Læsetid: 5 min.

Kommende EU-kommissær på siksak-kurs

Den kommende handelskommissær, Cecilia Malmström, blev i går grillet i Europa-Parlamentet om sine mildest talt tvetydige udmeldinger om den kontroversielle ISDS-mekanisme som del af nye frihandelsaftaler med USA og Canada
I går blev den kommende handelskommissær, Cecilia Malmström, krydsforhørt om sit syn på et kontroversielt voldgiftssystem i de aktuelle frihandelsaftaler.

Emmanuel Dunand

30. september 2014

Alt imens forhandlere fra EU og USA i går trådte sammen i Washington til syvende forhandlingsrunde om en transatlantisk frihandelsaftale, TTIP, trådte EU’s kommende handelskommissær, svenske Cecilia Malmström, vande i Europa-Parlamentet i spørgsmålet om investor-voldgiftssystemet ISDS’ mulige inddragelse i TTIP-aftalen. Den ny kommissær kalder ISDS »et meget giftigt emne« og vil ikke afvise, at det kontroversielle system må ryge ud af en mulig aftale med USA, men bestemt heller ikke love det.

Cecilia Malmström blev i går krydsforhørt af parlamentets handelsudvalg som led i høringen af den ny EU-Kommissions medlemmer som forudsætning for disses godkendelse.

På forhånd var der skabt betydelig usikkerhed om den ny kommissærs holdning til det kontroversielle ISDS-system, der f.eks. vil give amerikanske investorer ret til at anlægge erstatningssager mod EU eller EU-lande ved særlige voldgiftstribunaler, der typisk bestyres af private advokater og opererer over og uden om de nationale domstole.

Både i EU og USA har civilsamfundsorganisationer, fagforbund og akademiske eksperter protesteret mod ISDS, som man mener kan afskrække EU og EU-lande fra at skærpe lovgivning og regler om bl.a. miljø og forbrugersikkerhed, fordi det vil kunne udløse erstatningskrav. Også i Europa-Parlamentet er der betydelig modstand mod ISDS, ligesom bl.a. den tyske regering er klart imod.

Forud for krydsforhøret havde Cecilia Malmström i fredags fremsendt en række skriftlige svar til parlamentsudvalget. Heri citerede hun den ny kommissionspræsident, Jean-Claude Juncker, for følgende udsagn angående TTIP: »’Europas standarder for sikkerhed, sundhed, sociale forhold samt datasikkerhed eller vor kulturelle diversitet vil ikke blive ofret på frihandlens alter. I den sammenhæng vil ingen begrænsninger i domstolenes myndighed i EU-landene blive accepteret; dette betyder ganske klart, at ingen ISDS-mekanisme vil blive del af den aftale.’«

Til dette Juncker-citat tilføjede Malmström for egen regning: »Jeg støtter fuldt ud denne tilgang fra den kommende præsident og vil arbejde i den ånd i forhandlingerne.«

Altså et klart nej til ISDS fra den ny handelskommissær.

»Vort budskab er tydeligvis nået frem,« sagde formanden for parlamentets handelsudvalg, Bernd Lange, tysk socialdemokrat og klar modstander af ISDS, i en kommentar til Malmströms melding fredag.

Hans partifælle, ordfører for international handel i parlamentet David Martin, sagde, at »dette er en yderst velkommen nyhed og en stor sejr for den socialdemokratiske gruppe, der er gået i spidsen i Europa med krav om, at denne mekanisme bliver skrottet. Vi har været klare, og vi har insisteret: Der er ingen plads til ISDS i TTIP. Jeg er glad for, at den tiltrædende kommissær er enig.«

»Presset har virket,« tilføjede De Grønnes medlem Sven Giegold.

Og så alligevel ikke

Søndag sendte Cecilie Malmström imidlertid en ændret version af sine svar til parlamentet, hvori passagen med Juncker-citatet nu var rettet og lød: »Han understregede, at ’Europas standarder for sikkerhed, sundhed, sociale forhold samt datasikkerhed eller vor kulturelle diversitet (vil ikke blive ofret) på frihandlens alter.’ Og han gjorde det klart, at han ’ikke (vil) acceptere, at domstolenes myndighed i EU-landene begrænses af særlige ordninger for investor-tvistigheder. Retssikkerheden og princippet om lighed for loven må også gælde i denne kontekst.’ Jeg støtter fuldt ud denne tilgang fra den kommende præsident og vil arbejde i den ånd i forhandlingerne.«

Altså nu ikke mere nogen entydig melding om, at ISDS er uacceptabel. På de sociale medier havde Malmström selv tweetet følgende sent fredag aften: »Stop en halv, twitter! Den sætning om ISDS/TTIP, som alle er så stærkt optaget af, er ikke formuleret af mig i den endelige version af mit svar til Europa-Parlamentet.«

Hun uddybede efterfølgende i en ny tweet, at fredagssvaret »simpelthen var en forkert udgave«.

Forud for sin egen godkendelse som ny kommissionspræsident i juli fremlagde Jean-Claude Juncker sine synspunkter om ISDS ved et møde med parlamentets Grønne gruppe. Ifølge De Grønnes referat sagde Juncker ved den lejlighed: »Jeg forstår ikke, hvorfor store demokratier ikke skulle have tillid til retssystemet. Vi har domstole, der er i stand til at håndtere de sager, de får indbragt, og derfor er jeg virkelig ikke tilhænger af, hvad man kunne kalde ’private domstole’ eller voldgiftsinstanser, som nogle gange måske kan nå til gode afgørelser, men ikke altid er forpligtet til at begrunde deres beslutninger.«

Lagt på køl

Under gårsdagens udvalgshøring fik Cecilia Malmström naturligt nok mange spørgsmål om sin holdning til ISDS. Hun anerkendte, at voldgiftsmekanismen volder »uhyre bekymring« i brede kredse, herunder i Europa-Parlamentet.

Malmström henviste til den offentlige høring om mekanismen, som Kommissionen gennemførte i forsommeren, og som indbragte hele 150.000 svar. Kommissionen er p.t. ved at granske svarene, og så længe man er i den proces, diskuteres ISDS ikke med amerikanerne.

»I øjeblikket er afsnittet om ISDS lagt på køl« i forhandlingerne, sagde Malmström.

Til gengæld indgår ISDS-mekanismen i EU’s færdigforhandlede frihandelsaftale med Canada, som i fredags blev offentliggjort og nu skal igennem en længere proces med juridisk tjek, oversættelse og ratificering i parlamentet og Ministerrådet. I lyset af den markante modstand mod ISDS blev den ny handelskommissær spurgt, om ikke mekanismen bør pilles ud af aftalen med canadierne.

»At fjerne den fra den canadiske aftale vil ikke være en god idé, for det vil åbne hele Canada-aftalen med risiko for, at den falder fra hinanden, og det er en vældig god aftale,« svarede Malmström.

Til gengæld indebærer den canadiske aftales udformning ikke nødvendigvis, at voldgiftsmekanismen også bliver en del af frihandelsaftalen med amerikanerne.

»Betyder det, at vi automatisk vil inkludere det i TTIP? Nej, det betyder det ikke, og jeg udelukker ikke, at det i sidste ende vil blive pillet ud, men det er for tidligt at sige,« sagde Cecilia Malmström, der lovede at komme tilbage til parlamentet med en melding om ISDS i TTIP-sammenhæng inden jul, hvor de mange høringssvar er fordøjet.

Ifølge Informations kilder er man i EU-Kommissionen stærkt nervøs for, at ISDS-mekanismen kan få hele TTIP-projektet til at vælte. Derfor er man rede til at gå langt i retning af at modificere eller helt droppe ISDS, uanset at man netop har færdigforhandlet en aftale med Canada omfattende ISDS. Spørgsmålet er, hvordan USA og de store erhvervsorganisationer reagerer, hvis EU forsøger et tilbagetog på denne del af en mulig transatlantisk aftale.

Iagttagere gør opmærksom på, at selv hvis ISDS ender med at ryge ud af en TTIP-aftale, så kan store amerikanske virksomheder anlægge ISDS-erstatningssager mod EU ved simpelthen at bruge deres canadiske filialer som afsender og EU-Canada-aftalen som juridisk basis.

Cecilia Malmström garanterede ved gårsdagens høring, at en TTIP-aftale ikke på nogen måde vil komme til at undergrave miljø, arbejdsmiljø og forbrugerrettigheder i EU. Hun erkendte samtidig, at der er behov for større åbenhed i forhandlingerne for at dæmpe den markante mistillid til projektet og forhandlerne i den europæiske offentlighed. Handelskommissæren vil således søge amerikansk accept af, at Europa-Parlamentet løbende får adgang til forhandlingstekster, ligesom hun vil offentliggøre, hvilke møder hun holder med diverse interessenter samt fremlægge »en stor del« af sin skriftlige kommunikation med samme.

 

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Jan Weis
Jan Weis anbefalede denne artikel

Kommentarer

Lobbyismens sejrsgang

Man bør ikke gøre sig nogle som helst illusioner, hvad angår ’demokratiet’ i det såkaldte EU eller forhåbninger om, at det bliver anderledes til det bedre for EU-europæerne - but who cares -

http://www.3sat.de/page/?source=/dokumentationen/178468/index.html
http://www.arte.tv/de/wer-regiert-bruessel/7261938,CmC=7261926.html
http://www.3sat.de/page/?source=/kulturzeit/themen/167950/index.html
http://www.3sat.de/page/?source=/scobel/155682/index.html