Nyhed
Læsetid: 4 min.

Sveriges kommende statsminister tavs om atomkraft

Hverken Socialdemokraterna eller Miljöpartiet vil udtale sig om udfasning af atomkraftværker under den aktuelle regeringsdannelse. Større problemer skiller partierne ad, mener flere eksperter. Men Sverige kan blive atomfrit inden for få år af rent økonomiske grunde
Der er masser af sikkerhedsmæssige grunde til at lukke nedslidte svenske a-kraftværker som Barsebäck – men også økonomiske

Der er masser af sikkerhedsmæssige grunde til at lukke nedslidte svenske a-kraftværker som Barsebäck – men også økonomiske

Lars Bahl

Udland
16. september 2014

Sveriges atomkraftreaktorer er nedslidte efter 40 års brug og plages af så mange nedbrud, at de ikke længere er økonomisk rentable. Svenskerne står derfor ved en skillevej, der så ofte før har splittet folkeopinionen i to:

Skal Sverige bygge nye, moderne atomreaktorer eller én gang for alle påbegynde en udfasning af den kontroversielle atomenergi?

De – efter alt at dømme – to kommende regeringspartier, Socialdemokraterne og Miljöpartiet, ønsker ikke at udtale sig om det betændte spørgsmål oven på valgsejren. Dermed fortsætter de linjen fra den netop overståede valgkamp, hvor den kommende statsminister Stefan Löfven har slået knuder på sig selv for ikke at tage stilling til fremtiden for Sveriges 10 atomkraftværker.

Senest i torsdags blussede debatten op under en live-debat på svensk TV4, hvor Stefan Löfven puffede til Centerpartiets Annie Lööf. Her forsøgte Löfven igen at sparke debatten til hjørne ved at henvise til, at han manglede ordentlige analyser af Sveriges fremtidige energibehov. Da Annie Lööf derefter gik hen til Löfvens pult og forsøgte at aflevere en ny rapport fra Energimyndigheten, der netop analyserer Sveriges energibehov i de kommende år, skubbede Löfven vredt hendes hænder væk to gange:

»Det er jo rent mundhuggeri! Rent mundhuggeri! Behold dem – jeg har nok læst den flere gange, end du har!« vrissede Löfven til Annie Lööf foran rullende kameraer.

Pervers tavshed

Statsministerens tavshed skuffer Eia Liljegren-Palmaer, international talsmand for Folkkampanjen mot Kärnkraft og Kärnvapen:

»Det er jo helt perverst, at de ikke vil udtale sig klart om så vigtigt et spørgsmål. Flere af atomkraftværkerne er direkte farlige, igennem årene er de blevet ombyggede og tilbyggede, men selve reaktorerne er de samme gamle. Det er som at sætte en ny motor i en gammel bil og tro, at bilen bare holder af den grund,« siger hun over telefon.

Ifølge Ulf Bjereld, der er professor i Statskundskab på Göteborg Universitet, skyldes Socialdemokraternas tavshed først og fremmest, at spørgsmålet om atomkraft splitter partiet internt og truer den skrøbelige koalition med Miljöpartiet:

»Problemet har ligget i dvale internt hos Socialdemokraterna i årevis, men det sprang til live under valget, fordi medierne identificerede det som et af de centrale udfordringer for, at de to partier kan samarbejde. Det vil blive et af de sværeste spørgsmål for Stefan Löfven at håndtere som statsminister,« forklarer han.

Under den seneste regering ophævede den afgående statsminister Fredrik Reinfeldt et 30 år gammelt forbud mod at bygge nye atomreaktorer. Argumentet fra højrefløjen er, at der stadig ikke findes reelle alternativer til atomkraften. Ulf Bjereld tror dog ikke på, Socialdemokraterna vil åbne op for at bygge nye reaktorer i den kommende regeringstid. Når Stefan Löfven flere gange har efterspurgt ’grundige analyser’ af Sveriges fremtidige energibehov, handler det kun om at købe sig tid over for de indflydelsesrige fagforeninger, der frygter, at en udfasning vil koste tusindvis af svenske arbejdspladser. Men også for at undgå en åben konflikt med Miljöpartiet, som har udfasning af atomkraft som en af deres mærkesager:

»Det vil ikke overraske mig, hvis de nedsætter en kommission til at kigge på spørgsmålet om atomkraft for at skyde debatten et par år ud i fremtiden. Lige nu er der mere presserende problemer, som de to partier skal nå til enighed om. Og samtidig har Löfven flere gange understreget, at han vil forsøge at opnå bred enighed om atomkraftspørgsmålet med partierne på højrefløjen.«

Urentabelt på sigt

Ideen om at nedsætte en ny kommission for at klarlægge Sveriges fremtidige energibehov vækker latter på Lund Universitet, hvor Lars J. Nilsson er professor i Miljø- og Energisystemer:

»Spørgsmålet om atomkraft er simpelthen blevet vendt og drejet igen og igen. Jeg tror ikke, at en ny kommission på nogen måde kan nå frem til noget afgørende nyt, vi ikke allerede ved,« smågriner Nilsson over telefonen.

Men alt imens Socialdemokraterna og Miljöpartiet kæmper hårdt for ikke at tage politisk stilling til atomkraftværkerne, kan de grå mastodonter ende med lukke ned af sig selv, fordi de ganske simpelt ikke længere er rentable for deres private ejere. Det mener Tomas Kåberger, der er tidligere direktør for Energimyndigheten, og som har forsket i Atomkraftenergi i over 30 år:

»Omkostningerne ved atomenergi bliver højere end prisen på vind-, sol- eller biogasenergi i de kommende år. Samtidig er der ingen økonomisk rationelle mennesker, der vil investere i nye atomreaktorer oven på de mange dårlige erfaringer, man har gjort sig i Finland,« siger Kåberger med henvisning til det finske Olkiluoto 3-atomkraftværk, der blev påbegyndt i 2005 og er voldsomt forsinket. Med en pris på 8,5 milliarder euro er Olkiluoto 3 allerede blevet dobbelt så dyrt som forventet, og atomkraftværket kan tidligst tages i brug i 2018 – næsten et årti senere end først planlagt.

Tomas Kåberger mener derfor, at atomkraften bliver udfaset af helt økonomiske grunde i Sverige – og at det vil ske inden for få år.

»Modstandsbevægelsen mod atomkraft har haft fuldstændig ret omkring risiciene ved atomkraft, hvilket er blevet tydeliggjort af de ulykker, vi har set i verden de seneste år. De har også haft ret i, at omkostningerne ved at skifte til vedvarende energi er konkurrencedygtige med atomkraftenergien. Sverige vil udfase sine atomkraftværker i de kommende år – men af økonomiske, ikke ideologiske grunde.«

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Altså mere CO2 i atmosfæren, som i Tyskland. Pragtfuldt.