Læsetid: 4 min.

Britisk Labour-ledelse vil anerkende Palæstina

Afstemning i det britiske Underhus om anerkendelse af Palæstina er i tråd med en overordnet tendens i Europa, som kan resultere i øget pres på Israel, siger iagttager
Angrebet på Gaza i sommer er en kraftigt medvirkende årsag til, at de europæiske offentligheders sympatier er ved at vende sig fra israelerne og over mod palæstinenserne. Ifølge en nylig undersøgelse støtter 27 pct. af briterne nu palæstinenserne og kun 12 pct. israelerne. Og politikerne følger – forsinket – med deres vælgere.

Mohammed Salem

14. oktober 2014

En afstemning om anerkendelsen af Palæstina som selvstændig stat i det britiske Underhus sent i går – efter redaktionens deadline (underhuset besluttede at støtte en anerkendelse af Palæstina red.) – er den foreløbige kulmination på et holdningsskifte i forhold til Israel i Storbritannien og resten af Europa i de seneste år. Og hvad end resultatet bliver, vil afstemningen få konsekvenser, mener mellemøstekspert Hugh Lovatt fra tænketanken European Council on Foreign Relations. Det på trods af, at den konservativt ledede regering – der undlader at stemme – på forhånd har meddelt, at den ikke vil implementere et eventuelt ja og anerkende Palæstina.

Alligevel mener Lovatt, at »Israel bør tage notits af afstemningen«.

»Den afspejler et bredere fænomen; at der er sket et fundamentalt skifte i opbakningen til palæstinenserne. Der er masser af andre europæiske lande, hvor vi ser en lignende tendens. At så prominent et land som Storbritannien stemmer om anerkendelse, vil opmuntre andre til at gøre det samme,« siger Hugh Lovatt til Information.

Selv hvis det bliver et nej, kan afstemningen på sigt få konkrete konsekvenser, påpeger han.

»Det er afgørende, hvem der stemmer ja. Det ser ud til, at Labours formand, Ed Miliband, og partiets udenrigstalsmand, Douglas Alexander vil stemme ja, og det kan blive yderst vigtigt, hvis Labour vinder næste års valg og skal leve op til sine løfter. Så det vil måske ikke gøre en forskel i dag, men det kan det i fremtiden.«

Intet håb

Forslaget om anerkendelse af Palæstina er fremsat af Labour-parlamentarikeren Grahame Morris, som mener, at det vil »puste nyt liv i fredsprocessen« at anerkende Palæstina.

Israel mener omvendt, at det vil underminere forsøget på at opnå en forhandlet løsning.

Fredag i sidste uge opfordrede fem tidligere britiske diplomater – herunder to forhenværende generalkonsuler i Jerusalem – imidlertid de britiske parlamentarikere til at »hjælpe regeringen med at tage en historisk beslutning« og bilateralt anerkende Palæstina, netop fordi det efter deres mening vil »hjælpe dem (forhandlingerne, red.) i gang«.

»Specifikt vil det give parterne en noget mindre ulige status; det vil sende en meget offentlig politisk advarsel til den israelske regering og offentlighed og fraråde dem fra at tage endnu flere unilaterale skridt, som snart vil efterlade intet af forhandle om,« skriver de fem forhenværende diplomater i et åbent brev i avisen The Independent.

De henviser bl.a. til, at den israelske premierminister Benjamin Netanyahu 1. oktober annoncerede, at Israel vil bygge 2.600 nye ulovlige huse på besat land mellem Jerusalem og Betlehem på Vestbredden.

Hugh Lovatt er enig i, at et øget pres på Israel på sigt kan få landets politikere og borgere til at indse, at det betaler sig at genoptage fredsforhandlingerne.

»Europas rolle og værdi ligger i at spille en mere aktiv og konstruktiv rolle i forhold til at ændre den Israelske cost-benefit-analyse,« siger han og påpeger, at blot implementeringen af eksisterende EU-beslutninger om at mærke og differentiere mellem produkter fra bosættelserne og produkter fra resten af Israel har vakt stor debat i israelsk presse.

Europæisk pres

At de europæiske politikere nu så småt er begyndt at øge presset på Israel – bilateralt og gennem EU – hænger direkte sammen med en ændring i offentlighedens holdning til de stridende parter, mener Lovatt. Særligt efter sommerens blodige krig i Gaza, hvor FN’s tal viser, at omkring 1.900 palæstinensere – cirka 68 procent civile – og 63 israelere – heraf fire civile – blev dræbt, er sympatien for palæstinenserne vokset. Ifølge en YouGov-måling støtter 27 procent af briterne nu palæstinenserne, mens 12 procent støtter israelerne.

»Der er stadig mange, der ikke har taget stilling til konflikten, og indtil det sker, vil de europæiske politikere ikke for alvor ændre politik – de skal selv forstå, at det er for dyrt politisk ikke at lægge pres på Israel,« siger han, men påpeger, at der er eksempler på, at det er begyndt at ske. Blandt andet i Sverige, hvor den nye regering netop har anerkendt Palæstina som det første EU-land.

Og i 2012 »ændrede den italienske regering mening i løbet af 24 timer på grund af offentligt pres fra at ville undlade at stemme til at stemme for« anerkendelsen af, at Palæstina fik observatørstatus i FN.

Lovatt mener, at gårsdagens afstemning i det britiske parlament netop er et tegn på, at politikerne er begyndt at forstå offentlighedens holdningsskifte og reagere på den.

»Politikerne halter bagefter ændringen i offentlighedens holdning, men afstemningen afspejler i sig selv den frustration, der er over Israels handlinger,« siger han og vurderer, at påvirkningen fra regeringerne og EU vil vokse over de kommende år, men at »Israel ikke helt har forstået« det endnu.

»Jeg tror, presset vil vokse. Der er allerede visse ting, der er blevet forberedt (på EU-plan, red.), men som ikke er aktiveret endnu,« siger Lovatt.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Rune Petersen
  • Tommy Knudsen
  • Lone Christensen
Rune Petersen, Tommy Knudsen og Lone Christensen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Israels "omgivelser" er fejlslagne stater, borgerkrige, religiøse myrderier, enevældige kongefamilieer, diktatorer, religiøs intolerance, undertrykkelse af kvinder, o s v o s v.

Israel er hård i filten og kører derudaf med nye bosættelser uanset alle har opfordret til at stoppe - og så er den religiøse tolerance vist" tvivlsom" i Israel - og der er en alt for indflydelsesrig gruppe af ortodokse , der er "uspiselige".

At tro på en vellykket fredsproces inden for de nærmeste generationer er utopi - Ingen i Israels "omgivelser" er stabile nok til at man kan stole på dem som partnere i en aftale/traktat om Palæstina, og Israel har bl a med bosættelsene båret ved til et bål ( der flammede godt nok i forvejen).

Bare at holde låget på og undgå åben krig er en succes - og om et par generationer og med lidt økonomisk fremgang i regionen, så er man nok parate til fred og fordragelighed.

Status quo med en totalt umenneskelige forhold for Palestinenserne er ikke en acceptabel løsning. Vi ved at Israel vil fortsætte bosættelserne til annekteringen er total. Når "Israel mener omvendt, at det vil underminere forsøget på at opnå en forhandlet løsning.", så er det jo totalt BS...

Jeg mener at man burde øge presset på Israel signifikant, herunder anerkende Palæstina.

Jeg mener man burde bede Israel fjerne sig fra ikke-Israelsk mark og så sætte FN ind som fredsbevarer.

Der findes rabiate grupperinger på begge sider, som behøver holdes I ave. Ingen side er bedre end den anden. Der bliver aldrig ro eller økonomisk fremgang så længe folk bliver behandlet som Palæstinenserne. Desperate folk gør desperate ting og det vil så "legitimere" Israels fortsatte overgreb og annekteringer.

Mikael Nørregaard Nielsen, Mihail Larsen, Poul Sørensen og Sascha Olinsson anbefalede denne kommentar
Poul Sørensen

Det er på tide, at Israel får et klart signal om at de er på det forkerte spor... bare det ikke er forsent så at krigene bare fortsætter og fortsætter. fordi det er det der er lagt op til.

Jeg ser frem til, at Israel kommer i konflikt med en ikke-stat som IS, som ikke let kan rammes, og slet ikke atombombes med mening.
Så kan det være, at Israel endelig ser, hvad deres banken løs på hvepsereden afstedkommer.

En anerkendelse af Palestina er p.t en anerkendelse af Hamas... Men hvis man anerkender og sympatiserer med Hamas er det måske i sin orden...?

Michael Kongstad Nielsen

Man kan vel ikke gøre anerkendelse af en stat afhængig af, hvilke partier befolkningen stemmer på.

Bjarne Bisgaard Jensen, Rune Petersen og Holger Madsen anbefalede denne kommentar

Svenske socialdemokrater og britiske Labour viser vejen.
Lad os, lige som de, hjælpe israelerne med at genfinde deres humanitet og anstændighed.

Chris Green

Først pisser man på palæstinenserne, så siger man at de lugter.

Sådan omtrent er logikken i dit indlæg. Ja, Hamas har udviklet sig til en voldelig organisation, der ikke viger tilbage fra terror og drab på civile. Det er forkasteligt og bør fordømmes.

Men hvorfor er det nu lige, at Hamas har udviklet sig sådan?

Fordi de ikke har set andre muligheder i en verden, hvor de vestlige lande i praksis tolererer, at Israel begår den ene folkeretskrænkelse efter den anden. Ja, ikke blot tolererer, men indtil nu også har belønnet landet med attraktive samhandelsaftaler.

Frihedskæmperne under 2. verdenskrig var sikkert og vist heller ikke altid 'rare' og 'fredelige' mennesker, og at deres aktiviteter ikke udviklede sig endnu mere i retning af mod-terror skyldes formodentlig, at krigen 'kun' varede 5-6 år og ikke som i palæstinensernes tilfælde i 5-6 årtier - med svindende udsigt til nogensinde at lykkes p.gr. af Vestens de facto forsvar for Israel. Hvis jeg var palæstinenser, ville jeg nok også bliveafsindigt rasende over denne vestlige dobbeltmoral.

Men nu ser vinden ud til at vende - omsider. Nogle skulle gå forrest, i dette tilfælde den nye svenske regering, der ikke har glemt Olof Palmes ord om, at "politik er at ville" (i stedet for at sidde på hænderne og beklage). Nu begynder også England at røre på sig, og efter et nyt valg vil den engelske regering formentlig anerkende Palæstina som en stat. Så kommer det til at gå hurtigt.

Selv vores egen sølle regering vil være tvunget til at indtage et anstændigt standpunkt, når den kan gøre det i kølvandet på mere modige landes beslutninger. Må man da håbe på. For der er jo fortsat 'den amerikanske faktor' - det forhold, at Danmark betragter USA som en nærmere allieret end EU. Lad os ikke håbe, at vores regering er lige så lunken, som den var i forhold til apartheit-regimet i Sydafrika (bl.a. af hensyn til USA). Hvis det sker, så lad os skamme den ud.

Bjarne Bisgaard Jensen, Brian Jensen, Rune Petersen og Mikael Nørregaard Nielsen anbefalede denne kommentar

Godkende Hamas?

I Sverige lever der vel efterhånden så tilstrækkelig mange indvandrere med palæstinensisk baggrund, at nogle svenske politikere kan se deres snit til her at øge deres vælgerbasis – i det xenofobiske Danmark er tiden dog ikke moden - endnu …

Da Danmark nu åbenbart er allieret med f.eks. Qatar mod den såkaldte IS-terror, et udemokratisk østerlandsk despoti af mange, som er én af de få tilbageværende støtter for Hamas, burde det naturligvis være helt legitimt, at omfavne og holde hånden over den grasserende og dødelige mellemøstlige nationalisme og islamisme – også i Gaza …

Det er vist på tide, at Danmark snarest trækker sig småfisende tilbage fra disse kaotiske og totalt uigennemskuelige forhold, hvor alliancer skifter alt efter månens stilling, inden vi får næsen - eller det næser nu sidder på - så eftertrykkeligt i klemme eller afhugget i tidens dødelige malstrøm helt udenfor vores interesse- og indflydelsessfære …

Så de velmenende demokratisk sindede gode mennesker, der ønsker at godkende et Palæstina, får også Hamas i Gaza med i købet inden de ser sig om – eller vil man lige vente lidt endnu på Hamas’s endeligt, mens man forsøger at bortforklare eller glemme terroren …

Da Israel vandt sin statslighed i 1948 var der en stor del af den nye regering som var blevet erklæret terrorister af den britiske regering.
Nogle af dem lever den dag endnu og er stadigt eftersøgt af interpol for terrorisme.

@ Jan Weis

Ja, og hvad kan vi så udlede af det, du skriver? Prøv igen. Jeg kan ikke få andet ud af det, end at vi "småfnisende" skal fralægge os ethvert ansvar.

@Mihail Larsen

I al beskedenhed er forslaget i al sin enkelhed, at danske politikere lige stikker piben ind og sparer på krudtet - også det velkendte, ikke særlig vellugtende, fordøjelsesprodukt af en karakteristisk æterisk sammensætning - indtil de ungdommelige brushaner og -høns bliver helt klar over, hvad de egentlig har gang i dernede og bl.a. ser på, hvilke sengekammerater de risikerer at vågne op med i stammesamfund, endnu ingen vesterlænding har evnet helt at gennemskue …

Seneste bizarre alliancer, med alt lige fra en kynisk Nato partner til de værste østerlandske despotier i Mellemøsten, medfører bl.a., at danske politikere indirekte medvirker til noget, der ligner folkemord på kurdere og pludselig må se sig på samme hold, som nogle dem, der forsøges bekæmpet, hvis man da kan tillade sig at bruge bare et mindstemål af logik …

Så det kunne være, at de danske amatører skulle begrænse hjælpen til dem, der har allermest behov uden at bilde sig selv ind, at de kan redde hele verden med krudt og kugler kastet ud fra de højere lag i æteren - på sikker afstand fra alle de uskyldige mennesker, de også 'kommer til' at slå ihjel …

Snik-snak, Jan

Det her drejer sig ikke om bomber, men om diplomatisk anerkendelse af et folks ret til at have en stat. Med de deraf afledte muligheder for at rejse sager ved internationale domstole.

Nej, Mihail

Det drejer sig (også) om at hjælpe de, her de menige palæstinensere, der virkelig (også) har akut behov for hjælp - uden at skulle legitimere og eventuelt forstærke Hamas - det ville være noget af et novum, hvis denne 'bevægelse' fik lejlighed til at deltage i palæstinensernes muligheder for rejse sager ved de internationale domstole ...

De konkrete procedurer er forskellige, alt efter hvilken af de internationale domstole, der er tale om. Men generelt gælder, at for at en sag kan realitetsbehandles, skal den forinden forbehandles af specielle udvalg eller komiteer, der tager stilling til, om sagen har substans til at blive retsbedømt. En betragtelig del af de sager, der søges rejst, bliver afvist på dette grundlag.

Men bortset fra det: Selv en forbryder har ret til at klage over uretfærdigheder. Det er et universelt retsprincip, som også gælder Hamas.

At påstå at Hamas er enestående i grusomheder, er ynkelig fiktion.

Hvis man lader tvivlen komme Israel til gode, kan man hævde at den bestialske, brutale adfærd, de udviser overfor palæstinenserne (i de besatte områder), er statsterrorisme. Andre kunne hævde at det er værre end terrorisme: nemlig ren og skær aggression. Hvilket kunne medføre krav om at den israelske ledelse stilles for en international domstol.
Noget sådant er dog utænkeligt. Hvorfor ? Fordi at læren ikke ligger i, at aggressiv territorial ekspansion og drab på tusindvis civile er en forbrydelse, der ikke må betale sig, men i, at hvis en stat vil foretage sig noget sådant med held, skal den bare handle i overensstemmelse med Vestens interesser. Ud fra devisen: "Vi" straffer vores fjenders forbrydelser og belønner "vores" venners forbrydelser. Irakkrigen, Afghanistan og Israel/Palæstina konflikten er således klassiske eksempler på den selektive agtpågivenheds moralske blankocheck.

Det er forhåbentlig ingen 'ynkelig fiktion', at den seneste 'ballade' i Gaza begyndte efter at tre israelske teenagere blev fundet myrdet, en terrorisme, som Hamas senere indrømmede, at de stod bag - men nok om det for denne gang, der skulle jo nødig punkteres nogle indgroede forestillinger om 'den selektive agtpågivenheds moralske blankocheck.'