Læsetid: 4 min.

Det danske forsvar er mere lukket end vore allieredes

Amerikansk militærs centralkommando var åben om, hvor der blev bombet, og hvilke koalitionspartnere der hjalp til med at bombe Islamisk Stat i Irak. Indtil de danske F-16-fly kom med
Olieraffinaderiet i Bayji har tidligere været centrum for voldsomme kampe mellem IS og den irakiske regeringshær, og nu er området også bombemål for den internationale koalition.

Olieraffinaderiet i Bayji har tidligere været centrum for voldsomme kampe mellem IS og den irakiske regeringshær, og nu er området også bombemål for den internationale koalition.

Epa photo

22. oktober 2014

Det danske forsvar er indtil videre langt mere lukket end flere af vore vigtigste allieredes i kampen mod Islamisk Stat (IS).

Danske F-16-fly bombede i slutningen af sidste uge IS i Irak for første gang, og Flyvevåbnet gav dermed sit første bidrag til den amerikansk-ledede koalitions bombekampagne. Den amerikanske centralkommando, CENTCOM, har været påfaldende åben om den nye Irak-krig, men netop ved den danske deltagelse holder amerikanerne igen med at sætte navn på det land, der har hjulpet med bombardementerne.

Siden luftkrigen begyndte den 8. august, har CENTCOM i daglige pressemeddelelser offentliggjort detaljer om de seneste bombardementer, herunder hvor bomberne er landet, og hvad de umiddelbart har ramt. Når andre vestlige nationers kampfly har bidraget med bombardementer, har landenes navne fremgået af pressemeddelelsen.

I den seneste pressemeddelelse skriver amerikanerne eksempelvis, at de har bombet en række IS-stillinger i Fallujah og Bayji i Irak, og at »Den Franske Republik og Storbritannien deltog i disse angreb«.

Mønstret går igen i de øvrige pressemeddelelser – med undtagelse af fredag i sidste uge, hvor CENTCOM tog det mere uspecifikke udtryk »partnernation« i brug:

»I Irak udførte en partnernation et luftangreb vest for Bayji, hvor de første meldinger indikerer, at de tilintetgjorde både en ISIL-artillerienhed og et ISIL-ammunitionsdepot. Et andet luftangreb fra en partnernation nordøst for Bayji ramte en lille ISIL-enhed og beskadigede et ISIL-køretøj. Alle fly forlod området sikkert.«

Tre dage senere lagde Forsvaret i Danmark en kort pressemeddelelse ud på sin hjemmeside – indtil videre den første og eneste, der omtaler bombardementer i Irak. Meddelelsen er så kort, at Information har spalteplads nok til at bringe den i sin fulde længde:

»De danske F-16-fly, der den 16. oktober første gang var indsat under den internationale koalition mod ISIS/ISIL, har frem til i dag fløjet 11 missioner i Irak.«

»Missionerne, som Danmark har deltaget i, har været offensive operationer, og de danske fly har i forbindelse med nogle af missionerne anvendt bomber.«

Derfor har Danmark ifølge Informations oplysninger stået bag mindst ét, sandsynligvis to af de angreb, som amerikanerne omtaler i pressemeddelelsen og er dermed den omtalte »partnernation«. Pressemeddelelsens længde og fraværet af detaljer om bombningerne står i kontrast til både amerikanske og britiske tilsvarende, der som nævnt giver detaljer om, både hvor og hvad målene var.

Tømmermænd fra jægerbogen

Forsvarets lukkethed om angrebene i Irak undrer Jens Ringsmose, institutleder for Statskundskab på Syddansk Universitet.

»Når amerikanerne står for næsten alle bombningerne og i øvrigt er helt åbne omkring det, er det underligt, at Forsvaret ikke er mere åbne om, hvad der foregår,« siger Jens Ringsmose. Han har sammen med generalmajor Hans-Christian Mathiesen og Information-journalisten Charlotte Aagaard for nylig skrevet bogen Frontlinjer om forholdet mellem medier og militæret.

»Helt overordnet er det vores oplevelse – baseret på at have beskæftiget os med emnet i lang tid – at Forsvaret åbnede op i starten af 00’erne,« siger han.

Men i slutningen af 00’erne fik en række ’møgsager’ Forsvaret til at lukke i igen, vurderer han.

»Især jægerbogssagen gjorde stor skade på Forsvarets villighed til at være åben,« siger Jens Ringsmose og uddyber:

»Forsvarets rygmarvsrefleks er at være lukket, og nogle gange kan der være gode grunde til det. Oplysninger kan være et strategisk aktiv, der i yderste tilfælde kan betyde forskellen på liv og død. Derfor er der en tendens til hemmelighedskræmmeri og til at operere på en need to know-basis. Det vil ikke ændre sig, medmindre nogen i toppen af Forsvaret driver en større dagsorden om åbenhed frem,« siger Jens Ringsmose.

Lukkede luftkrige

Forholdet mellem medier og militæret har siden Vietnam-krigen, hvor journalister havde større adgang end i nutidens krige, været anspændt. Den kontroversielle krig i Indokina fik ifølge medieforskningen det politiske etablissement i USA til at indse vigtigheden af at vinde vælgernes hearts and minds – som de tabte i tilfældet Vietnam.

Pressen blev i de følgende årtiers krigseventyr pålagt langt flere restriktioner. Med Vestens invasioner af Irak og Afghanistan genopstod debatten, særligt om embedding, hvor journalister er ’indlejret’ i vestlige forsvarsenheder og underlagt deres beskyttelse, men også pålagt en række begrænsninger.

Den manglende adgang til alle krigens parter og territorier er endnu mere udtalt i luftkrige, siger Jens Ringsmose.

»Forskning peger på, at det er notorisk svært for medierne at dække luftkrige, fordi der er meget stor risiko forbundet med at befinde sig i de områder. Og det er i sagens natur svært at komme tæt på dem, der udøver magten, fordi de flyver meget højt oppe i luften,« siger han.

»Det gør det meget vanskeligt for medierne at stille meget præcise spørgsmål. Man har det, som Donald Rumsfeld kaldte unknown unknowns,« siger Jens Ringsmose med reference til et berømt citat fra den forhenværende amerikanske forsvarsminister.

Her gav Rumsfeld et kækt svar til en journalist, der spurgte ind til de manglende beviser på, at Saddam Hussein havde forsynet terrorgrupper med masseødelæggelsesvåben. Altså – hold fast, kære læser – de aspekter af krigen, som man ikke ved, at man ikke kender til.

Det var i går ikke muligt at få svar fra forsvarschef Peter Bartram eller viceforsvarschef Per Ludvigsen på, hvorfor Danmark er mere tilbageholdende med oplysninger end sine allierede. Jens Ringsmose har dog en teori:

»Jeg kan godt forestille mig, at man fra dansk side er tilbageholdende med informationer, fordi man helst ikke vil påkalde sig for megen opmærksomhed i Kuwait (hvor de danske F-16-fly har base, red.),« siger han.

 

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Folketingsvalget er forbi, men magten skal stadig holdes i ørerne.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement. Første måned er gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Steen Sohn
Steen Sohn anbefalede denne artikel

Kommentarer

Danmark har åbenbart noget at skjule.
Og årlig samvittighed.
Sådan er det når man laver det snavsede arbejde for USA.

Jens Lerdorf, Rasmus Kongshøj og Janus Agerbo anbefalede denne kommentar
Helene Kristensen

Ole Nielsen - det kan jo også være, fordi det danske samfund er uendelig mere sårbart hvad angår gengældelsesangreb og terror mod civilbefolkningen, da vi dels ingen grænser har, dels har en særdeles aktiv afdeling af IS i landet. Ikke engang herboende flygtninge tør ytre sig, da IS har fuldstændig frit spil i Danmark.

Peter B. Jensen

Danmark vil jo helst ikke vedkende sig at vi er i krig. Hvis man var syg de par dage omkring folketingsbeslutningen, så ville man slet ikke vide at man nu har officielle fjender. For til forskel fra den amerikanske våbenglæde, så er vi danskere jo vant til at betragte vold som et illegitimt politisk middel - og vi vil meget gerne bevare den illusion internt.

Derfor kender vi heller ikke meget til IS, andet end at de er muslimske terrorister med drømme om et storkalifat og skarpe macheter. Så ligner krigen mere en transnational politiaktion, og det er noget danskerne forstår og føler sig trygge ved.

Hemmelighedskræmmeriet er nok mere en politisk end militær beslutning. Der er jo ingen strategisk risiko ved at fortælle hvor man bombede i går, hvilket fjenden uden tvivl er klar over - men politisk er det sprængfarligt. Man kan komme til at stå til ansvar for civile tab, cost/benefit analyser eller den vrede det vækker hos herboende familiemedlemmer.

Narrativet kræver en streng kommunikationskontrol. Det gør spinsiden lettere, både nu og efterfølgende når det skal sælges som sejr. Og skulle krigen blive gensidig med bomber blandt os, så skal det fremstilles som terrorisme - frem for gengældelsesangreb.

uffe hellum, Jens Lerdorf, Stoffer Grønnegaard, Jan Pedersen, Rasmus Kongshøj, Bente Petersen og Ole Nielsen anbefalede denne kommentar

Det er da meget fornuftigt,at vi har en selvstændig holdning til hvilke detaljer , der bør offentliggøres.

Alle ved , at bombninger koster menneskeliv - og vores engagement i Irak er en konsekvens af IS's ekstreme brutalitet, som vil koste endnu flere menneskeliv og endnu mere fornedrelse ( undertrykkelse af kvinder, menneskerettigheder o s v), hvis de ikke stoppes.

Specifikke "farverige" detaljer gør hverken fra eller til, men kan blot provokere til terror mod Danmark.

Træk de danske jæger fly hjem i en fart, (inden de første bliver skudt ned).
Og så klods dem op og køb nogle billigere og 'forsvars' formåls bedre stealth helikoptere i stedet for, så er den potte ude og vi får et seriøst stærkere dansk luftrums forsvar, der ikke kan spores og nedkæmpes ligeså let som jægerfly, ikke er egnet til udsendelse og ikke kan udnyttet i andre landes udenrigs interesser.
Letsindige som de danske levebrøds politikere er, har de overset noget ret fatalt, at vi er levende mennesker, der rørende let kan vende tommelfingren nedad, altså de 75% af den danske befolkning der nu spontant siger ja til vi skal i krig imod de Isis leje soldater, er jo også de 75% der om nok ikke så forfærdelig længe, vil sige nej til dansk krigs deltagelse i Mellemøsten, så er det sagt, bare vendt os se for det er et 'Islam falsk falmet flag ', de ridder rundt med.

Artiklen røber (eller afslører, om man vil), at offentligheds aspektet har trange vilkår i DK. Mørklægningsloven og den manglende kontrol med efterretningstjenesternes virksomhed, forholdene omkring den såkaldte aktive udenrigspolitik (læs krigsindvolveringen) og engagementet omkring omgangen med fremmede magters perspektiver for dansk indenrigspolitik (f. eks. overflyvningerne af danske territorier i forbindelse med CIA's fangeprogrammer) gør, at artiklens emne burde øge journaliststandens (fremdeles Informations) interesse i at spørge til, hvorfor offentligheden ikke anses som moden til modtage aktuelle oplysninger, om hvorledes krigsindsatsen forvaltes. Man kunne jo fristes til at formode, at nogen ville blande offentligheden udenom anliggendet. Og dermed diskvalificere de danskere, man hævder at agere på egne af. Det betyder i al sin enkelhed, at der er dele af statens affærer, som er beslaglagt er et segment, som ikke ønsker indblanding. Og det forhold er det såmænd fuldt ud legitimt at erklære for ganske udemokratisk. Et forbehold for udvalgt få, der afføder konsekvenser for alle os andre den mulighed for indsigelse. Altså eksklusivitet. Nogen er mere lige end andre. Man behøver blot at tænke på en gris ved navn Napoleon.

Måske Forsvaret lige skulle tænke sig om en ekstra gang, førend man gentager ideen om, at offentligheden udelukkende er udsat for at tendere imod panik, og ikke i stand til selvstændigt at forholde sig til, hvorledes oplysningsniveauet udviser tydelige mangler. Vi ér altså ikke så dumme herude i offentligheden. Lær nu at respektere det, kære Forsvar. Ellers kunne man få den tanke, at I ikke rigtigt yder den respekt, som jeres objekt har naturlige krav på...

Med venlig hilsen

Beklager, "et forbehold for udvalgte få, der afføder konsekvenser for alle os andre uden mulighed for indsigelse"...

Klassifikationsbestemmelserne (det hemmelige segment) er med andre ord blevet en demokratisk og problematisk interesse for store dele af offentligheden. Hvilke få bestemmer hvor meget på vegne af dét erklærede "vi" som skiftende statsministrer ynder spinmæssigt at involvere alle i. Men såfremt man ikke kan melde sig ud, kan man jo på valgdagen protestere imod det forhold. Og dermed sige magten midt imod. For dét fortjener den, når man lyver sig til den...

Med venlig hilsen