Læsetid: 8 min.

30 år efter Etiopiens hungersnød: Vækstmirakel og politistat

Tre årtier efter billeder af en hungersnød, der chokerede verden, lovprises Etiopien som et foregangsland af internationale udviklingsorganisationer – men kritiseres også af menneskeretsgrupper for at have skabt et undertrykkelses- og overvågningssamfund
En mand bærer et udsultet barn under hungersnøden i Etiopien i 1984. Siden da har landet gennemgået en voldsom økonomisk udvikling. Men med væksten er ikke fulgt demokrati, men et styre bygget på overvågning og undertrykkelse af enhver opposition.

En mand bærer et udsultet barn under hungersnøden i Etiopien i 1984. Siden da har landet gennemgået en voldsom økonomisk udvikling. Men med væksten er ikke fulgt demokrati, men et styre bygget på overvågning og undertrykkelse af enhver opposition.

Lars Astrom

28. oktober 2014

Med sin einsteinske hårmanke og fuldskæg sætter Mulugeta Tesfakiros, der lige er fløjet hjem fra Washington, sig godt til rette i sit kontor i Addis Abeba med glasvægge prydet af mondæne kunstværker. Millionærmagnaten, der er gået ind i et lokalt vin-forretningseventyr sammen med rocksangeraktivisten Bob Geldof, fremsætter denne betragtning om det nye Etiopien:

»De fleste mennesker her har først brug for sikkerhed, så for mad … og dernæst for demokrati.«

En times kørsel derfra rager de rustne bølgeblik-vagttårne op ved et fængsel. De indsatte tæller ni bloggere og journalister, alle tiltalt for terrorisme. Stående på den dystre gårdsplads på dagen, hvor de må modtage familiebesøg, fortæller de om, hvordan de udsættes for tortur.

»Jeg føler ikke, at jeg kender Etiopien længere,« siger en af dem.

»Det er som et helt nyt land for mig.«

Dette tvetydige land er Afrikas mest folkerige. En generation efter den omfattende hungersnød, der martrede verdens samvittighed, er Etiopien i dag både en kæledægge for det internationale bistandssamfund og en svøbe for menneskerettighedslobbyen: Samtidig med at det på investeringskonferencer lovprises som en pioner, hele kontinentet bør efterligne, betegner organisationer som Human Rights Watch (HRW) nationen som »en af de mest undertrykkende i verden over for mediemiljøer«.

At befinde sig i Etiopien er at bevidne et økonomisk mirakel. Landet har i det seneste årti haft tæt på tocifrede vækstrater. En undersøgelse konstaterede for nylig, at der her skabes millionærer hurtigere end noget andet sted på kontinentet. Gaderne i Addis Abeba genlyder af hammerslag fra bygningsarbejdere, der rejser skeletterne til nye skyskrabere og et højbaneprojekt. Hovedstadens skyline domineres af byggekraner. Etiopiens regering siger, at den er på vej til at opfylde de fleste af millenniumudviklingsmålene og vil være et mellemindkomstland senest i 2025.

Stor vækst

Den hektiske urbane ekspansion har imidlertid også skabt tusinder af rodløse bønder foruden fængsler fulde af kritikere og dissidenter. Af 547 parlamentsmedlemmer tilhører kun en enkelt et oppositionsparti. Aktivister og journalister beskriver et orwellsk overvågningssamfund, enormt i sin størrelse og omfang, hvor telefonsamtaler registreres, og e-mails overvåges af tusinder af bureaukrater, omtrent som under DDR’s stasi-regime. De få, der vover at gå på gaden for at protestere, bliver knust med dødbringende kraft. Amnesty International talte i forbindelse med valgkampen op til sidste års valg om »et stormløb på politiske afvigere«.

Arkitekten bag den tilsyneladende kinesiske model for autoritær udvikling i Østafrika er den nu afdøde premierminister Meles Zenawi, som gav strategien sin velsignelse med bemærkningen:

»Der findes ingen sammenhæng mellem demokrati og udvikling.«

Da Meles døde i 2012 efter 21 år ved magten, kaldte den britiske premierminister, David Cameron, ham »en inspirerende talsmand for Afrika«, mens den tidligere premierminister Tony Blair, hvis autografprydede foto hænger til skue på det femstjernede Sheraton Addis hotel, fortalte om sin »store sorg«.

Blandt vinderne efter Meles arv er Tesfakiros, direktør for Muller Real Estate – et forretningsimperium, der ud over handel med fast ejendom omfatter logistik, transport, produktion af fødevarer foruden vinprojektet med Geldof, der sidste år gav et overskud på fem mio. dollar.

»Vi forsøger at gøre Etiopien til en vinproducerende region som Californien eller Sydafrika,« siger han.

Etiopien importerer dog også omkring 10 mio. liter vin om året til sin voksende middelklasse – noget, der ville have været utænkeligt at forestille sig for de tv-seere, der oprørtes over billederne af hjælpeløshed og sult i forbindelse med Band Aid-kampagnen i 1984.

»Folk ville blive overrasket. Det er meget svært for dem at tro,« funderer Tesfakiros.

»Der er sket en fantastisk vækst i de sidste 15 år. Folk har fået arbejdsmoral og investerer. Markedet for fast ejendom boomer og vil gøre det i lang tid endnu.«

Han roser premierminister Hailemariam Desalegns regering for at have sikret fred, skabt et fordel- agtigt erhvervsklima for indenlandske iværksættere og tiltrække investeringer fra Kina, Indien og Vesten. På spørgsmålet om, hvorvidt alt dette er sket på bekostning af demokratiet, svarer Tesfakiros:

»Hvad er demokrati? En opposition vil behøve støtte fra middelklassen. Når vi har en middelklasse, får vi også et stærkere demokrati. Indtil da har vi et overvåget demokrati. Demokrati er et spørgsmål om uddannelse og civilisation. 85 pct. af vores befolkning er bønder, der ikke kan læse og skrive. Når først vi har en middelklasse, kan de kræve rettigheder.«

Avanceret overvågning

Hvis fremskridtene indebærer et afkald på borgerlige frihedsrettigheder, herunder aflytning af hans telefonopkald, er Tesfakiros villig til at betale prisen.

»Hvis de aflytter mig, og det kan gøre landet mere sikkert, er jeg ligeglad. De gør jo det samme i Amerika og Europa.«

Uafhængige journalister har fortalt om, hvordan telefonsamtaler, de førte for et år siden, blev afspillet for dem under afhøringer. I en rapport fra i år påpeger HRW, at regeringen har fuldstændig kontrol over telekom-systemet og næsten ubegrænset adgang til opkaldsoptegnelser for alle telefonabonnenter. De fleste af teknologierne leveres af det kinesiske telekommunikationsfirma ZTE, men ifølge rapporten bruger Etiopien tilsyneladende også teknologiske løsninger leveret af britiske, tyske og italienske selskaber.

Nogle mener, at spionageprogrammerne er så sofistikerede, at de må have fået vestlig støtte på regeringsniveau. Etiopien ses som en pålidelig politibetjent i regionen, er værtsland for en amerikansk militærbase og indsætter beredvilligt tropper til nedkæmpelse af den islamistiske militante gruppe al-Shabaab i nabolandet Somalia. Fortalere for den hårde sikkerhedslinje påpeger, at Etiopien da heller ikke har oplevet terroraktioner i modsætning til Kenya, som også er engageret i Somalia.

De tre journalister og seks bloggere, som blev anholdt i april og sigtet for terrorisme i juli, anklages for at have planlagt et angreb i Etiopien i ledtog med Ginbot 7, en oppositionsgruppe, der har eksilhovedkvarter i USA, og som de etiopiske myndigheder stempler som en terrororganisation. De benægter anklagen og siger, at de er blevet torteret. Under det besøg, som Guardian aflagde i fængslet i udkanten af Addis Abeba, fortalte den ene, at han havde været indespærret i en celle på 20 kvadratmeter sammen med 100 andre indsatte.

»Ikke bare får vi tæv og bliver slået under fødderne. Vi vågner også op midt om natten i det belortede rum, hvor man prøver så hårdt på at sove. Der er psykisk såvel som fysisk tortur. Da jeg var en fri mand, fulgte jeg med i verden og var på internettet døgnet rundt. Nu føler jeg, de har lukket mig helt ned. Den eneste frihed, jeg har her, er tankefriheden.«

Håbet svinder for gruppen, der synes fanget i retsmaskineriets tandhjul.

»Vi føler, at dette er vores nye liv. Der kommer ikke nogen kaution. Der kommer kun ventetid, den ene dag efter den anden. Selv om vi ved, at vi er uskyldige, må vi bare acceptere vores skæbne. Det eneste valg vi har er, om vi vil smile af eller græde over vores situation.«

Donationer brugt på imperium

Og de er ikke de eneste journalister og aktivister bag tremmer. I juni blev Andargachew Tsige, en brite af etiopisk oprindelse og generalsekretær for Ginbot 7, anholdt i en yemenitisk lufthavnen og ulovligt udleveret til Etiopien, hvor han risikerer dødsstraf.

Oppositionspartierne, der boykottede parlamentet efter sidste valg, siger, at deres medlemmer fængsles eller forsvinder.

Oromo Federalist Congress, som repræsenterer Etiopiens største etniske gruppe, kæmper imod regeringens ’masterplan’ om at udvide Addis Abeba, da de mener, at planen har tvunget 150.000 oromo-bønder fra deres jorde uden kompensation. Vidner siger, at politiet dræbte mindst 17 demonstranter, herunder børn og studerende, under tidligere protester og at hundredvis af andre skal være blevet tilbageholdt uden sigtelser. Mens matadorer såsom Tesfakiros kan tage brusebad i penge fra ejendomsmarkedsboomet, anlægger Bekele Nega, generalsekretær for OFC, som har over 10.000 medlemmer, et andet perspektiv.

»Det her betragter vi ikke som udvikling,« siger han.

»Det betragter vi som oprykning af de indfødte medborgere, der mister deres kultur og identitet. Regeringen siger, at den vil udvide Addis Abeba, men virkeligheden er, at den søger at slippe af med alle dem, der ikke støtter EPRDF (det regerende Etiopiske Folks Revolutionære Demokratiske Front, red.).«

Han anfægter Vestens opfattelse af positive forandringer i landet:

»Udlændinge, der ser de høje bygninger, vil sige, at Etiopien er i gang med en fin udvikling. Virkeligheden er, at vi ikke udvikler os. Vi får stadig ikke tre måltider mad om dagen. Folk som Bob Geldof og andre mener, at de har hjulpet vores folk, og selvfølgelig har de også det. Men det er ikke sagens kerne. EPRDF har brugt donationerne fra den tid til at opbygge deres imperium. Nogen tog de penge, der skulle gå til sultbekæmpelse. Det har vi sort på hvidt.«

’Vi fortjener demokrati’

Etiopien er stadig en af de største modtagere af britisk udviklings- bistand og modtager for tiden omkring 300 mio. pund året (ca. 2,83 mia. kr., red.). Også fra USA strømmer der penge ind. Nega mener, at pengene bruges helt forkert.

»Vesten har ladt os i stikken, de har ladt folket i stikken. USA hjælper diktatorer og vender det blinde øje til os. Hvorfor? Det samme med Storbritannien som har demokratiske værdier. De giver deres skatteyderes penge til indkøb af våben eller til politistationerne, så de kan give folk håndjern på.«

Donorhjælp gør det også muligt for regeringen at udspionere borgerne og endog at få familiemedlemmer til at stikke og angive hinanden, hævder han.

»En ud af fem familiemedlemmer rapporterer til politiet. Det kan være din bror, din søster eller din mor.«

Etiopien har vendt ryggen til det vestlige liberale demokrati, siger Nega.

»Uanset om vi kan lide det eller ej, er vi nu i den kinesiske udviklingsmodel. Vesten ønsker, vi skal være demokrater og opbygge et demokrati. Et ønske, der ikke er bekvemt for vores ledere. Ifølge dem behøver vi kun mad. De forstår ikke, at fattige mennesker også kan have brug for demokrati. Det faktum at vi er fattige, betyder ikke, at vi ikke er mennesker. Vi kan bare ikke rykkes op og pines.«

»Som mennesker fortjener vi demokrati, menneskerettigheder og retsstatsprincipper. Vi vil blive ved med at kræve det, indtil vi får det, selv hvis det bliver på bekostning af vores liv. Vi kræver det af hensyn til vores børn. Jeg kan når som helst havne i fængsel – måske i morgen, måske i dag. Men jeg har min tunge og min pen, og de kan ikke tvinge mig til at tie. Jeg vil fortælle, hvad jeg ved, og hvad jeg mener. Jeg håber, at verden ønsker at vide, hvad virkeligheden er.«

En lignende kritik af afkoblingen af økonomisk fremgang fra politisk frihed er blevet fremsat mod Rwanda under Paul Kagame. Men Etiopien er meget større. Dets regering udviser ingen tegn på fortrydelse og er overbevist om sin mission. Enhver antydning af tvivl vil tage sig ud som svaghed. En højtstående embedsmand siger:

»Den mest grundlæggende menneskerettighed er mad på bordet. Når vi har skaffet det, hvorfor skulle vi så krænke de andre menneskerettigheder? Dette er et sikkert land, og sådan vil vi gerne bevare det. Vi vil gøre alt for, at det forbliver sådan. Vi har 90 millioner mennesker – I skulle selv prøve at kontrollere dem.«

© The Guardian og Information

Oversat af Niels Ivar Larsen

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • ole ravn
ole ravn anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu