Læsetid: 8 min.

En bevægelse af voksne adopterede

Koreanske adopterede har forandret synet på transnational adoption: Før var det en enkeltrejse fra afsender- til modtagerland, nu er det snarere en ’åben transit’, fortæller forskeren Eleana Kim, der over 15 år har fulgt transnationalt adopterede, der vender tilbage til Korea
Eleana Kim er koreansk-amerikaner og voksede op på USA’s østkyst i 1970’erne. Hun har de sidste 15 år forsket i transnationalt adopteredes tilbagevenden til Korea.

Jakob Dall

28. oktober 2014

Engang var det en nærmest umulig tanke, at koreanske adopterede frivilligt skulle forlade det vestlige land, de var vokset op i. Og endnu mere utænkeligt, at de ligefrem skulle slå sig ned i Korea. I dag er en form for relation til fødelandet nærmest forventet inden for transnational adoption. Meget er gået for sig – og alligevel er meget grundlæggende uforandret – siden antropologen Eleana Kim for mere end 15 år siden begyndte at forske i transnationalt adopteredes tilbagevenden til Korea.

Da Eleana Kim, der er koreansk-amerikaner, voksede op på USA’s østkyst i 1970’erne – sammen med adskillige adopterede fra Korea – var der ingen historisk eller social kontekst at forstå transnational adoption gennem. Nu er der både historie, kamp om historien og en voksende bevægelse af politisk engagerede adopterede.

»Før var ’adopteret’ primært forbundet med en sentimental fortælling om børnene med den umulige fremtid, de forældreløse fattige, der blev reddet af Vesten; i dag er ’adopteret’ også en politisk platform,« siger Eleana Kim.

Voksne adopterede

At kalde sig ’voksen adopteret’ – som mange især koreanske adopterede de sidste 15 år har valgt at gøre – kan være en politisk handling i sig selv, fordi det udfordrer folks forestillinger, siger Eleana Kim.

»Nogle spørger undrende: ’voksen adopteret – er de så blevet adopteret som voksne?’ At børn, der bliver adopteret, går hen og bliver voksne, er til dels stadig uden for fatteevnen. Adopterede bliver gjort til de evige børn, og dermed bliver det mindre gyldigt, når adopterede selv formulerer sig om deres adoptionserfaringer eller deres syn på adoptionshistorien,« siger Eleana Kim.

I stedet bliver det adoptanterne, socialarbejderne, adoptionsbureauerne og psykologerne, der fører ordet og taler på ’adoptivbørnenes’ vegne. Det har de voksne adopterede, som i oktober kom for at høre Eleana Kim ved Tænketanken Adoptions arrangement i København, for nylig oplevet under forløbet med revision af den danske adoptionslovgivning.

Adoptionspolitisk Forum (APF) gjorde i en pressemeddelelse klart, at »når [socialminister] Manu Sareen udtaler, at den nye adoptionsaftale har den adopterede i centrum, taler han for egen regning«.

Ifølge APF er de anbefalinger, som adopteredes egne organisationer har fremsat, ikke blevet indarbejdet i hverken den politisk bestilte helhedsanalyse eller det efterfølgende forlig.

Den store sammenkomst

Tænketanken Adoption og Adoptionspolitisk Forum er blandt de organisationer anført af især koreanske adopterede, som er opstået inden for de sidste par år. Adopteredes organisering begyndte at tage fart fra slutningen af 1990’erne, blandt andet i forbindelse med tilbagevenden til Korea.

Eleana Kim var med til den første store sammenkomst i Seoul i 1999, der var arrangeret af Holt, det første amerikanske adoptionsbureau i Korea. The Gathering of the First Generation of Adult Korean Adoptees, populært kaldet The Gathering, var ifølge Elena Kim en begivenhed, der kom til at forandre transnational adoption for altid – på måder, Holt næppe havde forestillet sig.

»Holt havde arrangeret The Gathering, fordi de ville vide, hvad hele det store, fantastiske projekt, de havde sat i gang i 1950’erne, havde frembragt. Den sydkoreanske regering var der også for at sige: ’Vi elsker jer, I er en del af vores nation’,« siger Eleana Kim.

Nogle af de adopterede udviklede imidlertid deres egen dagsorden i løbet af The Gathering.

»De spurgte ikke kun: ’hvem er vi, som personer’, men i lige så høj grad: ’hvem er vi, når vi konstant bliver udstillet og fremstillet af andre?’« fortæller Eleana Kim.

»Der foregik en masse workshops, som Holt havde sat adoptivforældre eller socialarbejdere fra adoptionsbureauerne til at lede. I det rum skulle de adopterer møde hinanden og udveksle erfaringer og livshistorier. Men på et tidspunkt spurgte de adopterede: ’Hvad skal det her egentlig bruges til, og hvem skal bruge det? Og har vi lyst til, at de her rå, uredigerede refleksioner bliver brugt i den kontekst?’«

Adopterede begyndte at holde egne, lukkede møder på The Gathering, og den bevægelse af adopterede, som havde været under opsejling siden starten af 1990’erne, knopskød over det næste årti med organisationer i Sydkorea og i Vesten.

Transnationale netværk voksede frem mellem Seoul og Stockholm, Paris, New York City, Oslo, Chicago, København, og da Eleana Kim udgav sin bog Adopted Territory i 2010, vurderede hun, at omkring 10 procent af alle koreanske adopterede havde organiseret sig.

Liselotte Haejin Birkmose, tidligere formand for Koreaklubben i Danmark og medstifter af International Korean Adoptee Associations (IKAA), vurderer, at det i dag er mellem 12-15 procent.

Koreanere fra Vesten

Eleana Kim udførte sit primære feltarbejde blandt adopterede i årene mellem den første Gathering i 1999 og den anden i 2004. Det var i årene efter den asiatiske krise, og Sydkorea var hårdt ramt efter årtier med heftig modernisering og høj vækst.

På den ene side fik tilbagevendte adopterede sig noget af en overraskelse, når det fattige, krigshærgede tredjeverdensland, de var vokset op med en vag forestilling om, viste sig at være et urbaniseret, højteknologisk samfund. I sig selv gav det anledning til at stille sig kritisk over for de argumenter, der blev og bliver brugt til at begrunde transnational adoption.

På den anden side blev de adopterede, der valgte at slå sig ned i Sydkorea – i en tid, hvor det var mere end svært at finde regulære job – betragtet som enten ’hardcore’ eller ’tabere’, alt efter anskuelse, og i hvert fald som mærkelige. Den sydkoreanske stat så imidlertid store muligheder, fortæller Eleana Kim.

»Deres budskab til de adopterede var: ’Vi elsker, at I er fra Vesten og samtidig koreanere’. Under en ‘motherland tour’ oplevede jeg de spændinger, der var mellem repræsentanterne for den sydkoreanske stat og de adopterede. For mange adopterede var det første gang, de var i Korea, og for nogle var ønsket om at finde deres fødefamilie meget intenst; alt sammen noget, der udløste stærke følelser. Men intet af dette kunne embedsmændene håndtere. De forstod ikke, at det ikke bare var helt fantastisk at blive ’genforbundet med sin kultur’.«

Mange af deltagerne i den sydkoreanske stats arrangementer for tilbagevendte adopterede følte, at de indgik i en større dagsorden – igen, og nu bare i en ny kontekst.

»Det handlede mindre om adopteredes behov og mere om, hvordan Sydkorea ville bruge de vestligt uddannede, til Korea knyttede unge cosmopolitans,« siger Eleana Kim.

Transnational indenrigspolitik

Efterhånden begyndte de adopterede, der slog sig ned i Sydkorea, imidlertid også at kunne påvirke den indenrigspolitiske dagsorden, fortæller Eleana Kim.

»Jo flere de blev, desto sværere blev det at ignorere deres insisterende spørgsmål, som f.eks.: ’Hvorfor er der stadig tusinder af børn, der forlader Korea i dag?’«

I dag er der adskillige organisationer af adopterede i Sydkorea, heriblandt Adoptee Solidarity Korea (ASK), Truth and Reconciliation for the Adoption Community of Korea (TRACK) og Global Overseas Adoptee’s Link (GOA’L). Ifølge Eleana Kim er det lykkedes dem at etablere sig som en indenrigspolitisk aktør, og ikke kun i spørgsmål, der direkte vedrører adoption.

»På den ene side er de færreste adopterede – heller ikke dem, der er vendt tilbage permanent – sydkoreanske statsborgere. Og alligevel har de en berettigelse og legitimitet i forhold til at blande sig i indenrigspolitiske anliggender. Transnational adoption forvandler i den forstand traditionelt indenrigspolitiske spørgsmål – f.eks. socialpolitik – til transnationale anliggender.«

I mange adoptivlande, som f.eks. Danmark, kæmper adopterede imidlertid fortsat med at blive hørt. Ifølge Eleana Kim skyldes det bl.a., at adoptanterne traditionelt har siddetpå ’ekspert’-rollen.

