Læsetid: 4 min.

Vil Ankara redde den kurdiske fredsproces?

Tyrkiet står over for et dilemma: Går man ikke med i koalitionen mod IS og undsætter de belejrede syriske kurdere, bliver det umuligt at bilægge konflikten med de tyrkiske kurdere – går man med, vil IS udvide kampzonen til at omfatte Tyrkiet
13. oktober 2014

Helvedes porte blev momentant slået op i Tyrkiet i denne uge. Og selv det korte glimt, vi nåede at få af helvede, var nok til at skræmme tyrkerne. Mange af vores politikere gjorde da også, hvad de kunne for at smække portene i igen. Andre derimod vil netop gerne bevare dem vidtåbne for at sende den skrøbelige fredsproces, Tyrkiet har indledt for at løse sit kurdiske problem, direkte i helvede.

Vi tyrkere, som er gamle nok, husker kun alt for godt de smertefulde 1990’ere og begyndelsen af ​​2000’erne, da omkring 40.000 mennesker mistede livet i sammenstød mellem sikkerhedsstyrker og det forbudte Kurdistans Arbejderparti (PKK). Men denne gang blafrer helvedes flammer endnu højere, og de seneste sammenstød stod ikke mellem PKK og tyrkiske sikkerhedsstyrker, men mellem grupper af borgere.

På to dage nåede dødstallet op på 25: Folk lynchede hinanden, åbnede ild mod hinanden og forsøgte at skære halsen over på hinanden. Det var som en mini-borgerkrig, og for første gang i 34 år var der udgangsforbud i flere byer, herunder i Diyarbakır, kurdernes hovedby.

Udløseren var den seneste udvikling i Syriens krig mellem Islamisk Stat (IS) og dens modstandere. De stridende parter var henholdsvis PKK-tilhængere og formodede IS-sympatisører og interessant nok begge kurdiske.

Det begyndte, da pro-PKK-demonstranter gik på gaden i protest mod Ankaras uvilje til at undsætte Kobani militært – den belejrede syrisk-kurdiske by forsvares i disse dage mod IS’ stormløb af militsgrupper fra PKK’s søsterparti, YPG.

Klar til en fredelig løsning

Frem til begyndelsen af ​​september var der i Tyrkiet gode forhåbninger til, at det skulle lykkes at finde en politisk fredsløsning på det kurdiske spørgsmål. For at forstå, hvorfor håbet nu blegner, må vi tilbage til begyndelsen af ​​2013. På det tidspunkt følte Tyrkiets regering sig klar til at løse den årtier gamle kurdiske konflikt. Regeringen følte sig stærk nok til at sætte sig ud over det tyrkiske militærs traditionelt så stærke formynderskab i nationale spørgsmål, og også det bredere tyrkiske samfund forekom rede til en fredelig løsning, endda til accept af forhandlinger med den fængslede kurderleder, Abdullah Öcalan, som tyrkiske mainstreammedier førhen konsekvent omtalte som ’spædbørnsmorderen’.

Ankara indså, at Tyrkiet reelt havde valget mellem at løse sit kurdiske spørgsmål og gøre sig selv attraktiv for næsten 40 millioner kurdere i Irak, Syrien, Iran og Tyrkiet. Eller også at acceptere et de facto tab af eget territorium. Tyrkiet valgte førstnævnte.

Mens Ankara førte forhandlinger med Öcalan, udviklede det samtidig diplomatiske relationer til administrationen i Irakisk Kurdistan, som har accepteret at inddrage væbnede medlemmer af PKK og at fungere som mægler mellem Ankara og PKK, for så vidt at dette er påkrævet.

Men udviklingen i Syrien, hvis nordlige del kurderne kalder for ’Vestkurdistan’, er ikke forløbet i den retning, Tyrkiet ønsker sig. I forvejen havde Tyrkiet gentagne gange advaret sine allierede om, at forsømte man at forsyne Syriens moderate opposition med tilstrækkelig våbenhjælp, ville der ske en opblomstring af radikale grupper i Syrien på samme måde som tidligere i Irak.

Tyrkiets krav til koalitionen

Da USA samlede sin koalition, kom Ankara med nye advarsler:

Luftbombardementerne ville ikke være nok til at knuse IS.

Beslutningen om at bevæbne den moderate opposition kommer for sent, og der er fare for, at våbnene havner i de forkerte hænder, deriblandt hos IS’ jihadister.

Og som det mest afgørende: Holdbare politiske løsninger på problemerne i Irak og Syrien forudsætter, at Assad fjernes og Iraks statsstrukturer reformeres, således at disse bliver mere bredt inklusive.

Ankara bad også om oprettelse af en stødpudezone og flyveforbudszone i Nordsyrien.

Men koalitionen har ikke været lydhør over for de tyrkiske budskaber. Og hvad værre er: PKK har udlagt Ankaras linje som et angreb på kurderne og frygter nu, at Tyrkiet har et skjult mål om at besætte de kurdiske områder i Syrien. Et mål, som det skulle søge at nå ved at opildne krigen mellem IS og kurderne.

For at redde fredsprocessen må Tyrkiet nu stræbe efter at vinde hjerterne hos i det mindste nogle af sine kurdere, men dette fordrer, at Tyrkiet går sammen med koalitionen mod IS. Og det kan være en farlig kurs: Tyrkiet er det mest sårbare land, hvis IS skulle ønske at udvide kampzonen, på grund af sin 911 km lange grænse til Syrien – allerede nu tager de tyrkiske myndigheder for givet, at IS kan have flere sovende celler i Tyrkiet.

Tyrkiet er også bevidst om, at militæraktioner, der ikke udmunder i en holdbar politisk løsning, kun vil afstedkomme endnu værre problemer. Deraf den tyrkiske modvilje mod at lade sig inddrage i koalitionen, så længe der ikke eksisterer et veldefineret mål for, hvad der skal ske på længere sigt.

Afholder Tyrkiet sig fra at involvere i med koalitionen, bliver konsekvensen til gengæld et alvorligt anslag mod bestræbelserne på at løse det kurdiske spørgsmål. PKK’s politiske støtter afpresser allerede Tyrkiet med udtalelser om, at falder Kobani, så falder også fredsprocessen.

Tyrkiets regering understreger på sin side, at fredsforhandlingerne med kurderne og udviklingen i Kobani ikke har spor med hinanden at gøre, men dette gør ikke indtryk på PKK’s radikale fløj, der er skeptisk over for en fredsløsning. Regionens to andre stormagter mistænkes desuden for at trække i trådene for at modvirke tyrkisk-kurdisk integration. Enten fordi de som Saudi-Arabien ønsker at trække Tyrkiet ind i Syrien-konflikten, eller fordi de som Iran er opsatte på at straffe Tyrkiet for at være anti-Assad.

Helvedes porte står stadig på klem.

Ayşe Karabat er tyrkisk journalist med base i Istanbul og forfatter til flere bøger om Mellemøsten

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu