Læsetid: 2 min.

BAGSIDEN: Apple og Facebook vil fryse ansattes æg ned

Facebook vil betale op til 20.000 dollar, mens Apple vil tilbyde nedfrysning af æg som frynsegode for at tiltrække flere kvinder
16. oktober 2014

Apple og Facebook tilbyder kvindelige ansatte at nedfryse deres æg i et forsøg på at tiltrække flere kvinder til virksomhederne. Apple har lovet det som en frynsegode til sit amerikanskbaserede personale fra januar.

»I Apple nærer vi stor omsorg for vores ansatte og deres familier, og vi er altid på udkig efter nye måder, hvorpå vores sundhedsprogrammer kan imødekomme deres behov,« lyder det fra virksomheden.

»Vi udbygger vores tilbud til kvinder yderligere med en udvidet barselsorlov såvel som med nedfrysning af æg som et led i vores omfattende støtte til fertilitetsbehandlinger.«

Apples tiltag kommer i kølvandet på udpegningen af Denise Young Smith som leder af virksomhedens HR-afdeling fra februar. Hun har skubbet kraftigt på for både mangfoldighed og inklusion hos Apple.

Tilbuddet om nedfrysning af æg er med i en hel palet af tiltag, som også indeholder uddannelsesstøtte og subsidierede studielån til ansatte.

I et forsøg på at tiltrække og fastholde talent har Denise Young Smith bedt Apples 98.000 ansatte om at byde ind med, hvilke frynsegoder der betyder mest for dem.

Facebook har tilbudt op til 20.000 dollar til kvindelige ansatte, der vil fryse deres æg ned. Virksomheden tilbyder også støtte til adoption og surrogatmoderskab, og »en række andre fertilitetsydelser til mandlige og kvindelige ansatte«, lyder det fra den amerikanske virksomhed.

Mangfoldighed

Typisk koster en omgang nedfrosne æg omkring 10.000 dollar og omkring 500 dollar eller mere pr. år for opbevaring. Det er sædvanligvis nødvendigt at nedfryse æg ad to omgange for at høste omkring 20 æg, hvilket anses for optimalt.

Apples og Facebooks seneste tiltag er en del af en tendens, hvor Silicon Valley-virksomheder i stigende grad tilbyde fryns for at rekruttere de rette ansatte.

»Det er et fint frynsegode, selv om det selvfølgelig er en meget personlig beslutning for enhver arbejdende kvinde,« siger Kellye Sheehan fra Women in Technology, en Washington-baseret organisation for kvinder inden for industri, ifølge USA Today.

»At planlægge, hvornår man uddanner sig, begynder en karriere og opprioriterer en karriere – alt dette har store konsekvenser for resten af ens liv og for ens livspartner. Forsøger arbejdsgiveren at fortælle os noget her? Jeg er enig i, at arbejdende mødre må jonglere mange bolde. Men man kan ikke lade sin arbejdsgiver presse en til noget, som ikke passer med ens værdier eller personlige valg,« siger Kellye Sheehan.

Der er mangel på modne kvinder i Silicon Valley, så frynsegoderne fra Apple og Facebook kan også ses som et forsøg på at udligne kønsubalancen.

Apple konkluderede i en mangfoldighedsrapport sidste år, at dens arbejdsstyrke bestod af 70 procent mænd, mens Facebooks andel var på 69 procent.

Ideen om at nedfryse æg blev første gang lanceret som en mulighed for kræftpatienter, fordi kemoterapi kan skade kvinders ægproduktion. Ideen bag ’fertilitetsbevaring’ er, at hvis kvinder fjerner og fertiliserer deres æg, mens de er i 20’erne, vil de have større chancer for at blive gravide, når de er i 30’erne eller 40’erne.

Guardian og Information.

Oversat af Nina Trige Andersen

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu