den tanke, at morgendagen vil kunne bringe os fred og fremgang.

Oversat af Niels Ivar Larsen

Wedad Naser er palæstinensisk hjælpearbejder. Hun bor i Gaza By sammen med sin mand, Ehab, der er læge. Hun har to døtre. Læs hendes tidligere indlæg på information.dk eller på hendes blog på www.npaid.org/Our-work/Blog/Wedad-Naser

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu