Baggrund
Læsetid: 4 min.

Ny græsk lov ’mindsker ikke’ hadforbrydelser

En bølge af overfald på homoseksuelle og indvandrere bremses ikke med Grækenlands nye antidiskriminationslove, hævder landets opposition, der også kritiserer regeringen for ikke at legalisere registrerede partnerskaber mellem personer af samme køn
Udland
9. september 2014

Næsten tre år efter at lovforslaget første gang blev forelagt til behandling i parlamentet, er et flertal af græske parlamentsmedlemmer nu klar til at vedtage en ny antidiskriminationspakke. Men menneskerettighedsgrupper hævder, at initiativet slet ikke går langt nok for dæmme op for den epidemi af racistisk og homofobisk vold, som landet aktuelt oplever.

Forud for denne uges afstemning er forkæmpere for homoseksuelles rettigheder gået på gaden for at tage afstand fra den konservativt dominerede regerings modstand mod at inkludere en udvidelse af beskyttelsesrettighederne for LGBT-personer i lovpakken. Det betyder bl.a., at registrerede partnerskaber for par af samme køn ikke bliver legaliseret.

Trods en foruroligende stigning i homofobiske angreb i Athen har højreorienterede parlamentsmedlemmer modsat sig at indføre retsbeskyttelse for homoseksuelle under henvisning til, at Grækenland hermed ville blive ført ud på et skråplan.

»I Holland findes der partier, der anerkender pædofili. Hvad skal vi gøre? Slå ind på samme vej?« spurgte Anastasios Nerantzis, medlem af regeringspartiet Nyt Demokrati under parlamentsdebatten. »Der findes også bordeller, der tillader dyresex. Hvad skal vi gøre? Lovliggøre også dette? Siden det 3. århundrede har ægteskabet været defineret som et forhold mellem mand og kvinde,« rasede han. »Følgelig findes der ingen plads for civile partnerskaber i Grækenland.«

Kritik fra EU

Den til tider hadske debat om lovforslaget har vakt bekymring for, at loven snarere vil føre til en vækst i antallet af hadforbrydelser end det modsatte.

Anna Hatzisofia, der repræsenterer det venstreradikale Syriza-parti, det største oppositionsparti, kalder det rystende, at Grækenland kun vil beslutte sig for en antidiskriminationslov »af navn«, når man siden 2012 har registreret over 400 racistisk motiverede overfald.

Og Petros Tatsopoulos, et uafhængigt parlamentsmedlem med venstrefløjssympatier, kalder afvisningen af homoseksuelles retsbeskyttelse for en alarmerende udeladelse.

»Grækenland er blevet fordømt af Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol på grund af sin modstand mod civile partnerskaber, og alligevel gør vi intet for at råde bod på dette,« siger han.

»Denne lov legitimerer i realiteten det synspunkt, at homoseksuelle i dette land er andenrangsborgere, der ikke skal nyde samme rettigheder, og baner vejen for mere diskrimination ad bagdøren.«

Den internationale modvilje over for Grækenland i dette spørgsmål er blevet forværret af den seneste bølge af angreb på mænd og kvinder fra Grækenlands homoseksuelle miljøer – ofte begået af sortskjortede tilhængere af det nynazistiske Gyldent Daggry-parti.

Nils Muiznieks, Europarådets menneskerettighedskommissær, opfordrer de græske myndigheder til at vedtage en mere vidtrækkende antidiskriminationslovgivning.

I en erklæring udtaler han: »Den rapporterede stigning i homofobiske angreb og de fortsatte racistiske hadforbrydelser i Grækenland signalerer et presserende behov for at vedtage og håndhæve en omfattende lovgivning, der kan fjerne intolerance, hadefuld tale og vold i landet.«

Brutalt gennembanket

I løbet af sommeren er angreb ikke kun blevet rettet imod mørklødede indvandrere, men synes også at have haft homoseksuelle som mål. Nogle er blevet tævet så voldsomt, at de efterfølgende har måttet undergå omfattende operationer.

En mandlig skolelærer, der kun ville angive sit navn som Kostas, fortæller The Guardian, hvordan han og hans partner blev brutalt gennembanket for to uger siden, da de sad på en plads i det centrale Athen.

Den 39-årige, der taler fra sin seng, efter hans venstre ben blev brækket tre steder over anklen, siger: »Først kom der to mænd forbi på motorcykel og kastede en spand beskidt vand over os, mens vi sad og hyggede os og nød den kølige aftenluft.«

»Så kom der en gruppe på 12-15 mænd med barberede hoveder og sorte skjorter, pressede spanden ned over mit hoved og begyndte at slå og sparke os. Det stod på i cirka 10 minutter, og da politiet kom, påstod de, at vi kun havde fået overfladiske skrammer. Men jeg endte med at blive opereret på hospitalet i tre timer.«

De græske politistyrker er flere gange blevet beskyldt for meddelagtighed i racistisk vold. En række betjente, der er blevet afsløret i at samarbejde med Gyldent Daggry, er blevet fjernet fra deres stillinger. Efter seks års økonomisk krise er partiet landets tredjestørste, selv om de fleste af dets ledende politikere for tiden tilbageholdes i varetægtsfængsling, anklaget for at stå bag en kriminel kampagne, der spredte terror i gaderne i Grækenland.

’Satanisk komplot’

Fremtrædende parlamentsmedlemmer fra partiet har åbent hyldet Hitler som »en stor personlighed«, sat spørgsmålstegn ved Holocaust og fordømt homoseksualitet som »en sygdom«. I udtalelser fremsat i det græske parlament har de få repræsentanter for Gyldent Daggry, som har undsluppet fængsel, beskrevet antidiskrimationsforslaget som »et satanisk komplot« og en »fornærmelse mod græsk historie«.

Lovforslaget, der søger at styrke lovgivningen tilbage fra 1970’erne, vil skærpe de strafferetslige sanktioner for dem, der opfordrer til had, diskrimination og vold. Benægtere af folkedrab, krigsforbrydelser og forbrydelser mod menneskeheden vil også blive straffet.

Men menneskerettighedsgrupper efterlyser supplerende tiltag, der tilskynder til indberetning af voldelige hadforbrydelser og kan sikre en passende indsats fra politiet og retsvæsnet.

»Det er tragisk, at folk som mig nu føler sig i fare,« siger Kostas og tilføjer, at han har tænkt sig at flytte til et nyt kvarter. »Mit hjem er tre gader væk fra pladsen, og jeg føler mig ikke sikker. Vil den nye lov komme til at beskytte mig? Vil jeg efter angrebet og alt dette halløj i parlamentet kunne føle mig sikker noget sted i dette land?«

© The Guardian og Information.

Oversat af Niels Ivar Larsen

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her