»Man skal blot overveje at adoptere, og straks kan man udråbe sig selv til ekspert,« siger Eleana Kim, »hvorimod adopterede må arbejde hårdt for at konstruere en ultrarationel persona, der kan køres frem i offentligheden, for at trænge igennem den antagelse, at en adopteret altid blot er et forladt barn, som andre må tage sig af, og som – hvis dette barn ikke er en taknemmelig tilhænger af adoption – må antages at være tidligt skadet.«

Det personlige er (ikke) politisk

Adopterede står ifølge Eleana Kim over for et politisk paradoks: Deres personlige erfaringer er – som for mange andre politisk aktive – et afgørende brændstof. Men i tilfældet adoption bliver det personlige altid brugt til at reducere erfaringer til noget individuelt frem for noget strukturelt.

»Synd for dig, at du har haft en dårlig oplevelse, men det skal jo ikke ødelægge det for alle de andre,« som Eleana Kim opsummerer den klassiske reaktion. Eller: »Hvis du selv har været glad for din adoptivfamilie, hvorfor er du så så kritisk?«

Samtidig bliver adopterede altid afkrævet at bekende deres historie; ellers vil journalisterne f.eks. ikke tale med dem.

»Organisationen ASK valgte fra starten, at de ikke ville besvare spørgsmål om, hvorvidt deres opvækst havde været god eller dårlig. ’Vores politiske dagsorden skal ikke reduceres til barndomsoplevelser’, var deres argument. Og nogle journalister forstod det faktisk godt, men den slags historier kunne ikke bruges i medierne,« fortæller Eleana Kim.

Hun kalder begivenheder som The Gathering »et massivt offentligt spektakel«, hvor alt samtidig bliver ’privatiseret’ og gjort til et spørgsmål om den enkelte.

»De første år blev den kollektive politiske dagsorden totalt presset ud. For mig var det en foruroligende oplevelse, der satte parolen om, at det personlige er politisk i et helt nyt lys. For her afmonterede det personlige næsten altid den politiske kritik,« siger Eleana Kim.

Ny generation på vej ind

I dag er det 15 år siden den første Gathering fandt sted i Seoul. I dag vender tusinder adopterede hvert år tilbage til Korea, for kortere eller længere perioder. Blandt de adopterede, der slog sig ned i 1990’erne, er flere ved at stifte familie i Korea i dag.

»Det har længe været antaget, at dem, der tog tilbage, før eller siden ville ’brænde ud’, men mange hang faktisk på, og er stadig aktive i organisationerne,« fortæller Eleana Kim. »Samtidig er en ny generation af adopterede på vej ind, en generation, der er vokset op med ’voksen adopteret’ som en identitet, der er blevet mulig og tilgængelig på grund af det arbejde, de ældre generationer har udført.«

I dag undrer de færreste sig over, at adopterede fra Sydkorea ønsker at stifte bekendtskab med et land, der har skabt Samsung og Psy og ligger i top i PISA.

»Det transnationale er blevet mere eftertragtet, og den globale økonomiske situation har rykket perspektivet. Det er ikke længere så kontroversielt at rykke permanent tilbage til Korea. Østasien er happening, og Seoul er global og dynamisk,« siger Eleana Kim. »Snarere end at blive set som hardcore eller tabere bliver adopterede, der rykker tilbage til Sydkorea, i dag set som nogen, der profiterer på deres iboende transnationale karakter.«

Og den transnationale adoption? Den foregår på mange måder uanfægtet. I mindre grad fra Sydkorea – hvorfra der dog stadig sendes børn til udlandet – og i højere grad fra nye markeder i Asien, Latinamerika og Afrika.

»Koreanske adopterede er den største generation med den længste adoptionshistorie, og de er toneangivende i at sætte transnational adoption i kritisk perspektiv,« siger Eleana Kim. »Men Vietnam starter så småt programmer for hjemvendte adopterede – efter koreansk model – og der er voksende aktivisme blandt kinesiske adopterede. Det bliver interessant de næste år at se, hvordan interaktionen bliver mellem adopterede aktivister fra forskellige dele af verden.«

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Jeg forstå ikke hvorfor man ikke ser adoptioner af danske børn. Det er også som, at udenlandske adoptioner har været et ideologisk projekt. For en 10-15.år sagde en fra en adoptionsforening, at målet var en verden hvor alle racer og folkeslag levede sammen. Fornyeligt vakte det opsigt i Italien det store sentimentalitet som var over 30.børn fra Congo efter de var tilbageholdt af myndighederne i Congo på vej imod Italien endeligt fik tilladelse til, at rejse til Italien -det vakte jubel hos hos nogle -andre konstatere blot, at der var omkring 17000 etniske Italienske børn på institutioner som ikke havde fået tilbudet om adoption.