Selv den bedste flygtningelejr vil folk hjem fra

50 millioner er på flugt verden over. I Danmark og andre europæiske lande diskuteres, hvordan man bedst begrænser antallet af asylsøgere fra bl.a. Syrien. Men i Tyrkiet har man valgt en anden strategi: lejren Nizip-2 har airconditionerede boliger, tegnekurser og sit eget supermarked. Information har besøgt lejren
I den tyrkiske lejr Nizip-2 for 5.000 syrere er forholdene bedre end i de fleste andre lejre. ’En flygtningelejr er aldrig noget, man laver permanent. Der er ingen myndigheder i verden, der vil acceptere lejre med en standard, hvor folk ønsker at blive,’ siger Arne Vågen i Dansk Røde Kors.

I den tyrkiske lejr Nizip-2 for 5.000 syrere er forholdene bedre end i de fleste andre lejre. ’En flygtningelejr er aldrig noget, man laver permanent. Der er ingen myndigheder i verden, der vil acceptere lejre med en standard, hvor folk ønsker at blive,’ siger Arne Vågen i Dansk Røde Kors.

Andrea Di Cenzo
15. oktober 2014

Fliserne ligger så sirligt som i en pæn dansk provinsby. Krydderurter i farvede plasticbøtter gør det ud for køkkenhaver, mens rækker af hvide containerhuse skinner i solen. Hvert hjem toppes af en parabol, så der kan modtages dusinvis af tv-kanaler via satellit.

Vi er i en flygtningelejr i Tyrkiet, en time øst for Gaziantep. Eufrat-floden driver bred og doven forbi pigtrådshegnet, der indrammer lejren Nizip-2, det midlertidige hjem for 5.026 flygtninge fra den syriske borgerkrig, der udspiller sig 40 kilometer væk.

Her er grundskole og gymnasium i nye, rummelige betonbygninger. Her er tegnekurser og frisørskoler. I supermarkedet står madvarer pænt præsenteret på hylder, mens den distante og gentagende biplyd fra kassen skærer gennem de handlendes småsnak. Hver flygtning får et debetkort med i alt cirka 210 kroner pr. person pr. måned.

»Så kan vi selv vælge, hvad vi vil have at spise i stedet for at få noget serveret,« forklarer en af de syriske kvinder tilfreds, da Information får lov til at besøge containerlejren. Hver container har tre rum: Stue og køkken i hver sin ende, begge med stablede, lyserøde madrasser, så de kan gøre det ud for soveværelser til hele familien på ni personer om natten. Og så er her eget bad og toilet i midten.

»Ærlig talt, så behandler de os godt og giver os mange ting. Da vi kom med al vores bagage, som vi havde taget med, da vi flygtede, spurgte tyrkerne endda, hvorfor vi havde slæbt på alt det. De kunne jo give os det.«

Et nyt hjem til 50 millioner

50 millioner mennesker er på flugt, ifølge FN’s Flygtningehøjkommissariat (UNHCR). Det er det højeste antal siden Anden Verdenskrig. Over tre millioner mennesker er flygtet fra Syrien. Endnu flere er internt fordrevne i landet, ligesom Islamisk Stat (IS) fordriver hele befolkningsgrupper i Irak. Der er borgerkrig og konflikt i Sydsudan, Sudan, Mali, DR Congo og Den Central Afrikanske Republik. Og så er der de flygtninge, der stadig ikke er vendt hjem efter årtier lange konflikter i deres hjemlande, som Palæstina og Somalia.

For i en tid, hvor verdens regeringer diplomatisk skændes om, hvem der skal hjælpe, og hvor Liberal Alliance og Dansk Folkeparti senest har foreslået at sende flygtninge tilbage til veldrevne danske lejre i konflikternes nærområder, rejses der ét spørgsmål:

Findes den perfekte flygtningelejr – og er Nizip-2 stedet?

Tæt på, skriver New York Times, og amerikanske senatorer og Folketingets Præsidium er flokkedes til Sydtyrkiet for at tage historien om de usædvanlige tyrkiske lejre i øjesyn.

» Vi behandler blot syrerne, som vi selv gerne vil behandles, hvis denne katastrofe var sket i Tyrkiet. Det er vores humanitære og professionelle pligt,« svarer lejrens direktør, Halil Kendirzi, med et skuldertræk, da Information spørger, hvorfor her dog både skal være systuer og computerspilslokale:

»Vi tilbyder især de her ting for børnenes skyld. De kommer fra krig. De kan ikke sidde i en container, de bliver nødt til at komme ud, lege og lære for at være motiverede og sunde,« siger han.

I UNHCR, der er ansvarlig for størstedelen af verdens flygtningelejre, har chefen for lejrene kaldet head of shelter, Shaun Scales, også hørt om den usædvanlig høje standard i Tyrkiet:

»Det lyder meget positivt, at man i en vis udstrækning er i stand til genoptage et nogenlunde normalt liv. For os er udfordringen bare at opfylde de helt basale krav til en flygtningelejr,« siger han.

Ro og orden

Nizip-2’s modsætning ligger i det nordlige Kenya: Dadaab-lejren blev oprindelig bygget til 90.000 flygtninge, men nu bor her 340.000 mennesker i det, der gennem sine 25 år har vokset sig til verdens største flygtningelejr – uden kontrol. Kriminaliteten er tårnhøj, og de lokale myndigheder er ikke stærke nok til at tage kampen op.

For mens opnåelsen af globale minimumstandarder – adgang til vand, afstand mellem telte osv. – er basale, så er der én ting, der overtrumfer alt i en veldrevet lejr, påpeger Arne Vågen, katastrofechef i Dansk Røde Kors:

»Sikkerheden er utrolig vigtig, især for flygtninge, der kommer fra krig. Men det er også en udfordring, for det kan ikke skabes uden at samarbejde med de lokale myndigheder og det lokale politi,« siger han.

I Tyrkiet fremhæver tilfredse flygtninge også netop, at her kan deres børn lege frit uden fare for, at de forsvinder. Et to meter højt hegn med pigtråd omkranser lejren, og bag det står endnu et hegn. I hvert hjørne står et udkigstårn, og der er kun én ind- og udgang.

Nizip-2 minder ikke om en flygtningelejr. Det minder om et fængsel. Som regel er det UNHCR, der overtager ansvaret for en flygtningelejr og driver dem efter forespørgsel fra værtslandet, men Tyrkiet har valgt at stå for det hele selv. Beredskabet AFAD har skelet til de globale minimumstandarder – og så brugt knap 21 milliarder kroner på at bygge sine egne.

Enkelte ngo’er som Tyrkisk Røde Halvmåne og Dansk Flygtningehjælp får lov til at bidrage med støtte, ligesom de koralblå skoletasker fra UNICEF om eftermiddagen hopper op og ned på ryggen af børnene, der løber hjem fra skole.

De heldige 225.000

En lejr som Nizip-2 er dog undtagelsen. I tilfældet Tyrkiet har flygtningestrømmen overvældet landet, og ud af de halvanden million flygtninge, der har krydset grænsen til Tyrkiet, er det bare 225.000, der bor i de over 20 lejre, beredskabet har oprettet. Fem er containerlejre som Nizip-2. De tilbageværende 1.275.000 flygtninge bor på gaden eller hos slægtninge.

Nizip-2 blev bygget for halvandet år siden, da Nizip-1 var fyldt op. Men det blev Nizip-2 også på to måneder.

Efter Islamisk Stats indtog i Kobani på grænsen til Tyrkiet har op mod yderligere 200.000 søgt ly i Tyrkiet den seneste måned. Præsident Recep Tayyip Erdogan har flere gange rettet henvendelse til især Europa om at »dele byrden«. At systemet er presset, oplever de også i den første Nizip-lejr. Her består boligerne af cylinderformede telte, hvor Rima Fato straks begynder at rydde op, da Information træder ind.

Syltningen af paprika og valnødder til vinteren bliver stillet i bero, mens reklamer for slankemiddel kører over tv’et. Familien har været her i to år. Der gik en uge fra de forlod deres hjem midt i en ildkamp mellem regimet og Den Frie Syriske Hær, til de ankom her:

»Jeg havde hørt, at alle, der skulle i bad eller på toilet måtte vente i kø, og at 50 mennesker boede sammen, men vi kunne se, at det ikke var sandt,« siger hun og fortæller om de ting, hun er taknemmelig for: Uddelingen af nyt tøj ved Eid-festen, og at de må have deres aircondition og tv herinde.

» Men nu virker toiletterne ikke, og der er ikke noget varmt vand i badene. Vi opvarmer vand og tager bad herinde nu, og der er ikke noget, der bliver repareret.«

Flygtning hos værtsfamilie

Det er svært for hjælpeorganisationerne at følge med. Budgetterne er pressede for at hjælpe folk i nød. Og hvad gør man så?

»Hjælper dem, der vil hjælpe,« svarer katastrofechef Arne Vågen. For mens vi i Vesten ofte ser billeder af endeløse telte, støv og håbløshed, så bor en stor del af verdens flygtninge hos private, der har åbnet deres hjem for mennesker i nød.

»Familier, der lever i enkle kår kan pludselig huse 12-15 mennesker i deres lille hjem. Folk er måske i familie, eller i samme klan og er solidariske med hinanden. Det er billigt for os, for vi skal ikke slå telte op, men kan hjælpe med mad og give støtte til værtsfamilien,« siger han.

Det seneste årti har UNHCR netop kæmpet for at flest mulige alternativer til en flygtningelejr bliver udforsket, såsom indkvartering hos værtsfamilier, fortæller head of shelter i UNHCR, Shaun Scales:

»Nogen tænker stadig på en flygtningelejr som ’den afrikanske model’, hvor det er midt ude i ingenting, for enden af en lang støvet jordvej, men det er ikke tilfældet: Flere og flere lever i urbane områder, hvor flygtninge har mulighed for adgang til basale faciliteter. Børnene kan måske endda deltage i en almindelig skole frem for en flygtningelejrskole, og al erfaring viser, at det er langt mere bæredygtigt.

Perfekte lejr er et paradoks

I august delte UNHCR historien om Sarah på de sociale medier. Sarah er somalier, men blev født i Dadaab-lejren i Kenya. I dag er hun 21 år, og har lige fået sin første datter, Somaya. Uden at hun nogensinde har sat fod uden for den enorme flygtningelejr.

»Jeg tror på, at Somalia en dag vil være fredeligt, og så vil jeg tage hjem,« siger hun til UNHCR.

På den måde er hun en typisk flygtning. De ringe levevilkår i en flygtningelejr taget i betragtning er selvmordsraten overraskende lav. En flygtning opholder sig i gennemsnit 12 år i en lejr, men håbet om at vende hjem lever. Men i Sarahs liv er det midlertidige vilkår blevet noget konstant. Det er netop det, alle arbejder for at undgå, og derfor er spørgsmålet om den perfekte flygtningelejr en selvmodsigelse: Den vil aldrig komme til at eksistere.

»En flygtningelejr er en midlertidig foranstaltning og en sidste mulighed. Det er let at glemme, men en flygtningelejr er ikke, hvad vi arbejder for at opnå,« siger Shaun Scales og peger på de tre muligheder, UNHCR ultimativt arbejder for at give flygtninge: En tilbagevenden til hjemlandet, integration i værtslandet eller ophold i et tredje land.

Arne Vågen i Dansk Røde Kors understreger, at en flygtningelejr altid vil være en ’knaphedstilværelse’:

»En flygtningelejr er aldrig noget, man laver permanent. Der er ikke nogen myndigheder i verden, der vil acceptere lejre med en standard, hvor folk ønsker at blive der.«

Hjem er noget andet

»Når det er sagt, så er min erfaring, Røde Kors’ erfaring og den helt generelle erfaring, at det allerførste flygtninge spørger om, er, hvornår de kan komme hjem igen.«

Under den hvide teltdug i Nizip-1 taler man om det hver dag: Hvornår Syrien mon er sikkert nok til, at man kan vende tilbage. Familiens ældste barn, datteren Maryam på 19 år, har dagen forinden været i den større by Sanliurfa for at aflevere sin ansøgning om at læse økonomi på universitetet, som Tyrkiet tillader enkelte flygtninge.

»Og det tager jo fire år, og så må vi forvente at blive boende. Det er heller ikke sikkert i Syrien nu, og det kommer til at tage lang tid. Her er i det mindste sikkerhed, det er det vigtigste. Vi regner med fem-ti år.«

– Hvordan er det at vide, at I måske skal bo her så længe frem for at bo i jeres hjem?

Spørgsmålet må stilles flere gange gennem den arabiske tolk, for familien svarer ikke præcist på spørgsmålet. De svarer udenom, siger tolken og forklarer, at vi nok må nøjes med et svar:

»De siger bare, at hjem er noget helt andet end her. Det kan slet ikke sammenlignes.«

Prøv Information gratis i 1 måned

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Forsiden lige nu

Kommentarer

Brugerbillede for Pia Qu

Man burde jo kunne tagge diverse udlændingeordførere, lige her tænker jeg specielt på Martin Henriksen og det nylige forslag om at sende danske asylmodtagere til lejre i Kenya!
Man må jo håbe at der snart er nogen i dette land der ser lyset, men det gør de nok ikke desværre..

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Philip B. Johnsen

Martin Henriksens forslag om, at sende danske asylmodtagere til lejre i Kenya er ligegyldig tågesnak, uden nogen form for forståelse for den problemstilling vi stå over for.

Det vi er vidne til er kun starten og ikke en udvikling, der i fremtiden kan styres ved hjemsendelse, om få år, har mange mennesker intet hjem, at vende tilbage til, klimaforandringer vil have fjernet eksistensgrundlaget i nærområderne.

Millioner af krigsflygtninge skal lægges til antallet af klimaflygtninge de kommende år, mange vil søge samme vej til Europa, hvor der er fred, det regner og der kan vokse afgrøder, men også Europa bliver i stadigt stigende grad ramt, af voldsomme og tiltagende i intensitet, klimakatestrofer og klimaforandrings udfordringer i landbrugssektoren tiltager, med invasive arter, nye sygdomme og de klimatiske ændringer udfordre dyrkning, af de nuværende afgrøder som hvede f.eks.

FN's klimapanel har forsigtigt udmeldt, at de rige lande "nu", som i med det samme, skal indlede en ekstrem udbygning af vedvarende energi, og reducere udledning af drivhusgasser med op til 70 procent, blot for udviklingen ikke skal eskalere helt ud af balance.

Fra "Dansk Flygtningehjælp" link:

"Det har været anslået at 200 millioner mennesker vil være fordrevet pga. klimaforandringer i 2050 en seksdobling af det nuværende niveau."

http://flygtning.dk/viden-fakta/flygtninge-i-verden/

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Lars Hansen

Besynderligt - nu hører jeg ellers gang på gang hvor dårligt vi behandler vores asylansøgere. Og med sådan en lejr i Tyrkiet - hvorfor pokker er der så nogen der rejser til Danmark? Og hvorfor spørger journalisten ikke om chancen for at få asyl i Tyrkiet , for slet ikke at snakke om det at få et statsborgerskab? Og chancen for at ens familie fra nu og til evig tid (i tilfælde af asyl) ikke behøver OVERHOVEDET at gøre noget som helst for at opretholde en levestandard langt over dem man er flygtet fra? Plus at man kan supplere dagen og vejen med alt fra sort til kriminel arbejde uden de store konsekvenser (læs: udvisning og fortabelse af statsborgerskab) . Og (helt uden om denne kontekst - og dog?) Kan nogen give en fornuftig forklaring hvorfor der pludselig var 6000 danske statsborgere i Libanon forrige gang Israel viste muskler?
Som den sure, gamle mand jeg efterhånden er blevet (og fuldstændigt hjernevasket og fortabt i den borgelige presses enevælde ) vil jeg håbe at nogen kan gendrive de 'myter', 'overdrivelser' og 'fremmedfjendskhed' som jeg sikkert har forvildet mig ud i.
Og ja, Danmark har modtaget utroligt mange fornuftige flygtninge - så hvad pokker får mig til at skrive ovenstående?

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for georg christensen

Containere og nok så nye moderne boliger i flygtninge lejre er værdiløse, så længe flygtningene ikke tages alvorligt, et problem som vesten på grund af "magtbegærlighed" endnu ikke har forstået.

Mit "hjem", stedet hvor jeg er født og opvokset, stedet hvor de fleste føler sig beskyttet af "sammenholdet", hjemmet, som "flygtningene" af alle arter søger, et "hjem", som ikke med pengenes "værdiløsheder" kan købes, et "hjem", som de ønsker at kæmpe for, et hjem, som vestens "magtbegærd", ikke er i stand til at give dem.

NB: Mit "hjem", Danmark/Tyskland, er ikke mit "hjem" længere, så længe forståelsen for flygtningene ikke er tilstede, især tyskerne´s nazi efterkommere burde forstå det.
I dag er det ikke "jøderne" som bekæmpes med "nazzi", ( de har brugt de samme metoder overfor muslimerne), metoder som alle muslimer også bekænper.

anbefalede denne kommentar