Læsetid: 4 min.

Alle ønsker at vokse i Arktis

Klimaforandringerne vil i løbet af ganske få år gøre Arktis til et område fuld af aktivitet – og potentielt også af økonomiske muligheder. Derfor forbereder alle arktiske nationer sig i øjeblikket på lange stridigheder om retten til havbunden
En russisk isbryder i farvandet omkring Nordpolen. Ikke bare russerne, men også canadierne og efterhånden også Danmark er blevet mere aktive for at dokumentere deres krav i Arktis og aftaler om at diskutere sig frem til en fornuftig løsning synes at være i opløsning.

Dmitry Smirnov

16. september 2014

Da Rusland i august 2007 satte et flag på havbunden af Nordpolen 4.300 meter under havets overflade, vakte det en del international opmærksomhed. For selv om handlingen er ren symbolsk, og som sådan hverken betyder noget i forhold til Ruslands eventuelle fremtidige krav om retten til Nordpolens havbund eller i forhold til brugen af havet omkring Nordpolen, så er flaget et tydeligt tegn på, at Rusland agter at kæmpe for de endelige rettigheder til Nordpolen.

Det samme gælder det danske rigsfællesskab og Canada. Begge nationer har i løbet af 2014 sat alle sejl til for at udvide deres krav til undergrunden, og begge nationer agter ifølge kilder involveret i det diplomatiske spil at gøre hævd på store områder omkring Nordpolen. Det fremgår af journalist og forfatter Martin Breums nye bog, Balladen om Grønland.

Forskere gætter på, at der kan være forekomster af olie og gas i undergrunden ved Nordpolen, men ingen ved, hvor meget – eller om det nogensinde vil blive økonomisk rentabelt at hente råstofferne op. Men det er heller ikke altid så vigtigt, siger Hans Mouritzen, seniorforsker og Arktis-ekspert ved Dansk Institut for Internationale Studier, DIIS. Han peger på, at nationalstater til alle tider har kæmpet for at udvide dets territoriale herredømme.

»Det er sådan, at stater kæmper om territorium uanset om der er noget i undergrunden eller ej. For Rusland er det en del af deres identitet aftvære en arktisk nation – det samme gælder for Canada. I den sammenhæng betyder prestige rigtig meget, nok ikke mindst for Putin. Og så ligger der jo noget symbolsk i at indtage Nordpolen,« siger Hans Mouritzen, der mener, at nationalstater »derfor altid er grådige«, når det gælder om at strække de territoriale krav ud.

»Jeg tror ikke, at det handler så meget om penge. Men stater er altid interesseret i land. Logikken synes at være, at selv om man ikke helt ved, hvad der gemmer sig, så er det godt at have.«

Nationer i offensiven

Den betragtning deles på gangene i det danske udenrigsministerium. Her forlyder det, at selv om der på sigt kan være økonomiske interesser forbundet med retten til havbunden omkring Nordpolen, så er det ikke nødvendigvis det, som de danske politikere overvejer.

Alligevel kom det som en overraskelse, da Canada sidste år pludselig sprang fra en aftale med Danmark om at fordele havområderne mellem de to nationer efter en allerede fastsat linje, der ligger præcis midt mellem Grønland og Canada. Det har betydet, at Danmark og Grønland lynhurtigt har måttet ændre strategi, fortæller Grønlands regeringschef, Aleqa Hammond.

»For Grønland er det vigtigt, at det ikke bare er Canada, der bestemmer, hvor grænsen skal være. Derfor indsender vi en submission (dokumentation til FN for gældende krav, red.) til december, men hvor der vil være mulighed for yderligere at stramme kravene på et senere tidspunkt, hvis det skulle blive nødvendigt,« siger Aleqa Hammond.

– Fordi canadierne har strammet deres krav?

»Helt sikkert. Og jeg tror, at Grønland kommer til at stå stærkt med den submission, vi har indsendt. Også selv om vi har udvidet vores krav,« siger Aleqa Hammond til Information.

Ilulissat-erklæringens endeligt?

At Canada har brudt aftalen med Danmark bekræftes af Jens Jørgen Møller, statsgeolog hos De Nationale Geologiske Undersøgelser for Danmark og Grønland, GEUS, der står for det tekniske arbejde omkring de danske krav til havbunden ved Arktis.

»Det er fuldstændig rigtigt, at på et tidspunkt i december sidste år, kort før canadiernes deadline i forhold til Havretskommissionen, bekendtgjorde de, at de endnu ikke er klar til at kunne indsende deres krav.«

Der er dermed lagt op til en række hundeslagsmål, når stridighederne om territoriale krav endeligt skal forhandles. For selv om der eksisterer en havretskommission under FN, og selv om det er en betingelse for at kunne stille territoriale krav, at der kan indsamles dokumentation, der viser, at landområderne dybt under havet hænger sammen med andre anerkendte nationale landområder, så kan FN og havretskommissionen ikke afgøre stridigheder. De afgør blot, om kravene er korrekte i forhold til det indsendte materiale.

Gør to eller flere nationer krav på samme områder, er det en tvist, der må afgøres ved forhandlinger nationerne imellem.

Og sådan er det også tænkt i det danske initiativ til den såkaldte Ilulissat-erklæring, som den daværende danske udenrigsminister, Per Stig Møller, fik samtlige arktiske nationer til at tilslutte sig i 2008. I erklæringen står, at landene i Arktis Danmark, USA, Rusland, Canada og Norge–vil handle ansvarligt i forhold til udviklingen i Polarhavet, ligesom alle landene politisk har forpligtet sig til at løse territoriale uoverensstemmelser gennem forhandlinger. Ilulissat-erklæringen skulle netop tjene det formål at nedtone historierne om et igangværende kapløb om Nordpolen.

Med nye skærpede territoriale krav er udsigten til langstrakte forhandlinger ikke blevet mindre. Og spørgsmålet er, om Ilulissat-erklæringen overhovedet kan overleve. Også set i lyset af det nedkølede forhold mellem Vesten og Rusland. De tvivler Hans Mouritzen på:

»Hvis Ilulissat-erklæringen stadig gælder, så skal parterne jo løse stridighederne fredeligt og igennem forhandlinger. Man har netop aftalt, at tale sammen om tingene, uden at det ender i et kapløb om Arktis,« siger Hans Mouritzen, der frygter, at Ilulissat-erklæringen kan gå hen og miste sin betydning.

»Hvis man ellers har et godt bilateralt forhold, så kan man jo som regel nå til enighed til begge nationers bedste,« siger han, og pointerer, at det dog kan tage en del tid at nå til enighed–også selvom der måske ikke er det store på spil.

Eksempelvis tog det Rusland og Norge 47 år at afslutte en strid om Barentshavet. En strid, der blev afsluttet i 2009, da begge parter blev enige om blot at dele lige over.

»Stater har jo som regel god tid i sådanne spørgsmål.«

Omvendt – er der noget på spil økonomisk – så kan det bremse nationerne i at udnytte potentialet, siger Hans Mouritzen:

»Hvis det drejer sig om udvinding, så låser det jo situationen,« siger Hans Mouritzen.

 

 

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu