Læsetid: 8 min.

Ét sted i Syrien spirer demokratiet

I nordsyriske Rojava har forskellige etniske og religiøse grupper udråbt deres eget selvstyre og forsøger at opbygge et nyt og demokratisk samfund efter schweizisk forbillede og i stærk kontrast til såvel Assad-regimet som Islamisk Stats kalifat
Cizires parlament diskuterer, hvordan man skal forsvare sig mod IS. Det er vigtigt for den selvstyrende region Rojava, at alle er repræsenteret. Derfor er både præsidiet og parlamentet sammensat af kurdiske, arabiske og assyriske medlemmer.

Thorkil Rothe

17. september 2014

En snorlige vej skærer en ret linje gennem den let kuperede slette, hvor gulbrune marker, forladte oliepumper og søvnige checkpoints flimrer i middagsheden. Ved en enlig korsvej vinker 34-årige mr. Harib en osende transporter forbi vejspærringen, slænger sit gevær over skulderen og sætter sig tilbage i vejkanten under det udspændte lagen, der skærmer ham mod solen.

På uniformen afslører det aramæiske ord for politi, sutoro, hans rødder i det kristne assyriske mindretal i Nordsyrien. Mr. Harib bemander et checkpoint i den kurdiskkontrollerede østlige del af Rojava uden for landsbyen Meri, hvor hans familie bor: »Det er min pligt at beskytte mit folk og vores land mod IS,« forklarer den tidligere bonde, mens walkie-talkien skratter en besked fra den anden ende af checkpointet, hvor en kurdisk frivillig kontrollerer trafikken i den modsatte retning.

En halv times kørsel sydpå blafrer kalifatets sorte faner, og de færreste her ved Meri ønsker Abu Bakr al-Baghdadis islamiske stat tættere ind på livet. Mr. Harib husker tydeligt det ultimatum, IS stillede hans trosfæller i Mosul midt i juli: Konverter til islam, betal religiøs skat eller dø.

»Det må ikke ske her. Jeg bliver stående, så længe det er nødvendigt.«

Intet tyder på, at mr. Harib snart vil kunne forlade sin ensomme post ved checkpointet og begynde at pløje igen. Han forsvarer et område, der ikke har set den splittelse, de massakrer og den håbløshed, som ellers har domineret mediebilledet af Syrien siden 2011.

En tredje vej

Ikke langt fra mr. Haribs checkpoint passer den nyligt udnævnte premierminister Akram Hasso sit arbejde. På sit kontor byder han på te, cigaretter og en forklaring på, hvorfor kurderne hverken har kæmpet på regimets eller oppositionens side under den syriske borgerkrig: »Vi valgte en tredje vej, hvor alle religioner og etniske grupper er repræsenteret i en civil administration,« siger han.

Da hovedparten af Assad-regimets styrker forlod de kurdiske områder i 2012, tog en vifte af kurdiske partier og enkeltpersoner i paraplyorganisationen Tev-Dem – Democratic Society Movement – magten. Tev-Dem allierede sig ikke med nogen, men præsenterede i stedet i 2013 en konstitution for en demokratisk selvstyrende region: Rojava. I januar i år erklæredes autonomi for de tre kantoner i regionen: Afrin, Kobane og Cizire. Med den schweiziske model som inspiration blev Rojava starten på et føderalt projekt, der ifølge Akram Hasso – premierminister i det østligste kanton Cizire – har potentiale til at udbrede den stabilitet, som hersker i de kurdiske områder, til resten af Syrien. Konstitutionens 96 principper lægger vægt på sekularisme, valgperioder, retssikkerhed og ikke mindst pluralisme. Ud over kurdere er Rojava hjemsted for arabere, assyrere, tjetjenere, armenere og turkmenere, og tanken er, at alle skal tage del i opbygningen af et nyt og demokratisk samfund. Samtidig slår konstitutionen fast, at begge køn skal være repræsenteret med mindst 40 procent i alle ledende organer, institutioner og komiteer.

»Vi ville ikke lide samme skæbne, som de gjorde i Aleppo, Homs og andre steder i Syrien. Denne autonomi skal sikre, at alle grupper i området kan deltage i samfundet på demokratisk vis. Vi ser det som en måde at bevare Syrien og alle de kulturer og minoriteter, som bor her, på.«

Ifølge premierministeren er dette ikke kun opskriften på et stabilt fundament i et fremtidigt demokratisk Syrien. Mange andre steder i Mellemøsten, hvor etnisk og religiøs mangfoldighed præger det demografiske landkort, har modellen potentiale.

»Det handler ikke om kontrol. Vores revolution handler om at dele magten mellem alle, som bor her,« forklarer kurdiske Hasso og nikker over mod sine stedfortrædere, arabiske Hussein Azzam og assyriske Elizabeth Goreye.

Arven fra en kurdisk leder

Et eksempel på denne magtdeling finder vi en etage under dem i et gammelt teater, hvor Cizires parlament er samlet. Tepausen er netop slut, og oppe på scenen beder præsidiet – to kurdere, en araber og en assyrisk kvindelig ordfører – de fremmødte om sætte sig inden en ny samling.

Da Assad-regimets repræsentanter forlod det nordøstlige Syrien, lå magten i hænderne på kurderne. Men efter udråbelsen af Rojava overdrog Tev-Dem magten til Rojavas regering og det multikulturelle parlament med folkevalgte repræsentanter. Formålet var aktivt at inkludere alle etniske og religiøse grupper i det nye styre.

Cizires kurdiske forsvarsminister, Rabia Hassan, går på talerstolen. Han undskylder sit dårlige arabisk, men her er arabisk det lingua franca, som alle kan forstå. Ministeren beretter om kampen for at forsvare regionen, strategier, forstærkninger fra tyrkisk Kurdistan og truslen fra IS.

»Er der nogen spørgsmål?«

Fem-seks hænder ryger i vejret, og ministeren peger på en af dem.

»Det er ikke en pressekonference! Vi må skrive spørgsmålene ned og tage dem efter tur,« råber en eller anden nede ved udgangen.

Latter bryder ud. Hver samling er en vigtig læreproces, og ingen har stor erfaring med, hvordan demokratiske formalia overholdes.

Nogle dage senere møder vi Rabia Hassan i hans forsvarsministerium i Cizire-kantonens hovedstad, Qamishlu. Et stort portrætfoto for enden af hans smalle kontor minder gæster om PKK-lederen Abdullah Öcalans ideologiske aktier i det demokratiske selvstyre. Oprettelsen af nationalstater i Mellemøsten efter Første Verdenskrig umuliggjorde ifølge den fængslede Öcalan sameksistensen af forskellige kulturer i den etnisk mangfoldige region. I bogen Democratic Society Manifesto skriver Öcalan således: »Der er ikke en eneste nationalstat på denne planet, der ikke er blevet til som følge af krige og blodsudgydelser. Hvad værre er: Disse nationalstater er i konstant konflikt med ikke kun andre nationalstater, men også deres egne befolkninger.«

Det er også forklaringen på, at PKK selv opgav ideen om at etablere en kurdisk nationalstat på tyrkisk territorium for godt 10 år siden og nu i stedet advokerer for autonom selvbestemmelse som en levedygtig model i regionen.

Kritikken af nationalstaten er – til forskel fra præsident Masoud Barzanis ambitioner i Irakisk Kurdistan – et gennemgående tema for det unge selvstyre i Nordsyrien. Rabia Hassan afviser, at den ideologiske leders portræt betyder, at demokratiet i Rojava skal opfattes som et kurdisk forehavende: »Vi er ikke i gang med et nationalt kurdisk projekt. Vi ønsker at opbygge en demokratisk nation, der omfatter alle grupper, der bor i disse områder. Derfor kan du finde både arabere, assyrere og kurdere i vores militære forsvarsstyrker.«

Alle skal inkluderes

Det har været vigtigt at inkludere alle i beskyttelsen af deres respektive områder, præcis som mr. Harib uden for sin kristne landsby. Den multikulturelle hær, som indgår i Folkets Forsvarsenheder (YPG), har siden 2012 forsvaret sig mod IS og andre ekstremistiske gruppers angreb på Rojava. Men trods gentagne anmodninger til blandt andet FN om hjælp til at modstå truslen fra IS, har det været småt med tilbagemeldinger fra det internationale samfund. Hver dag sætter folk livet på spil, når mad, medicin og andre fornødenheder skal smugles over den lukkede grænse fra Tyrkiet. Forsvarsministeren i Cizire er ikke i tvivl om, hvorfor det internationale samfund vender det blinde øje til.

»Tag USA, Tyrkiet og Iran. De er kun interesserede i en mindre forandring, så de kan pleje deres interesser i Syrien, men vi vil have et nyt system. Så hvorfor kender ingen til vores sag? Hvis det kommer frem, at vi er den eneste demokratiske kraft, der bekæmper IS i Syrien, har Vesten pligt til at hjælpe os. Men de tier.«

Som ansvarlig for YPG og de separate styrker i Kvindernes Forsvarsenheder (YPJ) koordinerer Hassan den militære indsats med sine ministerkolleger i kantonerne Afrin og Kobane. Krigens realiteter umuliggør dog fysiske møder, da IS-kontrollerede områder afskærer de tre kantoner fra hinanden.

Et spændt forhold til Irakisk Kurdistans præsident, Masoud Barzani, og dennes parti, KDP, har tilmed betydet, at den fælles grænse i flere omgange har været lukket på den irakiske side. Konflikten har også ramt KDP’s søsterparti i Syrien, KDPS. Et medlem af partiets bestyrelse, Mustafa Cuman, beskylder det største kurdiske parti i Rojava, PYD, for at have arresteret og udvist ham og hans kolleger ved magtovertagelsen i 2012. En af dem er ifølge Cuman sporløst forsvundet. Human Rights Watch udgav i juni en rapport, der beskriver flere lignende sager. På trods af et nyt retssystem og lovreformer hævder ngo’en, at overgreb på tilbageholdte stadig finder sted og har ført til mindst to dødsfald.

Mens myndighederne i Rojava afskrev den ene sag som selvmord, modtog et medlem af politistyrken en livstidsdom for drab i den anden. HRW nævner ydermere mistanke om brug af unge under 18 i selvstyrets hær og uigennemsigtige reformprocedurer, men slår fast, at omfanget af brud på menneskerettigheder ikke tåler sammenligning med det, som finder sted i resten af Syrien.

Vellykket redningsaktion

Ved et støvet T-kryds godt 100 kilometer nord for Sinjar-bjerget stopper lastbiler, traktorer, pickupper, personbiler og kassevogne, og bilernes menneskelige last flokkes om de rustne vandvogne ved krydset. Efter den værste tørst er stillet, flakker blikkene bag de støvede øjenvipper ud over det kaotiske knudepunkt i jagten på en eftertragtet pose kiks, før turen går videre.

I starten af august var forsvarsstyrker fra Rojava i offensiven, da de drog ind i IS-land i Irak for at komme de mindst 40.000 kurdiske yezidier, som flygtede fra storbyen Sinjar op på Sinjarbjerget, til undsætning. Deres desperate situation påkaldte sig hele verdens opmærksomhed.

Det lykkedes YPG og YPJ at åbne en sikker passage over grænsen til Syrien, så yezidierne kunne fortsætte flugten længere nordpå. Forsvarsstyrkerne og frivillige fra Cizire mønstrede alle tænkelige køretøjer og kørte i pendulfart i dagevis for at evakuere de udsultede og døende yezidier. Hundredevis var dog allerede bukket under efter en uge uden mad og vand under den brændende sol.

I en flygtningelejr længere nordpå opført af selvstyret i Cizire hersker der en nærmest apokalyptisk stemning.

»Jeg så en mand uden øjne. Hans arme og ben var hugget af,« forklarer en.

En mor fortæller, at hun ikke har set sine børn, siden de blev sat op i en pickuptruck ved foden af bjerget. Fra sit telt råber en gammel mand desperat: »Hverken yezidier eller kristne kan leve her. Vores skæbne er at blive dræbt i dette land.«

Forsvarsminister Rabia Hassan mener ikke, at omverdenen har honoreret deres indsats i tilstrækkelig grad trods YPG og YPJ’s vellykkede redningsaktion, men at man mest af alt har hæftet sig ved USA’s præsident Obamas beslutning om at bombe IS’ stillinger omkring bjerget.

»Vi sagde igen og igen, at IS var farlig. Ikke kun for kurderne, men for hele området. Da de smed de kristne ud af Mosul var det tydeligt, at yezidierne var deres næste mål,« siger Rabia Hassan.

Manglen på international bevågenhed og farerne ved fronten afskrækker dog ikke nye rekrutter fra at trække i trøjen. Da vi forlader forsvarsministeren og Qamishlu, stoppes vi som sædvanlig ved et checkpoint af Kalashnikovbevæbnede soldater. De forhører sig om vores destination, mens id-kort vendes og drejes. Men denne gang er det hverken assyrere, arabere eller kurdere fra Rojava.

»Det er yezidier, som har meldt sig ind i YBS, Sinjars Modstandsenhed. En ny styrke som består af flygtninge. Mange er allerede blevet en del af kampen mod IS,« forklarer vores chauffør Abdul Salam.

Hundredvis har meldt sig til den nye styrke, der er oprettet af forsvarsministeriet i Cizire. De er ikke længere flygtninge, men kæmper som en del af revolutionen i Rojava for deres eget land, rettigheder og for selvbestemmelse.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritiske, seriøse og troværdige.

Se om du er enig – første måned er gratis

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Ulla Westlund Sørensen
  • Niels-Simon Larsen
  • Svend Erik Sokkelund
Ulla Westlund Sørensen, Niels-Simon Larsen og Svend Erik Sokkelund anbefalede denne artikel

Kommentarer

Jeg ville ønske, vi også ville bygge et demokrati mere efter schweizisk forbillede - det er jo dem, der ligner os mest i samfundsværdier.

Peter Hansen
Jeg tror faktisk, at en Schweisk model er bedre for den arabiske verden end en statsbaseret. Det er klan samfund som ikke kan tænke i større fælles interesser som et stat vil kræve. Så jo mere lokalt tingene kan være des bedre. Vesten har ikke blot forsøgt, at eksporter demokrati til kulturer som ikke havde det civilsamfund som skulle til for, at de virkede men også krævet, at de skulle leve i kunstige stater og med institutioner som måske virker i vesten -men der er ikke den oplevelse af "et fælles bedste" i de samfund og staten bliver bare et redskab for en kleptokratisk klasse ( en udvikling vesten selv er slået ind på de sidste 10-20.år) og et totalt fremmedlegme. Det er ikke Max Weber kulturer med en protestantisk pligtetik ( eller de asiatiske ditto) som skal til for, at få en stat til at virke.

Om 3 kommer et angreb fra assad mod dette selvstyre, og en dag før kommer en fordømmelse fra usa. I samme omgang udtaler Lidegård sig om behovet for at sende våben og rådgivere derhen. Om en lille måned er aktionen mod isis koncenteret mod Syrien. Indsatsen sikrer i sidste øjeblik, at gasledningen fra Quatar til EU kan bygges, og man derved kan gøre sig uafhængig russisk gas der kommer fra russland gennem ukraine. I kølvandet følger hjælpepakker og frihandelsaftaler. Gassen udvundet af amerikanske firmar (med Joe Biden's søn ved roret) ved brug af fracking i Ukraine giver amerikanerne gas, europa får sin gas fra Quatar - alle er glade. Undtaget Ukrainerne, og det nye selvstyre i Syrien, der lever med fourening, og som gældsslave som følge af de krav om "økonomisk ansvarlighed" der står med småt i frihandelsaftaler og hjælpepakker.

Eller: Usa fordømmer denne terrorbevægelse der på udemokratisk vis vil løsrive sig fra Syrien. Mængder af våben og rådgivere tilflyder Assad, fulgt af en frihandelsaftale der kræver at udenlandske investorer må købe landjord og dyrke genmodificerede afgrøder på den, samt udvinde olie ved fracking, selv om lokalbefolkningen er imod det. En ny gasledning der føres fra Quatar til EU opføres, og EU kan frigøres fra russisk gasafhængighed. Alle er glade.

Take your pick.

Måske de i virkeligheden hellere vil have et demokrati, end den maskerade som går under samme navn i vesten, hvor det kun er, de rigeste som har adgang til at påvirke beslutningsprocesserne.

Peter Hansen, Andreas Konggård-Andersen, Janus Agerbo og Steffen Gliese anbefalede denne kommentar

Så langt er jeg med. Jeg håber bare at de får lov at bestemme selv. Det er måske ikke en dårlig strategi at skynde sig at lave demokrati inden der kommer nogen med et allerede færdiggjort.

Peter Hansen
Jo, Der er protestantisk pligtetik i Schweiz -men landet er meget decentralt også at dens historie. Det er et edsforbund eller en militær alliance historisk set end en nationalstat -mellem franske, tyske og italienske så alt hvor der kan gøres lokalt er lokalt -centralmagten er primært sikkerhed.

Carsten Straarup

Jens:
Pointen er vel netop, at Schweiz i k k e er en national-stat. En af de få absolut velfungerende. I Europas historie har alle de multinationale stater haft en tilbøjelighed til at gå under i moderniteten og demokratiseringens malstrøm - et af de første ofre for denne proces var som bekendt den danak/tyske helstat..

Carsten Straarup
Jeg tror det som kan være det som problemet for en sådan løsning er hvis der er olie i området og fordelingen af værdierne. Hvordan man administre det mv.

Carsten Straarup

Jens:
Jeg er enig.. Men man vil forfærdeligt gerne være optimistisk et øjeblik. Netop fordi man med den schweiziske model faktisk har fat i noget, der giver mening i området...

Tak for en fin artikel om et emne de fleste danskere intet ved om.
A propos dansk: jeg føler, som dansker, det dybt dybt pinligt som danske politikere og domstole (Roj TV sagen) har været følgagtige og bevidstløst har fulgt USA og har kaldt Kurdistans Arbejder Parti PKK en terrorist organisation fordi det semi-fascistiske regime i Ankara er NATO medlem.
Tyrkiet udfører stadig kulturelt folkemord mod kurderne. Forfattere og journalister sidder fænglet i Tyrkiet fordi de har udgivet bøger eller artikler på kurdisk. Senest er lærere og elever på 4 skoler i det østlige Tyrkiet blevet angrebet med tåregas og stokkeslag. Forbrydelse: de ville undervise børnene på børnenes modersmål.
PKK har sikkert udført grusomheder tidligere, men som reaktion på Tyrkernes fremfærd i kurdistan med arrestationer, fængslinger og bulldozning af hele kurdiske landsbyer som ikke lader Saddams Anfal kampagne meget efter.
PKK er tæt knyttet til YPG (Tyrkisk henholdsvis Syrisk kurdistan) da disse har kæmpet guerilla krig mod NATO har de været de eneste med militær evne til at modstå IS og dermed reddet Yezidierne fra Sinjar.

Ulla Westlund Sørensen, Karsten Aaen og Leif Høybye anbefalede denne kommentar

At information giver en dag med gratis positive nyheder er jo i sig selv en positiv begivenhed.

Men der er bare lige det, at de her positive nyheder slet slet ikke har en karakter som står mål med dagligdagen nyheder. Ingen løsning på f.eks. klimaproblemer, Syrien, Ukraine, IS eller stigende ulighed i Danmark og den slags nyheder.

- Men det er da en sød tanke...

Jørgen Malmgren

Lidt befriende, at læse om mennesker der på tværs af tro og etnicitet, tager initiativet og på fredelig vis simpelthen tager et landområde og erklærer,at det nu er en selvstændig demokratisk stat. Jeg frygter nu, at det vil blive splintret, når først USA sætter tropperne ind. Det vil næsten ikke være til at bære

georg christensen

Et sted i Syrien, hvor alle demokratiske europæiske kræfter burde være med, sammen med alle russiske og tyrkiske, iranske, demokratiske kræfter i forening endelig tør sige vi er "LIVET", og kun i fællesskab og en forenings proces, har vi overlevelses muligheden.

Vi fællesskaberne lader os ikke længere styre af: Hverken religøse som politiske "prædikanter", som kun med værdiløse "ord" forsøger at "des illusionære" os alle.

Det Arabiske forår er stadig på vej, men mangler bare opbakning, især fra Europæerne, som bare gæmmer sig i deres egen magelighed. Et Europa, som jeg ikke længere er tilhænger af, et Europa, som med Skotternes hjælp, med et "YES", vil kunne vise nye horrisonter, og ny tænkning, og som desværre, hvis de siger "YES", vil blive modarbejdet, som det arabiske forår er blevet modarbejdet i " magtbegærdets" navn. Et Europa, som jeg ikke bryder mig om, et Europa, i sin selvopløsnings proces. Desværre, ( sådan er det bare), men kun så længe, at "sådan er det bare" accepteres.

Per Dørup Jensen

Nu skal man heller ikke forholde sig ukritisk over for USA- og EU-imperialismen kurdisk allierede, og dermed tro, at de repræsenterer et sekulært, demokratisk alternativ til såvel Assad som IS.
Denne udelukkende positive fortælling om disse kurdere, tjener det samme formål som USA- og Nato-pressens tilsvarende fortælling om den Frie Syriske Hær, som det "moderate" alternativ til IS og Assad.
Det grundlæggende budskab i forelæggelsen af disse "sekulære, demokratiske og moderate alternativer" er at opbygge en krigshetz mod Assad-styret, og dermed få opinionens tilslutning til at angribe og ødelægge Syrien. Nøjagtigt som USA og Nato angreb og ødelagde Jugoslavien, Irak og Libyen.