Læsetid: 3 min.

Obama vil øge støtten til Syriens moderate oprørere

En af Syriens største oprørsgrupper har mistet det meste af sin ledelse i et voldsomt bombeangreb. Barack Obama lover, at USA vil optrappe sin støtte til landets moderate oppositionskrigere. Udenrigsminister Martin Lidegaard bakker op, men har ingen planer om, at Danmark skal levere våben
Foruden at erklære sig klar til at lade luftbombardementerne fortsætte ind i Syrien lagde USA’s præsident Barack Obama op til at øge støtten til Syriens moderate opposition.

Saul Loeb

12. september 2014

Truslen fra Islamisk Stat (IS) får nu USA’s præsident til at øge sin støtte til Syriens moderate oprørere, der med Barack Obamas ord er »den bedste modvægt« mod det selverklærede kalifat.

Obama holdt natten til i går en længe ventet tale, der løftede sløret for USA’s strategi i kampen mod IS i Irak – og i Syrien. Foruden at erklære sig klar til at lade luftbombardementerne fortsætte ind i Syrien lagde præsidenten op til at øge støtten til Syriens moderate opposition.

»På den anden side af grænsen, i Syrien, har vi øget vores militære støtte til den syriske opposition,« sagde præsidenten.

Talen fandt sted kort efter et voldsomt bombeangreb, der dræbte det meste af lederskabet i Ahrar al-Sham, en af Syriens bedst organiserede oprørsgrupper og den største i Islamisk Front, en koalition af mere pragmatiske islamister. Dermed har Assads fjender mistet et af sine vigtigste bindeled mellem den sekulære Frie Syriske Hær og de hårdkogte islamister som Jabhat al-Nusra, vurderer analytikeren Aron Lund i en analyse for tænketanken Carnegie Endowment for International Peace. Lund mener, at det hårde slag mod Ahrar al-Sham kan få oprørskrigerne til at kigge andetstedshen efter våben og penge. Han bakkes op af Joshua Landis, leder af Mellemøststudier på University of Oklahoma og stifter af den anerkendte blog Syria Comment.

»Hvis jeg var syrisk kriger, ville jeg holde lidt fri og se, hvor pengene havnede,« siger Landis.

Våben til FSA

Obama har samtidig bedt Kongressen om at godkende en pakke, der skal give USA »et øget mandat samt ressourcer til at træne og udstyre disse krigere«.

»Det er endnu uklart, hvor langt han vil gå for at lave partnerskaberne med de oprørere, der skal erstatte IS. Den pakke i Kongressen, som skal støtte oprørerne, er kun på en halv milliard dollars. Det er ingenting set i forhold til det store billede,« siger Joshua Landis.

Herhjemme bliver initiativet hilst velkommen af udenrigsminister Martin Lidegaard (R), der i foråret – i en politisk kovending – opfordrede til, at man skulle forsyne den moderate opposition med våben.

»Hvis vi ikke gør det, vil der til sidst ikke være nogen moderate kræfter tilbage,« siger ministeren.

Han mener, at IS’ store fremgang kan vendes, hvis det lykkes at skabe stærke sunnimuslimske alternativer.

»Mange har tilsluttet sig IS af ren og skær frygt. Men hvis krigslykken vender, vil mange sunnigrupper gå den anden vej,« siger ministeren.

Han foretrækker dog at lade USA stå for våbenleverancerne.

»Det ligger ikke i kortene, at Danmark skal levere våben til Syrien. Det er ikke vores største ekspertise. Det var heller ikke pointen dengang (hvor ministeren foreslog at bevæbne oprørerne, red.), men en principiel diskussion med vores allierede,« siger Martin Lidegaard over telefonen fra et udenrigsministermøde i Estland.

Manglende koordination

Ingen steder i den et kvarter lange tale uddyber Barack Obama, hvilke oppositionsgrupper han taler om. USA har dog hidtil kun støttet Den Frie Syriske Hær (FSA) og holdt sig fra alle islamistiske grupper, inklusive dem under Islamisk Front.

Via CIA har en række militser længe modtaget både træning og våben fra amerikanerne. Det har dog ikke ændret på magtbalancen i landet, fordi FSA ikke har kunnet koordinere større offensiver.

Derfor giver Joshua Landis heller ikke meget for præsident Obamas nye planer.

»Oprørsgrupperne er meget splittede. USA har været i stand til at forsyne omkring 12-14 militser i den nordlige del af landet og omkring 60 mindre grupper sydpå. Men der er intet samlet lederskab. De skændes, og de er typisk ekstremt forankrede i deres region, klan eller landsby,« siger Joshua Landis.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

John Christensen

FN bør se alvorligt på at få stoppet igangværende stedfortræder-krige.

Generalforsamlingen i FN bør sætte sikkerhedsrådet udenfor indflydelse, og der efter - drøfte løsninger på verdens konflikter - i lyset af vores virkelige problemer: knaphed og urimelig fordeling af naturressourcerne og konsekvenserne af den kapitalistiske produktionsmåde ifht klimet på Jorden.

ILO kan ved den lejlighed forklare forsamlingen, at hvis arbejderne forlader våbenfabrikken - så slutter krigene!

Proletarer i alle lande foren jer imod krig og facisme.

Det er lidt tricky med de moderate oprørsstyrker. Der er vist ikke mange tilbage af dem efterhånden. En af dem skal for nylig have solgt den nu henrettede amerikanske journalist, Steven Soltoff, til IS for et beløb på ca. 50.000 dollars.

Niels Jespersen

Problemet med at give støttet til "moderate" er jo også at alt er til salgs i Syrien. Våben, gidsler, bliver handlet mellem grupper som i princippet er fjender endda! Mange grupper trænger jo til midler at leve for simpelthen og kan derfor sagtens finde på at sælge våben leveret af USA til mere "velhavende" grupper.

Der er jo ikke tale om nogen ny politik heller. USA har længe støttet eksilpolitikere som er i USA's sold og ikke har nogen opbakning lokalt. Disse eksilpolitikere har heller ikke nogen indflydelse på de "moderate oprørere", som optræder som USA's og Israels forlængede arm. De "moderate oprørere" kan skifte koalitioner og side så let som ingenting har det vist sig. Mange er endda gået over på regeringens side da alle er trætte af den nedbrydning af samfundet som har fundet sted i en krig man slet ikke forestillede sig kunne vare så længe og med de omkostninger det har haft for folk.

skal jo huske på at "oprøret" i begyndelsen ikke var andet end demonstrationer forårsaget af to ting: massiv arbejdsløshed blandt unge nyuddannede specielt og massive flerårige tørkekatastrofe, som bragte flere millioner fattige bønder på fallittens rand med sult etc.

Hvis styret havde gjort noget ved disse problemer var der ikke blevet noget oprør.

Oprøret blev hurtigt "overtaget" af Israels venner med USA i spidsen- fra baser i Tyrkiet og andre lande blev bevæbnede grupper sendt ind i landet og begyndte en egentlig organisering af væbnet oprør, som man egentlig ikke ønskede lokalt i den bredde befolkning - måske bortset fra nogle få.

kilder:

www.charlesglass.net

med mange artikler der giver glimrende oversigt fra en garvet veteran journalist - amerikansk chefkorrespondent for ABC News i Mellemøsten

www.patrickseale.com --med ugentlige artikler af den store Syrienekspert Patrick Seale, som blev syg i 2012 og nu desværre er død - men hans artikler med oversigt og indblik er uovertrufne.

Endelig kan bøger skrevet af de to forfattere om Syrien og nabolande varmt anbefales. De findes på de to web sites jeg linkede til.

FN’s sikkerhedsråd kræver i en enstemmig resolution den 15. august 2014, FN Resolution 2170, at alle FN’s medlemslande medvirker til at identificere og inddæmme og afvæbne og stoppe ISIL og Al Nusra og alle andre Al Qaeda relaterede oprørsgrupper, som nu hærger og ødelægger i Irak og i Syrien, ved at forbyde finansiering, gennemrejse, rekruttering og træning af disse oprørsgrupper i alle FN medlemslande.

Både Irak og Syrien ønsker at medvirke til at inddæmme og afvæbne ISIL og Al Nusra og alle andre Al Qaeda relaterede oprørsgrupper i deres lande, bakket op af alle andre FN landes forbud mod støtte til disse oprørsgrupper i deres lande (finansiering, rekruttering, udrustning, træning, gennemrejse).