Nyhed
Læsetid: 3 min.

Tysklands Etiske Råd vil afkriminalisere sex mellem søskende

Retten til selv at bestemme, hvem man vil have sex med, må vejes tungere end abstrakte ideer om familieværdier, skriver Tysklands Etiske Råd. I Danmark mener Straffelovrådet, at der alene er moralske argumenter for at opretholde kriminalisering herhjemme
Udland
26. september 2014

Tysklands Etiske Råd opfordrer kansler Angela Merkels regering til at fjerne det lovfæstede incestforbud mod, at to voksne søskende har sex med hinanden. I dag straffes det med op til tre års fængsel. I en 91 sider lang betænkning, der blev offentliggjort tirsdag, skriver rådet:

»Straffeloven er ikke den rette måde at opretholde et socialt tabu på. Den fundamentale ret for voksne søskende til selv at bestemme, hvem de vil have sex med, må vægtes tungere end den abstrakte idé om beskyttelsen af familieværdier.« Rådets afgørelse kommer to år efter den i tyske medier meget omtalte sag om tyske ’Patrick S’ fra Leipzig, der blev idømt tre års fængsel for et incestuøst forhold til sin søster.

Patrick blev adskilt fra sin familie kort efter fødslen i 1976 og voksede op hos plejeforældre. Først i 2000 blev han genforenet med sin familie. Fra 2001 til 2005 havde han et forhold til sin søster, og de fik i den periode fire børn sammen. Efter rettens afgørelse indbragte Patrick S sagen for Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol i Strasbourg, som enstemmigt stadfæstede dommen 12. april 2012.

To af søskendeparrets fire børn blev født handikappede, hvilket er blevet fremført som et argument for at opretholde forbuddet. Om det skrev den Süddeutsche Zeitung:

»Intentionen bag dette eugeniske argument er uforsvarlig, ikke blot i Tyskland med sin modbydelige nazifortid: Den øgede risiko for arvelige defekter retfærdiggør ikke et forbud. I givet fald bliver vi nødt til at forbyde andre risikogrupper som kvinder over 40 år eller folk med genetiske sygdomme at få børn.«

Tysklands Etiske Råd fremhæver Patrick S-sagen med argumentet om, at andre forældre med arvelige genetiske defekter ikke kriminaliseres for at sætte børn i verden.

Retsordføreren for regeringspartiet CDU, Elisabeth Winkelmeier-Becker, afviser dog at ophæve forbuddet. Hun mener, det vil sende et forkert signal om samfundet, at alle former for incest er acceptabelt:

»Debatten må ikke kun tage udgangspunkt i de voksne mennesker, som frivilligt har valgt at leve uden for normale familiestrukturer – det behandler straffeloven som en mindre forseelse. Det handler først og fremmest om at beskytte børn og unge, som ikke har viljestyrken til at sige fra over for andre familiemedlemmer,« skriver hun på sin hjemmeside.

Ingen debat i Danmark

Tilbage i 2012 mødte Information søskendeparret Niklas og Sofie, der er kærester og derfor lever med risikoen for at blive idømt fængsel i op til to år. Dengang fortalte de om at leve i skjul – og om venner og familiemedlemmer, der har slået hånden af dem i afsky.

Artiklen skabte debat i Folketinget, hvor Enhedslistens retsordfører, Pernille Skipper, ville ophæve forbuddet. Radikale Venstre, SF og Venstre sagde dengang til Information, at de ville afvente Straffelovrådets betænkning om seksualforbrydelser, som kom 21. november 2012.

Der nåede Straffelovrådet frem til, at der ikke lå vægtige genetiske eller beskyttelsesmæssige hensyn til grund for at opretholde forbuddet, som grundlæggende var et spørgsmål om ’principielle moralske forestillinger’. Formanden for Straffelovrådet, Bent Carlsen, siger i dag:

»Det var en erkendelse af, at vores strafferetlige faglighed ikke rækker ind i den moralske verden, det må man afgøre politisk. Vi ser på, om der er nogen skadevirkninger – og mellem ligestillede, voksne søskende kan vi ikke se tydelige misbrugssituationer eller genetiske problemer i det. Dermed sendte vi bolden videre til politikerne, men foreløbig har der ikke været nogen reaktion,« siger Bent Carlsen.

Det har ikke været muligt at indhente en kommentar fra Folketingets retsordførere, der er på rejse i Colorado i USA.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her