Læsetid: 1 min.

Danmark i krig – Dag 4

6. oktober 2014

Folketinget besluttede den 2. oktober 2014 at slutte sig til den amerikansk ledede koalition mod Islamisk Stat. Danmark støtter den væbnede aktion med syv F16-fly og et Hercules-tranportfly. Information opdaterer løbende denne spalte med oplysninger om krigen mod IS, herunder de danske flys aktioner.

Flyverstaben under Forsvarskommandoen oplyste i går, at de syv danske F-16 fly, der tog af sted torsdag morgen, er landet på Ahmed Al Jaber-basen i Kuwait klokken 13:45 dansk tid. Flyene holdt som planlagt stop undervejs på en base i Frankrig og efterfølgende i Grækenland, inden de fløj mod Kuwait.

Den resterende del af det danske bidrag på ca. 140 mand ankom til Kuwait i går morges klokken syv. Nu venter arbejdet med at få gjort alle de nødvendige forberedelser, før det danske bidrag melder sig på beredskab for koalitionen, der har det overordnede ansvar for operationerne.

Fra slagmarken


Den amerikanskledede koalition foretog lørdag nye bombeangreb mod militante fra Islamisk Stat (IS) ved den syriske by Kobani på grænsen til Tyrkiet, hvor et stort antal kurdere er belejret af Islamisk Stat.

Ifølge Det Syriske Observatorium for Menneskerettigheder, der overvåger den syriske borgerkrig, blev mindst fire steder i området udsat for luftbombardementer – syd og sydøst for Kobanis udkant, hvor militært materiel blev ødelagt. Mindst 35 jihadister fra Islamisk Stat meldes dræbt ved det amerikanske angreb.

Sammenlagt har koalitionen siden 8. august udført 344 angreb, heraf 252 i Irak og 86 i Syrien. USA har udført 338 af angrebene i Syrien med bistand fra Jordan, Bahrain, Qatar, Saudi-Arabien og Emiraterne. Storbritannien har gennemført fire angreb i Irak og Frankrig to.

Fra fredag til søndag gennemførte USA tre luftangreb i Syrien og seks i Irak. I går foretog USA tre nye angreb i Syrien, og seks mere i Irak, herunder for første gang i området omkring byen Hit. Amerikanske kamphelikoptere var også for første gang involveret.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu