Læsetid: 4 min.

Vesterlændinge i IS er mest til pynt – og ikke egnet ved fronten

Arabere styrer Islamisk Stat, og der er ingen briter blandt de 400 IS-topfolk, som en britisk-finansieret gruppe efterforsker. Ud over at blive krigere, selvmordsbombere og martyrer på frontlinjen, bliver de udenlandske krigere også påduttet kedelige opgaver og brugt som propagandafigurer, viser efterforskningen
6. september 2014

Når en vestlig jihadist krydser grænsen fra Tyrkiet og tilslutter sig Islamisk Stat, er der en fast procedure, der bliver sat i gang:

»Deres pas og andre dokumentationspapirer bliver taget fra dem, og det får de faktisk sjældent tilbage. Derefter får de tildelt et konya (et kaldenavn à la Abu Hassan al-Danmarki, red.), hvorefter de bliver underlagt religiøs indoktrinering og får basal kamptræning,« siger en anonym efterforskningsleder til BBC.

Siden årets begyndelse har et hold eksperter, der er hyret af den britiske regering, efterforsket Islamisk Stats aktiviteter i Syrien med henblik på en senere retssag. Gruppens arbejde har været skjult for offentligheden indtil nu, hvor en af efterforskerne har givet et interview til BBC. Undervejs i arbejdet har gruppen fået indsigt i kommandostrukturerne i Islamisk Stat og i, hvilke roller de mange forskellige nationaliteter i IS spiller i det selverklærede kalifat. Herblandt halter dem fra Vesten bagefter, når det kommer til deres militære kunnen.

»Det virker til, at IS har erfaret, at der ikke er nogen brugbare evner blandt de vesterlændinge, der rejser til Syrien,« siger BBC’s kilde i efterforskningsgruppen. Det betyder, at nogle af dem typisk får job, der er betydeligt mindre dramatiske, når de har overstået det introduktionsforløb, der ifølge efterforskningen varer tre måneder.

»Emirerne giver dem de mere simple, passive job, såsom at være sikkerhedsvagt,« siger efterforskningslederen. Michael Stephens, leder af tænketanken Royal United Services Institutes afdeling i Qatar, vurderer, at det især gælder de udenlandske krigere, der ikke taler sproget.

»Arbejdssproget er arabisk, så hvis man ikke kan det, skal man bruge megen tid på at lære sproget.«

Han bakkes op af Jakob Skovgaard-Petersen, professor ved Institut for Tværkulturelle og Regionale Studier, Københavns Universitet:

»De kan ikke være særligt anvendelige til ret meget. Man har set nogle af dem sprænge sig i luften, der kan de få lov at spille en rolle. Men ellers tror jeg, at man opfatter dem som nogen, man har svært ved at kommunikere med.«

Trods efterforskningens observationer understreger Michael Stephens også, at der stadigvæk er et stort antal vesterlændinge, der kæmper og dør ved frontlinjen.

Trænede tjetjenere

Efterforskerne vurderer, at de fleste vesterlændinge krydser den tyrkisk-syriske grænse uden nogen militærtræning og med en meget begrænset viden om islam. Blandt de 30.000, der samlet set vurderes at kæmpe under Islamisk Stats sorte-hvide faner, er tjetjenere og tuneserne de mest værdsatte på frontlinjen.

»Især tjetjenerne er bare virkeligt gode, hårdføre guerillakrigere. De har erfaring med at kæmpe mod en russisk militærtaktik, hvilket netop er den måde, hvorpå det meste af den regions militær er trænet,« siger Michael Stephens fra Qatar.

Blandt de 400 mennesker, der udgør spydspidserne i Islamisk Stat, og som efterforskerne laver sagsmapper på, er der ingen briter. Historien melder intet om danskere eller andre vesterlændinge blandt de 400, men det synes usandsynligt. Til gengæld kan man finde en tjetjener i inderkredsen omkring kaliffen Abu Bakr al-Baghdadi, nemlig den rødskæggede Tarkhan Batirashvili, i dag bedre kendt som Abu Omar al-Shishani.

»Baghdadi har kun en lille kreds af mennesker, han stoler på, og han er et af dem. Han er en af flere kommandører, men han har afgjort stor indflydelse, og så er han både meget erfaren og ret ekstrem,« siger Michael Stephens.

Læser ’Islam for Dummies’

Et stridspunkt i diskussionen om udenlandske krigere er, hvad der driver dem til at blive såkaldt hellige krigere, og hvor religiøse de reelt er.

Et kuriøst eksempel så man tidligere på året, hvor to britiske jihadister havde købt bøgerne Islam for Dummies og The Koran for Dummies. Det billede går igen i efterforskningen.

»Store dele af Islamisk Stat i Syrien – det gælder også emirerne – har en meget ringe forståelse af islam. Ofte ser vi kriminelle krigsherrer bane sig vej op ad rangstigen og håndhæve lokalområder med deres kriminelle magt,« siger efterforskeren til BBC. Det kommer ikke bag på Michael Stephens, at Islamisk Stat må ty til de mindre korantro typer, selv i udvælgelsen af emirer, i denne sammenhæng de lokale militærledere.

»Det overrasker mig ikke, for de har det jo med at blive dræbt. Så står man i en situation, hvor man er nødt til at erstatte dem ret hurtigt,« siger Michael Stephens.

Propagandafigurer

Debatten om vestlige krigere i Syrien og Irak har taget til, efter 23-årige Abdel-Majed Abdel Bary, en jihadist med britisk accent tilsyneladende halshuggede først den amerikanske journalist James Foley og senere Steven Sotloff. Analyser af videoerne har påpeget, at videoen kan være opstillet, og at det kun skal fremstå som om, at det var Bary, der udførte halshugningerne.

Både Jakob Skovgaard-Petersen og Michael Stephens påpeger, at vesterlændinge spiller en vigtig rolle i islamisternes propagandamaskine.

»Det er ret indlysende, at vestlige krigere indgår som en meget vigtig del af Islamisk Stats propaganda. Det er en meget vigtig del af deres rekrutteringsindsats, fordi det får dem til at fremstå som andet end en lille bevægelse i en fjern region. I stedet fremstår de internationale og som noget, hvor alle er i samme båd,« siger Michael Stephens.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Bjørn Pedersen

Så en slags "affirmitive action" for vestlige jihadister? Hvis vestlige jihadister går til Kalif-ombudsmanden og klager over at de ikke må spille Angry Birds midt i jihatten, så er det nok bedst at de kommer ind på "specielle vilkår". :-)

Peter Ole Kvint

Der er en af mine bekendte som er død i Syrien og en del af hvad IS laver er planlagt af mig. m. m. Så jeg tro ikke på artiklens indhold.
Der folk, som helt seriøst tror at IS finansierers med salg af klistermærker!

»De kan ikke være særligt anvendelige til ret meget. Man har set nogle af dem sprænge sig i luften, der kan de få lov at spille en rolle.

Fed tjans.

/O

De brådne kar er til stede allerede inden der er etableret nogen reel statsdannelse, udover en tom erklæring.
Hvis allerede rødderne er syge, hvordan skal denne vækst nogensinde kunne blive til noget stort. Man kan næsten forudse en indre implosion i indbyrdes stridigheder og magtspil, endnu inden der overhovedet er noget, der minder om en stat.

/O

"Et kuriøst eksempel så man tidligere på året, hvor to britiske jihadister havde købt bøgerne Islam for Dummies og The Koran for Dummies. Det billede går igen i efterforskningen."

Noget der jo ret tydeligt viser, at vesten overvurderes deres religiøsitet voldsomt. For det er næppe den, der motiverer ret mange af dem. Deres motiver er formentlig i stedet et had mod især Assad og til dels Bagdad regeringen, som de føler undertrykker deres åndelige "brødre" i de to lande. Vesten kommer de især til at hade, fordi vesten jo vil støtte deres fjender.

Lars-Bo Abdullah Jensen

Læser dette lidt som et indslag i mediekrigen.

På PS (Perverted State) af andre kaldet IS står videoer med overskæring af halsen på vestlige fanger, som det der skal tirre de vestlige lande til at reagere voldsommere, og derved være med til at rekrutere flere da man så kan kører på vestens konstante indgriben i muslimernes interne anliggender.
På koalitonens side, ser vi nu denne advarsel, i bliver ikke brugt som soldater, de kan kun bruge jer som kulier, de anser jeg ikke for ligemænd men som vindues pynt. Der startes en anden tråd op, der skal vise de forfaldne vesterlændinge hvor brutal kampene er, og at de ikke starter med tre liv og respawner et andet sted, hver gang de dør.

Jeg kan give Ernst ret i, at det religiøse er stærkt overdrevet, det er det på begge sider, hvorfor jeg også konsekvent nægter at kalde dem for Islamske Stat, idet at de intet har med islam at gøre. Deres handlinger kan ikke holde til at blive holdt op mod koranens ord.

Abdullah, det er svært at gennemskue deres motiver for halsoverskæringerne. For der er formentlig flere årsager til dem:

1. De ønsker at advare vesten mod at blande sig (hvilket dog vil virke modsat).
2. De ønsker at vise deres egne, hvad der sker med såvel fjender som forrædere, for at undgå mytteri i krogene og desertering.
3. De ønsker opmærksomhed fra omverdenen.
4. De ønsker at skræmme deres fjender, så de flygter i stedet for at kæmpe.

Lars-Bo Abdullah Jensen

Ernst:
Jeg tror du overser en mulighed.

En organisation som PS skal nødvendigvis have en tilgang af rekrutter, dels for at fylde op hvor der er blevet tyndet ud, dels for at kunne sprede sig over større områder, dels for at kunne placere celler rundt om i verden, hvor de kan kaldes til aktion når det er belejeligt.
Ved at tirre vesten med henrettelserne, fremprovokere de klart en reaktion, ingen kan være i tvivl om, at ingen vestlig magt vil sige at de ikke tør angribe fordi det koster liv, så de er fuldt ud klar over at hvert drab vil opile til kraftig reaktion. At dræbe vesterlændinge som ikke deltager i kampene kan provokere meget kraftige reaktioner
Denne kraftige reaktion bliver så behandlet som vestlig indblanding i interne forhold, det er god brændstof til opilning af semiradikaliserede.

Et andet middel de kunne have valgt at bruge, var at deltage i angreb på Israel, det vil også kunne opile semiradikaliserede. Det kan dog være at de pt. er blevet bedt om at holder sig fra den konflikt, idet det som situationen er på nuværende tidspunkt vil skade palæstinenserne mere end det ville gavne.
Nu vælger de for øjeblikket at dræbe vesterlændinge der ikke har dirkete del i konflikten. Og har jeg ret i min formodning, så virker det jo helt efter hensigten. det fremprovokere endnu stærkere reaktioner, hvilket jo alt andet lige, set lavpraktisk er latterligt, hvorfor skulle to journaliste være bedre grund end nedslagtning af kristne, shia og ja sunnier, voldtægt af kvinder og unge piger i tusindtal. Vi spiller deres kort ved at reagere fuldt ud forudsigeligt. Lige som vi spiller deres kort, ved at acceptere at kalde dem Islamisk stat.

Abdullah, dette kommer vel ind under mit punkt 3.

Jeg vil ikke afvise, at der kan være lidt sandhed i dit synspunkt. Men jeg tror stadig, at mine punkter 1, 2 og 4 har større betydning.

Majbritt Nielsen

"Men ellers tror jeg, at man opfatter dem som nogen, man har svært ved at kommunikere med.«"

Det må være surt at komme fra et vestligt land og så blive anset for at være en belastning.